Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
28. august. 2021

Dagbog fra Ende Gelände: “Hvis 2.000 kan gøre det her – hvad kunne 20.000 eller 200.000 så ikke udrette?”

For sjette år i træk lavede Ende Gelände klimademonstrationer og civil ulydighed. Denne gang samledes over to tusinde mennesker i Nordtyskland for at lave demonstrationer. For ‘Pindsvinet’ var det en kæmpe oplevelse at deltage og mærke, hvor mange der støtter op om klimabevægelsen.

Tusinder af demonstranter mødtes i starten af august i Brunsbüttel for at demonstrere mod flydende naturgas og miljøskadelig ‘fracking’. Foto: Ende Gelände.
Denne artikel tager cirka 6 minutter at læse.

Der bliver trommet, klappet og sunget mens den første demonstration går afsted. De har megafoner og farverige bannere med.

“Keep it in the ground, keep it in the ground” er der en midt i demoen, som råber. Resten af demoen gentager. Så snart det ene kampråb dør ud, starter der et nyt.

Da de sidste demonstranter drejer om hjørnet, begynder vi at gøre vores demonstration klar. I dag går fire demonstrationer afsted fra den lejr vi har tilbragt de sidste par dage i. Vi har hvert vores fysiske mål, men er en del af den samme bevægelse.

‘Den gule finger’ bevæger sig mod campen. Foto: Ende Gelände.

Byen fra klimahelvede

Vi befinder os i det den lille tyske by Brunbüttel, vest for Hamburg. Et klimamæssigt helvede. Selvom byen er mindre end Kalundborg, har den både en stor kulhavn, oliehavn, og forskellige kul- og kemikalie-firmaer. Derudover bliver der lige nu bygget en ny gasterminal i byen. Vi er mere end to tusinde aktivister, der har brugt et par dage sammen på klimalejr – og nu er på vej ud at demonstrere forskellige steder i byen.

Nu er det vores tur til at gå afsted, og ligesom vi heppede de andre afsted, står der mennesker på begge sider og hepper os afsted. Alene i vores demonstration er vi et par hundrede mennesker. Vi er farverige, og vi synger. Jeg kender kun ganske få af sangene og kampråbene, men man lærer dem hurtigt.

“Ende Gelände bruger civil ulydighed til at stoppe fossile brændstoffer i Tyskland, og har tidligere haft held med midlertidigt at stoppe nogle af Tysklands største kulminer.”

Demonstrationerne er en del af den tyske klimabevægelse Ende Gelände. Bevægelsen har siden 2015 samlet tusindvis af klimaaktivister. Bevægelsen bruger civil ulydighed til at stoppe fossile brændstoffer i Tyskland, og har tidligere haft held med midlertidigt at stoppe nogle af Tysklands største kulminer.

Pludselig åbner himlen sig og regnen styrter ned. Demonstrationen står stille et øjeblik mens alle fisker regnjakker frem. Det er næsten symbolsk. Regnvejret er en del af de lange våde uger, der har oversvømmet store dele af Tyskland og kostet over hundrede mennesker livet. En del af det vilde vejr, der vil komme mere af de næste mange år. En del af de klimaforandringer, vi mennesker selv har skabt og fortsætter med at skabe.

Kortspil og guitar i regnen

Politiet ved, at demonstrationen er en del af Ende Gelände, og at bevægelsen tidligere har benyttet sig af civil ulydighed. Derfor er demonstrationen også omringet af rigtig mange politibiler. Men pludselig sætter de udrykning på og forsvinder i en lang række ned ad landevejen. Kun to biler bliver ved vores demonstration. Vi ved, hvad det betyder. Én af de andre demonstrationer har nået deres mål.

Omkring os begynder der at blive længere mellem husene. På vores ene side dukker der i stedet en høj vold op, og bag dem kan vi se toppen af kæmpe olietanke. Vejen svinger og begynder at løbe langs et sæt togskinner.

“Stick together.” Råber en af de forreste i demonstrationen. Alle maser sig sammen, mens beskeden bliver mumlet videre ned gennem demonstrationen. Hele slangen drejer skarpt til højre og op på skinnerne. De få betjente der er tilbage, kan intet gøre når 300 mennesker går frem, og få sekunder efter er skinnerne blokeret.

De togskinner, vi sidder på, er de eneste, der fører ind til det kæmpe olie-, kul- og kemikalie-firma Sasol og en stor oliehavn. Så længe vi sidder her, kan vi stoppe den lille bid af eksporten, der kunne foregå på netop disse skinner.

I starten er spændingen høj. De mest erfarne demonstranter sætter sig dog hurtigt til rette. Snart følger vi andre trop, og der bliver fundet presenninger, kortspil og guitar frem. Det styrter stadig ned, så vi slår store presenninger op over skinnerne. Enhver, der har kaldt venstrefløjen for solskinsaktivister, har ikke mødt en Ende Gelände demonstration. Selv da mørket falder på, bliver vi siddende. Flere presenninger bliver sat op, så man kan sprede liggeunderlag ud under – og få et par timers søvn i tørvejr. Meget bliver det dog ikke til. Selv gennem regnen og mørket bliver humøret holdt højt. I megafonen får vi løbende besked om de andres demonstrationer. Nogle når succesfuldt frem, mens andre bliver stoppet undervejs.

Trods massive regnskyl holder de fleste af de omtrent 2.000 aktivister humøret højt. Årets aktion havde sat fokus på en klimaskadelig gasterminal ved den lille by Brünbuttel vest for Hamburg. Foto: Ende Gelände

Musikken gentænder gnisten

Først da solen står op, er energien væk. Alt hvad jeg har med er gennemblødt. Min krop ryster af kulde, og min mave rumler af sult. Jeg er udmattet, men jeg har ikke lyst til  at krybe tilbage i den våde sovepose. De andre, der er vågnet, har det som mig. Vi sidder lidt og kigger ud i luften. Man kan dufte politiets kaffe, som de står og drikker. Det er nogle andre betjente end i går. De står helt friske og udhvilede, med deres varme kaffe, og kigge på os trætte og våde aktivister.

“En tanke har siddet fast i mig siden. Hvis 2.000 kan gøre det her, hvad kan vi så gøre når vi bliver 20.000 eller 200.000? Det er en af de mest håbefulde tanker, jeg kan have om klimakrisen.”

Flere og flere vågner. Vi ligner lidt en flok zombier, men vi rykker os ikke. Der er stadig ingen toge, der kan komme ind eller ud af porten til oliehavnen og Sasol.

Pludselig kommer der en bil tøffende ned ad vejen – i tusinde farver med en stor højttaler på toppen. Mens vi andre har lavet civil ulydighed, er der nogen fra Ende Gelände, som er blevet tilbage i lejren. I lejren har der også siddet mennesker klar til at hente aktivister og hjælpe dem, der bliver anholdt. Nu kommer de med kaffe, morgenmad og musik.

Så snart højtaleren bliver tændt, tænder det gnisten og energien fra i går. Vi er stadig kolde og gennemblødte, men nu griner vi og danser. Da vi et par timer senere trækker os tilbage mod lejren har vi spærret togskinnerne i næsten et døgn.

Flere af de andre gjorde også en forskel i deres demonstrationer. En tanke har siddet fast i mig siden. Hvis 2.000 kan gøre det her – hvad kan vi så gøre når vi bliver 20.000 eller 200.000? Det er en af de mest håbefulde tanker, jeg kan have om klimakrisen.


Om skribenten

Pindsvinet

Pindsvinet

Grundet arbejdshensyn har 'Pindsvinet' ønsket at være anonym. Redaktionen er bekendt med skribentens identitet. Læs mere