Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
14. februar. 2022

Kronik: Socialdemokratiets dage er talte

“Henrik Sass Larsen udtalte en gang, at en ”god kommunist ligger under spærregrænsen”. Nogle anser dette for en udskejelse fra en højrefløjssocialdemokrat. Det er det næppe. Tværtimod er det den tilværelse, Socialdemokratiet ønsker for venstrefløjen. Det vil være ganske naivt at forestille sig andet.” Vi må gøre op med den socialdemokratiske ideologi på venstrefløjen, skriver Ulf Olsen.

Ferdinand Lassalle, grundlæggeren af det tyske socialdemokrati. Det nuværende socialdemokratis grundlag er i dag ved at smuldre væk, mener Ulf V. Olsen. Illustration: Ukendt

Denne artikel er tredje og sidste del af serien “Hvad er Socialdemokratiet?”. Læs: del 1 og del 2.

Lad os tage fat hvor vi slap: Hjemmesiden Klassesamfund.dk´s inddeling af befolkningen i 5 klasser, som Rige børn leger bedst baserer sig på, er en legering af den klassiske socialgruppeinddeling og den franske sociolog Bourdieu. I overensstemmelse med socialgruppeinddelingen er der altså tale om en ”klasseanalyse”, der gør brug af stratifikation, hvor man opdeler befolkningen i lag, og så at sige stabler dem oven på hinanden.

Det har i parentes bemærket meget lidt med en marxistisk klasseanalyse at gøre, idet Marx – i øvrigt som Adam Smith før ham – anså folks placering i produktionen og den deraf afledte type af indkomst (løn, profit eller jordrente), som afgørende for folks klassetilhørsforhold – og dermed ikke størrelsen af indkomster og disses placering i forhold til mere eller mindre tilfældigt valgte indkomstgrænser.

Eller for den sags skyld længden af uddannelser og de mere eller mindre tilfældigt valgte grænser for uddannelseslængde eller art.

I den klasseinddeling, som klassesamfund.dk (drevet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), er den klassemæssige placering afgjort af indkomst (på Bourdieusk ”økonomisk kapital”), længden af uddannelse (på Bourdieusk ”Kulturel kapital”) og af tilknytningen til arbejdsmarkedet (på Bourdieusk ”Social kapital”).

For at kunne være en del af overklassen skal man have en indkomst på 3 x medianindkomsten (aktuelt ca. 1,2 mio. kr. om året). Men for at opnå den hæder, at blive en del af den næsthøjeste klasse, den højere middelklasse, er det alene tilstrækkeligt, at man har en længere videregående uddannelse: Det gælder også selvom man har indkomster, der er langt under også 2 x medianindkomsten (= det indkomstkriterie, der ellers kan anbringe en i den højere middelklasse). Mellemlang videregående uddannelse kvalificerer således også automatisk til, at man bliver en del af middelklassen.

“Lønmodtagere i Danmark bliver generelt bedre og bedre uddannede, men det får dem ikke til at holde op med at være lønmodtagere.”

Da stadig flere får videregående uddannelser, er konsekvensen af denne udvikling ifølge Klassesamfund.dk´s analyse, at middelklasserne vokser, og arbejderklassen – faglærte + ufaglærte i arbejde – skrumper.

Middelklassen regnes dog med til de føromtalte ”brede lag” sammen med arbejderklassen, hvilket der i øvrigt ikke er så meget at sige til, da dens indkomster gennemsnitligt set kun er marginalt højere end arbejderklassens. Så marginalt højere, at det faktisk kan være lidt svært at se berettigelsen af distinktionen mellem de to klasser.

Den højere middelklasse er derimod en meget sammensat gruppe, som både omfatter en lille økonomisk velstående gruppe – i Rige børn leger bedst omtalt som Sub-overklassen – og så en langt større gruppe, som er langt mindre velstående og årsagen til, at den højere middelklasse gennemsnitligt set ligger 200.000 kr. under det indkomstkriterie (ca. 800.000 kr), som ellers kvalificerer folk til at blive en del af den højere middelklasse.

Men Klassesamfund.dk og Rige børn leger bedst insisterer på, at den Højere Middelklasse (akademikerne) er i færd med at blive en del af en storbyelite, der har fjernet sig fra de brede folkelige lag, som de tilmed ser ned på fra deres egen indadvendte boble.

Til det må man bemærke, at de voksende middelklasser, der primært vokser alene i kraft af, at folk tager længere uddannelser, ikke er steget ned fra Mars, tværtimod. Det er tømrersvendens søn, der er blevet sygeplejerske. Det er folkeskolelærerens datter, der er blevet fysiker. Dette og dette alene er forklaringen på, at middelklasserne vokser, og arbejderklassen skrumper.

“Den højere middelklasse er ikke ved at stikke af fra middel- og arbejderklasserne. Den er tværtimod i færd med at blive indhentet.”

Og i øvrigt glemmer analysen, at også erhvervsuddannede i dag arbejder med mere avanceret udstyr, som formentlig i mange tilfælde kræver større teknisk, ja boglig indsigt, end tidligere. Det samme gælder i mange tilfælde også såkaldt ufaglært arbejde.

Lønmodtagere i Danmark bliver generelt bedre og bedre uddannede, men det får dem ikke til at holde op med at være lønmodtagere.

Nedenstående tabel giver et billede af udviklingen, sådan som den tager sig ud, når man ser på lønmodtagernes interesseorganisationer:

Graf


Som det fremgår, havde LO forbundene i 1990 næsten 15 medlemmer for hver gang forbundene i Akademikernes Centralorganisation havde 1.

I 2018 – umiddelbart før LO´s fusion med FTF i FH – var forholdet mellem LO´s og AC´s medlemstal reduceret til godt 3:1.

Rige børn leger bedst dokumenterer imidlertid selv, at akademikerne langt fra er ved at stikke af fra de øvrige lønmodtagere. Følgende tabel optræder således på side 162 i bogen:

Bemærk nederste række. Den dokumenterer, at overklassen er i færd med at stikke af fra resten, altså den overklasse, der indbefatter socialdemokraternes elskede samarbejdspartnere i magteliten.

Derimod har de klasser, som Rige børn leger bedst vender sin brod i mod, haft den svageste indkomstudvikling. Det gælder i særdeleshed underklassen, som har oplevet 10 år uden indkomstfremgang, men netop den højere middelklasse har også kun oplevet en svag indkomstfremgang – især når man tager med i betragtning, at den rummer en sub-overklasse på ca. 2,5% af befolkningen, som også har haft en betydelig fremgang i samme periode.

“Akademiseringen af proletariatet går hånd i hånd med proletariseringen af akademikerne”

Størstedelen af den højere middelklasse har således oplevet en endog ringere indkomstudvikling end den, der fremgår af tabellen. Den højere middelklasse er ikke ved at stikke af fra middel- og arbejderklasserne. Den er tværtimod i færd med at blive indhentet.

Sagt med en måske lidt klassisk retorik: Det, vi bevidner, er ikke opstandelsen af en ny elitær akademikerklasse fjernt fra resten af befolkningen. Tværtimod er det, vi ser, at akademiseringen af proletariatet går hånd i hånd med proletariseringen af akademikerne.

Er der så forskelle mellem forskellige lønmodtagergrupper? Ja, gu er der forskelle. Det har der altid været på faglærte og ufaglærte, på kvindefag og mandefag. Og det er der også på folk der arbejder på kontor og folk, der arbejder på en byggeplads og så videre.

Og ja akademikere er (stadig) på mange måder mere privilegerede end andre grupper. Men i takt med, at det bliver stadig mindre eksklusivt at være akademiker, er det forudsigeligt, at livet som akademiker også bliver stadig mindre privilegeret.

Akademikernes proletarisering

“Man vælger at vægte betydningen af den ‘kulturelle kapital’ så højt, at den bliver en større skydeskive for kritik end den økonomiske kapital.”

Økonomen Jan Tinbergen er ophavsmand til begrebet uddannelsesafkastet. Et uddannelsesafkast er den gevinst, man opnår ved at tage en uddannelse. Og denne gevinst er reelt en oligopol-gevinst. Fordi kun få ligger inde med (måske især de formelle) kvalifikationer til at udøve bestemte erhverv, kan de sætte prisen for deres arbejdskraft højt.

Men i takt med, at flere bliver akademisk uddannede, siger det sig selv, at udbuddet af akademisk arbejdskraft også stiger, og prisen for samme, altså lønningerne og de mere privilegerede arbejdsforhold, må falde, altså set relativt i forhold til andre grupper.

Den oligopolgevinst, der er forbundet med at blive akademiker, bliver stadig mindre. Det samme gælder også den sociale status og prestige, der traditionelt var forbundet med at være akademiker. Akademiske uddannelser bliver naturligt nok affortryllede i takt med, at stadig flere får dem.

Bedre bliver det næppe af, at kvindernes andel af de akademisk uddannede bliver stadig større, og at de nu udgør et flertal. I vores stadig patriarkalske samfund, bestyret af en mandsdomineret magtelite, er det som bekendt sådan, at lønmodtagere i fag med mange kvinder, har det med at få lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold end lønmodtagere i fag med mange mænd.

I Rige børn leger bedst vælger man imidlertid at vægte betydningen af den ”kulturelle kapital” så højt, at den bliver en større skydeskive for kritik end den økonomiske kapital. Man begræder, at arbejderklassen i storbyerne er blevet erstattet af folk med længere uddannelse, hvoraf mange ovenikøbet er kvinder!

“Man udnævner en del af disse til en surrogatoverklasse af intellektuelle – en kulturelite – som kan bekriges i en pseudo-klassekamp og sættes i opposition til resten af befolkningen”

I virkeligheden lægger man op til en splittelse af lønmodtagerne, hvor man udnævner en del af disse til en surrogatoverklasse af intellektuelle – en kulturelite – som kan bekriges i en pseudo-klassekamp og sættes i opposition til resten af befolkningen, fordi man vil skåne sine traditionelle samarbejdspartnere i den virkelige overklasse, der i modsætning til ”kultureliten” faktisk indgår i magteliten!

Underklassen

Ovenstående tabel dokumenterer to afgørende årsager til den voksende ulighed i Danmark.

Den ene skyldes, at overklassens indkomster vokser hurtigere end restens. Det skyldes, at de ejer for meget, og betaler for lidt i skat.

Den anden årsag er, at indkomstudviklingen er stagneret for folk på overførselsindkomster. Offentlige overførselsindkomster er ifølge andre analyser den enkeltstående faktor, der bidrager mest til at sikre lighed mellem mennesker i Danmark. Mere end progressiv beskatning og offentlige serviceydelser. Men de talrige angreb på overførselsindkomsterne i de forgangne år er den direkte årsag til, at uligheden er vokset.

Som følge heraf burde overførselsindkomsterne øges betragteligt og gerne i en årrække vokse hurtigere end andre indkomster. Det kan man dog se forgæves efter forslag til i Rige børn leger bedst.

Her er der højest en appel om at behandle folk lidt mere anstændigt på jobcentrene end tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksens reformer bevidst lagde op til, i overensstemmelse med Kapitalens ønsker om at øge udbuddet af arbejdskraft og derved gøre denne mere billig og villig.

Derimod kan man læse om, at..

”…der opstår boligområder med marginaliserede og asociale subkulturer og at der i de større byer sker en deling i ”sorte” og ”hvide” skoler. Når dertil lægges kulturelle og religiøse spændinger, skabes en sprængfarlig cocktail som nemt kan udnyttes politisk. Det hører imidlertid med til analysen, at der også blandt ”gammeldanskere” findes en del familier på kanten af arbejdsmarkedet.

I nogle tilfælde er de også koncentrerede, typisk i provinsbyernes almene boligområder eller i de hårdest ramte landdistrikter. Også det skaber problemer i skoler og lokalområder. Bare spørg kommuner som Lolland og Langeland, hvor store sociale udgifter og små skatteindtægter, skaber en usædvanligt presset økonomi”.

Hvor Rige børn leger bedst med hjælp fra den flittigt citerede Dan Turell, romantiserer forholdene i de svundne arbejderkvarterer i København, så er noget tilsvarende ganske fraværende i beskrivelsen af nutidens rabarberkvarterer.

Det er heller ikke i Rige børn leger bedst, at man får at vide, at det faktisk går formidabelt godt med integrationen af ikke-vestlige efterkommere og indvandrere i Danmark, sådan som andre forskere har dokumenteret, og som man såmænd også får gentagne vidnesbyrd om ved en nøgtern læsning af de årlige rapporter om Indvandrere i Danmark, som udgives af Danmarks Statistik.

“Det ville være naivt at drømme om, at venstrefløj og Socialdemokrati sammen vil kunne etablere en progressiv alliance, som skulle demokratisere samfundet. Venstrefløjen er ikke Socialdemokratiets venner.”

Fattige mennesker i almene boligområder beskrives altså først og fremmest som et problem, især når de koncentreres. Bogen forholder sig ikke direkte til Ghetto-planer og nedrivning, men der er intet i Rige børn leger bedst, som tilsiger, at forfatterne ikke skulle bakke op om denne politik.

Udover at berige entreprenører, byggespekulanter, ejendomsmæglere og private boligudlejere, har denne politik imidlertid alene til formål at hindre integration, skabe konflikter og derved sikre fremmedfjendske partier i Danmark fortsat eksistensberettigelse, og Rige børn leger bedst bidrager så sandelig til at legitimere denne politik.

Hvad har fattige, indvandrere og akademikere til fælles? De har det tilfælles at de er overrepræsenterede blandt støttepartiernes vælgere. Og når disse grupper fremhæves som særligt problematiske, skal det ses som et led i et angreb på især venstrefløjen.

Henrik Sass Larsen udtalte en gang, at en ”god kommunist ligger under spærregrænsen”. Nogle anser dette for en udskejelse fra en højrefløjssocialdemokrat. Det er det næppe. Tværtimod er det den tilværelse, Socialdemokratiet ønsker for venstrefløjen. Det vil være ganske naivt at forestille sig andet.

Det vil også være naivt at drømme om, at venstrefløj og Socialdemokrati sammen vil kunne etablere en progressiv alliance som skulle demokratisere samfundet. Venstrefløjen er ikke Socialdemokratiets venner. Venstrefløjen skal heller ikke bilde sig ind, at den er Socialdemokratiets ven.

Hvordan følger vi Socialdemokratiet til historiens udgang

Det er afgørende at forstå, at socialdemokratierne har fremtiden bag sig. Selve forudsætningen for deres eksistens er bortfaldet. De kan etablere pseudo-klassekampe mod akademikere og fattige, men de vil ikke kunne levere resultater til de brede lag, som de ønsker opbakning fra.

Det kan de ikke, fordi hensynet til at bevare de institutioner, de lever af, altid vil komme i første række. Derfor vil pasokificeringen fortsætte.

Venstrefløjen skal ikke prøve at redde socialdemokratierne fra dem selv. Vi skal berede os på de muligheder som pasokificering tilbyder os. Vi skal også være bevidste om faren for, at andre udfylder dét tomrum, socialdemokraterne efterlader, hvis vi ikke gør det.

Venstrefløjen skal hjælpe Socialdemokratierne med at falde, men undgå selv at blive revet med i faldet. Det betyder, at det er et absolut must at undgå at blive identificeret med socialdemokrater og altid at fremstå som et krystalklart alternativ til socialdemokratisme.

“Venstrefløjen skal hjælpe Socialdemokratierne med at falde, men undgå selv at blive revet med i faldet.

De kommer til at skuffe. De kommer til at tabe. De, der vinder, er dem, der kan samle skuffelsen op og omsætte den i en ny version om et demokratiseret samfund, frigjort fra kapital, ufrihed og ulighed.

I de aktuelle diskussioner har mange travlt med parlamentarisk tak-tikkeri. Selvfølgelig vil der altid kunne gives eksempler på, at kort kunne have været spillet mere optimalt end de blev – især i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Selvfølgelig begås der også fejl af venstrefløjspolitikere i forhandlinger nogle gange. Og genistreger i andre tilfælde. Men reelt vil det – set i det store billede – være marginaler, det drejer sig om. Den førte politik vil, når alt kommer til alt, afspejle politiske styrkeforhold og ikke taktiske manøvrer.

Mit råd vil være: Hold socialdemokraterne ved magten og hold distancen til dem.

Jo længere tid socialdemokrater er i opposition, jo mere breder tilgivelsen af deres tidligere ugerninger sig. Og jo mere breder illusionerne sig om alt det gode, de vil gøre, når de kommer til magten.

Man behøver blot at bytte et par frontfigurer ud og straks breder der sig illusioner om, at Mette er noget helt andet end Helle og Dan noget helt andet end Bjarne. Ved at holde socialdemokraterne ved magten, får sandheden om socialdemokrater mere magt over sindene, og i takt med frustrationerne bliver behovet for et alternativ til socialdemokratisme meget mere åbenlyst.

Men samtidig skal man netop holde distancen. For kun derved sikres det, at vi – og ikke andre – fremstår som det klare alternativ. Derfor må man håbe, at venstrefløjen for fremtiden dropper skuffelsens retorik – uanset om den måtte være ægte eller påtaget – og erstatter den med ”Sådan er de jo, hvordan kunne du tro andet?”, hver gang socialdemokrater lever op til deres egen erklærede politik, som jo netop står i modstrid med de illusioner, som mange desværre stadig har om dem.


Om skribenten

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten, og har tidligere været medlem af partiets hovedbestyrelse og rejsesekretær i partiet. Læs mere