Analyse: Italien drejer skarpt til højre. Hvordan kunne det ske?

Efter måneders tørke er der næsten ikke noget vand tilbage i de norditalienske floder, som strømmer fra Alperne ned til Po-floden. Vrag af kampvogne fra Anden Verdenskrig er dukket op fra flodernes dyb. Og som om det ikke var slemt nok, har vinproducenterne nu også problemer på grund af klimaforandringerne. De har svært ved at holde alkoholprocenten nede i deres vine, da de høje temperaturer og solskinnet øger druernes sukkerindhold. Det fortalte den fascistiske ejer af en vinhandel i Alessandria i det nordvestlige Italien. Rundt omkring i hans – derudover fremragende – butik er der billeder af Mussolini, og han sælger også en særlig Duce-vin.

Ellers var han i højt humør, da jeg mødte ham dagen inden det italienske valg søndag 25. september. ”Husk at stemme, og husk at stemme på de rigtige”, sagde han til sine bekendte, der aflagde et besøg i butikken.

Samme lørdag var jeg til en bryllupsfest med en masse mennesker, som alle befinder sig et helt andet sted i det politiske landskab. Også her var humøret højt, men flere gange ændrede tonelejet sig, når man mødte folk én til én. Der var en vis uro for, hvad fremtiden ville bringe, når den yderste højrefløj stod til en klar valgsejr i parlamentsvalget.

Hvad fremtiden konkret vil bringe er stadig uvist. Men den fascistiske vinhandlers forhåbninger – og mine kammeraters bange anelser – viste sig at holde stik. Ved parlamentsvalget blev det stærkt højreorienterede parti Fratelli d’Italia (Brødre af Italien) under ledelse af Giorgia Meloni landets klart største parti med 26 procent af stemmerne.

Sammen med det ligeledes højrepopulistiske Lega, og den gamle kending Silvio Berlusconis parti Forza Italia, udgør Fratelli d’Italia en højreorienteret koalition, som i alt fik over 43 procent af stemmerne. Det giver koalitionen et klart flertal i parlamentet takket være en paragraf i den ekstremt komplicerede italienske valglov, som blev sat i verden for at sikre stabile regeringer.

Lang march mod højre

Italiens vælgere har i efterhånden mange år vandret mod højre. Først var det Silvio Berlusconi, der trak stemmerne. Efter han blev gjort politisk ukampdygtig på grund af en dom i en skattesag, begyndte vælgerne at søge alternativer længere til højre. Det skete først med partiet Lega, som førte en stærkt populistisk politik mod indvandring.

Italiens Brødre: Fascister i fåreklæder?

• Giorgia Melonis parti, Fratelli d’Italia blev stiftet i 2012. Stifterne var udbrydere fra Silvio Berlusconis parti Frihedens Folk, efter utilfredshed med ledelsens udmelding om en mulig koalition under ledelse af teknokraten Mario Monti.

• Partiet betegner sig som nationalkonservativt og og højrepopulistisk, men har også tætte forbindelser til fascistiske strømninger i Italien. Meloni har dog forsøgt at renskure partiets image, og erklærede fascismen for ‘død’. Under valgkampen fjernede man bl.a. kandidaten Calogero Pisano, der havde hyldet Adolf Hitler.

• Ved valget 25. september 2022 blev Fratelli d’Italia landets største parti med 119 pladser i Parlamentet, hvilket er en fremgang på 94 mandater. Partiets valgslogan var Klar til at genoplive Italien, hvilket har draget paralleller til bl.a. Donald Trump’s Make America Great Again.

+

Italien har længe følt sig overset af det øvrige EU, hvad angår modtagelsen af flygtninge. Der har blandt visse nordeuropæiske og østeuropæiske lande været stor modstand mod at lade modtagelsen af flygtninge blive et fælleseuropæisk anliggende. I stedet har landene ved Middelhavet stået alene med modtagelsen af de senere års mange ankomne flygtninge. Det er de selv samme lande, som har været underlagt de strengeste finansielle stramninger fra EU’s side. Disse stramninger har været med til at sørge for, at levestandarden i Italien i dag ikke er højere end i begyndelsen af 1990’erne.

Den italienske venstrefløj har ikke formået at komme med et svar på, hvordan Italien skulle håndtere flygtningespørgsmålet. Her har højrefløjens svar, at Italien slet ikke skal modtage alle disse flygtninge, været nemmere at forstå.

Samtidig har Fratelli d’Italia længe været den eneste reelle opposition i Italien. I forlængelse af corona-pandemien blev der nedsat en bred samlingsregering under ledelse af den tidligere chef for den europæiske centralbank, Mario Draghi. Den blev bakket op af alle partier på nær Fratelli d’Italia, og havde til formål at sørge for, at de mange genopretningsmidler fra EU blev brugt på en måde, der var spiselig for alle.

Som det eneste parti uden for koalitionen har Fratelli d’Italia gratis kunnet kritisere alt det, de havde lyst til. En sådan position i den politiske hængekøje kan have meget gavnlige effekter på meningsmålingerne. Spørg bare Søren Pape.

Salvinis brølere giver Meloni fremgang

Fratelli d’Italia er koalitionens klart største parti, og dermed står partileder Giorgia Meloni til at blive Italiens første kvindelige premierminister. Heri ligger udfordringerne dog for højrefløjen.

Matteo Salvini og hans parti Lega var indtil for ganske nylig det klart største parti på højrefløjen. De er nu overhalet klart af Fratelli d’Italia, efter Salvini har blameret sig på en række forskellige måder. Han har for rullende kameraer ringet på dørtelefonen hos en uforstående mand af tunesisk afstamning for at spørge, om tuneseren i lejligheden mon solgte narko. Siden da har han gjort opmærksom på sig selv i selskab med to letpåklædte kvinder og lidt for mange promiller i blodet på en strand. Og efter Ruslands invasion af Ukraine er han blevet mindet om, at han ofte har ladet sig fotografere i t-shirts med Putins ansigt, ligesom han har udtalt, at ingen vestlig leder kan måle sig med Putin. Denne cocktail af besynderlige sager er ikke faldet i italienernes smag.

“Der er masser af uenigheder mellem partierne. I forhold til krigen i Ukraine bakker Meloni åbent op om Ukraine, og støtter de vestlige landes strategi med sanktioner mod Rusland og våbenleverancer til Ukraine.”

Spørgsmålet er dog, om Salvini vil acceptere at skulle spille andenviolin i den kommende regeringskoalition. Og hvor længe han vil acceptere at skulle det? Det samme gør sig gældende for den snart 86-årige Silvio Berlusconi. Manden har i over 25 år haft et politisk projekt centreret omkring sig selv. Hvor længe vil han acceptere, at han ikke er manden i centrum?

Samtidig er der masser af uenigheder mellem partierne. I forhold til krigen i Ukraine bakker Meloni åbent op om Ukraine, og støtter de vestlige landes strategi med sanktioner mod Rusland og våbenleverancer til Ukraine. Salvini er som antydet tilhænger af Putin, og også Berlusconi har i sine yngre dage plejet et nært venskab med Putin, og de har tit mødtes omkring Berlusconis sommerresidens på Sardinien. Det fik for nylig Berlusconi til at udtale, at formålet med Putins invasion af Ukraine egentlig bare var at indsætte nogle ”ordentlige folk” i Ukraines regering. Her er der allerede en hyperaktuel sag, som en ny højrefløjsregering kan blive uvenner over.

Og italienske politikere har det med at blive uvenner. Perioden siden det seneste valg i 2018 har haft tre forskellige regeringsledere. Det samme var tilfældet for den valgperiode, der gik fra 2013 til 2018. Når det virker gunstigt for den ene eller den anden politiker at trække tæppet under en siddende regering, er det ganske normalt, at de også gør det. Det kan ikke afvises, at det også vil ske for den kommende regering på trods af alle partiledernes løfter om det modsatte.

Venstrefløjens skræmmekampagne slår fejl

Tilbage står venstrefløjen. Venstrefløjsstøtter taler åbent om, at det handler om at begrænse nederlagets størrelse. Det demokratiske parti (PD) er en bred samling af socialdemokrater, tidligere kommunister og tidligere kristendemokrater. De har ikke formået at skabe nogen synderlig entusiasme i deres valgkamp, som mest har været en skræmmekampagne om, at man for alt i verden ikke måtte lade Meloni og den ekstreme højrefløj komme til magten. Denne kampagne er de ikke lykkedes med.

“Venstrefløjen står over for en periode med selvransagelse. Man skal finde en politisk leder, der formår at vække folks entusiasme, og man skal ikke mindst finde en politik, der formår at engagere folk.”

PD fik 19 procent af stemmerne, og er det største parti i en koalition med mindre – og mere socialistiske – venstrefløjspartier. Da Italiens valglov er en forvirrende blanding af proportionalvalg og et first-past-the-post-system som i Storbritannien, vælger mange venstrefløjsstøtter dog at stemme på PD for at øge chancerne for, at den samlede venstrefløj vinder et mandat.

Det demokratiske parti og dets koalition har med møje og besvær formået at holde fast i flertallet i de fleste områder omkring Italiens historiske røde bælte i regionerne Toscana og Emilia-Romagna. Men nu lader det til, at venstrefløjen står over for en periode med selvransagelse. Man skal finde en politisk leder, der formår at vække folks entusiasme, og man skal ikke mindst finde en politik, der formår at engagere folk.

Femstjernebevægelsen har efter en populistisk flirt med Lega og den ekstreme højrefløj fundet sig til rette som en del af den venstrefløj, den startede med at komme fra. De indgår ikke i koalitioner med andre partier, men sad for nogen tid siden i regering sammen med PD med Femstjernebevægelsens formand Giuseppe Conte som premierminister.

Femstjernebevægelsen står især stærkt i Syditalien og blandt den fattigste del af Italiens befolkning. Det gør de takket være den borgerløn – i virkeligheden en slags kontanthjælp – partiet har fået indført. Partiet fik et godt valg med over 15 procent af stemmerne og vil fortsætte under Giuseppe Contes ledelse. Under Conte er Femstjernebevægelsen gået fra at være en protestbevægelse til at være et mere normalt politisk parti, og i virkeligheden har de mange sager til fælles med PD. Men nogen alliance mellem de to partier er svær at se.

Resten af venstrefløjen er en blanding af mere eller mindre socialistiske og grønne partier, som ikke har kunnet finde ud af at samarbejde, og derfor er de alle endt langt fra spærregrænsen.

Dystre udsigter for abortrettigheder

Giorgia Meloni er blevet lykønsket af sine politiske allierede rundt om i Europa. Marine Le Pen i Frankrig og Viktor Orban i Ungarn – the usual suspects. Imens har EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen udtalt, at EU har redskaberne klar, hvis Italiens nye regering forbryder sig mod traktaterne. På den måde er fronterne trukket op.

Selv om både Fratelli d’Italia og Lega er mere skeptiske over for EU end de fleste italienske partier, er det svært at forestille sig, at der vil komme et klart italiensk brud med EU. For det første har landet ikke råd til det, og for det andet er både EU og euroen fortsat ret populære i den italienske befolkning.

De italienske kvinder har mere bange anelser. Giorgia Meloni har udtalt, at hun vil kæmpe for alle kvinders ”ret til ikke at abortere”. Mens aborten i Italien på papiret er fri, er modstanden mod den fri abort udbredt. Læger har ret til ikke at udføre aborter, og det er en rettighed, som langt størstedelen af de italienske fødselslæger benytter sig af. Så mens de italienske kvinder har ret til at få en abort, er det svært at finde en læge til at udføre den i det offentlige sundhedsvæsen.

I den italienske region Marche har Fratelli d’Italia siddet på magten siden 2020. Her er retten til abort og fortrydelsespiller blevet yderligere indskrænket siden 2020. Mens Meloni har udtalt, at Fratelli d’Italia ikke vil fjerne retten til abort i Italien, vækker udviklingen i retten til fri abort i Marche en del bekymring.

Og så er der det med fortiden. Giorgia Meloni og partiet Fratelli d’Italia har begge rødder i den nyfascistiske bevægelse i Italien. Men David Broder understreger i The Guardian, at dette valg ikke er et pludseligt jordskred til højre. Siden Silvio Berlusconis regeringstid har skarp retorik mod indvandrere og nedtoning af det fascistiske regimes forbrydelser snarere været hverdagskost fra den italienske højrefløj. På den måde er valget ikke et nybrud, men snarere en fortsat deroute for støvlelandet, der marcherer støt til højre.

Og klimaforandringerne, som har udtørret de italienske floder? De har intet fyldt i valgkampen, og Meloni har i alt nævnt dem nul gange.