Anmeldelse: Tobias Rahim har feberdrømme om mordet på kapitalismen

Hvor starter et album, hvis centrale tema tager udgangspunkt i følelsen af at være underklasseknægt fanget i hamsterhjulet? I morgentrafikken. Hvor ellers? Med sit nye album Når sjælen kaster op sætter Tobias Rahim scenen kl. 7 i 6A-bussen med en sang om massernes vej på arbejde i den offentlige transport, vinduerne dækket af reklamer og næseborene fyldt med lugten af bræk. Med en inciterende sitar indledes nummeret, og først halvvejs gennem sangen træder trommemaskinen og de elektroniske rytmer til, mens tempoet fortsat øges. Det leder tydeligt frem til droppet, der dog ikke indfinder sig. ”Du står nu i kø som nummer halvtreds” siger den monotone kvindestemme fra det offentliges telefonsvarer.   

Stemningen bliver i et langt højere tempo fulgt op i albummets andet nummer, storhittet Feberdrømmer Xx Dubai, hvor Rahim i første vers følger første scene i sit lydmaleri op med ordene /Jeg står op, ta’r på job, drejer rundt i deres hjul/ Til kapitalismen binder alt i knude/. Dermed bliver den politiske scene sat langt mere skarpt og tidligere op end på Rahims debutalbum National Romantik 2021, hvor de politiske pointer på de mest succesfulde sange var pakket ind i mere tvetydig lyrik.

Sårbarhed og solidaritet

Når sjælen kaster op har i sammenligning en tydeligere rød tråd, der forsøger at binde de ellers forskelligartede numre sammen til et øjebliksbillede som lytterne kan spejle sig i. Gennemgående er en træthed over det nuværende system med sine krav og forventninger, der for Rahim personligt har udartet sig i en sygemelding med angst, lige da han stod til at modtage P3 Guld-prisen tilbage i september. På den måde understreger hans personlige situation, sociolog Hartmut Rosas nylige pointe om, at den psykiske sårbarhed, der opleves bredt blandt ungdommen, ikke skyldes at de er svagelige, men tværtimod, at de har indset, at der er noget grundlæggende galt med det system de lever i.

Det er nok netop den sårbarhed mange af Rahims numre udstråler, der tiltaler hans titusinder af fans, og betyder at det ene efter det andet af hans numre klatrer op ad ranglisterne og når hit status. Mest kendt fra dette album er utvivlsomt sangen med den afslørende titel Når mænd græder, som omfavner den bløde maskulinitet der hurtigt er blevet Rahims brand. Her tages både et opgør med påtaget hårdhed for den nuværende generation af unge mænd, samtidig med at ungdommen også opfordres til at tage hånd om den fædrene generation – og lære dem at græde.

Det er ikke kun på det følelsesmæssige område at generationsforskellene kommer til udtryk. Med en inddragelse af sin egne kurdiske rødder synger Rahim på nummeret Kurder i København /Min farfar han vasked’ tallerkner/ For mennesker, der kaldte ham perker/ Takker min Gud, for vi er her/ Og rykked’ op fra de fucking 70’er/ Vi’ ikke gæst-arbejderne mer’ / Nu’ vi turisterne i Alanya/.

Mens der er plads til en solidaritetserklæring med de kæmpende kurdere, er sangens overordnede pointe, at den nye generation er vokset op som en del af det danske samfund. Ikke som fremmede, men snarere som de fremmeste repræsentanter for det danske kulturliv. Alligevel føler de sig ikke rigtigt som sejrherrerne.

Hadet mod eliten

Tilbage til kapitalismekritikken langer Tobias Rahim ud i mange retninger, når han kritiserer kapitalismen for sin ’machismo’ og racisme eller synger at /Alle har en chef som de gerne vil nik’ en skalle/ på kæmpehittet Mucki bar.

Der ligger en tydelig klassekritik i Rahims identificering med fængslede onkler og unge mødre på samfundets bund. Fra toppen kan intet forventes, og helt eksplicit synger han i godt samspil med rapperen Artigeardit /Advokater er der kun for eliten/ Dommeren er til fest med eliten/ Han kender dig ikke, og massari tæller tiden/. Fra toppen kan intet forventes, og sangens diktum om, at vi som lyttere kun er bumser for eliten, følges op med en opfordring til, at blive en del af netop denne elite, som eneste sikkerhed for at kunne få hjælp, hvis lokummet brænder. Her er ingen tvivl om, at loven ikke er lige for alle. Tværtimod, systemet er gearet til at holde indvandrerbørnene nede, fanget af ghettolovgivning og med truslen om at kunne fratage dem deres pas.

Bunden er et springbræt

Mens tomheden i den nuværende situation forsøges dæmpet gennem sex og stoffer, er det sigende, at løsninger på den kollektive ungdomsdepression individualiseres til drømmen om et bedre liv. Tydeligt ses det i Feberdrømmer Xx Dubai med teksten /Feberdrømmer jeg’ en luder i Dubai/ Slår en rigmand ihjel/ Ta’ hans penge, ta’ hans bil og bar’ køre afsted, for mig selv/

“Tobias Rahim er tydeligt bevidst om, at hans feberdrømme om et opgør ikke er andet end netop drømme. Som en moderne Kurt Cobain forsøger hans musik at gøre oprør mod det etablerede, men fanges i dette oprør i at være endnu en brik i elitens maskineri”

På den måde spores en tydelig modning i Tobias Rahims samfundsforestillinger, en modning som forhåbentligt afspejles hos hans lyttere. Men hadet mod eliten kan endnu ikke indfries i handling. Tobias Rahim er tydeligt bevidst om, at hans feberdrømme om et opgør ikke er andet end netop drømme. Som en moderne Kurt Cobain forsøger hans musik at gøre oprør mod det etablerede, men fanges i dette oprør i at være endnu en brik i elitens maskineri. /Det’ næsten ironisk, som jeg jagter berømmelsen nu/ Snart jagter den mig, og så jagter jeg skjul/ synger han lige før opmærksomheden rettes mod kapitalismens hamsterhjul i Feberdrømmer Xx Dubai.

Alternativet til opgøret for de mange forbliver samfundsmæssig opstigen for den enkelte. På spoken word nummeret Skæbnen elsker os fortsætter drømmen om at kunne komme til tops. Kunne komme frem til en situation, hvor advokaterne arbejder for os. Et sted hvor vi ikke er andenrangsborgere, men kan bygge luftkasteller hvor ingen kan røre os. En drøm hvor netop det at stå på bunden kan være det bedste springbræt til at komme frem.

Trods de flotte ord virker drømmen dog som et fatamorgana. Kapitalismen ejer os alle. Vi er tvunget til at spille dens spil efter bedste evne, og på den måde er vi – som var vi i Dubai – kun ludere for kapitalismen.