Vi skal have flere med i demokratiet!

I New Zealand har højesteret for nylig dømt det diskriminerende, at man først kan stemme, når man fylder 18 år. Unge under 18 vil i høj grad skulle leve med konsekvenserne af den politik, der bliver ført nu – især på klimaområdet – og flere bør derfor have adgang til stemmeurnerne, hvis man spørger den New Zealandske højesteret. Spørgsmålet er, om parlamentet er enige.

Samtidig med, at debatten om valgretsalder buldrer på den anden side af jordkloden, kunne hver tiende borger i Danmark ikke stemme ved det netop afholdte Folketingsvalg. En markant stigning siden for blot få år siden, som i høj grad skyldes stadig strammere regler for at få statsborgerskab i Danmark. Flere og flere lever nemlig i Danmark på midlertidige eller permanente opholdstilladelser uden rødbedefarvet pas – og det gælder både folk, der er kommet hertil, og folk som er født og opvokset i Danmark.

“Bevægelsen mod at give flere adgang til demokratiet burde ikke være gået i stå for 44 år siden, hvor man sænkede valgretsalderen fra 20 til 18 år.”

En kæmpe andel af de mennesker, der skal leve med de politiske beslutninger der tages, har altså nærmest ingen mulighed for at påvirke dem. Derfor føler jeg som nyvalgt medlem af Folketinget en ekstra forpligtelse til også at være deres stemme – og til at kæmpe for, at de på sigt kan få en stemme, der er deres egen.

Uden for mit nye kontor på Christiansborg hænger en gammel kampagneplakat fra SF og SFU. En ung pige bærer hele Danmark på sin ryg og under hende står ”Ja til 18 års valgret”. Og selvom jeg holder meget af den plakat, er der heller ingen tvivl om, at den har en del år på bagen – fx er SFU’s logo ét jeg aldrig før har set. Derfor er det nok ved at være tid til et genoptryk, hvor 8-tallet er skiftet ud med et 6-tal, så flere unge får lov at tage ansvar for Danmarks fremtid. Bevægelsen mod at give flere adgang til demokratiet burde ikke være gået i stå for 44 år siden, hvor man sænkede valgretsalderen fra 20 til 18 år.

Når jeg viser gymnasieelever rundt på Christiansborg, fortæller jeg, at det i 1849 kun var 14 % af den voksne danske befolkning, der havde stemmeret, og at man derfor først kan tale om demokrati fra den tredje Grundlov fra 1915. Og selvom der er meget langt fra nutidens 90 % til datidens 14 % er der stadig noget vemodigt over at det tal igen er på retræte, og at nye grupper udelukkes fra vores fælles folkestyre gennem rigide krav til blandt andet at skulle have været i arbejde 3,5 af de seneste 4 år for at få adgang til statsborgerskab.

I en form for cocktail af manglende demokratiske rettigheder finder vi de unge, der er født og opvokset i Danmark, men hvis forældre ikke har statsborgerskab i Danmark. De kan ikke stemme før de er langt oppe i tyverne, fordi de fleste af dem er under uddannelse og altså ikke kan opnå de 3,5 års arbejde. Det er unge mennesker, der har mange års politiske konsekvenser foran sig, men skal bruge de første myndige år på at tilkæmpe sig retten til at påvirke politikken.

Det er nødvendigt, at vi gør mere for at få flere med i demokratiet. Et første skridt på vejen er at give unge, der er født og opvokset i Danmark statsborgerskab uagtet hvem deres forældre er.