Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
7. november. 2024

Washington eller Kazan – “verden holder vejret”

Mens præsidentvalget i USA har domineret Vestens sendeflader, har BRIKS-landene holdt topmøde i Rusland. Den multipolære verdensorden er en kendsgerning, og det må venstrefløjen forholde sig til, skriver Lotte Rørtoft-Madsen

Her mødes BRICS-landenes ledere ved et tidligere topmøde i 2016.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

“Verden holder vejret.” “Hele verden venter i spænding.” Hvor tit har fraser som disse ikke præget kommentatorer og indslag i medierne i den seneste tid, hvor præsidentvalget i USA i kvalmende omfang har fyldt spalter og sendeflader?

Fraserne om at holde vejret udtrykker en helt igennem gammeldags opfattelse af, hvordan verden ser ud i dag, hvordan den udvikler sig, og hvad der optager den. For den verden, der holder vejret og venter i spænding, udgør en lille elite i den lille del af verden, hvor vi selv bor. Det hvide Vesten.

Det er den lille del af verden, som i kapitalismens historie har sat sig tungt på ressourcer og kapital, og har trukket vilkårlige landegrænser i de dele af verden, som bebos af mennesker, der i historiens løb er blevet opfattet som underudviklede.

Se mod øst

Hvis der skulle udpeges en begivenhed i den seneste tid, hvor man med rette kunne sige, at “verden holder vejret” og “venter i spænding”, så skal vi kigge mod øst og ikke mod vest.

I den russiske by Kazan blev der i dagene 22.-24. oktober afholdt et topmøde med deltagelse af højtstående delegationer og statsledere fra omkring 35 lande. FN’s generalsekretær Antonio Guterres kom også forbi, hvilket han er blevet skoset for af højrekræfter og politikere, der er forblændet af russerhad.

For Kazan ligger i Tatarstan i Rusland, og topmødet blev åbnet og ledet af Ruslands præsident Putin. Det er tilsyneladende tilstrækkelig årsag til enten helt at feje det til side eller afvise det som et sammenrend af autokrater og repræsentanter for udemokratiske regimer.

Eksempelvis valgte DR denne vinkel på sin nyhedsportal den 23. oktober:

“I dag har Vladimir Putin trykket hænder med Xi Jingping, fået et kram af Narendra Modi og serveret kager for Recep Tayyip Erdogan.”

Men det vil være en stor fejl at anlægge en så overfladisk, ja nærmest arrogant indfaldsvinkel. For bag topmødet i Kazan gemmer sig et oprør, et mytteri, i det globale Syd.

BRIKS udfordrer Vesten

Topmødet fandt sted i det såkaldte BRIKS-forum. Af dem, der følger BRIKS tæt, er det blevet kaldt alt fra en afgangsstation for højhastighedstog til et kæmpemæssigt eksperimentarium.

Samarbejdet startede for år tilbage med fem lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – og har nu ni fuldgyldige medlemmer. Yderligere 13 lande er fra topmødet i Kazan knyttet til BRIKS som partnerlande, mens 30 venter uden for og er interesserede i at komme med. De 13 partnerlande kommer fra tre kontinenter og rummer tilmed NATO-landet Tyrkiet.

Økonomisk set overgår kredsen nu langt G7-landenes vægt i verdensøkonomien.

BRIKS-landene er naturligvis meget forskellige og har ikke kun sammenfaldende interesser. Nogle af dem er slået ind på en uafhængig socialistisk udviklingsvej. Andre søger en uafhængig kurs og udfordrer den gamle imperialisme, mens atter andre har en fortid med nationale befrielseskampe, men er siden blevet spundet ind i IMF’s og Verdensbankens net.

Endelig er der lande, som er tiltrukket af en alliancefri politik, fordi det giver dem større manøvrerum – eller ganske enkelt ønsker mulighed for at spille på flere heste i verdenspolitikken.

Fra Kazan blev der sendt tydelige signaler og krav om dybtgående reformer af FN. Kravene vil blive lagt frem i FN’s Sikkerhedsråd, og det er ikke svært at forestille sig, hvorledes USA vil reagere.

I erklæringen fra topmødet fordømmes “diskriminerende politisk motiveret praksis”, blandt andet “ensidige tvangsforanstaltninger, der er uforenelige med de fem principper i FN-pagten”. Ligeledes fordømmes det, at udviklingsbistand “eksplicit eller underforstået” gøres politisk betinget.

Oversat til dansk betyder det: Væk med USA’s og EU’s sanktionspolitik, der kvæler lande og folk og deres mulighed for reel udvikling. Væk med IMF’s og Verdensbankens strukturtilpasnings-programmer, der tvinger lande og folk til bestemte økonomiske politikker, hvis de vil låne penge.

Og på det økonomiske område fortsætter processen, hvor den amerikanske dollar i den internationale økonomi svækkes kraftigt. Fra Kazan var signalet: Vi handler og udveksler direkte med hinanden uden om dollaren og i vores egne valutaer.

Vestens dominans er på tilbagetog. Det må vi forholde os til

Kernen i den udvikling, vi ser på verdensplan i dag er, at det, som jeg vælger at kalde den transatlantiske imperialisme – altså USA-imperialismen og dens allierede i og omkring NATO – er på vej ned.

De brydninger, det medfører, giver sig udslag i en multipolær udvikling. BRIKS er udtryk for denne proces, der lige nu virker uafvendelig, men også problemfyldt. Så det nytter ikke at lukke øjnene og tro, at imperialismens og neokolonialismens dominans kan fortsætte som hidtil.

Jeg siger ikke, at det er betydningsløst, hvem der er præsident i USA. På ingen måde. Men det er af langt større betydning, hvad der foregår i nationer og lande, der er ved at overhale USA inden om.

Den multipolære udvikling er en objektiv realitet. Hvis ikke vi på venstrefløjen tager bestik af den, bliver det på det nærmeste umuligt at navigere politisk.

Om skribenten

Lotte Rørtoft-Madsen

Lotte Rørtoft-Madsen

Formand for Kommunistisk Parti. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER