Tre fortællinger præger det franske valg

Krigen i Ukraine har vendt op og ned på fransk politik. Præsident Emmanuel Macron – som ellers har været rekordagtigt upopulær – er i dag sikker på genvalg som ”det sikre kort” man kan tiltro at have fingeren på atombombeknappen. Efter Storbritanniens udmeldelse af EU, er Frankrig det eneste medlemsland med atomvåben.

Der er kandidater for enhver smag ved første runde af præsidentvalget – tolv i alt, de fleste var allerede chanceløse før krigen i Ukraine. Men groft sagt skiller tre store politiske fortællinger skiller sig ud.

Forskelle på den yderste højrefløj

På det yderste højre finder man Marine Le Pen og Éric Zemmour, som frem til slutningen af februar ifølge opinionsundersøgelser stod til at få en tredjedel af stemmerne. Her hersker der en fortælling om ”de gode gamle dage”. Det er en ulykkelig fortælling, som på enkelt vis kan ende lykkeligt: Frankrig skal standse indvandring.

“Zemmour, der ved lanceringen af sit kandidatur var en komet, har i dag mistet sin glans efter aggressive udfald mod pressen og rablende udtalelser.”

Zemmour, der ved lanceringen af sit kandidatur var en komet, har i dag mistet sin glans efter aggressive udfald mod pressen og rablende udtalelser. Hans retorik har åbenlyst racistiske undertoner, og han har flere domme for opfordring til had.

Eric Zemmour taler ivrigt om ”den store befolkningsudskiftning”: Her er de såkaldt hvide gallere, som i virkeligheden er en række forskellige folkeslag samlet i dagens Frankrig, i fare for at blive erstattet af folk fra Afrika. Hvor Marine Le Pen har en mere socialt orienteret politik, er Zemmour både indvandringshadsk og ultra-liberalist.

Macron glider mod højre, og vil fortsætte velfærdsafviklingen

For Macron handler det om, at Frankrig på mange parametre er ”bagud”. Han bruger Pisa-undersøgelser om uddannelse, tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og på det seneste ikke mindst en angiveligt manglende militæroprustning til at understrege dén fortælling.

I sidste uge præsenterede Macron sit program for en ny præsidentperiode og det handlede om at fortsætte hans såkaldte ”reformpolitik”, som for venstrefløjen er ensbetydende med et frontalt angreb mod velfærdsstaten. Pensionsalderen skal hæves, folk skal arbejde mere, lærerne skal være mere fleksible, og skatten skal yderligere ned, specielt for virksomhederne. Arveafgiften skal også nedbringes, alt imens politiets beføjelser skal styrkes yderligere. Der gives dog også en check til de fattigste som værn mod den nu eskalerende inflation.

Macron blev i 2017 valgt som centrum-kandidat med et bredtfavnende program. Men han er gledet mere og mere til højre. Mest opsigtsvækkende afskaffede han i 2017 formueskatten, og erstattede den med en langt mindre lighedsskabende ejendomsskat. Han fik tilnavnet ”de riges præsident, men har alt imens fastholdt centrumvælgerne og mange af centrum-venstre vælgerne ved behændigt at italesætte det yderste højre som hovedfjenden.

I anden runde af præsidentvalget i 2017 stod han over for Marine Le Pen, og det regner han med at gøre igen om et par uger. Senest har han – ganske som de danske socialdemokrater – også overtaget en del af det yderste højres indvandringsskeptiske retorik, for at appellere til folkelige klasser. Han går således også til valg på at gøre det sværere at opnå asyl og fast opholdstilladelse i Frankrig, og vil presse afsenderlande til at hjemtage afviste migranter.

Mélenchon kæmper for velfærd – og mod den stigende inflation

I forhold til højrefløjen og det yderste højre handler det generelt for venstrefløjen om at forsvare og forbedre ”den franske model”, forstået som hvad der er tilbage af en i forvejen mangelfuld velfærdsstat.

De høje energipriser er i dag franskmændenes største bekymring, og vejer tungere i deres bevidsthed end faren for krig. Mélenchons hovedløfte er en forhøjelse af mindstelønnen, en fastfrysning af benzinen på 1,4 Euro (10 kr.), og tilsvarende af prisen på basale fornødenheder. Mélenchon vil også genindføre at pensionsalderen skal være 60 år, men på betingelse af, at man har været 40 år på arbejdsmarkedet. Han vil som noget helt nyt etablere en fransk SU på 7.900 kr. til landets 2,7 millioner studerende.

De tre forskellige fortællinger om Frankrig skal i første omgang stå sin prøve søndag 10. april, hvor første af runde af præsidentvalget afgøres. Alle  meningsmålinger peger på, at Macron kan blive siddende i præsidentpalæet. Både Mélenchon og Le Pen er dog steget i målingerne efter den russiske invasion, mens Zemmours tilslutning er dalende. Resten af feltet ser ikke ud til at kunne blande sig i kampen om at nå til anden runde af valget søndag 24. april, hvor det endegyldigt skal afgøres, hvilken af fortællingerne der skal præge fransk politik de kommende fem år.