Anmeldelse af Claus Bryld: “Fædrene åd sure druer – Erindring om en politisk familietragedie”

Claus Bryld (f. 1940) har formet et vellykket historisk konglomerat bestående af erindringer, kilder og faglige analyser. Det selvbiografiske og essayistiske blandingsprodukt rummer flere personlige og politiske facetter, der danner en helhed efterhånden, som læsningen skrider frem.

Påført skam og stolthed

”Fædre åd sure druer, og børnenes tænder blev ømme” er et Bibelcitat fra profeten Ezekiels bog. Citatet rummer Claus Brylds traumefyldte opvækst, der præger hans ungdom, hans liv og personlighed.

Det uforskyldte Kainsmærke, som han bar – og muligvis ikke helt har overvundet – stammer fra faderen og hans brødres tid som aktive og ledende danske nazister fra slutningen af 1930’erne til midt i besættelsestiden. De bliver her udstødt af det danske nazistparti, for de er snarere fascister og danske nationalister end Hitlers mænd her i landet. Det er ikke besættelsesmagtens kop the.

En stærk antikommunisme er imidlertid fælles gods og drivkraft for alle dele af den nazistiske bevægelse. I egne øjne giver fjenden i form af kommunisterne og Sovjetunionen dem noget at bevare en stolthed i under efterkrigstidens Kolde Krig, hvor den påførte skam martrer familien Bryld. De er her klogere og mere forudseende end det store flertal af middelmådige og feje danskere. Det giver dem en markant bedreværdsfølelse som reaktion på det påførte mindreværd.

Under retsopgøret får faderen en streng fængselsdom for, hvad der kan koges ned til hans ideologi og politiske aktivitet. Han benådes efter fire år i fængsel.

Familiebåndet til faderen

Stemplingen som forbryder oplevedes og var – set med vor tids demokratiske øjne – ikke retfærdig. Den ramte børnene med ubønhørlig styrke. Bibeltekstens sympatiske budskab er efterfølgende, at ”søn skal ikke bære faders misgerning, ej heller fader søns”.

Claus Bryld kan med dette sige sig fri, men han kan alligevel ikke frigøre sig for familiebåndet. Det er jo hans far. Det er en af værkets facetter.

Faderen var nazist. Det er forkasteligt, men han skal ikke ses som en gemen forbryder, hvis han ikke var det. Claus Bryld fører derfor i årevis en personligt båret indædt kamp for at få adgang til arkiverne. Det lykkes til sidst.

Konklusionen på arkivlæsningen er, at faderen i almindelig forstand hverken var krigsforbryder eller værnemager, der profiterede økonomisk på at gå besættelsesmagtens ærinde i produktionen af krigsmateriel m.m. Bogen giver her god anledning til at reflektere over retsopgøret, dets ledende politiske vendekåber og den folkestemning, som bar det. Det er en anden facet.

Faderens mentalerklæring og det interview, som ligger til grund for overlægens konklusioner, er her et velvalgt og godt afsæt til ens videre overvejelser. Kilden repræsenterer en af krigens tabere – Claus Brylds far. Og det er jo sjældent taberne, der får lov til at sætte deres præg på historien. Kilden belyser samtidig, hvordan én af systemets mænd behandler og ser på en af nederlagets mænd.

Fascismens rødder

Faderen var nok mere fascist og ekstrem nationalist, end han var nazist. Claus Bryld fandt i sin egen ungdom frem til en helt anden politisk overbevisning. Det er i sig selv en spændende historie om et faderopgør, som nuanceres, efterhånden som Bryld viser nogen forståelse for sin far.

Claus Bryld søger nazi-ideologiens eller rettere fascismens rødder i en autoritær og patriarkalsk familiestruktur, hvor faderen er føreren, der bestemmer alt. Det er kendt stof for mange.

Men man kommer ind under huden gennem Brylds oplevelse af familielivet, hvor faderen efter løsladelsen i en periode – og for den medfølgende familie i en meget kort periode – søger nye veje i sit og familiens skamferede liv med udsigt til en tilværelse som udstødt.

Det hører med til historien, at familien helt fra begyndelsen socialt og økonomisk tilhører det bedre borgerskab, og at dens formue er uantastet af de mange omvæltninger i familiens tilværelse. Der er således ikke i den forstand tale om en social nedgang eller et socialt sammenbrud.

En politisk familietragedie

Undertitlen ”en politisk familietragedie” er en velvalgt ramme om fortællingen.

Et patriarkalsk familieliv kan ikke være lykkeligt for alle parter, for det bygger på undertrykkelse, men en accept af det patriarkalske familieliv kan gøre det velfungerende og betyde, at den enkelte lever godt med det.

Faderens forførelse og politiske valg af nazismen betyder imidlertid, at den grundlæggende patriarkalske Bryld-familie i efterkrigstiden permanent er i en form for opløsning og præget af utryghed og brud.

Faderen er inde og ude af familien med fængselsopholdet. I en periode bor han alene i Tanger i Marokko. Han bliver skilt fra moderen, dog med efterfølgende hyppige besøg. Moderen er gentagne gange indlagt med alvorlige depressioner. Alvorlig mobning sætter sit præg på søskende-relationerne. Samtidig lurer farerne i form af anslag fra fjendtlige omgivelser konstant.

Forskanset i bedreværd

Set udefra synes familiens og de enkelte familiemedlemmers forsvarsværk at være en form for forskansning i et bedreværd. Man dyrker sin stolthed i den kolde krigs politiske landskab. Et er, at det var ’os’, der først så og bekæmpede den røde fare fra Sovjet mest indædt. Noget andet er, at man ser ned på araberne i Tanger som dumme og ukultiverede plebejere. Det fascistoide blandes med overklasse-nedladenhed. Det er ikke uden nuancer, men fremstår som hovedindtrykket.

At være udsat for, manøvrere i og klare en familietragedie er også en facet i den sammensatte bog.

Til dette føjer sig, at Claus Bryld i skildringen af sin opvækst og ungdom på forskellige måder går i opposition til andre familiemedlemmers bedreværdsfølelser og politiske holdninger.

Hvorvidt det sker ved egen vilje og kraft? Hvorvidt det er et resultat af tragedien? Det er for mig et åbent spørgsmål.

Det er ligeledes et åbent spørgsmål, i hvilket omfang familiens form for forskansning har sat sit præg på Claus Bryld. Karakteristikken af en kæreste som ”lidt kontormusagtig, men sød og køn” er måske med til at lukke op for det. Skildringen af sit ungdoms- og tidlige voksenliv er præget af en hel del namedropping. Er der her en sammenhæng?

Det er ikke nødvendigvis Claus Brylds opgave at besvare dette spørgsmål gennem yderligere selvransagelse. Det kan lige så godt være op til læseren.

Nuanceringen af det levede liv

Hvordan har Claus Bryld bogstavelig talt kunne overleve – og det var også nær gået galt – og endog rumme den store medmenneskelighed, der mange steder lyser ud af bogen?

Det undrede jeg mig i stigende grad over, mens familietragedien skred frem og foldede sig ud. Det sidste kapitel løser imidlertid op for dette i hans varme skildring af sin mor og det nære forhold til hende. Faderen og de ældre søskende er måske heller ikke helt så forfærdelige, som jeg undervejs troede?

Claus Bryld er en historiker, der vil noget med det, han skriver, og det gælder også dette værk. Billedet farves bevidst og ubevidst efter det, man vil, uden at det nødvendigvis bliver usandt og utroværdigt. Familietragedien giver plads til en nuancering af det levede liv.

Claus Bryld har haft et spændende, men lidet misundelsesværdigt liv i al fald frem til 1971, hvor han slutter den selvbiografiske del.

Bogen sætter mange tanker og overvejelser i gang og er absolut anbefalelsesværdig.

Claus Bryld: ”Fædrene åd sure druer – Erindring om en politisk familietragedie”. Forlaget Mellemgaard 2024. 383 sider. Forlagspris: 199,95 kr.