Weekendens lokalvalg i Hongkong lover godt for byens fremtid

Københavns tidligere kulturborgmester og nuværende medlem af Borgerrepræsentationen, Niko Grünfeld (Å) er netop vendt hjem, efter at have været valgobservatør under weekendens lokalvalg i Hongkong. Her løb de pro-demokratiske partier med næsten 400 af 452 pladser i distriktsrådene. I et interview med Solidaritet fortæller han om valget, og hvad han tror, der nu kommer til at ske i den oprørske storby.

Af Kim Kristensen

Han har dårligt nok fået omstillet sit indre ur efter netop at være vendt tilbage fra Hongkong. Københavns tidligere kulturborgmester og nuværende medlem af Borgerrepræsentationen, Niko Grünfeld (ALT) var i weekenden en af flere internationale valgobservatører, som var blevet indbudt af en række civile organisationer – herunder gruppen »Fight for freedom – Stand with Hongkong« – til at være med til at sikre, at lokalvalget gik rigtigt for sig. Valgobservatørerne, som kom uden en aftale med regeringen, kunne dog ikke bare observere, om det var tilfældet.

Gadens parlament vinder lokalvalgene

Ved lokalvalget løb den tidligere britiske kolonis prodemokratiske partier med næsten 400 af 452 pladser i de 18 distriktsråd. Tidligere var alle 18 distriktsråd under kontrol af kandidater, der støttede det kinesiske styre og Hongkongs leder, Carrie Lam – nu har hendes støtter mistet mere end 200 pladser i distriktsrådene i sammenligning med valget i 2015.

Valgresultatet ses derfor som et tegn på, at en stor del af Hongkongs vælgere støtter den protestbevægelse, der har demonstreret i byens gader det seneste halve år af frygt for øget kinesisk indflydelse i millionbyen. Det kommer efter en uge, hvor demonstranter kastede med benzinbomber og skød med pile mod politiet. Politibetjente svarede igen med tåregas og skud med gummikugler. I løbet af de mange måneders demonstrationer har der været formuleret fem krav til Carrie Lams regering. Et er blevet efterlevet, men fire resterer, herunder demokratiske reformer og undersøgelser af politiets brug af vold. Regeringen efterlevede kravet om at droppe et lovforslag om at udlevere borgere til retsforfølgelse i Kina.

Samtidig bliver den rekordhøje valgdeltagelse ved lokalvalget også opfattet som opbakning til den prodemokratiske bevægelse. Distriktsvalget er nemlig det tætteste, borgerne i Hongkong kommer på at få lov til at vælge deres egne repræsentanter. I år har godt én million nye vælgere ladet sig registrere. Knap tre millioner mennesker har stemt. Det er en stemmeprocent på 71 procent – mod 47 procent ved valget for fire år siden.

Mens Carrie Lam har sagt, at hun vil »lytte ydmygt« til vælgerne efter det overraskende valgresultat, har den kinesiske udenrigsminister Wang Yi slået fast, at Hongkong er en del af Kina og en særlig administrativ region i folkerepublikken, uanset hvad der sker.

»Ethvert forsøg på at skabe uro i Hongkong eller at skade dets velstand og stabilitet vil ikke lykkes,« lød den første kommentar til weekendens valgresultat.

Den nuværende ordning for Hongkong er sat til at udløbe i 2047, hvorefter Hongkong står til at komme under kinesisk styre.

Frygt for at vove pelsen

»Der var nogle, som på forhånd var bekymrede over, om vi nu vovede pelsen alt for meget ved at tage af sted,« fortæller Niko Grünfeld. »Men det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Det var ret fredeligt i forhold til, hvad der er sket de seneste måneder. I Hongkong var man også overrasket over, at det gik så godt«

– Hvilken mulighed havde I internationale valgobservatører for at komme ind på valgstederne?

»På forhånd fik vi forskellige beskeder, om vi måtte komme med ind og se de valgtilforordnede over skuldrene. Det lykkedes os at komme ind et sted, men – hvad der var endnu vigtigere – var, at vi fik lov til at komme ind flere steder efterfølgende for at følge optællingen af stemmerne. Der var faktisk kun en enkelt, kritisk situation under optællingen, hvor der lige pludselig kom nogle ekstra stemmebokse fragtet af politiet. Ingen kunne forstå, hvordan der lige pludselig kunne dukke stemmebokse op midt om natten. Det viste sig dog, at det ikke var et forsøg på valgsvindel. Det var nogle handicappede, som havde stemt bestemte steder, hvis stemmer nu blev afleveret.

Selv om vi ikke observerede noget, som var direkte imod reglerne, kan man alligevel godt sætte en finger på politiets rolle. Politiet var således til stede inde på selve valgstederne i fuldt udstyr og bevæbnet. Men ellers forløb valget roligt, hvilket også var den besked, som vi kunne læse på de forskellige sociale medier i byen: Få nu stemt hurtigt, fordi vi er bange for, at de lukker valgstederne – og lad være med at give Carrie Lam en mulighed for at stoppe valget.  Opfordringen lød hele tiden, at folk ikke skulle lade sig provokere af politiet«

– Hvis oppositionen vinder et valg, plejer det jo heller ikke at tyde på valgsvindel?

»Nej, det er rigtigt. Vi havde jo frygtet, at det ville blive en sejr til de pro-kinesiske kandidater og partier … eller i hvert fald et meget lige valg. Nu blev det så et massivt flertal til de pro-demokratiske partier, så intet tyder på nogen omfattende valgsvindel. Men vi fik da mange henvendelser fra folk, som oplevede ting, de syntes virkede mistænkeligt. For eksempel var der tilfælde, hvor pro-kinesiske kandidater uddelte ris som gave til vælgere, men det er jo ikke i sig selv ulovligt. Der var også andre tilfælde, som virkede mistænkelige, men hvor vi ikke kunne dokumentere, at der var tale om bevidste fejl –  når der for eksempel blev sendt for mange valgkort til en bestemt adresse. Men vi vil veller ikke gøre det mere alarmerende, end det er, når valgresultatet netop er, som det er. Valgresultatet skal ikke overskygges af det. Alt i alt var det et demokratisk valg, og folk var også ellevilde over resultatet.«

»There is a crack«

– Hvordan tolker du valgresultatet?

»Selv om det formelt er et kommunalvalg, er den politiske symbolik selvfølgelig meget større. Det er en klar besked til Carrie Lam og Kina om, at Hongkongs befolkning vil have mere – og ikke mindre – demokrati i Hongkong. Det signal bliver sendt tydeligt, for aldrig har så mange stemt ved valgene. Nok er det sejr for de prodemokratiske partier, men de er også stadig frustrerede og provokeret over forløbet de seneste måneder. Mange har fortalte os, hvordan de er blevet gennembanket i forbindelse med demonstrationer og protester – eller ligefrem arresterede. Derfor går alle rundt med masker og falske identitetspapirer og ingen vil have taget deres billeder. De frygter hele tiden, hvad politiet kan finde på. Så der skal ikke meget til, for at den opsparede frustration bryder ud igen. Måske har det også givet dem blod på tanden forstået på den måde, at de har faktisk set, at de kan vinde over systemet.«

– Hvad tror du, der kommer til at ske?

»Det er jo 2047, som alle er bekymrede for … selv om datoen ligger langt ud i fremtiden. Man bliver jo slaver i fremtiden i et totalitært samfund. Det er den kamp, man allerede nu begynder at kæmpe. Selv om det selvfølgelig er de unge, som går forrest i demonstrationerne, så fortalte mange ældre mig, at de var flove over ikke at taget kampen op før nu. Det der virkede som en fjern fremtid tilbage i 1997 – hvor Storbritannien overdrog Hongkong tilbage til Kina – er lige pludselig ikke nær så fjernt. Og der skal selvfølgelig sket noget helt andet. Jeg hørte faktisk ikke nogen sige, at de vil være helt frie og uafhængige i 2047. Men de vil have meget mere selvstyre og demokrati – og indflydelse på deres egen hverdag«.

– Hvilke udenforstående lande skal turde forhindre Kina i til sin tid bare at indlemme Hongkong i folkerepublikken? Er kampen ikke tabt på forhånd?

»Det vil mange sikkert mene. Men havde de ikke gjort det her, så havde Kina – og det pro-kinesiske styre i byen – sat sig endnu hårdere igennem. Hvem havde blot få år forinden troet, at Muren en dag ville falde? Jeg er håbefuld, men selvfølgelig ikke naiv. Under alle omstændigheder giver de i hvert fald ikke op. Det ligger så dybt i den unge generation, at de ikke bare bøjer nakken. Det var historisk at være til stede ved weekendens valg. Som Leonard Cohen synger: ”There is a crack, a crack in everything /That’s how the light gets in”. Og her kom der en revne. – Om den så lukker sig igen, må tiden vise«.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.