Asbestforurening: Uklart myndighedsansvar hindrer arbejdsmiljølovens overholdelse

Selv om asbestsagen i Øster Søgade handler om svindel og dokumentfalsk, så er den også typisk for mange sager om arbejdsmiljø med asbest, epoxy og kemiske stoffer, siger Freddy Ridderhaugen. Han er tidligere faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening med speciale i arbejdsmiljø. Han har desuden i flere årtier været aktiv i Aktionsgruppen Arbejdere-Akademikere, der er et arbejdsmiljøsamarbejde på tværs af fag og faggrænser.

“De ansatte stilles over for et umuligt valg mellem at fortsætte det farlige arbejde, eller at stoppe arbejdet og dermed umuliggøre en sanktion.”

– Problemerne med asbest opdages næsten altid for sent, oftest fordi der ikke er foretaget de lovpligtige undersøgelser på forhånd. Et typisk forløb er så, at arbejdet nedlægges, når asbestforureningen opdages. En eventuel erstatning udgør så typisk tabt arbejdsfortjeneste for de timer arbejdet er standset, indtil andet arbejde er anvist eller arbejdsområdet er renset. Andet sker der ikke. At man er blevet udsat for asbestforurening inden arbejdsstandsningen, fører ikke til myndighedssanktioner, siger han.

Afskaffelse af objektivt arbejdsgiveransvar

Problemet skyldes bl.a. en ændring af arbejdsmiljøloven i 2006, der fjernede det såkaldte ”objektive arbejdsgiveransvar”, mener han:

– Afskaffelsen betyder, at arbejdstilsyn og politi i dag skal kunne dokumentere, at et firmas ledelse ikke har levet op til sit ansvar, for at selskabet kan blive dømt. Hvis der er mistanke om, at en arbejdsgiver har begået et strafferetsligt forhold, har arbejdstilsynet ikke mandat til at undersøge forholdene – det er alene politiets opgave, siger han.

– Og politiet har generelt ringe kendskab til arbejdsmiljøloven. Og det tilkaldes kun ved ulykker med grov og umiddelbar legemsbeskadigelse, pointerer han. – Afskaffelsen af det objektive arbejdsgiveransvar har i flere sager vist en svækket retstilstand for ansatte – især i sager som den fra Østre Søgade, hvor ansatte ved misinformation er blevet forledt til at arbejde i asbestforurenede områder, siger Freddy Ridderhaugen.

– De ansatte kan i den slags sager nedlægge arbejdet og tilkalde arbejdstilsynet. Men hvis arbejdstilsynet ankommer til pladsen, og arbejdet er stoppet – eller arbejdsområdet er blevet afspærret og skiltet – har tilsynet i henhold til loven, ingen mulighed for at gribe ind eller undersøge nærmere, siger han. – De ansatte stilles derfor over for et umuligt valg mellem at fortsætte det farlige arbejde, for at arbejdstilsynet kan gribe ind og give påbud, eller at stoppe arbejdet og dermed umuliggøre en sanktion overfor skadevolder. Og det er jo en absurd situation, siger han.

– Under alle omstændigheder – uanset om arbejdet er standset eller ej – giver loven ikke mulighed for, at arbejdstilsynet kan indsamle dokumentation og foretage nærmere undersøgelser af eventuelle strafbare forhold. Vigtige beviser, indsamlet af en uvildig part, går hermed tabt, forklarer Freddy Ridderhaugen.

Ingen proportional straf

Hvad kan de ansatte gøre – melde sagen til politiet? 

– Det er praksis, at politiet intet foretager sig, med mindre det får overdraget sagen af Arbejdstilsynet – der som myndighed netop ikke må undersøge sagen eller sikre bevismateriale. Der er derfor ikke rigtigt noget sagsgrundlag, siger han.

– Derfor er det blevet reglen, snarere end undtagelsen – især i sager som denne, hvor en arbejdsgiver lader ansatte udsætte for asbeststøv – at en myndighedsreaktion i henhold til arbejdsmiljøloven, ikke medfører straf. Eller som minimum en straf, der matcher handlingens grovhed, siger han.

Hvad skal der til for at sagerne om asbest stopper?

– Fagbevægelsen har indtil videre mest været fokuseret på at kræve erstatninger og bod. Problemet er, at det ikke virker – sagerne bliver ved med at dukke op. Derfor mener jeg, at man fremover skal være meget mere fokuseret på at løfte et stafferetsligt ansvar, siger Freddy Ridderhaugen.

– At blive udsat for asbestforurening svarer til at blive udsat for en voldshandling – også selv om man ikke umiddelbart bliver syg. Men det har i dag ingen konsekvens. Der hersker simpelthen en retsløshed, hvor folks helbred kan blive ødelagt, uden at nogen bliver sat til ansvar, siger han.

Retsforfølgelse og placering af ansvar kan ifølge Freddy Ridderhaugen ske efter straffelovens §252, der handler om, den der for egen vinding udsætter andre for fare.

– Men her er problemet igen, at sagerne vanskeligt kan gennemføres på grund af bevisets stilling eller på grund af manglende (umiddelbar) tilskadekomst, siger han.

– Derfor har slags sager aldrig udløst en straf, der står mål med situationens alvor eller den almindelige retsfølelse. Og aldrig en fængselsstraf – selv ikke i sager med dødelig udgang, siger Freddy Ridderhaugen.

Myndighedspligt at indsamle bevismateriale

Hvad skal der til for at det sker?

– Der skal ved lov være en myndighedspligt at sikre bevismateriale, siger han.

– Og det skal det sikres, at der altid er en politimæssig myndighed med ved tilsynsbesøg i denne slags sager. Både for at undgå tempotab, men også for at sikre relevant afhøring, siger han.

– Det vil styrke retssikkerheden. Og det vil sikre et mere ligeværdigt samarbejde i virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde, hvis alle ved, at arbejdsmiljøloven skal tages alvorligt og at grove brud kan få strafferetslige følger, siger han.