Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
28. november. 2021

“Vores solidaritet er stærkere end jeres undertrykkelse.” Rejseberetning fra frontlinjen mod tysk brunkul

I den lille vesttyske by Lützerath træner klimaaktivister i rebklatring, og lænker sig fast til kulminens jernbaner. Trods anholdelser og et til tider hårdhændet politi, giver ZAD Rheinland også et fantastisk sammenhold. ‘Peter Pirat’, har deltaget i protestlejren, og deler her sine oplevelser fra ‘klimakampens frontlinje’.

Garzweiler-minen set fra ‘ZAD Rheinland’. De to kulkraftværker Neurath og Niederaußem kan ses i baggrunden. Privatfoto.

I kampen mod kulminer, har det været inspirerende at møde omsorgsfulde, modige og spændende mennesker. Min rejse til det vestlige Tyskland har desuden givet mange erfaringer, når det handler om organisering af kampagner, aktioner og protestlejre. De kan være værdifulde for den danske klimabevægelse, så jeg deler dem derfor i Solidaritet.

Tysk brunkuls-vanvid

Forbrænding af brunkul udgør en stor del af Tysklands energiforbrug, selv om det er en meget ringe energiform. Først og fremmest er det fossil energi, og mindst 89% af de kendte kulreserver skal blive i jorden, hvis vi skal have bare 50% chance for at holde os under 1½ °C temperaturstigning. Brunkul er også den energiform, der udleder mest CO₂ per produceret kilowatt-time, og frigiver andre giftige stoffer ved udvinding og afbrænding. Derudover udvindes den i enorme åbne miner, der tvinger folk til at forlade deres hjem, og ødelægger naturen og miljøet i området. Mere end 300 landsbyer over hele Tyskland er således  jævnet med jorden siden 1924.

Udover modstanden mod de klimaskadelige projekter, har kampene også været en mulighed for, at mennesker kan leve sammen på alternative måder og eksperimentere med at skabe det samfund de ønsker uden kapitalisme og hierakier. “

Energiselskabet RWE har siden 1906 drevet miner og kraftværker i Nordrhin-Vestfalen (NRW), og er i dag en meget stærk spiller, med gode forbindelser til top-politikere i Berlin, Bruxelles og lokalt i delstaten. Mange kommuner i NRW er desuden aktionærer i selskabet, og har dermed kun meget begrænset interesse i at stække udvindingen af kul – og dermed deres egen indtjening.

Den tyske grundlov tillader ekspropriationer på baggrund af “almenvellet”, hvilket flittigt er blevet brugt til at sikre den løbende udvidelse af kulminerne. I langt de fleste tilfælde har det ikke engang været nødvendigt at føre ekspropriationssager. De lokale beboere er blevet købt ud af RWE og har tsom gengæld fået genhusning og en lille kompensation. Det er dog ikke, fordi folk er glade for det “tilbud”. Der er mange historier om folk, som er flyttet fra deres familiegårde gennem generationer og fra det liv, de har opbygget, til nye, kedelige ‘erstatningsbyer’.

Alligevel er det de færreste, der vælger at blive boende. Det skyldes for manges vedkommende, at de ikke ønsker, at deres liv skal gøres til en kamp for deres hjem. De er oppe mod en kæmpe institution med årtiers erfaring i ekspropriationssager og en hær af advokater.

De seneste 10 år er kampviljen så småt vendt tilbage, godt hjulpet på vej af den voksende aktivistiske bevægelse i området. Besættelsen af Hambach-skoven er det bedste eksempel. Her har aktivister siden 2012 bygget huse i træerne – og boet i skoven i flere selvorganiserede enklaver. De vil forhindre rydningen af skoven, og yderligere udvidelse af kulminen i Hambach. Besættelsen lykkedes – i samarbejde med lokale og forskellige grønne organisationer – med at få stoppet den sydlige udvidelse af minen efter mange års kamp.

Samtidig var besættelsen startskuddet til en bølge af skovbesættelser mod alt fra konstruktion af luksushoteller, motorveje og andre klima- og miljøskadelige projekter over hele Tyskland. Udover modstanden mod disse projekter, har kampene også været en mulighed for, at mennesker kan leve sammen på alternative måder, og eksperimentere med at skabe det samfund de ønsker uden kapitalisme og hierarkier.

Et træhus i Hambacher Forst – i daglig tale kaldet Hambi. Her har aktivister bosat sig for at redde skoven fra at blive ryddet til fordel for en brunkulmine. Foto: Creative Commons

Den sidste beboer i Lützerath

Det seneste af disse alternative samfund er ZAD Rheinland (ZAD: Zone A Defendre, ‘område der skal beskyttes’, red.), der startede sidste år i landsbyen Lützerath, som ligger ved udkanten af Garzweiler-minen. Lützerath skal ryddes, så kulminen kan udvides, og derfor kaldes besættelsen af Lützerath også et forsvar for “1,5 grader-linjen” fra Parisaftalen.

“Lejren organiseres fuldstændig basisdemokratisk. Hver morgen er der fælles-plenum, hvor der tages beslutninger om sager, der vedrører lejren som helhed, mens mindre spørgsmål organiseres i en række forskellige arbejdsgrupper.”

Her har landsbyens sidste beboer, Eckardt Heukamp, inviteret aktivister inden for på hans gård, hvor de bor i telte, træhuse og et par enkelte huse, der endnu ikke er jævnet med jorden. Efter planen skulle hele landsbyen have været ryddet i 2019, men Eckardt og en anden beboer har valgt at tage kampen op. Da vi rejste derned forlød det, at rydningen kunne forventes at starte allerede 1. november. Eftersom Eckardts sag endnu ikke er afsluttet, forventes det dog først at gå i gang til januar 2022.

Vi ankommer til campen sent søndag aften, hvor vi møder en af vores venner. Vedkommende giver os en kort rundtur og introduktion til lejren. Der er noget overvældende, men også enormt spændende ved at høre om lejrens organisering, og jeg føler mig hurtigt hjemme blandt de mange mennesker, som også er her for at beskytte stedet.

Lejren organiseres fuldstændig basisdemokratisk. Hver morgen er der fælles-plenum, hvor der tages beslutninger om sager, der vedrører lejren som helhed, mens mindre spørgsmål organiseres i en række forskellige arbejdsgrupper. Derudover er der hver dag på plenummødet et input fra antiracisme-arbejdsgruppen. Ligesom hjemme i Danmark er det også i Tyskland en udfordring for den radikale klimabevægelse, at der er meget få racialiserede mennesker. Derfor er det fedt at se, at det får lov at tage plads i både intern og ekstern kommunikation.

Efterårsbillede fra campen med træhuse i baggrunden. Foto: ZAD Rheinland

Rebklatring og festivaller

Efter det fælles morgenplenum er der byggeplenum, hvor dagens byggeprojekter koordineres og fordeles. Der bygges toiletter, træhuse, stormsikring, overdækkede områder til læ for regnen, cykelstativer og meget mere.

Det er imponerende at se, hvordan campen kører uden en masse penge. Mad og byggematerialer er i stor stil doneret fra lokale, der bakker op om kampen. Andet er skraldet fra containere og byggepladser. Derudover deler folk flittigt ud af deres viden om værktøjsbrug, byggeteknikker, facilitering og ikke mindst træning i reb-klatring.

“I løbet af torsdag aften begynder folk at ankomme, og fredag aften er der godt og vel 1000 mennesker i campen. Det er overvældende i forhold til de 60-100 stykker, vi har været i den første 1½ uge.”

Jo flere der kan klatre op og ned fra træer, platforme og træhuse, jo flere mennesker kan sikkert og effektivt forsinke en rydning fra politiet. Efter en uges tid står det dog klart, at rydningen ikke kommer til at gå i gang 1. november. Herefter bliver stemningen noget mere afslappet. Der bliver hygget om aftenen med historier rundt om bålet, kortspil i den lille café, der er indrettet i campen, og taget gode snakker om livet og aktivisme.

En af dagene bliver vi spurgt, om vi vil med til en aktion sammen med en af lejrens andre deltagere. Vi tager med til en dagsaktion mod et bilfirma, der vil rydde en skov for at bygge en ny fabrik – og møder en masse mennesker, der også senere kommer forbi Lützerath. På den måde er det enormt fedt at være i et aktivistisk miljø, hvor den slags forbindelser og aktiviteter er mangfoldige. Der er en stærk og umiddelbar tillid til hinanden baseret på, at man kæmper samme sag, og er dukket op i ZAD Rheinland.

Tilbage i campen er der organiseret en festival i dagene omkring 1. november under titlen unräumbar (utilgængelig, uflyttelig) festival. I løbet af torsdag aften begynder folk at ankomme, og fredag aften er der godt og vel 1000 mennesker i campen. Det er overvældende i forhold til de 60-100 stykker, vi har været i den første 1½ uge. Til gengæld er det også virkelig fedt, at så mange mennesker har lyst til at komme og være med og deltage i skill-shares, det daglige campliv og en række spændende workshops. Når man først har prøvet det, er det helt sikkert også nemmere at komme tilbage en anden gang. Flere af de andre i campen har også i første omgang stiftet bekendtskab med livet her gennem KulOKo-festivallen (Kultur Ohne Kohle: Kultur uden Kul; lokal musik- og kulturfestival, red.), der løb af stablen i august.

Søndag 31. oktober var der organiseret en stor demonstration i Lützerath, indkaldt af en række lokale initiativer, blandt andet Alle Dörfer Bleiben (Alle landsbyer forbliver), Lützerath Lebt, samt Greenpeace og Fridays for Future. Her var over 5.000 mennesker samlet til taler, de kunne bl.a. høre en lokal beboer, der gennem 35 år har kæmpet mod brunkulminerne. Også Juan Pablo Gutierrez fra Yukpa-folket i Colombia gæstede festivallen. De kæmper i hjemlandet mod udvinding af stenkul, der ødelægger deres hjem og livsgrundlag. Det colombianske stenkul bruges i RWE’s kraftværker som støttebrændsel, fordi brunkullet ikke kan brænde alene. På den måde er der også en direkte forbindelse mellem den imperialistiske udbytning i Colombia og kampen i Lützerath.

Efter talerne er der en march gennem området og forbi de steder hvor der tidligere har været huse og liv, og i dag blot er marker eller øde pladser. Turen går også igennem byen Immerath, der blev revet ned i 2018.

Katedralen i landsbyen Immerath blev opført i 1891, men blev sammen med resten af landbyen revet ned i 2018, for at gøre plads til en kulmine. Foto: Arne Müseler.

Til direkte aktion med Ende Gelände

Mens vi går gennem Immerath, bryder vores del af demonstrationen fra, og går i raskt tempo mod kulminen. Ende Gelände har planlagt en aktion i anledning af festivalen, så vi er ca. 500 mennesker, der forcerer politiets linjer, og går langs kanten af minen for at finde en vej ned. Vores mål er at komme tæt nok på maskinerne til at få dem standset.

Nymalet gavl på et af de besatte huse.

Politiet lykkes af flere omgange med at samle en større gruppe betjente foran os, men da aktivisterne er i klart overtal lykkes det os alligevel at sprede os ud i en viftelignende form, og dermed lave huller i politiets kæder. Dansen med politiet fortsætter over 1½ kilometer. Det er meget intenst, men også rimelig trygt, da vi har hinanden, og kan støtte os til vores affinity-gruppe. Det er en slags basisgruppe til aktioner som denne.

Over halvdelen af aktivisterne når frem til en gravemaskine i det øverste niveau af minen. Her er der dog så meget politi, at vi ikke kan komme videre. Det lykkes dog at blokere gravemaskinen i 4-5 timer. Politiet lader os gå uden problemer, og uden at det får nogen juridiske konsekvenser for deltagerne – det i sig selv er også en sejr, at så længe vi er mange nok, så er vi en smule beskyttede mod deres repression.

Da vi kommer tilbage i campen, er regnen taget kraftigt til. Humøret er højt. De aktivister, som vender tilbage fra aktionen, bliver mødt af kraftigt bifald fra de tilbageblevne aktivister i campen. De regnvåde aktivister fra dagens aktion svarer igen med råbet Ohne Camp und Ohne KuFa sind wir nichts: Uden camp og uden køkken er vi intet!

Det er inspirerende at opleve en god forståelse af, at alles bidrag er nødvendige for at kunne lave effektfulde aktioner. Vi finder også ud af, at aktivister fra campen har besat to huse i landsbyen, som tidligere var kontrolleret af RWE’s sikkerhedsfolk. I anledning af demonstrationen var de væk for en stund. Husene blev i dagene efter gjort i stand, og nu bor der flere aktivister her også. De danner rammen om en række aktiviteter bl.a. til støtte for de migranter. der er fanget mellem Belarus og Polen.

Lænket til kul-jernbanen

Dagen efter aktionen tager vi ind til en ven i storbyen for at få varmen og lade lidt op til de næste dages aktiviteter: Blokade af Neurath-kraftværket.

Vi er blevet inviteret med til aktionen af nogle aktivister, vi kender fra tidligere, og som vi stoler på. Derfor siger vi også ja til at gå med, uden at vide særlig meget om planerne. Målet er at stoppe leverancerne til Neurath-kraftværket, der er Europas næststørste kulfyrede kraftværk. Her møder vi en større gruppe aktivister og bruger noget tid på at snakke planerne igennem, danne grupper, fordele roller og lære hinanden at kende. Det gør det trygt at gå i aktion sammen.

I Nordrhin-Vestfalen er det muligt for politiet at tilbageholde aktivister i op til 7 dage uden dommerkendelse. Det er derfor ikke uden bekymring, vi går ind til aktionen. Vi er indforståede med, at det kan ske vi bliver anholdt. Det er stadig ikke noget man ønsker. Heldigvis er der et meget veludviklet system til at støtte op om aktioner og modvirke repression, med en organisation der arbejder løbende med retshjælp, overblik og dokumentation af folk i Gesa, der er tysk slang for arresten. Der er også hjælp til kontakt med pårørende og politisk kampagnearbejde for politiske fanger.

På selve aktionsdagen tager vi tidligt afsted. Før det bliver lyst, har vi fået etableret en blokade af de tog, der leverer kul fra Garzweiler-minen i nord og Hambach-minen i  syd. To teams har fået hver deres ansvarlige for politi-kontakter, presse og sociale medier. De indeholder desuden grupper af folk, der låser sig fast til skinnerne, og folk der skal støtte de fastlåste og give dem mad, drikke, og hvad de ellers har brug for. Efter kort tid kommer en håndfuld medarbejdere fra RWE. Lidt senere dukker også politiet op. Det er dog ikke nemt for politiet at fjerne folk, når de først er låst fast til togskinnerne – med bl.a. tønder fyldt med beton, og betonblokke støbt ned under skinnerne. Politiet må derfor sende deres tekniske teams ud, og først efter yderligere 4-5 timer lykkes de med at skære folk fri.

Feminisme og klimaretfærdighed – vi kæmper sammen. Klimaaktivisterne har lænket sig fast på togskinnerne, der fragter kul fra Garzweiler i nord og Hambach-minen i syd. Foto: ZAD Rheinland.

Hårdhændet anholdelse

Lige som det virker til, at de sidste folk er skåret fri, og at togene igen kan køre, kommer der en anden bølge af aktivister, der har låst sig fast på en anden del af skinnerne. Senere kommer også en tredje bølge til. Sammenlagt er kulforsyningen til kraftværket lukket i cirka 16 timer, og forbrændingen bliver i perioden reduceret med ca 40% for at undgå, at man løber helt tør for kul. Derudover er det et klart signal, der bliver sendt: Kul er ikke sikkert, hverken for menneskers liv eller for en stabil energiforsyning. Det er en klar plan at gøre kulbaseret energi så dyrt som muligt for samfundet, og dermed tvinge os til at vælge andre energiformer, og at reducere vores forbrug.

“Politiet begynder over middag så småt at anholde aktivister, og sætter os i salatfade. Det er min første “rigtige” anholdelse og jeg er en smule nervøs over at skulle være alene i politiets varetægt.”

Politiet begynder over middag så småt at anholde aktivister, og sætter os i salatfade. Det er min første “rigtige” anholdelse og jeg er en smule nervøs over at skulle være alene i politiets varetægt. Jeg har hørt historier fra andre aktivister om brutalitet og ydmygelse, og når man ikke har sine kammeraters støtte, kan det være skræmmende at opleve. Indledningsvis venter vi over to timer i salatfadet. Her oplever jeg, at vores chauffør vælger at sætte iskold air-condition på, så vi kan sidde og fryse. Samtidig må vi ikke få at vide, hvor længe vi skal sidde der. Det er den eneste gang, jeg føler mig rigtig vred, magtesløs og ked af det på samme tid. Den slags opførsel over for folk, der allerede er låst inde, er umenneskelig, og det er ikke rart at opleve på egen krop. Jeg trøster mig ved tanken om, at jeg kommer til at se mine kammerater igen om senest 7 dage.

Efterfølgende bliver vi ført ind til en dommer, som kort gennemgår “anklagen” fra politiet. Både politiet og dommeren forsøger forgæves at få mig til at kommentere på anklagen, inden dommen bliver fældet. Vi bliver tilbageholdt i Gesa indtil lørdag midnat, heldigvis kun lidt over et døgn. Vi bliver herefter kørt en time væk, hvor vi bliver indkvarteret i celler to og to. Inden da får vi undersøgt alle vores ting og gennemrodet vores tøj. Der bliver også tid til en kort strip search. Herefter får vi 1-2 lag tøj, og så bliver døren ellers lukket bag os.

Cellerne virker indrettet på en måde, så det ikke skal være rart at opholde sig i dem. Der er kun hårde overflader, og et kraftigt lys er tændt 24/7. Der er en elendig akustik i rummet, som gør det svært at snakke sammen. Vi får et par tæpper og ellers al det mad og vand, vi beder om. Politiet virker derudover ikke synderligt interesserede i at finde ud af, hvem vi er.

“Det er en fantastisk følelse at komme ud til sine medaktivister, der står og venter udenfor med mad, varme drikke og gode kram. “

I Tyskland er det almindelig praksis, at aktivister går anonymt i aktion – altså lader være med at oplyse navn og adresse – og ikke medbringer ID eller andre dokumenter, der kan identificere en. Derudover er der mange, som på forskellig vis ødelægger deres fingeraftryk midlertidigt ved hjælp af fx superlim, nåle m.m. Vi bliver sluppet fri lørdag aften, men finder ud af, at 10 aktivister skal sidde en hel uge. Det er et skår i glæden over at være fri. Det er stadig en fantastisk følelse at komme ud til sine medaktivister, der står og venter udenfor med mad, varme drikke og gode kram.

Den oplevelse understreger også, at en aktion ikke slutter på aktionsdagen. I alle større byer har bevægelsen organiseret GeSa support teams, som er til stede døgnet rundt ved arresten. Som mine medaktivister forklarer, er det også en måde for folk – som af forskellige grunde ikke deltager direkte i aktioner – at bakke op på. For mig er det en stor tryghed at få at vide, at der står folk udenfor og venter på mig.

Vores solidaritet er stærkere end jeres undertrykkelse. Aktivister venter udenfor arresten døgnet rundt på de anholdte aktivister. Privatfoto.

Lützerath har brug for os i 2022

De næste par dage har vi nogle gode snakke, inden vi vender snuden hjemad mod nord. Aktionen og selve turen har været en stor succes – spændende, udfordrende og enormt lærerig. Jeg håber at kunne vende tilbage til Lützerath til januar. Jeg håber, at stedet stadig findes, når jeg igen får tid til at være med. Der kommer til at være gang i den i januar, og der kommer til at blive brug for, at mange mennesker rejser derned og bakker op. Jo flere deltagere der er, jo stærkere trænger budskabet igennem. Jo større er chancen for, at vi kan forhindre udvidelsen af kulminen – og ødelæggelsen af endnu flere hjem.

Hvis du er i København 1. december, kan du komme til infomøde hos Global Aktion kl 19. Jeg håber vi ses til kamp for klimaet!

(Skribenten har af sikkerhedsårsager ønsket at være anonym. Redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.) Læs mere om kampen mod kulmineudvidelsen i Lützerath her.


Om skribenten

Peter Pirat

Peter Pirat

Klimaaktivist tidligere bosat i forsvarszonen ZAD Rheinland. Skriver af sikkerhedsårsager under pseudonym. Læs mere