Andreas Malm: “Sabotage kan støtte klimakampen”

Svenske Andreas Malm er lektor i humangeografi og forfatter til bogen ”How to Blow Up a Pipeline” (Verso Books 2021). Han er en af de nutidige tænkere, der diskuterer vold og hærværks plads i miljøkampen.  

Solidaritet bringer et interview fra det franske miljøtidsskrift Reporterre, som interviewede Andreas Malm, da han besøgte Frankrig for blandt andet at deltage i demonstrationer imod den franske pensionsreform og aktionerne imod megabassinerne i Sainte-Soline i marts måned.

Megabassinerne i Sainte-Soline i det vestlige Frankrig er nogle nyopførte vandreservoirer, som skal indeholde i alt 628.000 kubikmeter vand. Ifølge demonstranterne er bassinerne medvirkende til at privatisere vandressourcerne og favorisere industrielt landbrug i stedet for at komme hele befolkningen til gode. Det sker under en langvarig tørke, som har ramt Frankrig og hele Sydeuropa.

Andreas Malm, du var til stede ved mobiliseringen imod megabassinerne i Sainte-Soline 25. og 26. marts. Hvad tænker du om den?

”Jeg var meget overvældet, både af den militans, som demonstranterne udviste, og af den vold, som politiet brugte. Det var en begivenhed af historisk betydning. Det er den første store sociale konflikt, der udspiller sig omkring et projekt, hvis formål er tilpasning til klimaændringerne – det er i hvert fald sådan, initiativtagerne præsenterer det. Den slags kampe vil blive intensiveret, efterhånden som klimaændringerne tager til.

Mobiliseringen og antallet af demonstranter, der deltager [30.000 ifølge arrangørerne, red.] understreger, at sådanne projekter ikke er naturlige og normale reaktioner på klimaændringerne: Det er foranstaltninger, der er beregnet på den private sektor, som ikke vil dele ressourcer. Derfor er den slags projekter så brutale.

Det lykkedes ikke demonstranterne i stort antal at komme ind på byggepladsen. Men aktivisterne havde succes med en række tiltag under demonstrationen. Deltagerne i den sorte blok og kontaktgrupperne var klædt i blåt og blev støttet af de demonstranter, der blev længere tilbage, og som advarede, når der blev affyret tåregasgranater, eller som koordinerede for at tilkalde læger. Jeg har også observeret, at det franske politi anvender langt mere voldelige metoder end det tyske politi.”

Klimakampen bliver mere militant

I kampen mod megabassinerne og pensionsreformen er demonstranterne oppe imod en ufleksibel regering. Hvad kan der ske nu?

”Jeg er en udenforstående observatør – jeg taler ikke engang fransk. Jeg har lært min fireårige søn at synge “Alle hader politiet”, men det er de eneste ord, jeg kan på fransk. Men det, jeg ser, er en præsident, som ikke længere reagerer på protesternes krav, uanset hvor mange mennesker der er på gaden. Den samme frustration har eksisteret i klimabevægelsen siden dens begyndelse.

I Tyskland – hvor mobiliseringen var særligt stærk – og hvor der er et grønt parti i regeringskoalitionen, er staten gået så langt som til at genåbne en kulmine og bygge terminaler for flydende naturgas. Vi står i en historisk situation, hvor man får følelsen af, at massemobiliseringer er magtesløse. Så siger vi til os selv, at vi må tage et skridt mere.”

At tage et skridt mere, betyder det at ty til sabotage …?

“Hvis man ser på de store mobiliseringer, der har fundet sted siden 2019, har næsten alle de mobiliseringer, der har gjort en forskel, indeholdt et element af vold. Den chilenske revolution i 2019 begyndte, da demonstranterne gik ind i metroen og ødelagde automaterne. I oprørene i Iran var der tale om skolepiger, som fjernede deres hijab, eller kvinder der klippede deres hår; men der har også været konfrontationer med regimets væbnede styrker, hvis køretøjer er blevet ødelagt, ligesom regimeforherligende plakater er blevet vandaliseret.”

Firhjulstrækkere og private jetfly er oplagte mål for sabotage

”Ideen om, at den eneste måde at vinde kampen på er gennem ikkevold, er konstrueret af akademikere. Og det er meget interessant, at selv den amerikanske politolog Erica Chenoweth, der støtter teorierne om ikkevold, i sine seneste artikler indrømmer, at teorien ikke længere er brugbar – efter COVID og på grund af de nedlukninger og de undertrykkende drejninger, som mange regimer har taget.

Det betyder ikke, at man bare skal begynde at ødelægge ting: Enhver konflikt er en kompleks blanding af faktorer. Men vi må acceptere, at der ikke er noget bevis for, at ikkevold er en sikker vej til sejr.”

Vold fra “venstrefløjen” er acceptabel mens vold fra “højrefløjen” ikke er – er det ikke en forsimplet måde at stille spørgsmålet op på?

”Der må skelnes. Ikke kun mellem vold, men mellem enhver form for politisk aktivitet: stemmeafgivelse, bogudgivelser, plakatopsætning eller at knuse vinduer. En politisk handling kan synes identisk – en fascist, der klistrer et klistermærke, og en antifascist, der gør det samme – men de har modsatrettede politiske og etiske motiveringer. Spørgsmålet er: Handler disse aktioner om at mindske ulighederne mellem mennesker eller om at øge dem? Modvirker de årsagerne til klimakrisen eller forværrer de krisen?”

Vil sabotage ikke være kontraproduktivt, hvis den ikke støttes i den offentlige opinion?

”Hvis man angriber privat ejendom, får man fjender: dem, der ejer den. Dette gælder også for civil ulydighed: Når man blokerer ringveje, skaber det vrede blandt bilisterne, der er tvunget til at bruge bilen for at komme på arbejde. Den slags ikke-målrettede aktioner kan efter min mening nogle gange være kontraproduktive.

Hvis aktioner vækker stor vrede blandt de mennesker, som vi gerne vil have opbakning fra, kan vi være nødt til at ændre metode. Mere præcise mål kan f.eks. være de rigestes biler, hvis dæk man kan pifte, en lufthavn med privatfly eller en cementfabrik. Det kan få andre til at slutte sig til kampen.”

Voldelige aktioner kan ramme arbejdere

Vold mod ting (bassiner, cementfabrikker, lufthavne) indebærer ofte vold mod mennesker (politistyrker). Men de er også lønarbejdere?

”Politiet har som institution altid haft to funktioner. For det første er det statsapparatets væbnede fløj, der har til opgave at beskytte privat ejendom. Enhver konflikt mod ejendom må kalkulere med, at politiet vil forsvare den private ejendom. Den bedste metode ville naturligvis være at omgå politiet, som det var tilfældet med “afvæbningen” af Lafarge-fabrikken [fransk cementfabrik, red.]. For det andet er politiets opgave at opretholde status quo. I alle konflikter har politiet været til stede for at forsvare tingenes orden: Jeg tænker på Jim Crow-lovgivningen [amerikanske raceadskillelseslove, red.] og det hvide overherredømme i USA, apartheid-systemet i Sydafrika…”

Hvis miljøaktioner bliver mere voldelige, vil det så ikke afskrække andre fra at slutte sig til bevægelsen?

”Det er noget, vi skal tage i betragtning: Der er altid en risiko for at afskrække nye aktivister ved at vælge konfrontationsstrategier. Man ved aldrig på forhånd, til hvilken side balancen vil tippe, så man er nødt til hele tiden at vurdere tab og gevinster. Hvis man taber mere end man vinder, må man genoverveje sin taktik. Men der findes ingen generel lov, der siger, at bevægelser dør, så snart man bruger voldelige konfrontationsformer.

Det afhænger af omstændighederne. I Sverige er den mindste gnist af vold genstand for udbredt fordømmelse. Men Frankrig er et land, der er anderledes på grund af den sociale historie og politiske kultur. De gule veste var tidligere ret voldelige, men det stoppede dem ikke. I Frankrig er tilstedeværelsen af massemobiliseringer forbundet med voldelige aktioner; i Sverige er der hverken det ene eller det andet.”

Klimakampen skal være en bred kamp med spektakulære aktioner

Klimabevægelsen har stort set været fredelig. Er det en styrke eller en svaghed?

”Graden af militans i sociale bevægelser er et tegn på deres sociale dybde. Hermed mener jeg, at klimaprotesterne også er udtryk for en social kamp: Det starter det øjeblik, hvor vi forstår, at vi ikke alle er i samme båd. Det var den fælles forståelse i 2019. Indtil nu har det meste af klimabevægelsen og skolestrejkerne haft en relativt overfladisk analyse af sociale relationer. Miljøkampene er ved at udvikle mere dybde.”

Klimabevægelsen synes at være kørt træt siden Covid-19. Hvordan kan den komme i gang igen? Med færre aktivister, men med mere radikale aktioner?

”Vi har frem for alt brug for en bredere bevægelse. Man kan ikke forestille sig en mere kraftfuld bevægelse med færre mennesker. Forhåbentlig vil der komme en protestbølge med flere mennesker på gaden end i 2019, med massive protester og en kant, der skærpes gennem bevægelsens aktioner.

Udfordringen er at omdanne klimatiske katastrofer (brandvarme somre osv.) til politisk organisering. Der er en ting mere: I 2019 fik klimabevægelsen opmærksomhed, fordi den udviklede nye taktikker – Fridays for Future-skolestrejkerne og de fredelige og spektakulære blokader af Extinction Rebellion. Hvis klimabevægelsen skal have ny vind i sejlene, bliver den nødt til at opfinde nye mobiliseringsformer.”

_______________________________________________________________________

Interviewet blev lavet af Nicolas Celnik for det franske miljømedie Reporterre 28. marts 2023 – oversat til engelsk af Andreas Malm og bragt i https://internationalviewpoint.org/spip.php?article8097. Oversat til dansk af Charlotte Valløe