Antifascisme: Talen som ikke måtte holdes på italiensk tv

10. juni 1924 blev Giacomo Matteotti dræbt af fascistiske lejemordere. Fem professionelle voldsmænd, som var hyret af Benito Mussolinis nærmeste håndlangere – ventede på Matteotti foran hans bolig.

Politikeren Giacomo Matteotti var formand for Det Socialistiske Samlingsparti (PSU) og den sidste parlamentariker, der åbent viste modstand mod Mussolinis fascistiske diktatur, som var kommet til magten to år tidligere.

Matteotti blev bortført ved højlys dag, på åben gade, midt i Rom. Han kæmpede imod til det sidste, ligesom han havde kæmpet hele sit liv. Gorillaerne tæskede ham til døde, hvorpå de maltrakterede hans lig. De forsøgte at folde den døde krop sammen, så den kunne passe i et nødtørftigt udgravet hul, som de havde gravet ud med en fil. Mussolini blev underrettet med det samme.

Udover forbrydelsen gjorde Mussolini sig skyldig i at love Matteottis hustru, at han ville gøre alt for at bringe Matteotti tilbage til hende. Mens han lovede dette, opbevarede Il Duce Matteottis blodplettede dokumenter i en skuffe i skrivebordet.

Fascistiske massakrer på tusindvis af civile

I dette falske forår i 2024 skal vi dog ikke kun mindes det politiske mord på Giacomo Matteotti. Vi skal også mindes de massakrer, som de tyske SS-tropper i 1944 udførte med hjælp fra de italienske fascister. Massakrerne ved Fosse Ardeatine i Rom, ved Sant’Anna di Stazzema i Toscana, ved Marzabotto uden for Bologna.

Det er kun et par stykker af de steder, hvor Mussolinis diabolske allierede med koldt blod massakrerede tusindvis af hjælpeløse civile. Heraf hundreder af børn, selv helt nyfødte. Mange blev endda brændt levende, andre blev halshugget.

Disse to trøstesløse forår – foråret 1924 og foråret 1944 – vidner om, at fascismen i hele sin historiske eksistens – og ikke kun lejlighedsvis eller i dens sidste år ved magten – var et system, der byggede på systematisk politisk vold, mord og massakrer.

Vil arvtagerne til fascismen omsider vedkende sig denne historiske kendsgerning?

Ordet som premierminister Meloni ikke vil sige

Alt tyder desværre på, at det ikke kommer til at ske. Den ledende gruppe af post-fascister, som vandt parlamentsvalget i 2022, havde to muligheder: Den kunne tage afstand fra sin nyfascistiske fortid, eller den kunne forsøge at omskrive historien. Den har uden tvivl valgt den anden løsning.

Efter at have undveget emnet under valgkampen har premierminister Giorgia Meloni stædigt holdt fast i sin ideologiske kurs fra sin nyfascistiske baggrund, når hun er blevet tvunget til at forholde sig til det ved historiske mærkedage.

Hun har taget afstand fra regimets uhyrligheder, som er umulige at forsvare – såsom jødeforfølgelserne – men hun har ikke nogensinde fordømt fascismen som helhed. Hun har alene givet de tyske nazister ansvaret for massakrerne – og dermed glemt deres italienske fascistiske kollaboratører. Og så har hun helt benægtet den afgørende rolle, som den antifascistiske modstandsbevægelse spillede i Italiens genfødsel i slutningen af anden verdenskrig. Hun nævnte slet ikke ordet ”antifascisme” ved sidste års fejring af befrielsen 25. april 2023.

Jeg taler til jer i dag på en ny befrielsesdag, 25. april 2024. Ordet, som vores premierminister ikke ville udtale, vil stadig brænde på de taknemmelige læber hos alle ægte demokrater – om de er venstreorienterede, centrister eller højreorienterede.

Så længe vores regering ikke vil sige dette ord – antifascisme – vil fascismens spøgelse fortsætte med at hjemsøge Italiens demokrati.

Teksten blev først bragt i det italienske tidsskrift MicroMega. Teksten er oversat og bearbejdet af Jonas Neivelt.