Lesbos: “Vi vil gøre alt – og jeg mener ALT – for at undslippe vores græske helvede”

Den græske ø Lesbos er en af hovedindgangene for flygtninge, som vil til Grækenland og videre rundt i Europa. Mere end 25.000 mennesker er fanget på øen, og nogle af dem har fremvist positive HIV-blodprøver. De har fortalt mig om, hvordan de har haft sex med andre HIV-smittede personer for selv at få virussen. Det giver muligheden for at blive stemplet som værende ”i fare” – og dermed komme væk fra øen. En transperson med HIV har berettet om, at nogle flygtninge tilbyder ham penge og andre ting til gengæld for seksuelle ydelser, så de kan blive smittet med HIV. Andre har fortalt den samme historie.

Dette dommedagsscenarie stemmer ikke overens med det billede af Grækenland, som mange andre flygtninge går rundt med. ”Grækenland er vejen ind i EU” forklarer én, ”og når du kommer dertil er du halvt i mål. Når man først er kommet ind i Grækenland, bliver det hele nemmere, for grænserne er ikke så skarpt bevogtede derefter. Hvis vi skal opholde os i Grækenland et stykke tid, er det helt fint. Det er ikke værre end der, hvor vi er nu.”

Ovenstående er en velkendt historie fra mange flygtninge, som forsøger at komme til Grækenland, og derfra videre til andre af de europæiske lande, som modtager asylansøgere. Men det er langt fra virkelighedens verden, når man kigger nærmere på flygtningenes liv i Grækenland, og de prøvelser, folk udsættes for under deres lange, tvungne ophold i flygtningelejrene på de tre ”flygtningeøer” (Lesbos, Chios og Samos, red.). For en flygtning uden kendskab til den faktiske situation, bliver Grækenland set som et sted, man venter et par uger – i værste fald et par måneder – i hovedstaden Athen.

At ankomme som flygtning til Grækenland er for langt de fleste ensbetydende med at blive sendt i lejr på en af flygtningeøerne. Det er utroligt svært at forlade øerne når man først er ankommet. Stadig sværere er det dog at udholde de lange dage, uger og måneders ventetid i lejrene, i en sådan grad at mange af de flygtninge, som er fanget der, omtaler øerne som ”et græsk helvede”.

De græske ‘flygtningeøer’

– Lesbos er sammen med øerne Chios og Samos destination for mange af de flygtninge, der forsøger at komme til Europa.

– De tre øer ligger ud for Tyrkiets vestkyst, og er derfor en oplagt bro mellem Tyrkiet og EU. Der bor omkring 86.500 grækere på Lesbos – herunder ca. halvdelen i hovedbyen Mytilene. Øens flygtningelejre er massivt overbefolkede.

– 57 % af alle flygtninge, der i 2015 ankom til Grækenland til havs, kom via Lesbos.

– Lejren ‘Moria’ blev oprindeligt bygget til at huse 3.000 mennesker, men huser nu omkring 19.000.

Kilde: UNHCR

+

Journalisten Aida Ghajar har dækket flygtninge- og migrant-krisen for Iranwire i to år. Hun vendte for nylig tilbage til Grækenland for at følge op på sine tidligere artikler om øerne og flygtningesituationen.

”Jeg var på Lesbos et par dage”, siger hun, ”og flygtningenes situation der er meget, meget værre end tidligere. Antallet af asylansøgere på øerne – såvel som i Athen og andre græske byer – er steget markant. Faciliteterne er imidlertid de samme som tidligere, og hvad værre er: den græske regering har vedtaget lovgivning, som er negativt rettet mod flygtninge.”

En fængselsø for hjælpeløse flygtninge

Ghajar tilføjer, at de flygtninge, som kommer til de græske øer ad søvejen, hovedsageligt ankommer til de tre øer, fordi de ligger tæt på Tyrkiet. Lesbos er hoveddestination for de fleste iranske flygtninge. Øen er nu blevet forvandlet til et fængsel, hvor chancen for at slippe væk er lille.

”I 2016 forhandlede den græske og tyrkiske regering en aftale på plads med EU som fastslår, at alle flygtninge og migranter der ankommer til øerne til havs, skal ansøge om asyl fra øerne gennem et tredje land. Den proces kan tage op til to år.”

Ghajar tilføjer, at den nye græske regering har besluttet at forkorte behandlingstiden på asylsager. Det lyder positivt, men er faktisk skadeligt for flygtningene. Det er også en beslutning, der er blevet mødt med kritik af menneskerettighedsadvokater og aktivister, som frygter, flere vil blive afvist og sendt tilbage til Tyrkiet eller deres respektive hjemlande, uden en tilstrækkelig sagsbehandling.

Flere flygtninge end lokale beboere

En ansat ved Lesbos Politi har oplyst til Ghajar, at antallet af flygtninge på øen overstiger lokalbefolkningens størrelse. ”Græske statistikker er ikke særligt præcise,” forklarer Ghajar, ”men det kan måske give en idé om situationens omfang, at Moria-lejren på Lesbos blev bygget til at huse 3.600 flygtninge, og nu – ifølge uofficielle tal fra politiet – huser mere end 20.000 flygtninge. På Samos, hvor en lejr blev opført til at huse 700 mennesker, bor der nu 7.000 flygtninge. På Lesbos er Moria-lejren imidlertid ikke det eneste problem. I skovene rundt om lejren har mange flygtninge bosat sig i telte, og forholdene for dem er endog værre end for dem, som bor i lejren.”

”I 2016 forhandlede den græske og tyrkiske regering en aftale på plads med EU som fastslår, at alle flygtninge og migranter der ankommer til øerne til havs, skal ansøge om asyl fra øerne gennem et tredje land. Den proces kan tage op til to år.”

Kilde: UNHCR

Nogle af de mest udsatte i flygtningelejrene er børn. Ifølge Ghajar bliver de udsat for en lang række prøvelser. De bevidner ofte vold begået af menneskesmuglere og politiet, deres liv er ofte i fare, og selv inde i lejrene er de mere udsatte end andre.

Selv deres lege afspejler de smertefulde oplevelser. Flygtningebørn bevidner dagligt mord og slåskampe, og bliver frarøvet selv de mest basale rettigheder. ”De her børn får ingen undervisning eller skoling”, siger Ghajar. ”Der er mere end 2.000 børn i Moria-lejren, men det er kun omkring 50 af dem, der modtager undervisning på deltid, organiseret af menneskerettighedsorganisationer uden for lejren”. De bliver desuden brugt til at sælge ulovlige stoffer, hvilket ødelægger mange af børnenes liv.”

Også kvinder lider uforholdsmæssigt meget i flygtningelejrene. Ifølge Ghajar bor omkring 200 enlige kvinder samt mødre, som følges med deres børn, i et lille, bevogtet område i lejren. ”Det beskytter dog ikke kvinder i lejren fra seksuelle overgreb og mishandling. Jeg har talt med mange kvinder i lejren, som er blevet seksuelt misbrugt. Truslen om voldtægt hænger over hovedet på kvinderne i en sådan grad, at nogle kvinder ikke forlader den beskyttede del af lejren i månedsvis. Den giver dem en vis sikkerhed, mens de uden for det beskytte område er bange for sexovergreb og endda også at blive slået ihjel.”

Læger uden medicin

Sygebehandling og medicin er et andet af de store problemer for flygtninge på øen. Ghajar kan fortælle, at Læger Uden Grænser ganske vist har et telt ved indgangen til lejren, men at de mangler såvel udstyr som mandskab. Syge børn, kvinder og endda folk, som har brækket knogler i slåskampe, bliver udskrevet uden at have fået den nødvendige behandling.

”Flygtningene siger, at de oftest bare får stukket et par piller i hånden, ligegyldigt hvilken type sygdom eller smerte det drejer sig om. Det følges op med et råd om at drikke rigeligt med vand”, forklarer Ghajar. En mor fortalte mig, at hendes barn kastede blod op, men at lægerne affejede det og sagde, at barnet nok skulle komme ovenpå af sig selv. Et andet barn døde efter at have drukket forurenet vand. Selvmord og selvskader er desuden udbredt i lejrene… Det minder mest af alt om en krigshærget by, hvor alle grundlæggende ydelser og faciliteter er forsvundet.”

Én måde at undslippe lejren og komme til Athen på, er ved at få en lægeerklæring, der kan dokumentere en bestemt lidelse eller sygdom (såsom HIV), som gør det nødvendigt, at man bliver evakueret fra øen fordi ens liv kan være i fare. ”I ét tilfælde mødte jeg et lesbisk par, som begge var døve og stumme, og som indlysende nok var udsatte. Ikke desto mindre tog det dem et år at få en lægeerklæring og forlade øen.”

“Nogle flygtninge har vist mig deres testresultater, som viser de havde fået HIV. De har forklaret mig, at de med fuldt overlæg har dyrket sex med HIV-smittede personer for på den måde at kunne forlade øen”

Den græske tragedie i flygtningelejren Moria er ikke begrænset til disse enkeltstående tilfælde.

Ghajar forklarer, at nogle flygtninge tror, at HIV-smitte (der kan udvikle sig til AIDS) er én måde at bevise sin udsathed på, og at de af samme årsag bevidst lader sig smitte med virussen.

”Nogle flygtninge har vist mig deres testresultater som viser, de havde fået HIV”, forklarer hun. ”De har forklaret mig, at de med fuldt overlæg har dyrket sex med HIV-smittede personer for på den måde at kunne forlade øen – selv om advokater jeg har talt med, ikke er overbevist om, at det kommer til at virke, da de så bliver mærket som smittebærere.”

Ingen anelse om hvad der venter

Ghajar forklarer endvidere, at de fleste flygtninge i Athen eller Moria-lejren, som hun har talt med, ikke havde nogen anelse om, hvad der ventede dem i Grækenland.

”De er undsluppet krig, undertrykkelse og vold i deres hjemlande, men – som også menneskerettigheds-organisationer har indrømmet – er de i Grækenland kommet til en decideret humanitær katastrofe. I Moria-lejren er situationen katastrofal, både hvad angår hygiejne, sygdomsbehandling, medicinering, mad, varmt vand og elektricitet, og beboerne slås ustandseligt med hinanden. Det enorme pres det giver at leve i lejrene har affødt udbredt alkoholisme og stofmisbrug, og vold er blevet en del af hverdagen. Et barn fortalte mig, at han havde set en mand få skåret halsen over under en slåskamp.”

Aida Ghajar vurderer ikke, at problemet er begrænset til lejrene på de tre øer. Også i Athen har flygtninge svært ved at finde lejre at opholde sig i, og må ofte overnatte på gaderne. Deres asylansøgninger kan i sidste ende risikere at blive afvist af andre lande, og selv hvis de bliver tildelt asyl af Grækenland, ender de oftest bare som en del af det ruinerede lands store arbejdsløse befolkning.

I en så umulig situation mener Ghajar, at folk må organisere sig omkring at hjælpe hinanden: ”Jeg håber iranere, som kunne have den fornødne ekspertise til at tilbyde lægelig og psykolog-mæssig behandling til disse mennesker, kunne overveje at tage hertil, for at hjælpe nogle hjælpeløse mennesker, hvis basale menneskerettigheder er blevet totalt forsømt. Vi bliver nødt til selv at hjælpe hinanden.”

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Iranwire.