Anmeldelse: Spionroman afdækker Berlin-livet i Hitlers skygge

Jeg tilbragte julen sammen med en kommunist. Hans politiske engagement var falmet, så den tidligere blodrøde farve var blegnet så meget, at den røde farve blot lige kunne anes. Heldigvis var det gennem en bog. Jeg tænkte derfor, at når jeg lukkede bogen, kunne jeg have fuld fokus på julens mange andre glæder. Der havde jeg imidlertid forregnet mig. Bogens personer, stemning og scener dukkede op i stille stunder, mens også på mindre bekvemme tidspunkter.

Pludselig dukkede en sætning op. ”Musikdirektøren havde besluttet at anvende Det tredje Riges hovedprincip: Aldrig at sige noget almindeligt, når man kan råbe.” Uden varsel, midt i den røde sild, fremkalder det et billede af Hitler, blodrød i ansigtet. Flådens nye stolthed skulle navngives af Bismarcks barnebarn – champagnen rammer skibssiden og… skibet står bomstille. Dét fremkaldte den højrøde farve, og den lille mand var tæt på at eksplodere. Men dels var det upassende, dels havde Hitler så mange andre fejl at gyde sin galde ud over: Jøder, børn med handicap og kommunister.

En anden tanke strejfer mig: Hvad svarer en far sin søn, der er aktiv i Hitler-jugend, når han spørger: Hvilke forpligtigelser har man overfor sit fædreland? Det foregår alt sammen i thrilleren Bahnhof Zoo af David Downing. Det er første bind i forfatterens serie om John Russell, hvor hvert bind er opkaldt efter en togstation. Bogen er udkommet på Forlaget Solidaritet.

Storpolitik med mennesket i centrum

Englænderen John Russell er medlem af det udenlandske pressekorps i Berlin og førstehåndsvidne til Hitler og nazipartiets brutale intriger under krigsforberedelserne i de tidlige måneder af 1939.

Da en gammel bekendt dukker op på hans pensionat, begynder Russells liv at ændre sig. Med en blanding af trusler, penge og appeller til hans samvittighed overtales han gradvist til at blive spion – først for Sovjetunionen og derefter også for englænderne.

Et Førkrigs-Berlins dystre gader, konstante frygt og overfladiske glamour udgør sammen med udflugter til Prag, Danzig, London og Østersø-kysten et overdådigt bagtæppe, mens Russell – der er en modstræbende helt og for nogen en frelser – prøver at holde balancen i det stadig mindre rum mellem russerne, englænderne og Gestapo.

Bogens styrke er dens evne til at koge store historiske begivenheder ned til enkle episoder, hvor mennesket står i centrum. Eksempelvis når Storbritannien og Tyskland i 1938 aftaler, at Storbritannien skal modtage tyske jødiske børn, der her fortælles gennem til afskedsscenen lige inden toget forlader stationen, og udstiller den mørke side af aftalen.

Også bogens beskrivelse af, hvordan den menige tysker søger at fortrænge den nazistiske virkelighed og leve i små bobler; i biografen, på barer, teatre, revy og fodboldstadion, mens de håber, den forslugne Hitler bliver mæt og krigen undgås.

Det hele krydres med en gradvis opbygning af spænding. Ligesom i Leonardo Padura’s Havanakvartetten fylder bagtæppet meget, og som dennes Mario Conde, er der også her en antihelt i centrum. John Russell forandres langsomt og modstræbende til spion, og en slags barmhjertig samaritaner – trods farer og tvivl.

Hvis bogen spøger ligeså meget i dit hoved som i mit, bliver det ikke det sidste bind på dansk i denne serie.