Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
6. februar. 2022

Kronik: Socialdemokratismens kommende fald?

Socialdemokraten er en truet dyreart, når klassekompromisset falder sammen. Det desperate svar bliver at skyde skylden på andre end kapitalens samarbejdspartnere. Ulf V. Olsen kigger i anden halvdel af sin kronik på socialdemokratismens fremtidsmuligheder i et kriseramt samfund.

Er Socialdemokratismen i krise? Illustration: Enrico Bertuccioli.

Forudsætningen for klassesamarbejdets succes er bortfaldet

Socialdemokraterne har et problem, både i Danmark og internationalt set: Det klassekompromis, den samfundskontrakt, som de hviler på, er i færd med at gå i opløsning. Det skyldes, at den historiske forudsætning for denne samfundskontrakt er bortfaldet. I det 20. århundrede var kapitalen mere eller mindre permanent konfronteret med en troværdig trussel om ekspropriation.

En trussel, som annonceredes med Pariserkommunen, for alvor manifesterede sig med den russiske revolution og i særlig grad var faretruende efter anden verdenskrig, hvor den røde hær eksproprierede alt, hvad den kom i nærheden af øst for det senere jerntæppe, og hvor talstærke kommunistpartier sikrede, at truslen også var markant til stede andre steder på kloden.

Det sidste førte til kapitalismens meget omtalte gyldne periode (1950-1973), som imidlertid også var socialdemokratiernes, klassesamarbejdets og keynesianismens gyldne periode. Konfronteret med truslen om ekspropriation (revolution), var Kapitalen indstillet på samarbejde og kompromis.

“Reformistisk succes forudsætter en troværdig revolutionær trussel.”

Man var parat til at give afkald på noget for ikke at miste alt. Dette beredte vejen for den socialdemokratiske succeshistorie, hvor man via reformer fik skabt en velfærdsstat, bedre vilkår for lønarbejdere og samfund med større lighed end tidligere set i historien.

Det er desværre overset, især af selvglade socialdemokrater, men også af mange på venstrefløjen, at denne succes, havde en latent, troværdig trussel om ekspropriation, som ufravigelig præmis. Reformistisk succes forudsætter en troværdig revolutionær trussel.

Denne trussel opleves nu som bortfaldet. Dermed er Kapitalens vilje til kompromis også forsvundet, og dens krav om indrømmelser bliver derfor stadig mere ublu og hæmningsløse. Socialdemokraterne, der ønsker at fastholde klassesamarbejdet for enhver pris, drejer derfor deres egen politik stadig mere til højre i et forsøg på derved at fastholde klassesamarbejdet og dets institutioner.

Ved at give Kapitalen store indrømmelser, håber socialdemokratiske regeringer at fastholde den i samarbejdet – og dermed at bevare de institutioner, man lever af og for. I andre lande har det ført til en neoliberal økonomisk politik, som det sås med fx de tyske Hartz-reformer, som mange socialdemokrater i Europa – også danske – mere eller mindre har kopieret eller forsøgt at kopiere.

Det har så igen ført til pasokificering, altså til at de socialdemokratiske partier er blevet decimerede eller næsten udslettede. I Danmark afventer vi stadig, at pasokificeringen slår igennem for alvor, selvom det danske Socialdemokrati altså er langt fra fordums styrke. 

Den desperate socialdemokratiske kamp for overlevelse

De danske socialdemokrater er ikke desto mindre bekymrede, hvilket udtrykkes eksplicit i bogen Rige børn leger bedst, hvor fem forfattere med den ærkesocialdemokratiske journalist, Lars Olsen, i spidsen udtaler deres bekymring for, at klassesamarbejdet er i færd med at gå i opløsning:

”Arbejderbevægelsen anerkendte allerede i 1899 arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet; til gengæld måtte overklassen leve med folkelig organisering, udbygning af velfærdsstaten og social omfordeling. ‘De begavede, dannede og formuende’ måtte indgå et socialt kompromis. Er vi i dag ved at se enden på denne sociale kontrakt? Vi dokumenterer i denne bog flere bekymrende ændringer i samfundet”.

Det, der bl.a. bekymrer, er:

”De beslutningstagende og meningsdannende tror ikke længere på den samfundsmodel, som det brede lag nyder godt af og bekender sig til. Vi risikerer et parallelsamfund i toppen af samfundet, der hverken kender eller tager hensyn til det brede lag, men sætter deres egne forestillinger igennem ved først givne lejlighed. Det var det, der skete i årene efter finanskrisen. Økonomisk ortodoksi, med snævert fokus på ‘øget arbejdsudbud’, førte i første halvdel af 2010erne til skæve reformer af efterløn, dagpenge og sociale ydelser. Reformerne blev designet af toneangivende økonomer med stærk opbakning fra den økonomiske overklasse og store medier, og skiftende regeringer overtog meget af tankesættet.”

Dog udtrykker forfatterne et fromt håb om, at føromtalte magtelite vil redde velfærd og klassesamarbejde: ”Forhåbentligt var dette en historisk parentes. ‘Den danske model’ med tæt samarbejde mellem erhvervsliv og fagbevægelse lægger heldigvis begrænsninger på overklassen; netværkene mellem toppen i erhvervsliv og fagbevægelse skaber forpligtelser begge veje”.

Som det fremgår, har bogen lidt vanskeligt ved at blive enig med sig selv om, hvem den beslutningstagende elite er. For håbet knyttes netop præcist til den magtelite, som Socialdemokratiet og socialdemokrater er så tæt forbundet med. 

Læs også: Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er en socialdemokrat egentlig?

Samtidig har forfatterne den samme diagnose af udviklingen som anføres ovenfor: Klassekompromisset smuldrer, eller rettere det flyttes til stadighed længere mod højre til stadig større gavn for kapitalejerne og til ugunst for lønmodtagerne. Det gør det, fordi kapitalen i tiltagende grad er i færd med at opsige kompromisset i dets historiske form.

Gode og dårlige kapitalister

Rige børn leger bedst dokumenterer selv, at de aktører, som de tror (eller rettere håber) viklet ind i klassekompromissets gensidige forpligtelser, er identisk med aktører, der fremturer i en hæmningsløs liberalistisk offensiv mod velfærdssamfundet. 

Bogen nævner således, hvordan en målrettet kampagne fra centrale aktører, fra bl.a. Danske Industri, Danfoss, Maersk, m.fl., arbejdede hårdt på at få lempet arveafgiften i familieejede virksomheder, og at samme sponsorerede ”uafhængig forskning” i tænketanken Kraka ”dokumenterede”, at ”Arne-pensionen” var en dårlig ide. 

Rige børn leger bedst holder dog fast i, at nogle ”rige børn” er bedre end andre. Ja, der findes to slags overklasse: Mod øst, især på Nordsjælland og i Københavnsområdet, finder man den dårlige slags. Det er dem, der er højt uddannede, arbejder i finanssektoren eller i vidensproducerende virksomheder. Her finder vi typisk eksemplerne på hæmningsløst grådige kapitalister, f.eks. Dongs direktør Henrik Poulsen eller Danske Banks direktør, Chris Vogelzang.

Rige børn leger bedst er først og fremmest en appel til kapitalen om at finde sine gode sider frem, dvs. finde den side af sig selv frem, som vil fortsætte klassesamarbejdet.”

Mod vest i Jylland finder man derimod den gode slags. Kapitalisterne med rod i Produktions-Danmark, der selv er opvokset i arbejderklassen eller middelklassen, og sågar er gift med ægtefæller fra samme klasser. Her er der altså tale om kapitalister i synk med de brede lag, ja som nærmest selv inkarnerer det elskede klassesamarbejde, f.eks. Lars Larsen eller Bent Linak, der ovenikøbet hædres i bogen som ”selfmade men”. Det var som bekendt også Christian IV, der egenhændigt byggede Rundetårn! 

Disse kapitalister anses – trods Linaks i bogen omtalte meget intensive deltagelse i bestræbelserne på at få lempet arveafgiften – som folk, der kan videreføre klassesamarbejdet. Og selve Produktionsdanmark kan jo også hurtigt forbindes med netop magtelitens kerneaktører: Dansk Industri og Dansk Metal.

Rige børn leger bedst er således først og fremmest en appel til kapitalen om at finde sine gode sider frem, dvs. finde den side af sig selv frem, som vil fortsætte klassesamarbejdet. Men netop fordi det bliver ved appellerne, er den side af bogen i sig selv en demonstration af socialdemokratisk afmagt. Som om Kapitalen vil rette ind, bare fordi socialdemokrater pænt beder den om at opføre sig mere anstændigt og mindre åbenlyst grådigt! 

I mørket er alle kapitalister ikke lige grå, hvis man spørger den socialdemokratiske forfatter Lars Olsen. I sin bog Rige Børn Leger Bedst hylder han driftige erhvervsfolk fra Produktionsdanmark som Lars Larsen (tv.) og Bent Linak (tv mf.), men fordømmer ‘grådige’ forretningsfolk som Ørsteds Henrik Poulsen (th.) og Danske Bank’s Chris Vogelzang (th. mf.). Pressefotos / Illustration af Solidaritet

Afledningsmanøvre camoufleret som klassekamp

Men hvad skal man så gøre som socialdemokrat, når man ønsker at fastholde det tætte samarbejde med Kapitalen og tjene dens interesser? Og når man da slet ikke er interesseret i at udfordre den, da hele det ideologiske grundlag for vor tids socialdemokratisme er, at Kapitalen skal have det godt?

Når man som konsekvens heraf oplever, at det bliver stadigt sværere at levere forbedringer til ”de brede lag”, dvs. den arbejderklasse og den middelklasse, som man ønsker opbakning fra til klassesamarbejdets institutioner?

Det desperate svar består i at iklæde sig selv en falsk folkelighed ved at rette skytset mod nogle andre end samarbejdspartnerne i klassesamarbejdet. Medens Kapitalen reelt fredes (når vi bortser fra lidt forargede pegefingre rettet mod de mest åbenlyst grådige blandt dens repræsentanter, der jo netop gennem deres adfærd kunne svække tiltroen til klassesamarbejdets muligheder), blæser man til gengæld til kamp mod andre grupper. Man iværksætter en pseudo-klassekamp, hvor skytset rettes mod to andre grupper, som man enten er parat til at ofre, eller som i forvejen stemmer på den venstrefløj, som man, modsat Kapitalen, absolut er parat til at bekrige: Personer i underklassen af anden etnisk herkomst. Og akademikere.


Om skribenten

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten, og har tidligere været medlem af partiets hovedbestyrelse og rejsesekretær i partiet. Læs mere