Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
4. september. 2021

Yanis Varoufakis: Grækenlands dødbringende skovbrande blev antændt af 30 års politisk svigt

Klimakrise og ligegyldighed fra statens side var årsag til katastrofen, skriver den tidligere græske finansminister og forfatter.

Skovbrande har hærget store dele af Grækenland. Ødelæggelsen er resultatet af klimakrise og politisk svigt, skriver tidligere finansminister Yanis Varoufakis. Foto: AFP
Denne artikel tager cirka 7 minutter at læse.

Efter 2. Verdenskrig er de græske landområder blevet svækket af to bølger af folkevandringer – en udvandring fra landsbyerne, og en meget speciel invasion af randområderne. Disse to folkevandringsbølger har – sammen med en svag statsmagt, og tilskyndet af klimakrisen – forvandlet de forholdsvis udramatiske, naturligt udløste skovbrande til sommerens hjertegribende katastrofe.

Historisk ødelæggelse

Efter nogle usædvanligt lange hedebølger, har skovbrandene hen over sommermånederne ødelagt mere end 100.000 hektar af de gamle pinjeskove. De har brændt Attika-området, svedet dele af det gamle Olympen, og udslettet det nordlige Evias’ storslåede skove – hvor lokalsamfund på landet har mistet deres hjem, for ikke at tale om deres natur og deres levebrød.

“På en måde afspejler de græske landområders usle tilstand, den hurtige og uregulerede urbanisering, og vores svage, korrupte stat alle landets livsdrænende kapitalisme.”

For at finde ud af hvorfor det sker, bliver vi nødt til at forstå, hvordan byer og landområder har udviklet sig i Grækenland. Krig og fattigdom har forårsaget en masseudvandring fra landet, der startede sidst i 1940’erne. De landsbyboere, der ikke udvandrede til lande som Tyskland, Canada og Australien, slog sig ned i Athen. Sammen med en lemfældig byplanlægning gjorde denne tilstrømning hurtigt storbyområdet omkring Athen til en asfaltjungle. I 1960’erne og 1970’erne begyndte de samme folk at drømme om en delvis tilbagevenden til landet, om at få et sommerhus i pinjetræernes skygge – tæt på Athen og helst nogenlunde tæt på havet.

Oven i disse småborgerlige bebyggelser, der i 1980’erne var spredt ud over Attika, blev der fra midten af 1990’erne tilføjet middelklasse-forstæder. Villaer og butikscentre invaderede gradvist skovarealerne inde i landet i nærheden af Athen med en hastighed, der afspejlede den økonomiske vækst. Det hele blev stimuleret af penge fra lån i EU’s banker eller fra EU’s strukturelle tilskud.

Man skulle tro, vi var ude på ballade. Skovbrande er en naturlig del af Middelhavsområdets pinjeskove. De sørger for at rydde jorden for gamle træer og skaber mulighed for, at de unge træer kan trives. Ved selv dagligt at bruge af træet og ved at lave planlagte afbrændinger hvert forår, forebyggede landsbyernes beboere, at brandene gik amok. Ikke blot fik omstændighederne desværre landsbyernes indbyggere til at forlade skovene, men da de og deres efterkommere kom tilbage som individualiserede byboere – for at bygge deres sommerhuse i de vildtvoksende skove – gjorde de det uden at medbringe noget af den traditionelle viden og praksis.

Da det kollektive ansvar gik op i røg

Europas berømte økonomiske opdeling i nord og syd har et modstykke i de græske skove. I lande som Sverige og Tyskland blev skovene intenst økonomisk udnyttet. Mens det betød, at de gamle skove forsvandt – og blev erstattet af sjælløse plantager, marker eller græsarealer til kvæg – blev landområderne ikke forladt på samme måde som i Grækenland. På en måde afspejler de græske landområders usle tilstand, den hurtige og uregulerede urbanisering, og vores svage, korrupte stat alle  landets livsdrænende kapitalisme.

De græske regeringer var allerede klar over, at landområderne er blevet brugt på en uholdbar måde, da skovbrandene begyndte at hævne sig på os i 1970’erne. Inderst inde vidste de, at vi kollektivt havde misbrugt naturen, og at naturen nu tog en lang og pinefuld hævn. Imidlertid var de sikre på, at deres chancer for genvalg røg på gulvet, hvis de vovede at fortælle vælgerne, at de måske burde opgive deres drøm om en hytte i skoven, eller planen om at gøre pinjeskovene til forstæder. Derfor valgte regeringerne den nemme løsning: De gav varme vinde, ondsindede brandstiftere, sort uheld og fra tid til anden endda tyrkiske sabotører skylden.

Det kollektive ansvar var det første offer for alle katastroferne. Den 23. juli 2018 omkom 103 mennesker – inklusive én af mine venner – i en ildkugle fra helvede i en kystnær bebyggelse ved navn Mati, nord for Athen. Årsagen var indlysende for alle, der var villige til at kaste et upartisk blik på den måde, den tætte bebyggelse var blevet klemt ind i en aldrende pinjeskov på – med snævre veje, der ikke kunne bruges som ordentlige flugtveje fra den uundgåelige brand.

Desværre turde hverken regeringen eller oppositionen indrømme dét, der var åbenlyst for enhver: At vi aldrig skulle have tilladt bebyggelsen i første omgang. I stedet råbte de ad hinanden i en uendelighed og prøvede at give hinanden skylden. Det var en hån mod ofrene, samfundet og naturen.

Da skovbrande i 2018 hærgede byen Mati på Attica’s kyst, havde ingen lyst til at snakke om elefanten i lokalet: Husene skulle ikke have været bygget i første omgang, skriver Yanis Varoufakis. Foto: Getty Images

Bureaukrati, fejlprioriteringer og EU-dikterede nedskæringer

Selv da regeringerne forsøgte at modernisere deres fremgangsmåder, gjorde de det kun værre. I et forsøg på at professionalisere brandbekæmpelsen i 1998 blev skovbrand-korpset – hidtil under ledelse af skovstyrelsen – opløst, og lagt ind under byens brandkorps. Den økonomiske prioritering efter omlægningen medførte, at den omfattende oprydning i skovene – som skovbrandskorpset plejede at stå for i vinter- og forårsmånederne – blev nedlagt.

“Sommerens brandstorm var helt igennem forudsigelig – og det samme var statens manglende evne til at reagere effektivt.”

Sammen med det urbane bureaukratis naturlige tilbøjelighed til at foretrække højteknologiske løsninger, og at se ned på traditionelle metoder, trak det forenede brandkorps sig i praksis ud af skovene, og koncentrerede sig i stedet om en strategi, der gik ud på at bygge ‘brandmure’ rundt om de bebyggede områder, mens de bombarderede skovbrandene fra luften – ved hjælp af fly, der oftest ikke kunne flyve på grund af dårlige vejrforhold.

Derefter gik den græske stat uofficielt bankerot i 2010. Snart dukkede utallige EU- og IMF-embedsmænd – den berygtede trojka – op i Athen for at gennemtvinge verdens mest hårdhændede nedskæringsprogram. Alle budgetter blev hensynsløst skåret ned, også dem der skulle beskytte befolkningen eller naturen. Tusindvis af læger, sygeplejersker – og brandmænd – blev fyret. I 2011 var brandkorpsets budget blevet beskåret med 20 %.

I foråret 2015 fortalte en højtstående brandofficer mig, at der var brug for mindst 5.000 flere brandfolk for at yde bare den mest basale beskyttelse den følgende sommer. Som finansminister i Grækenland på det tidspunkt fremlagde jeg en plan for at flytte nedskæringerne over på andre dele i budgettet, for at genansætte et beskedent antal læger og brandmænd (2.000 i alt). Da de hørte det beskyldte EU-trojkaen mig omgående for at ”trække i land”, og udstedte en klar advarsel om, at hvis jeg insisterede, ville forhandlingerne med Euro-gruppen omgående blive indstillet. Det er en pæn måde at sige på, at man ville lukke de græske banker.

Et spøgelse hænger over Grækenland

Siden dengang er den eneste reelle forandring de stadig stigende temperaturer, der er resultatet af det accelererende klimasammenbrud. Sommerens brandstorm var helt igennem forudsigelig – og det samme var statens manglende evne til at reagere effektivt. Og EU? Sendte de utallige ansatte ned for at hjælpe med at detailstyre begivenhederne i felten, sådan som de havde gjort, da de trak nedskæringer ned over hovedet på os? I modsætning til den hjælp, Grækenland fik fra enkelte europæiske regeringer, herunder den britiske post-Brexit regering, glimrede EU’s institutioner mest ved deres fravær.

Det mest skræmmende spørgsmål er: Hvad nu? Et spøgelse, i form af en ny trussel mod de græske skove, hænger over landet; den siddende højrefløjsregerings iver efter at udlicitere genoprettelsen af skovene til private, multinationale selskaber. I jagten på hurtige penge, tilbyder de hurtigtvoksende, genmodificerede træer, der ikke hører hjemme i Middelhavsområdet, og som er fremmede for vores flora, fauna og traditionelle landskab. Til forskel fra statsbankerottens frygtelige konsekvenser for befolkningen, som vi kan håbe på at vende til det bedre en dag, vil dette overgreb på vores oprindelige skove være irreversibelt.

Artiklen er udgivet i samarbejde med The Guardian – Covering Climate Now. Første gang bragt søndag 29. august: Greece’s deadly wildfires were sparked by 30 years of political failure.


Om skribenten

Yanis Varoufakis

Yanis Varoufakis

Græsk økonom og forfatter. Tidligere finansminister for Syriza. Har senest skrevet Another Now: Dispatches from an Alternative Present, der er en fremtidsvision om et socialistisk samfund. Læs mere