Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
23. januar. 2022

Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er en socialdemokrat egentlig?

Venstrefløjen misforstår alt for ofte Socialdemokratiet, der fremstiller sig selv som et arbejderparti. Partiet er befolket af magteliten i toppen, og skriver åbent og ærligt, at dets primære interesse er at forsvare klassesamarbejdet mod angreb fra både højre og venstre.

Maleri af Dhrupadi Ghosh.
Klassekamp og undertrykkelse i det globale syd. Maleri af Dhrupadi Ghosh.

På venstrefløjen møder man ofte store frustrationer over socialdemokratiske regeringers politik. Det gælder i Danmark og i andre lande. Mange, ikke mindst i Enhedslistens bagland og medlemsskare, er så frustrerede, at de insisterer på, at Enhedslisten bør give den socialdemokratiske regering et mistillidsvotum og sætte den fra bestillingen. 

Man har angiveligt en forhåbning om, at man så efter et valg vil kunne få en ny socialdemokratisk regering, som vil føre en anden og bedre politik(?). Og hvis ikke, ja så er strategien vel blot at få luft for frustrationerne(?).

“Venstrefløjen bliver ved med at være overraskede over, at socialdemokrater er socialdemokrater.”

Jeg undrer mig over frustrationerne. De skyldes tydeligvis skuffede forventninger. Enhedslistens egne politikere holder liv i forestillingen om, at socialdemokratiske regeringer kunne være bedre, end de er. Mai Villadsen udtrykker f.eks. undren over, at regeringen laver et lovindgreb mod sygeplejerskerne uden at sende så meget som en krone ekstra til dem. Pelle Dragsted over, at de ikke vil pege på en Ø-overborgmester i København.

Andre undrer sig over, at socialdemokrater ikke vil gøre op med fattigydelser. Atter andre over, at socialdemokrater ikke vil øge klimaindsatsen. Atter andre over, at de sender flygtninge tilbage til Assads torturkamre eller et Afghanistan på vej ind i Talibans kløer.

For venstrefløjspolitikernes vedkommende er denne undren forhåbentligt udtryk for en ”kommunikation” og en ”retorik”, som skønnes taktisk klog. Andres undren er utvivlsomt ægte.

For mig at se, skyldes en stor del af venstrefløjens frustrationer, at venstrefløjen bliver ved med at være overraskede over, at socialdemokrater er socialdemokrater. Venstrefløjens harme er faktisk urimelig. 

Tag nu anklagerne mod Thorning-regeringen for løftebrud. Her glemte vi, at Socialdemokratiet og SF (den socialdemokratiske sidevogn) allerede forud for valget 2011 var gået til valg på at få indført 38 timers arbejdsuge i Danmark. To partier, angiveligt arbejderpartier, gik således til valg på at gennemføre et historisk brud med arbejderbevægelsens hundredårige kamp for kortere arbejdstid og mere frihed. De lovede ærligt og redeligt i valgkampen, at det skulle være mere surt at være lønmodtager i Danmark. 

Og det løfte holdt de, da de fik regeringsmagten, om end på lidt andre måder end dem, der blev annonceret i valgkampen!

Klassekompromis og klasseforræderi

Socialdemokrater bliver ofte portrætteret som nogle, der svigter. Sågar som klasseforrædere, når venstrefløjsretorikken virkeligt kommer op i gear. Men det er urimeligt. Socialdemokrater lægger ikke skjul på, hvad de er. Og de svigter ikke det, de er. I indledningen til Socialdemokratiets nye principprogram – der er blevet til med nuværende klimaminister Dan Jørgensen som formand for principprogramudvalget – kan man læse følgende:

”Vores samfundsmodel bygger på en social kontrakt. Vi sikrer, at virksomheder har gode forhold. At de kan udvikle sig og skabe job. Samtidig skal erhvervslivet levere sin del til fællesskabet – økonomisk og socialt. Uden et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv, ingen velfærd. Uden et udbygget velfærdssamfund, intet konkurrencedygtigt erhvervsliv.”

Der proklameres her helt åbent en bekendelse til klassesamarbejdet mellem lønmodtagere og kapital. Det er Socialdemokratiets ideologiske fundament. I klassesamarbejdets ånd forpligter man sig helt åbent og ærligt på, at sikre Kapitalen gode betingelser.

Dén politik forfølges eksemplarisk, ikke mindst af førnævnte Dan Jørgensen selv, som ikke lægger det mindste skjul på, at han ikke agter at foretage sig noget i forhold til at imødegå klimaforandringer, som vil genere medlemmer af Dansk Industri eller Landbrug og Fødevarer. Mette Frederiksen, der pryder forsiden af principprogrammet sammen med Dan Jørgensen, fremhævede også i sin Fredericia-tale, det Danmark, hun er glad for:

”En oplyst og viljestærk befolkning, som passer på hinanden. Et konkurrencedygtigt erhvervsliv. En ansvarlig fagbevægelse. Dygtige myndigheder. Omstillingsparate institutioner. Oveni det har vi en sund økonomi. Holdbare offentlige finanser. Styr på gælden. Ledigheden har ikke bidt sig fast under krisen. Og selvom der desværre er brancher, som stadig har det svært. Så er det generelle billede, at dansk økonomi er tilbage på niveauet før pandemien. Beskæftigelsen er rekordhøj. Eksporten vokser. Der er optimisme.”

Klassesamarbejdet er kernen i den socialdemokratiske ideologi. En ansvarlig fagbevægelse, der arbejder sammen med et profiterende erhvervsliv. Drømmen om en harmonisk sameksistens mellem alle samfundets væsentlige interessenter gennemført med Socialdemokratiet i en ledende rolle.

Socialdemokratiet og magteliten

I bogen Magteliten kortlægges den danske magtelite. Den udgøres i overvældende grad af personer, der repræsenterer kapitalens og fagtoppens interesser. Dertil kommer centrale embedsmænd i staten og særligt ”tunge” ministre. Sidstnævnte befinder sig dog et pænt stykke nede i hierarkiet. Repræsentanter for medier og kulturpersonligheder er til gengæld helt perifere eller fraværende.

Hvad der er værd at bemærke er, at fagtoppen har en helt central placering i magteliten og at den danske model, altså samarbejdet mellem lønarbejde og kapital med staten, som en tilbageholdende tredje part, er den helt bærende akse i denne magtelite. Således anses den siddende formand for Dansk Metal for at have den mest magtfulde placering i Danmark, tæt fulgt af formanden for Dansk Industri.

Socialdemokratiet – og andre ”gamle partier” – er tæt forbundne med denne magtelite. Nok repræsenterer dens forskellige dele forskellige interessenter i befolkningen, men det klassesamarbejde, den er udtryk for, er også institutionaliseret og ritualiseret: Faste mønstre for overenskomstforhandlinger som følges i de relevante organisationer, arbejdsret, forligsinstitution, a-kasser, hvor fagbevægelsen forvalter statslig lovgivning og opretholder medlemmernes arbejdsdisciplin til gavn for kapitalen; pensionskasser forvaltet af fagbevægelsen, der sikrer kapitalakkumulation og investeringer i private virksomheder m.v.

“Forskellige aktører i magteliten er nok modspillere. Men aldrig modstandere.”

Dertil kommer selve velfærdsstaten og den forholdsvis store offentlige sektor, der også er udtryk for et klassekompromis og et klassesamarbejde. Det sikrer blandt andet, at de offentlige serviceydelser, uddannelse, børnepasning, ældrepleje, sundhed leveres på en sådan måde, at den faciliterer erhvervslivets behov for veluddannet, tilgængelig og sund arbejdskraft. Som Magtelitens forfattere beskriver det, er forskellige aktører i magteliten nok modspillere. Men aldrig modstandere. 

Som vi har særligt har set i de seneste år, kan man ubesværet – og tiljublet af eget parti – gå fra at være top-socialdemokrat til at være redaktør for Børsen (Corydon), cheflobbyist for kapital- og venturefonde (Sass), direktør for Landbrug og Fødevarer (Hækkerup), eller lobbyist for Danfoss (Rossen).

Det kunne tolkes som dramatiske politiske skift, men bliver det ikke, for i alle tilfælde forbliver de pågældende personer en del af det klassesamarbejde og dén magtelite, som de og deres partifæller hele tiden har identificeret sig med. I fagbevægelsen har spidserne da også taget erhvervslivets lukrative aftrædelsesordninger til sig, som det ses i sagen med HK´s Kim Simonsen, der får udbetalt 58.000 kr. for at gå hjemme i seks år, uden at skulle røre en finger.

Magtelite. Hvad enten det drejer sig om ‘Blå Bjarne’ Corydon (Børsen), Karen Hækkerup (Landbrug og Fødevarer) eller tidligere spin-chef Martin Rossen (Danfoss), glider de moderne socialdemokrater ubesværet fra politik til topposter i erhvervslivet. Pressefoto: Folketinget / Danfoss.

Socialdemokratiet, arbejderklassens parti?

Jeg har ikke kunnet finde en statistik, som kan oplyse, hvad Socialdemokratiets ca. 35.000 medlemmer er beskæftiget med til daglig. Jeg vil dog anse det for et kvalificeret gæt, at en stor del af partiets medlemmer – og især de medlemmer, som gør sig aktivt gældende i partiet – er folk, der arbejder på forskellige niveauer i klassesamarbejdets institutioner.

Socialdemokratiet er i dag ikke et masseparti af arbejdere. Det er et parti bestående af mennesker, som har klassesamarbejdet som ideologi.

Socialdemokratiet er i dag ikke et masseparti af arbejdere. Det er et parti bestående af mennesker, som har klassesamarbejdet som ideologi, men også som profession og levebrød. Det er folk, som har deres daglige gang i A-kasser og fagforeningskontorer. Det er mellemledere på forskellige niveauer i den offentlige sektor. Og så selvfølgelig en mindre hærskare af statskundskabsstuderende og lignende, der som ”kronprinsesser” a la Hanne Vibeke Holst drømmer om at forene idealisme med lukrativ karriere.

Hertil kommer, at Socialdemokratiet, som de fleste andre partier i dagens Danmark, er et professionelt og topstyret parti, hvor menige medlemmer mest er til pynt og uden nævneværdig politisk indflydelse. Og de professionelle i partiet er uden tvivl ofte mennesker, der skifter karriere mellem parti og positioner i fagbevægelse m.v.

Socialdemokratiet har dermed en interesse i at opretholde klassesamarbejdet og de institutioner, som er bygget op omkring det. Derfor er deres største politiske modstandere heller ikke andre partier, såsom Venstre og Konservative, som indgår i samme samarbejde blot fra aksens anden side. Deres modstander derimod politiske kræfter, der truer samme samarbejde, altså venstrefløjen på den ene side og en tiltagende aggressiv, neoliberalistisk højrefløj på den anden.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] artikel er tredje og sidste del af serien “Hvad er Socialdemokratiet?”. Læs: del 1 og del […]

  • Om skribenten

    Ulf V. Olsen

    Ulf V. Olsen

    Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten, og har tidligere været medlem af partiets hovedbestyrelse og rejsesekretær i partiet. Læs mere