Anmeldelse: Nyt liv til en gammel renegat

Vi er vist en del, der højst har mødt den tyske socialist og socialdemokrat Eduard Bernstein i kritikken af ham, brændemærket med betegnelserne ”revisionist” og ”renegat” (frafalden). Langt om længe er der mulighed for at stifte bekendtskab med hans hovedværk: Socialismens forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver (1899) på dansk.

Historisk interessant og aktuel

Bernsteins værk er historisk interessant som hovedværk, hvis ikke hovedværket, inden for den klassiske, socialistiske socialdemokratiske ideologi. Ikke at forveksle med den neoliberalistiske vi-er-alle-i-samme-båds konkurrencestat-udgave, vi kender i dag.

Et gammelt værk må altid vurderes ud fra den tid, det er en del af. Men de forløbne år åbner også for at se det i bagklogskabens klare lys. Fik forfatteren ret i sine analyser? Når han frem til nogle pointer, som er brugbare i vor tid? Bernstein er således også interessant i venstrefløjens aktuelle debat om socialistisk reformpolitik.

Claus Bryld henviser i sin indledning til Pelle Dragsteds ”Nordisk Socialisme”. Debatten om Dragsteds bog har allerede kastet et væld af artikler af sig og to debatbøger på Solidaritets forlag. Også set i det lys, er Bernstein anbefalelsesværdig læsning. Dragsted har ikke stiftet direkte bekendtskab med Bernstein, men læst om ham. Hans ånd svæver på godt og ondt over Dragsted og andre debattører.

Forskellige strømninger i Enhedslisten er i dagens Danmark uden tvivl nærmeste arvtager både til Bernsteins tanker og den venstrefløjsdebat, de affødte. Lur mig, om det ikke er her, bogen sælger og læses og ikke i socialdemokratiske og folkesocialistiske kredse.

I læsningen af værket kan man glide lidt let hen over Bernsteins omfattende bogholderiagtige statistiske dokumentation, selvom den ikke er ligegyldig. Hos Bernstein står faktuel statistik over logiske slutninger og ”hegeliansk” dialektik, som han afviser med at lægge vægt på en materialistisk empirisk tilgang.

Faktuel statistik er springbrættet for revisionerne af Marx og Engels, der så sandelig også selv foretog revisioner af deres egne opfattelser i lyset af datidens historiske forandringer. Det har Bernstein et godt blik for.

Altså, læs revisionisten Bernsteins hovedværk. Det bliver ikke mindst marxister klogere af.

Koldt vand i blodet

Bernsteins budskab kan koges ned til: Slå koldt vand i blodet. Den socialistiske dommedag, katastrofen i form af det endelige økonomiske kollaps, kapitalismens bankerot, og den samtidige socialistiske samfundsomvæltning står ikke for døren. Det bygger han på opgør både med den økonomiske katastrofeteori og med antagelsen om, at der foregår en omsiggribende proletarisering, der fører til dannelsen af en homogen arbejderklasse, som kun har lænkerne at miste, og derfor gennemfører en revolution. Endvidere er det hans opfattelse, at arbejderne endnu ikke politisk og kompetencemæssigt er tilstrækkelig modne og dermed i stand til at overtage og drive produktion og samfund.

“Bernsteins budskab kan koges ned til: Slå koldt vand i blodet. Den socialistiske dommedag, katastrofen i form af det endelige økonomiske kollaps, kapitalismens bankerot, og den samtidige socialistiske samfundsomvæltning står ikke for døren.”

Bernstein tvivler i den forbindelse ikke på, at en øget samfundsmæssiggørelse af produktionen – både i kraft af en større indbyrdes gensidig afhængighed og koncentration i produktionen og økonomien som helhed og i kraft af lovmæssige reguleringer og offentlige institutioner – skaber forudsætningerne for socialismen i form af et dominerende fælleseje. Det er faktisk en proces, som allerede er i gang, konstaterer han.

Ovenstående er basis for Bernsteins evolutionære eller såkaldte gradualistiske opfattelse af vejen til socialisme og anvisning af, at reformisme og ikke venten på eller i forskellige varianter forberedelse til revolution skal være strategien. Vægten skal ikke som hidtil lægges på nedbrydning af kapitalismen gennem revolution, men opbygning af socialismen gennem en reformpolitik. Bevægelsen er således hans hovedinteresse og bliver alt. Det magiske endemål eksisterer, men er underordnet og blot en rettesnor.

Bernsteins revisionisme var ikke velset hverken i det tyske eller danske socialdemokrati, da den blev lanceret. Men i praksis fulgte man hans kurs. Programmatisk rettede man først ind i løbet af mellemkrigstiden uden, at han dermed blev en ideologisk helt. Med neoliberalismens indtog gled han endeligt ud.

Set i bagklogskabens klare lys var Bernsteins samtidsanalyser på mange måder klartskuende. På andre punkter fejlede han.

Datidens herskende tanker havde også godt tag i ham på nogle felter. Man skal kunne forsvare sit land og føre krigen ind i det farlige Rusland, hvis hær består af politisk viljeløse og meget uvidende bønder. Og hvis det ikke er forkasteligt at nyde kolonialvarer, så er det også nødvendigt at have kolonier og drive plantager, som almindeligvis ikke skader de indfødtes livskvalitet.

Opgøret med katastrofeteorien

Bernstein fik ret.

Verden stod ikke foran et økonomisk sammenbrud for den kapitalistiske produktionsmåde og den socialistiske revolution, hvor arbejderne eller arbejderklassen overtog produktion og samfund. Naturligvis kan Første Verdenskrig anskues som en katastrofe affødt af kapitalistisk akkumulationstvang, der førte til krig om markeder i kapitalismens imperialistiske fase. Der var i krigens kølvand forsøg på revolutioner, men de gjorde ikke ende på kapitalismen, og i Sovjetunionen blev det ikke arbejderklassen, der overtog og drev produktionen.

Bernsteins analyse af kapitalismen er imidlertid også tvivlsom.

Han mener ganske vist ikke, at kapitalismen er blevet krisefri, men argumenterer imod, at kapitalismen af rent økonomiske grunde skulle bryde sammen, gå bankerot. At kapitalismen ikke er truet af økonomiske kriser begrunder han bl.a. med, at den er blevet langt mere organiseret gennem karteldannelser og fremkomsten af et moderne kreditvæsen. Pointen er, at kapitalismen er tilpasningsduelig og har overstået 1800-tallets børnesygdomme.

En kritik, man kan rette mod Bernstein, er, at hans samfundsmæssiggørelse i lighed med fremvæksten af Socialdemokratiet forløber mekanisk. Han har således ikke blik for krisernes betydning for de skabende historiske processer. Økonomiske kriser bliver blot til noget, der overvindes på et par år.

Den historiske erfaring både siden Marx og Bernsteins tid er, at kapitalismen på mange måder er tilpasningsduelig og i stand til at overvinde selv alvorlige kriser. Men i sidste ende skaber kapitalakkumulationstvangen tilbagevendende alvorlige rystelser i det økonomiske system og dets samfund. Den evige jagt på profit skaber økonomiske og finansielle bobler, der brister, ødelægger naturgrundlag og et stabilt klima med alvorlige følger, fører til stress-epidemi osv.

Perlerækker af store og mindre katastrofer har i samklang med klassekampen ført til det, der sammenfattes som en voksende samfundsmæssiggørelse af produktion og reproduktion, hvor en række reformer har spillet en afgørende rolle. Det er det som Pelle Dragsted i ”Nordisk Socialisme” gør til kim til socialisme og socialistiske træk i vores samfund og ligner på den måde Bernstein.

Men de af kapitalakkumulationstvangen affødte kriser har så sandelig også ført til neoliberalistiske tilbageslag i forsøg på at øge profitterne og udvide profitmulighederne gennem privatisering, udlicitering mm.

Klasseanalysen

Klasseanalysen griber Bernstein meget empirisk an. Han betragter klasserne gennem statistikker og ser en meget fragmenteret arbejderklasse, der har vanskeligt ved at samle sig og handle som klasse. Og han ser en kapitalistklasse, småborgerskabet og en middelklasse, som ikke bare svinder ind og proletariseres.

Spørgsmålet er, om det er en analyse vi kan nikke genkendende til, og om vi skal tænke i retning af den italienske socialist Gramscis historiske blok, således som Pelle Dragsted antyder i sin bog?

Det socialistiske Socialdemokrati er i voldsom vækst i årtierne omkring 1900. men det er der ifølge Bernstein også andre årsager til, end at vælgerne er blevet socialister og ønsker at overtage virksomhederne. Det er en pointe, som man også kunne ønske sig stod helt skarpt, når man diskuterer tilslutningen til venstrefløjen i vore dage. Gør vi f.eks. for lidt ud af at skabe viljen til og indsigten i det socialistiske projekt til fordel for at appellere til proteststemmer eller holdningen til én eller flere sager?

Foruden viljen til socialisme, mener Bernstein også, at de ansatte på gulvet mangler evnerne i form af ”det kulturelle niveau” til at drive de socialiserede virksomheder. Hvis den socialistiske revolution skulle komme i morgen, så ville det blot ende med, at man måtte bede de hidtidige ejere og ledere om at drive dem videre. Det er også en begrundelse for hans mere gradualistiske tilgang til socialismen. Udvejen er både uddannelse og learning by doing ”i selvforvaltningens skole”.

Fagforeninger og kooperativer set i forhold til almenvellet

At lære at styre produktionen kan ske via fagforeninger og klubbers direkte indflydelse på ledelsen af industrien og gennem arbejderklassens eget foreningsdemokrati.

Fagforeninger er vigtige i skabelse af socialisme, men kan samtidig blive et problem for socialismen. Fagforeninger er til for at varetage de ansattes interesser, hvilket udmærket kan stå i modsætning til det almene vel i et klasseløst samfund, hvor alle i samfundet er ligeberettigede. En monopolistisk organisation er med Bernsteins ord i princippet antidemokratisk. En lignende problemstilling gør sig gældende i forhold til medarbejderejede kooperative virksomheder i det omfang, de bliver dominerende.

Med Bernsteins ord: ”Kooperation (samarbejde, PB) imod helheden er lige så lidt socialisme, som statsdriften er socialisme i et oligarkisk samfund.

Et er de medarbejderejede kooperativer, hvor Bernstein også har en indgående gennemgang af de mange dårlige erfaringer. Noget andet er arbejderbevægelsens forbrugerejede kooperativer, altså brugsforeningerne, der i deres formål nærmer sig det almene i interessevaretagelsen. Bernstein har dog ikke blik for de ansattes vilkår.

Pelle Dragsted skelner ikke mellem forskellige ejertyper af andelsforetagender, hvor de producentejede som Arla m.fl. efter min opfattelse i dag er en integreret del af almindelig kapitalistisk landbrugsvirksomhed. Han betragter alle typer af kooperativer som socialistiske, fordi de hviler på demokratiske principper, som er grundlaget for socialisme.

Bernstein går ikke så langt som Dragsted. Bernstein mener, at arbejderorganisationer som forbrugerkooperativer med tilknyttede produktionsenheder og fagforeninger ikke er socialisme, men de ”bærer tilstrækkelige elementer af socialisme i sig til de kan udvikle sig til værdifulde og uundværlige løftestænger for den socialistiske befrielse”. De er vel på den måde kim til socialisme, et begreb som Pelle Dragsted sideløbende tager i anvendelse.

Betænkeligheden ved forbrugerkooperativer er kun, at de kan stå i vejen for noget bedre: Tilvejebringelse og salg af varer organiseret af kommunerne.

Socialismeopfattelsen

Bernstein er kommune-socialist, selv om kommunen ikke skal have en absolut suverænitet. Kommunen er en del af nationen og i dag endnu mere af det globale samfund. Basis for opbygning af socialisme er imidlertid kommunerne ledet af hensynsfulde socialdemokratiske kommunalbestyrelser valgt på demokratisk vis. En ødelæggelse af statsmagten er for Bernstein ensbetydende med dannelse af føderale strukturer i sidste ende baseret på delegerede fra kommunerne.

“Bernsteins tro på det parlamentariske demokrati i form af delegeretforsamlinger synes uden forbehold. Her burde den velskolede marxist have været noget skarpere, men sandt at sige har vi mere erfaring at trække på i dag.”

Bernstein går så langt som at ”demokratiet er principielt ophævelsen af klasseherredømmet, selvom det endnu ikke er den faktiske ophævelse af klasserne”. Magtforhold synes således alene bestemt af parlamentarisk demokrati og den almindelige valgret, som Bernstein kæmpede indædt for. Bernsteins tro på det parlamentariske demokrati i form af delegeret-forsamlinger synes uden forbehold. Her burde den velskolede marxist have været noget skarpere, men sandt at sige har vi mere erfaring at trække på i dag.

Bernstein proklamerer, at ”alle foretagender, der er beregnet på kommunemedlemmernes (borgernes, PB) almene behov og har monopolkarakter, må drives af kommunen i eget regi”. Den skal i øvrigt ”stræbe efter bestandigt at udvide kredsen af ydelser for sine medlemmer”.

Som arbejdsgiver skal kommunen overholde overenskomster og sikre organisationsretten, men det understreges også, at kommunens ansatte ikke skal have bedre vilkår, være overprivilegerede i forhold til privatansatte. Spørgsmålet er, om befrielsen fra lønarbejdet kan reduceres til, at man ikke skal være tvunget til at arbejde på uværdige betingelser?

Og hvordan med de ansattes selvforvaltning på de kommunale og andre arbejdspladser, som han måske, måske ikke pipper lidt om andetsteds? Han skriver også om en form for kooperativ økonomi som det centrale i socialismen, men hvordan ejerforhold og selvforvaltning her er udformet er uklart.

Grundig oversættelse af Claus Bryld

Claus Bryld står for oversættelsen af værkets 1920-udgave, der i forhold til førsteudgaven i 1899 har enkelte tilføjelser og et efterskrift bl.a. med kritiske kommentarer til Lenin og bolsjevikkernes styre og politik i Rusland.

Claus Brylds fortjeneste er foruden arbejdet med oversættelsen at levere en fyldig indledning med biografi og introduktion til den samtidige tyske og sporadiske danske debat om Bernsteins kontroversielle revisioner af, hvad man kunne kalde den kanoniserede marxistiske ortodoksi. Til dette kommer til nutidslæseren oversætterens glimrende, forklarende noter.

Og så to små suk:

Præcise kildehenvisninger til Bernsteins brug af Marx, Engels og andre så vidt muligt i dansk oversættelse ville have givet én chancen for at tjekke og se helheden i det, Bernstein inddrager og bruger især fra de to nævnte herrer. For også for Bernstein er Marx og Engels store autoriteter, der ikke må kastes vrag på.

Bogen er forsynet med et henvisende personregister, men et sagsregister ville ikke være mindre velkommen. F.eks. Hvordan omtaler Bernstein samfundsmæssiggørelsen? Hvordan definerer han socialisme?

Eduard Bernstein og Claus Bryld (red.): Socialismens forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver. Forlaget Samfundslitteratur 2022. 289 sider, vejl. pris 400 kr.

---