Vores kyniske syn på Israels fremfærd øger risikoen for storkrig

11. oktober 2023 blev statsminister Mette Frederiksen spurgt foran den israelske ambassade, om hun ville udvise den samme sympati for civilbefolkningen i Gaza, som hun udviste for de israelske ofre for Hamas’ terrorangreb 7. oktober. Det spørgsmål var ifølge statsministeren en relativisering af noget usammenligneligt.

Nej, måtte man forstå, og Israels selvforsvar ville “kræve nogle ofre”, sagde statsministeren. Det var et udtryk for en kynisk tilgang til krigsførelse, og man undrer sig, om ikke en kulturel kløft fra os til en fremmed, muslimsk verden har gjort sådan en kynisme om krigens civile ofre mulig i statsministerens hjerte.

10. og 11. september i år fik Israel tilsyneladende tusindvis af personsøgere og walkie-talkier til at eksplodere i Libanon. De var angiveligt målrettet personer, der var tilknyttet Hizbollah. Efter dette angreb kunne man i Berlingske læse en parade af dehumaniserende hån af ofrene på sociale medier. “Hele verden grinede”, lød det i en overskrift på Berlingske den 20. september:

Man kunne også læse debatredaktøren på B.T. – Joachim B Olsen – joke med, at man i Mellemfolkeligt Samvirke blev ramt af de israelske bombeattentater med personsøgere, fordi organisationen ifølge redaktøren har tilknytning til Hizbollah. Eller måske bare fordi nogen i deres bestyrelse står anklaget for at have tweetet noget antisemitisk. Er det tæt nok på terrorisme?

Sårede terrorister eller nybagte terrorister?

Vi i Vesten kan ikke gøre krav på at ville bevare en regelbaseret verdensorden, hvis vi så kynisk udnævner alle ofre for Israels angreb som nøje udvalgte militære modstandere.

Det strider imod enhver fornuft, at alle de tusindvis af personsøgere, der eksploderede i Libanon, var udvalgte militære mål, hvor man tog bestik og begrænsede skaden på civile. Personsøgere er noget, man har på sin krop i civile gøremål. Den følger med i supermarkedet, i vuggestuen, på hospitalet, til familiemiddagen o.s.v.

De, der vil retfærdiggøre Israels vilkårlige angreb, må spørge sig selv, hvilket formål de tjener. Chauvinister vil tænke, at Israels personsøgerangreb var en ret cool, faktisk imponerende, hemmelig operation. Men hvad har man opnået? 39 dræbte, heraf to børn. Tusindvis af sårede mennesker.

Hvor chauvinister læser de tal som “sårede terrorister”, læser jeg “nybagte terrorister”: mere had, mere hævn, mere krig i fremtiden.

Er en mand, der er gjort et øje, en hånd eller en finger fattigere ikke alt andet end mindre voldsparat? Hvad med de mange pårørende til de tilfældigt ramte civile?

Israels fremfærd giver flere militante modstandere

Israel har i Gaza med deres mur, deres apartheid, deres stjålne territorier og en tiltagende dehumanisering af palæstinensere avlet had og voldsparate mennesker på begge sider. Og de har sat en kurs mod krigens mest brutale ultimatum i Gaza: “Destruer Hamas.” Død over alle deres fjender. Det er deres logik.

Lige så sindssygt det er at tage en masse gidsler fra en festival som en militær strategi, lige så sindssygt er det at udsulte en civilbefolkning, fordi maden kan komme “terroristerne” til gode. Det gør Israel i Gaza. Det er, hvad målet “destruer Hamas” er blevet til. Fordi Hamas er ikke bare en lille terrorcelle, det er blevet en politisk magtenhed.

Snart synes ethvert barn at være mistænkt for terrorisme. FN-arbejdere bliver dræbt i missilangreb på skoler, og så kalder israelske talsmænd dem Hamas-tilknyttede og terrorister. Denne israelske strategi har ført de mest militante til magten på begge sider. Og i denne logiks onde spiral kan det militære mål snart omfatte: “Destruer Hizbollah.”

Chauvinister køber den israelske krigslogik, at de kan få fred ved at dræbe alle deres fjender, alle “terroristerne”. Men man kan lige så lidt udrydde Hizbollah ved at detonere deres personsøgere, som man kan udrydde Hamas ved at udsulte civilbefolkningen eller bombe deres teltlejre. Det avler militante modstandere.

Gør freden mulig

Hvis man vil forhindre, at krigen bliver udvidet, er det nødvendigt at være følsom over for konsekvenserne af denne krigslogik.

Krige er meget svære at kontrollere og begrænse, fordi det er en ond spiral med uoverskuelige effekter af menneskers systematiske forsøg på at dræbe hinanden. Kan et fredselskende menneske billige Israels måde at føre krig på? Det kan hverken FN’s højkommissær for menneskerettigheder eller EU’s udenrigschef, der begge har fordømt angrebet i Libanon.

Stop den kortsigtede, ondskabsfulde og illegitime udsultning af civile. Lad mad komme ind i Gaza. Skru ned for militære mål om “destruktion”, og skru op for politiske mål om “sikkerhed” – men langsigtet sikkerhed, fordi den er tildelt på lige vilkår i en de facto regelbaseret verden.

Stop de vilkårlige bombardementer. Danske kommentatorer, medier, politikere og vores stat bør modarbejde og stoppe krigsforbrydelser og terrorismen alle de steder, hvor man kan. Fordøm den, udskam den og billigelsen af den. Hån ikke dens ofre under noget flag. Gør freden mulig.