At spille spillet – og tabe

Den markante tilbagegang for Enhedslisten ved folketingsvalget leder til selvransagelse blandt partiets medlemmer. Som altid er dette en anledning til at pudse personlige kæpheste af og give dem en ekstra omgang i manegen. Forklaring på valgnederlaget er Enhedslistens manglende antiracistiske profil, at partiet mangler kant, at det nu elsker EU og Nato – eller tager afstand fra dem. Partiet har underprioriteret jobcentrets ofre eller også har det overprioriteret dem. 

Der findes ikke én forklaring, som kæphest-rytterne også ved. Enhedslistens vælgere er gået til højre og venstre. Mange er ikke gået nogen steder. De er bare blevet siddende.

Ideologiens fravær

Fælles for de forskellige forklaringsmodeller er den problematiske præmis: Hvad skal Enhedslisten gøre for at få flere vælgere? Formuleret på den baggrund kan der kun findes lette svar. Det afslører de kortsigtede ambitioner, som er årsagen til, at der er så mange forklaringer på valgnederlaget.

Den fornyelsesproces, Enhedslisten siden 2011 har gennemløbet, har mange fine aspekter og var en af årsagerne til, at Enhedslisten havde stabiliseret sig som parti et komfortabelt stykke fra spærregrænsen. Som professor Jørgen Goul Andersen udtaler til Information 3. november har Enhedslisten ”været igennem en utrolig transformation til pragmatisk venstrefløjsparti. Man accepterer markedsøkonomien og trækker så meget i grøn og rød retning, som man nu kan.”

Problemet er dog, at strategien slår fejl på sine egne præmisser. At valgkampen ideologisk var blottet for systemkritik, som Information slår fast i sin leder samme dag, er tydeligvis en årsag til tilbagegangen. Eller som Matthias Dressler-Bredsdorff formulerer det i Politiken: Enhedslisten er blevet dødkedelig.

Strategismen

Frem for en langsigtet ideologisk kritik af kapitalismen har Enhedslisten omfavnet det politiske og kommunikative spil, som de andre partier også spiller, hvor det er vigtigt, frem for at fremlægge sine visioner, at præsentere overskuelige udspil på de rette tidspunkter, så de kan gribe pressens interesse.

Tydeligst kom det til udtryk i Rwanda-miseren, hvor partiets folketingsmedlemmer øjensynligt ikke havde tjekket af med hinanden, hvornår og hvordan de røde linjer skulle meldes ud, med enorm forvirring som resultat.

Det er accepten af, at politik handler om at manipulere befolkningen til at vælge dette eller hint parti til, gennem lette paroler og sjove TikTok-videoer, frem for at flytte holdninger ved at overbevise befolkningen om analysernes rigtighed.

De systemoverskridende svars fravær i agitationen er det sidste årti blevet begrundet med, at det ville skubbe vælgere væk fra partiet. Et offer der realpolitisk var for dyrt i kampen om den grønne omstilling og for forsvaret af velfærdsstaten. Nu kan vi se, at denne afvejning har været fejlberegnet, ikke fordi den systemoverskridende position øjeblikkeligt vil lede til vælgerfremgang, men fordi afskrivelsen af den heller ikke gør det.

Det hegemoniske projekt

Politik handler om at flytte holdninger. Denne opgave har Enhedslisten forsømt med sit ærlige valg, hverken at fremlægge sine langsigtede analyser af samfundets udvikling, eller at ville agitere for det samfund partiet ønsker.

Den italienske marxist Antonio Gramsci så tydeligt, hvilken opgave der lå for venstrefløjen, hvis den ønskede at vinde magten ad demokratisk vej. Det var nødvendigt at rykke grundantagelser om samfundet, at skabe en sammenhængende forståelsesramme som befolkningen kunne se sig i. Blev denne forståelsesramme dominerende, kunne der være tale om ideologisk hegemoni.

Med sit fokus på de dagsaktuelle krav, positioneringer i forhandlinger og mediestrategi vælger Enhedslisten aktivt ikke at rykke ved de rammer, som befolkningen tænker inden for.

Når Sikander Siddique udfordrer de vante rammer i valgdebatten og foreslår angreb på den private ejendomsret, får han lov at hænge til tørre. Fra Enhedslisten skal han ikke forvente støtte.

Men hvis vi ikke vedholdende tør argumentere for de langsigtede målsætninger – af frygt for at skubbe vælgere fra os nu og her – kan vi heller ikke i fremtiden trække disse vælgere til os. Vigtigere, vi kan heller ikke forvente at mobilisere befolkningen i de sociale kampe, der ligger til grund for parlamentarisk fremgang.

Vi skal kommunikere, så det kan forstås. Siger vi ikke, hvad vi mener, bliver det umuligt at trække samfundsdebatten i en retning, hvor vores konkrete forslag kan forstås i en større sammenhæng. Samtidig med at den strategiske fokusering således ikke giver den forventede vælgerfremgang, blokerer den også for videre udvikling.

Videre udvikling

Diskussionen om Enhedslistens retning bliver nu genstartet. Begge sider af diskussionen fokuserer på partiets kommunikation. Den ene side agiterer for en intensivering af det kommunikative fokus ad kendte linjer, mere tilstedeværelse på sociale medier, mere personfokuserede kampagner og flere udspil udformet på baggrund af fokusgruppers respons. På den anden side rejses det ukonkrete krav om mere kant og flere radikale udmeldinger, der stemmer overens med forslagsstilleres egne kæpheste.

Min egen kæphest er behovet for at løfte snuden fra, hvad der foregår lige foran os, for at vi i stedet kan orientere os i et lidt længere perspektiv. Med valgresultatet har også denne kæphest fået mulighed for at blive luftet igen.