Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
3. marts. 2020

Politisk opgør blandt venstrefløjens unge

Ny politisk ungdomsorganisation med tilknytning til Enhedslisten vil samle flere unge om den politiske venstrefløj. Det møder kritik fra den nuværende samarbejdspartner SUF.

»Vi ser generelt på venstrefløjen en tendens til et internt og utilgængeligt sprog, der gør det rigtig svært som ung udenforstående at blive en del af fællesskabet uden at være grundigt skolet i forvejen,« lyder det fra Rød-Grøn Ungdom, der vil udfordre Enhedslistens officielle samarbejdspartner, Socialistisk Ungdomsfront. De mener ikke, at SUF har været gode nok til at nå bredt ud. »Unødvendig splittelse« lyder det fra kritikere.


Af Kim Kristensen

Kampen om de unge på venstrefløjen skærpes. En ny socialistisk ungdomsorganisation, Rød-Grøn Ungdom, gør således Socialistisk Ungdomsfront (SUF) rangen stridig som Enhedslistens uofficielle ungdomsorganisation. Bag Rød-Grøn Ungdom står en række tidligere medlemmer af SUF, samt andre unge som ikke førhen har været organiseret.

»Vi ser generelt på venstrefløjen en tendens til et internt og utilgængeligt sprog, der gør det rigtig svært som ung udenforstående at blive en del af fællesskabet uden at være grundigt skolet i forvejen,« siger Tamara Rønbach, som er en af stifterne og tidligere medlem af SUF. »Vi vil rigtig gerne gøre op med den tendens og skabe en nysgerrig politisk kultur ved at tale til folk i øjenhøjde. Det tror vi er nødvendigt, hvis man skal skabe et bredt og inkluderende ungt venstrefløjsprojekt«.

Rød-Grøn Ungdom

– Ny politisk ungdomsorganisation stiftet af omkring 120 unge under 30 år.

– Læs mere på ‘Rød Grøn Ungdoms hjemmeside’

– Organisationen skriver om sin baggrund: »Der er brug for en saltvandsindsprøjtning til en venstrefløj, der på mange måder har tabt pusten. Vores håb er, at Rød-Grøn Ungdom kan blive et rum for de unge, der i dag er politisk hjemløse – et politisk ståsted for den ungdom, der i Danmark som i resten af verden går på gaden for forandringer. Vi glæder os til at være med til at skabe et mere bæredygtigt, solidarisk og retfærdigt samfund«

+

Dannelsen af den nye ungdomsorganisation kommer efter længere tids frustrationer blandt medlemmer af SUF – og ikke mindst i Enhedslisten – over ungdomsorganisationen. Kritikerne mener ikk, at organisationen har formået at vokse sig stor, og at den har været plaget af indbyrdes politiske og personlige uenigheder. I praksis har SUF’s tilknytning til Enhedslisten betydet, at partiet hidtil har opfordret medlemmer under 30 år til også at melde sig ind i ungdomsorganisationen. De kan blive dobbeltmedlem af både Enhedslisten og SUF – uden at det koster ekstra.

»Det, vi gerne vil, er, at skabe en bred og handlekraftig ungdomsorganisation, hvor der er plads til uenigheder og kort fra tale til handling,« siger Tamara Rønbach. »Vi vil ud af mødelokalerne og møde unge mennesker der, hvor de er, og invitere dem ind i et åbensindet fællesskab.

“Vi ser generelt på venstrefløjen en tendens til et internt og utilgængeligt sprog… Vi vil rigtig gerne gøre op med den tendens og skabe en nysgerrig politisk kultur ved at tale til folk i øjenhøjde. “

Tamara Rønbach, medstifter af Rød-Grøn Ungdom

Vi synes, det lover godt, at det lykkedes at samle 130 unge mennesker til den stiftende generalforsamling (søndag i København, red.). Det vigtige for os er ikke, hvorvidt vi bliver “bedre” end SUF. Formålet med Rød-Grøn Ungdom er at skabe mere aktivitet på den unge venstrefløj. Og det vil vi selvfølgelig gerne samarbejde med SUF og alle andre gode kræfter på venstrefløjen om«.

»Splittende projekt«

Mens flere i Enhedslistens ledelse har været kritiske over for SUF, har ungdomorganisationen til gengæld kritiseret »moderpartiet« for at være for pragmatisk og for optaget af arbejdet i Folketinget. Symbolsk boykottede SUF sidste år folkemødet på Bornholm – og opfordrede forgæves Enhedslisten til at følge trop – med henvisning til, at det »er en elitær fest forbeholdt de meget få, der har tid til, råd til og mulighed for at tage fri fra arbejde eller uddannelse og rejse hele vejen til Bornholm for at deltage i det«.

I første omgang deler modtagelsen af Rød-Grøn Ungdom i Enhedslisten sig også efter de samme skillelinjer, som har præget – og præger – partiets højre- og venstrefløj.

»Ny aktivisme på venstrefløjen er jo altid glædeligt,« siger den såkaldte FU-ansvarlige Maja Albrechtsen, der udtaler sig på forretningsudvalgets og partiets vegne. »Hvad fremtiden bringer af konkrete samarbejder, vil tiden vise. Vi har indtil videre fået en henvendelse fra de unge mennesker i RGU (Rød-Grøn Ungdom, red.), og den vil vi drøfte og tage stilling til i de dertil kompetente organer«.

Flere af Enhedslistens fremtrædende medlemmer, som EU-parlamentarikeren Nikolaj Villumsen, byder Rød-Grøn Ungdom velkommen på de sociale medier (»Glæder mig til at samarbejde med jer«), hvorimod andre kritiserer både ham og den nye ungdomsorganisation for at splitte SUF. Rød-Grøn Ungdom har valgt det samme grafiske layout som Enhedslisten.

»Det er et splittende projekt og egentlig ret alarmerende at du bakker op om splitting /splittelse af venstrefløjen som repræsentant for Enhedslisten,« skriver det tidligere mangeårige medlem af hovedbestyrelsen, Jeanne Toxværd i en kommentar til Nikolaj Villumsen.

Kritikerne har ikke været sene til at henvise til en udtalelse, som Enhedslistens årsmøde vedtog i 2018, hvori partiet afviser »enhver tanke om at nedtone samarbejdet med SUF, eller at der skal opbygges alternativer til SUF«. Udtalelsen kom dengang, efter at en gruppe var brudt ud af SUF og havde dannet Enhedslistens Ungdomsnetværk (EUN).

»Vi har intet behov for to konkurrerende ungdomsorganisationer med sympati for Enhedslisten,« hed det i årsmødets udtalelse. »Det er en unødvendig splittelse, som vil svække arbejdet og måske det, der er værre – især i provinsbyer, hvor bare én ungdomsorganisation har svære betingelser«.

Når unge deltager i klimamarcher og andre former for aktivisme, ligger der en udfordring i også at gøre dem politisk bevidste. “Vi vil ud af mødelokalerne og møde unge mennesker der, hvor de er, og invitere dem ind i et åbensindet fællesskab”, forklarer medstifter af Rød-Grøn Ungdom, Tamara Rønbach. SUFs landsledelse mener til gengæld det er et udtryk for “unødvendig splittelse”. Fotograf: Christine Vassaux Noe

SUF

I dag sammenligner Gustav Nielsen fra SUF’s landsledelse netop situationen med 2012.

»Dette virker lidt som noget lignende,« siger Gustav Nielsen. »Et forsøg på at starte et ungdomsparti, der lægger sig gevaldigt tættere op ad Enhedslisten, og det bliver selvfølgelig modtaget godt blandt visse ledende personer i Enhedslisten. Jeg synes, det er påfaldende, hvor mange prominente personer der er ude og rose et ungdomsparti, før det overhovedet har meldt noget officiel politik ud endnu. Men det er nu også noget, vi har forsøgt at gøre i vores ledelse – at lægge os tættere op ad Enhedslisten, og vi har været bevidste om, at der er nogle, der ikke har følt sig hjemme i SUF – og bevidst forsøgt at få dem i dialog gennem åbne workshops og invitationer til debatindlæg«.

“Jeg er bekymret over den demokratiske proces, der er gået forud for grundlæggelsen, og ser det som giftigt for et potentielt samarbejde, at de tvinger folk til at skulle vælge, om de vil være medlem det ene eller det andet sted”

Gustav Nielsen, SUFs landsledelse

Ifølge landsledelses-medlemmet har stifterne af Rød-Grøn Ungdom dog ikke været interesseret i dette, og stiftelsen kom derfor som en overraskelse. 

»Jeg synes, det er en sørgelig dag, når venstrefløjen splitter,« siger Gustav Nielsen. »Grundstenen i Enhedslistens projekt er lige præcis at undgå, at det sker. Og jeg er bekymret over den demokratiske proces, der er gået forud for grundlæggelsen, og ser det som giftigt for et potentielt samarbejde, at de tvinger folk til at skulle vælge, om de vil være medlem det ene eller det andet sted. Jeg håber reelt på, at vi kan få et samarbejde op og stå, men deres vedtægter gør, at vi umuligt kan være meget andet end konkurrenter, lige meget hvor meget vi gerne ville kunne samarbejde om at styrke Enhedslisten, når vi skal kæmpe om at få de samme medlemmer«. 


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER