Debat: Flygtningepolitikken er ikke populær i befolkningen – men det ignorerer både regering og medier

En helt ny måling fra Voxmeter viser, at: “En stor andel af de socialdemokratiske vælgere støtter ikke op om regeringens asyl- og flygtningepolitik.” Selvfølgelig ignorerer regeringen denne meningsmåling. Men når mainstream-medierne også gør det, er det et udtryk for en stille accept af den umenneskelige flygtningepolitik, som praktiseres i Danmark.

Denne meningsmåling af betalt af en masse menneskers små, frivillige bidrag via en Facebook-gruppe. Det er tankevækkende, at ingen partier, NGO´ere eller medier interesserer sig for, hvad almindelige mennesker ude i samfundet mener om flygtningepolitikken – og derfor ikke selv har fået lavet sådan en meningsmåling.

Først og fremmest udtrykker meningsmålingen den stemning, som alle vi græsrødder selv møder ude i samfundet, når vi organiserer aktioner, demonstrationer, debatmøder, indsamlinger osv. Hjælpsomheden og solidariteten blomstrer, hver gang vi er i stand til at skabe en ramme, den kan udfolde sig i.

Et meget smukt eksempel på det er, når kollegaer på Danfoss i Gråsten – og senere 3F – har stået op for Sami al-Dyab, da han fik inddraget sin opholdstilladelse – og hele hans families eksistens var truet. Der er mange flere eksempler på, hvordan en arbejdsplads, en skole eller et lokalsamfund har dannet udgangspunkt for solidaritet og støtte. Vi har også set en række S-borgmestre være skeptiske over for regeringens flygtningepolitik, senest Erik Lauritzen fra Sønderborg.

Et andet eksempel på det har været den landsdækkende solidaritets-kampagne: “Syrien er ikke sikker” sammen med syrernes egen seks uger lange “sit-in”  foran Christiansborg i maj-juni 2021. Så meningsmålingen dokumenter det, vi egentlig godt vidste. Men den giver optimisme og energi til at fortsætte kampen.

Socialdemokratiet og venstrefløjen

Selvom Socialdemokratiet fastlagde sin udlændingepolitik i 2018, undgik det de flestes opmærksomhed. Da regeringen iværksatte en gennemgang af syriske opholdstilladelser for Damaskus-området i 2020, var det et chok for mange. Man genkaldte sig Anker Jørgensen og Svend Auken og mente, at de ville vende sig i deres grav, hvis de vidste, hvad en socialdemokratisk regering lavede i dag. Lidt samme tone hører vi fra Enhedslistens top, når de udtrykker de største forventninger til de kommende forhandlinger – og så derefter den største skuffelse, når Enhedslisten ikke kommer igennem med sin politik.

Det er jo en kendsgerning – at hvis Socialdemokratiet ville, så var der flertal i Folketinget for en række, mindre ændringer i udlændingepolitikken. Men hvorfor er det så svært at aftvinge dem selv mindre indrømmelser?

Jeg er helt enig med Ulf V. Olsen, der i sit indlæg i Solidaritet den 23.1.22, skriver: “Enhedslistens egne politikere holder liv i forestillingen om, at socialdemokratiske regeringer kunne være bedre, end de er.”

Ligeledes rammer Ulf V. Olsen plet i sin kronik i Solidaritet, der giver et klart bud på, hvorfor socialdemokratiet fører borgerlig, nationalistisk politik: “Reformistisk succes forudsætter en troværdig revolutionær trussel.”

Samme forståelse findes i Freddie Nielsen og Charlie Lywoods analyse af Socialdemokratiet i Socialistisk Arbejderavis. “En periode med opgang i klassekamp og folkelige protester kan levere en Anker Jørgensen eller en Svend Auken, og de gode reformer, som fulgte med, mens manglen på modstand i samfundet giver angreb på arbejderklassen og dehumanisering af den førte politik, set hos Thorning og Frederiksen.” 

I samme analyse slås det fast: “Socialdemokratiet har i det meste af sin historie har været et borgerligt arbejderparti. Et parti, hvis opbakning hovedsagelig er kommet fra arbejderklassen, men hvis ideologi har været at prædike reformistiske ideer om gradvise forandringer af samfundet i samklang med, og ikke i modsætning til, kapitalmagten”

Redskaber til forandring fra neden

Det er åbenlyst, at reform-mulighederne og Socialdemokratiets vilje til at flytte sig, i dag er små. Det skyldes det generelt lave klassekamps-niveau, hvorfor også racistiske afledningsmanøvrer og del og hersk-politikken fylder meget. 

Her skal det dog bemærkes, at selvom Socialdemokratiet har gjort racisme og diskrimination mainstream, så har de ikke fået større vælgertilslutning af den grund. Og lige nu, hvor de fører den mest barske og umenneskelige flygtningepolitik, står de historisk lavt i meningsmålingerne. Voxmeters meningsmåling viser også, at udlændingepolitikken ikke har så stor betydning for hvem man stemmer på.

I den situation må man som socialist, der ønsker at skabe forandring fra neden gøre flere ting samtidig. 

1. Tage afsæt i den solidaritet, som størstedelen af befolkningen og socialdemokratiske vælgere og medlemmer gerne vil udfolde, når de får mulighed for det.
2. Styrke den solidaritetsbevægelse, samarbejdet mellem NGO´ere, antiracistiske netværk, flygtningenetværk, som har udviklet sig i 2021 og gøre den til en  massebevægelse for en solidarisk udlændingepolitik og et samfund med lige rettigheder og muligheder for alle.
3. Samarbejd med fagforeningerne, som jo ikke altid er 100% loyal over for Socialdemokratiet, og hvis medlemmer i både 3F og FOA rammes af store dele af udlændingepolitikken. 
4. Samarbejd med de etniske minoriteters egne organisationer og netværk.
5. Stop med at “redwashe” Socialdemokratiet, uanset som det sker på grund af ønsketænkning eller taktik. Inviter lokale socialdemokrater med i arbejdet.

Den 19. marts skaber Fællesinitiativet mod Racisme og Diskriminations lokalgrupper i København, Aarhus, Odense, Svendborg og Aalborg rammen for at solidariteten med flygtninge og etniske minoriteter kan komme til udtryk, når vi markerer FN´s internationale dag mod racisme. Sæt kryds i kalenderen.