I CoronaKnibe og ansat på nul timer: ’Jeg har lige vinket til ham med kontrakten’

Der er ikke blevet talt ret meget om nultimers-kontrakter i Danmark. Nogle af dem, som arbejder på de vilkår, har ikke engang selv været helt klar over, hvad det betyder. Indtil covid19-nedlukningen. For Mikkel Kongsted blev det pludselig kun alt for klart, hvad det indebærer at være ansat på ”nul timer”. Nemlig ingen rettigheder. Overhovedet. Hverken arbejdsgiveren eller Folketinget vil tage ansvar for, at hans indtægt er forsvundet.

Mikkel Kongsted har de seneste to år i praksis haft fuldtidsbeskæftigelse i en virksomhed med 34 ansatte. Der var bare kun én af dem, der havde en reel fastansættelse. ”Ham med kontrakten” blev han kaldt af Mikkel og kollegerne, der ofte jokede med, at ingen af dem rigtig havde fået papir på det, de lavede. Men der var masser af arbejde, vilkårene var fine, kantinen var god. Det føltes på alle måder som et fast job for en fast arbejdsgiver.

Da statsminister Mette Frederiksen på pressemødet onsdag 11. marts bekendtgjorde, at Danmark skulle begynde at lukke ned, var Mikkel Kongsted i gang med, hvad der viste sig at blive hans sidste arbejdsuge. En stor reklamefilm skulle skydes i det fotostudie, han arbejdede for, og han og kollegerne stod for at bygge kulisserne. Da de søndag aften kl. 18.00 var færdige med at rydde op, havde Mikkel Kongsted arbejdet 84 timer den uge. Et par fridage med familien var tiltrængt.

I de første dage efter nedlukningen var Mikkel Kongsted ret sikker på, at han ”var en af dem, der ville blive sendt hjem med løn”, for han havde opfattet sig selv som en slags fastansat, selvom han godt var klar over, at der ikke var helt styr på det med kontrakterne.

Men arbejdsgiveren kunne ikke sende ham hjem med løn, for Mikkel Kongsted og de fleste andre i virksomheden var ansat på nul timer, og dem kan arbejdsgivere ikke søge kompensation for. Heller ikke selvom de i praksis har arbejdet fuld tid, sådan som Mikkel Kongsted og flere af hans kolleger gjorde.

Med fletningerne i postkassen

”Først troede jeg lidt, at det var modvilje fra virksomheden, men så nærlæste jeg de forskellige kompensationsordninger, og jeg kan godt se, at der ikke er noget, de kan gøre,” siger Mikkel Kongsted. ”De står selv med fletningerne i postkassen – de skal betale husleje på omkring 400.000 kr. hver måned, og har ingen kunder.”

De virksomheder, der skulle have lavet reklamefilm i det studie, hvor Mikkel Kongsted er – eller var – kulissesnedker, har ikke kunnet få deres varer til landet. Hvorfor skulle de så lave reklamer?

”Nærmest alt, der var booket ind i kalenderen, er aflyst,” siger Mikkel Kongsted, der har ”holdt lidt fast i kalender-appen” fra sin arbejdsplads i håb om, at der dukkede nogle jobs op.

Han har også undersøgt alle hjælpepakkerne og han har ventet på nye hjælpepakker, for der måtte da komme en løsning for sådan nogle som ham og hans kolleger. Selvom de havde været ansat på ”nul timer”, var det jo hele deres indtægt, der var forsvundet.

Hvor mange, der står i samme situation som Mikkel Kongsted og hans kolleger, er der ingen, der har konkrete tal på. I Danmark er der nemlig ikke nogen central registrering af denne arbejdsform. Selvom den er blevet stadigt mere udbredt inden for de seneste år, har der heller ikke været forsket i det endnu i dansk sammenhæng. Men baseret på fagforeningers erfaringer og på de personlige historier, der er blevet delt på Facebook-sider som fx Coronaknibe , bliver folk ansat på ”nul timer” inden for alt fra byggeri og transport over butik og restauration til pleje og undervisning. Inden for fx HK’s område er det især udbredt for lærervikarer og for fremmedsprogstolke og tegnsprogstolke. En del tilkaldearbejde i lufthavnen og alskens forefaldende arbejde foregår også på ”nul timer”.

Mens Mikkel Kongsted arbejdede i den private sektor, er nultime-arbejde ikke mindst brugt i den offentlige sektor. Alligevel har et samlet Folketing ikke prioriteret at holde hånden under dem, som har leveret arbejdskraft til blandt andet statslige institutioner.

’Jeg troede, jeg kendte reglerne’

Mikkel Kongsted regnede med at skulle vende tilbage til sin gamle arbejdsplads og håbede bare, at der i mellemtiden ville være en hjælpepakke at søge, indtil der kom gang i arbejdet igen. I løbet af maj gik det op for ham, at der ikke kommer nogen hjælp, og der ikke kommer mere arbejde.

Nu står han som primær forsørger for en familie på fire og undrer sig mildt sagt over, at han skulle udelukkes fra at få bare et par tusind kroner ud af de milliarder, der er blevet delt ud.

”Der har hele tiden været sådan nogle tarvelige benspænd for at søge de hjælpepakker. Det stemmer ikke overens med, at de siger, at de vil hjælpe alle. Så lad være med at sige det,” siger Mikkel Kongsted.

Mikkel Kongsted har ikke talt så meget med kollegerne, siden de gik hjem søndag aften 15. marts, men han ved, at mange står i samme situation som han selv.

”Jeg har lige vinket til ham med kontrakten,” fortæller Mikkel Kongsted. ”Han render stadig rundt ovre på arbejdet. Men de fleste af os andre, vi render rundt derhjemme. Og det seneste jeg hørte fra chefen var, at jeg ikke skal regne med mere arbejde i år. Måske næste år, men de kunne ikke love noget”.

Det er snart to måneder siden, Mikkel sidst fik en løncheck. Folk ansat på nul timer er der ingen, der tager ansvar for. Hverken arbejdsgivere eller Folketinget, og i mange tilfælde heller ikke a-kasserne. Ikke engang hvis man, som Mikkel Kongsted, har betalt sit kontingent til a-kassen i mere end et år og har haft en gennemsnitlig årsindkomst på den gode side af 200.000 kr.

”Jeg meldte mig ind i ASE i februar 2019, men de kunne ikke hjælpe mig. Det blev jeg ret overrasket over. Jeg troede, jeg kendte reglerne, men det gjorde jeg så ikke,” fortæller Mikkel Kongsted.

Der kom nemlig en lovændring til dagpengesystemet i 2017, som betyder, at indkomsten skal regnes ud per måned, og kun op til 19.448 kr. per måned kan regnes med. Sidste år havde Mikkel Kongsted arbejde i sammenlagt seks ud af årets 12 måneder – fordi han var på barsel i to måneder, og fordi hans arbejdsdage i de seks måneder var på 10-18 timer, ofte syv dage om ugen. Derfor endte det med en fuldtidsindtægt regnet ud på årsbasis. Men sådan regner a-kasserne ikke.

Politisk modvilje

”Hvis bare jeg havde tjent det samme fordelt over 12 måneder, i stedet for over seks måneder, havde jeg været berettiget. Og hvis barsel havde talt med, så havde jeg også kunnet få dagpenge. Det undrer mig, hvorfor det skal være sådan,” siger Mikkel Kongsted og tilføjer: ”Min fejl er åbenbart, at jeg har været på barsel, at jeg har tjent pengene for hurtigt og brugt for meget tid sammen med familien.”

Men som de også sagde til Mikkel Kongsted i a-kassen, da de måtte afvise ham, så er det ikke dem, der har lavet reglerne – det er lovgivning vedtaget af politikerne, som a-kasserne er underlagt.

“Det er snart to måneder siden, Mikkel sidst fik en løncheck. Folk ansat på nul timer er der ingen, der tager ansvar for. Hverken arbejdsgivere eller Folketinget, og i mange tilfælde heller ikke a-kasserne.”

Den sidste uge, Mikkel Kongsted havde arbejde, inden det hele lukkede ned, startede han mandag morgen og sluttede søndag aften kl. 18. Det blev til sammenlagt 84 arbejdstimer på en uge.

”Det er jo lidt hårde arbejdsuger, man har på den måde, men så har jeg til gengæld mere tid med familien, når jeg har fri.”

Mikkel Kongsted bor på Nørrebro med sin partner og deres to børn på et og fire år. Hans partner er dagplejemor, og tjener omkring 12.000 kr. om måneden før skat, så de har været afhængige af hans indtægt. Som altså nu er forsvundet.

”Jeg har undersøgt alle hjælpepakkerne rigtig grundigt, men jeg har ikke søgt nogen, for det kan jeg ikke. Da den for freelancere med a- og b-indtægt kom, troede jeg, at jeg kunne søge den, men der må ens a-indtægt højst være 55 procent, og jeg har været a-lønnet for alle mine timer,” fortæller Mikkel Kongsted. Han opfatter måden, hjælpepakkerne er skruet sammen på, som ”modvilje mod at omfatte folk ansat på nul timer.”

”Jeg kan ikke se, hvad grunden ellers skulle være. De der benspænd må jo være opfundet af en grund.”

Tænkte ikke over kontrakten

Nu skal Mikkel Kongsted ud og søge andet arbejde, og det er der ikke meget af. Han har en halvfærdig uddannelse som tømrer-snedker, og har arbejdet ufaglært otte-ti år inden for byggebranchen, hvor han og to venner havde deres egen virksomhed. Siden havde han sin egen butik med spraymaling i omkring 10 år, og derpå det seneste job som kulissesnedker.

De var et hold på seks-syv stykker, hvor Mikkel Kongsted var én af de tre faste, der altid blev kaldt ind for at bygge kulisser i studierne, når virksomheder lejede sig ind for at skyde reklamefilm. Der var rigeligt med arbejde i de to år frem til coronakrisen. I en periode på tre måneder var han faktisk fastansat på fuld tid i virksomheden. Problemet var, at der stod 40 timers arbejdsuge i kontrakten, og i realiteten arbejdede han sjældent mindre end 65 timer om ugen.

”Så det var lidt en ærgerlig ordning for mig, når jeg kun fik løn for 40 timer. Da jeg bad om overarbejdsbetaling, så kørte vi i stedet tilbage til den tidligere ordning, som så åbenbart var nul timer.”

Chefen sagde, at han ville garantere Mikkel 25 timer om ugen. De fik bare aldrig skrevet det ned.

”Det var lidt en stående joke på arbejdet, det med kontrakterne. Men vi fik ikke problematiseret det. Alle fik jo deres løn, så det virkede ikke som et problem. Det blev det så.”

Nu ved Mikkel Kongsted, at han skulle have ”tænkt lidt mere” over ansættelsesvilkårene.

Tør ikke tjekke kontoen

I gennemsnit tjente han 22.000 kr. om måneden før skat, og den laveste månedsindtægt var på 16-17.000 kr. Sidste år tjente hans partner ingen penge, så ”i det lys var min indtægt relativt vigtig for en familie på fire”.

De har endnu ikke været ude og låne, men har levet af resterne fra Mikkel Kongsteds sidste løn og de penge, partneren nu tjener som dagplejemor.

”Det har lige dækket de faste udgifter. Tror jeg. Men jeg har ikke turde tjekke kontoen denne måned, det kan godt være, vi ikke kommer helt i hus til den første.”

Siden han mistede sin indtægt, har der været et par venner, som har spurgt, om han kunne bygge nogle møbler til dem, men han har ”stallet lidt på det”.

”Jeg har været i tvivl angående lønkompensation, hvis der kom en pakke, jeg kunne søge, om det så holdt mig ude, hvis jeg havde lavet nogle småopgaver i mellemtiden. For så meget får man altså heller ikke for en reol.”

Nu hvor der er gået over to måneder uden nogen hjælpepakke, der omfatter folk på nul timer, og hvor Mikkel Kongsted har fået besked fra sin arbejdsplads om, at der tidligst bliver opgaver i 2021, er han gået i gang med at lede efter andre jobs. Han behøver ikke tjekke kontoen for at vide, at de ikke i længden kan leve fire mennesker af 12.000 kroner før skat.

Lidt sarkastisk

Han undrer sig over, at hjælpepakkerne skulle være så fulde af ”benspænd”, og over at de ikke tager højde for de reelle arbejdsvilkår. Det virker nærmest som en tanke.

”Den indkomst, jeg har hevet ind, det kan da godt være, at det hed nul timer, men jeg var altså ikke flaskedreng i Netto – vi er fire mennesker, der lever af de penge, jeg tjener. Det har også undret mig det med minimumsbeløbet i hjælpepakkerne,” siger Mikkel Kongsted med henvisning til, at selvstændige og freelancere med en indkomst på under 10.000 om måneden også er udelukket fra at søge hjælpepakker.

”Det må da stadig være billigere at give folk det, de er vant til at leve for, end at de skal ind i arbejdsløshedssystemet,” siger Mikkel Kongsted og tilføjer: ”Det er jo skattekroner, jeg har været med til at betale, som bliver delt ud til de rigeste. Selv ville jeg have været tilfreds med bare 10.000 kroner. I stedet får jeg nul.”

Mellem børnepasning og jobsøgning har han siddet og skrevet på et brev til beskæftigelsesministeren og til Mette Frederiksen ”og hvem de ellers er” – dem, der har besluttet, hvordan hjælpepakkerne skulle skrues endeligt sammen. Brevet har han valgt at slutte ”lidt sarkastisk”, som han kalder det.

”Jeg skriver til sidst, at hvis min indtægt er så ligegyldig, at jeg ikke skal kompenseres, så er de skattekroner, jeg har betalt, vel også ligegyldige. Så dem vil jeg da gerne have tilbage, så kan vi leve for dem.”

---