Avancerede forvrængninger: En krigsbegejstret venstrefløj? Kommentar til “Krigen og Venstrefløjen”

Tilhører jeg virkelig det, som Peter Wahl kalder ”den krigsbegejstrede strømning blandt venstrekræfterne”? Hvor er den strømning overhovedet? Det spørgsmål rejser sig efter læsning af Peter Wahls bog: Krigen og venstrefløjen.

Jeg synes, det er vigtigt og rigtigt, at Ukraine forsvarer sig selv mod den russiske invasion. Og jeg støtter, at der bliver sendt våben til Ukraine, så landet kan gøre det. Jeg kræver, at Rusland stopper bombardementerne, stopper besættelsen og trækker sig ud af Ukraine inden for de internationalt anerkendte grænser.

Men jeg afviser fuldstændig, at jeg er krigsbegejstret. Jeg er tværtimod i sorg over krigen, over de ødelæggelser den medfører af byer og landområder, af klimaet og de mange døde på begge sider.

Jeg er også bekymret og kritisk over for den oprustning og styrkelse af NATO, som Ruslands angreb har medført. Men lige præcis udpegningen af ”en krigsbegejstret venstrefløj” er bogens slutord – og fremhævet på bogens bagside.

Fornuftbaserede, realpolitiske analyser

I samme bagsidetekst kan man læse, at forfatteren argumenterer for fornuftsbaserede, realpolitiske analyser som erstatning for følelsesladet moral og dobbeltmoral.

Han argumenterer ganske rigtigt for den slags analyser – men han præsenterer dem slet ikke. Og han anvender fakta ekstremt selektivt.

Et eksempel: Peter Wahl skriver, at Ukraine 14. april 2014 erklærer ”autonomibestræbelserne” i Donbas for terror – og derefter indleder en militær anti-terroroperation. Det indikerer, at det var Ukraine, der startede krigen i 2014.

Men Wahl glemmer at nævne, at krigen startede to dage før, ved at den russiske efterretningsofficer af reserven Igor Girkhin/Strelkhin 12. april indtog rådhuset i Slavyansk.

Det var altså en russisk nationalist og tjekist der startede krigen.

Han nævner også folkeafstemningen i Ukraine om selvstændighed i 1991 – og oplyser at 90 procent af befolkningen i det vestlige Ukraine stemte for selvstændighed.  – men kun 36 procent i Sevastopol.

Det er forkert. Af flere grunde. For det første fordi det faktisk var i hele Ukraine, inklusiv de østlige regioner, at 90,32 procent af befolkningen stemte for selvstændighed. I Donbas (Lugansk- og Donetsk-regionerne) – som i dag er besat af Rusland, og som Putin hævder er russiske provinser – var der mere end 83 procent, der stemte for selvstændighed.

For det andet, var der faktisk også flertal for selvstændighed på Krim – hvor Sevastopol ligger, nemlig 54,19 procent. Der var faktisk også flertal for selvstændighed i selve Sevastopol – 57,07 procent af de afgivne stemmer. De 36 procent, Peter Wahl vælger at gengive, er en procent, der er beregnet af samtlige stemmeberettigede. På den måde får han det til at se ud, som om der ikke var et flertal.

Der var i 2014 yderligere en folkeafstemning på Krim. Den fandt sted 16. marts og havde som tema, om Krim skulle være en del af Rusland. Det skete mindre end tre uger efter, at Rusland havde overtaget kontrollen med Krim med militære midler.

27. februar havde russiske faldskærmstropper overtaget kontrollen over parlamentet, og parlamentet havde ”at gunpoint” valgt en ny premierminister og udskrevet folkeafstemningen. Folkeafstemningen fandt altså sted efter en nylig russisk invasion og uden reel mulighed for at diskutere demokratisk. Det kan man for eksempel læse i Michael Zygars bog: Krig og Straff Putin – Zelensky och vägen til Rysslands invasion av Ukraina.

Men Peter Wahl forholder sig slet ikke kritisk til det – han skriver blot: ”Folkeafstemningen på Krim gjorde krav på Folkenes Selvbestemmelsesret som folkeretslig retfærdiggørelse. Denne rettighed findes allerede i FN-pagtens artikel 2.”

“Forhandlet fred”, kompromisfred eller russisk kapitulation?

Falsk er også Peter Wahls modstilling mellem det, han kalder ”en forhandlet fred” eller ”en kompromisfred” og så en tilbagetrækning af russiske tropper, som han kalder ”en russisk kapitulation”.

Hvad den forhandlede fred skal gå ud på, beskriver han ikke nærmere, men det indebærer i hvert fald, at Rusland skal have noget af det territorium, som i dag er inden for Ukraines internationale grænser. Det fremgår indirekte, når Peter Wahl skriver, at ”en fuldstændig tilbagetrækning af de russiske tropper” svarer til ”russisk kapitulation.”

Men det er ikke rigtigt. Rusland behøver ikke kapitulere for at trække sig tilbage. En kapitulation er, når et land overgiver sig til sine fjender efter at have tabt en krig. Men det behøver Rusland slet ikke gøre: Det kan bare stoppe krigshandlingerne og trække sig tilbage.

Rusland har i øvrigt flere gange anerkendt Ukraines internationale grænser.

Det skete første gang i forbindelse med Sovjetunionens opløsning. Lidt senere i 1994 afgav Ukraine sine atomvåben – de atomvåben, Ukraine havde stående på sit territorium efter Sovjetunionens opløsning. Atomvåbnene blev sendt til Rusland eller destrueret.

Til gengæld garanterede Rusland, USA og Storbritannien sikkerheden for Ukraine inden for de internationalt anerkendte grænser. Det var et kompromis, der sikrede, at Ukraine kunne afruste, og det blev indgået i Budapest. Det er Rusland, der med sit angreb har krænket fredsaftalen.

Det vil derimod være et nederlag, grænsende til kapitulation, hvis Ukraine skal afgive store landområder til Rusland. Ukraine har derfor et og kun ét krav i sin forsvarskrig: at Rusland trækker sig tilbage bag de internationalt anerkendte grænser.

Rusland har derimod annekteret fire regioner i Ukraine og udnævnt dem til en officiel del af Rusland – og har yderligere planer om angreb. Putin har flere gange sagt, at han egentlig slet ikke mener, Ukraine er et land.

Det er meget vanskeligt at se et kompromis mellem de to krigsmål.

Et forsvar for Putins invasion

Peter Wahl lyder som et ekko af Putins argumenter for, hvorfor den russiske præsident startede krigen.

Først bringer han med et langt citat fra Putins tale 22. februar 2022, hvor Putin retfærdiggør den kommende invasion ved at sige, at han vil forhindre, at USA opstiller atomraketter på ukrainsk jord, der kan nå Moskva på få minutter.

Men Putins argumentation er falsk af mange grunde. For det første kan enhver på et kort se, at der fra Ukraines østgrænse kun er marginalt kortere til Moskva end fra Letlands østgrænse – og Letland var allerede medlem af NATO i 2022. Det vil altså ikke tage længere tid for en mellemdistanceraket at flyve derfra end fra Ukraine.

For det andet var der i 2022 ingen planer om at stille nogen atomraketter op i Ukraine. Wahl skriver ganske vist, at ”de herskende eliter i Ukraine … kappedes om at omdanne deres land til NATOs synkefri hangarskib foran Moskvas hoveddør.”

Men i 2022 var der ingen tegn på, at Ukraine ville blive medlem af NATO. Det havde Ukraine fået lovning på i 2008 – men landet var ikke kommet nærmere medlemskab – bl.a. på grund af Ruslands besættelse af Krim.

Ikke desto mindre udnævner Wahl det som ”det afgørende motiv” for krigen, som han kalder en ”præventiv krig på grund af frygten for, at den strategiske ligevægt tipper.”

Krigens baggrund

Peter Wahl mener, at krigen startede langt før angrebet 24. februar 2022. Han harcelerer over, at venstrekræfterne er uvidende om krigens baggrund og ikke har nogen historisk forståelse.

Han har selvfølgelig ret i, at der er mange venstreorienterede, som ikke vidste meget om Ukraine før Ruslands fuldskala invasion. Men han ser bort fra – eller han ved måske ikke – at der trods alt er masser af venstreorienterede, som har fulgt krigen og skrevet om den og dens historiske rødder. Der er fx masser af artikler på mange sprog på hjemmesiden: European Network for Solidarity with Ukraine. Man kan også finde et stort udvalg af artikler på Solidaritet. Bare skriv ”Ukraine” i søgefeltet.

Men der, hvor Peter Wahl går helt galt i byen, er, når han sætter startpunktet for konflikten til 1992, hvilket han gør på side 67.

Det er forkert, for den russiske undertrykkelse af Ukraine går flere hundrede år tilbage: Taras Shevchenko – en ukrainsk nationalskjald – blev i 1846 sat i fængsel for at skrive poesi på ukrainsk.

I forlængelsen af første verdenskrig var der flere forsøg på at oprette en ukrainsk stat – eller ukrainsk selvstyre. Her vil jeg bare nævne den ukrainske anarkist og bondeleder Nestor Makho, der kæmpede på bolsjevikkernes side mod de hvide hære i den russiske borgerkrig.

Hans bondehær i det sydlige Ukraine var afgørende for at slå de hvides hær. I årene 1917-21 indgik Makhno og hans folk tre gange en alliance med bolsjevikkerne, og tre gange vendte bolsjevikkerne sig mod Makhno, når den værste fare fra de hvide hære var drevet over. Til sidst led Makhno og hans folk nederlag, og Makhno måtte flygte og endte i eksil i Paris.

Forholdet mellem Rusland og Ukraine kunne have set meget anderledes ud, hvis Moskva og Lenin havde tilladt et anarkistisk, ukrainsk selvstyre inden for Sovjetmagten. Men det tillod de ikke. På den måde fortsatte Lenin i praksis den storrussiske politik, som han ellers havde vendt sig så kraftigt imod.

I begyndelsen af trediverne foregik der en omfattende eksport af korn fra Sovjetunionen. Det skete sideløbende med tvangskollektivisering af landbruget. Landområderne i Ukraine, Rusland og andre sovjetrepublikker blev tømt for fødevarer. I Ukraine døde flere millioner af sult.

Zygar nævner i sin bog, at 12 procent af befolkningen omkom. Katastrofen blev hemmeligholdt i Sovjetunionen i mange år, men den er velbeskrevet i videnskabelige værker, bl.a. af Robert Conquest. Victor Kravchhenko leverede en øjenvidneberetning, som man kan læse på dansk med titlen: Jeg valgte friheden. Den udkom i et stort oplag på Fremads forlag i 1947.

Jeg har her kun nævnt få af de lidelser, Ukraine er blevet påført af storrussisk politik. Ukraine var virkelig, som Lenin skrev, en koloni i det russiske imperium. Kæden af brutale overgreb har været med til at cementere ønsket om selvstændighed i Ukraine.

Det er rigtigt, at der samtidigt har været en anden tendens. ”Ukrainere og russere var brødre,” sagde en ældre ukrainsk flygtning til mig forleden.

I sovjettiden var der perioder, hvor ukrainsk sprog og kultur havde gode vilkår. De to sprog er tæt på hinanden, og langt de fleste ukrainere taler russisk. Den åbne grænse var en stor fordel i Sovjetunionen for almindelige mennesker. Der var et håb om, at det selvstændige Ukraine og det selvstændige Rusland kunne opretholde åbne grænser, stor samhandel og et kulturelt fællesskab.

Sådan var det faktisk i de første mange år efter Sovjetunionens opløsning. Men det blev truet af Ruslands chauvinistiske politik. Ukraines anden præsident, Leonid Kutjma, som mange betragtede som russiskvenlig, har sagt: ”Ingen ukrainsk præsident kan undgå at blive nationalist efter at have forhandlet med Rusland.”

Situationen blev forværret, da EU lagde pres på Ukraine med krav om, at en handelsaftale med vest skulle kombineres med handelsbegrænsninger over for Rusland i 2014. Med Ruslands invasion og efterfølgende mange krigsforbrydelser er det tætte forhold blevet ødelagt i meget lang tid fremover.

Afslutningen på krigen

”At satse på en militær sejr for Kyiv har vist sig at være en illusion,” skriver Peter Wahl i bogens start. Det har været et argument fra krigens første dag, at Ukraine aldrig kan vinde. Wahl gentager det blot. Men som man siger på russisk ”Esje ne veter”: Endnu er det ikke aften. Det er ikke afgjort endnu.

Wahl påstår, at Vestens sanktioner hverken har ”påvirket Ruslands evne til at føre krig eller i væsentlig grad forringet landets økonomiske udvikling. Tværtimod er det lykkedes at realisere importsubstitution i nogle brancher og i vid udstrækning omlægge udenrigshandelsforbindelserne til nye partnere, først og fremmest Kina.”

Men det er heller ikke rigtigt: Sanktionerne virker til en vis grad. Salg af gas og olie til vestlige lande er faldet dramatisk. Ja, Rusland har godt nok omlagt salget af olie og gas til Kina og Indien, men resultatet har været faldende indtægter for Ruslands eksport. For både Kina og Indien presser Rusland til at sælge til discountpriser. Der er også meget længere transportruter, og for gassens vedkommende mangler den nødvendige infrastruktur.

Således er Gazprom – verdens største gasselskab – kommet ud med et underskud for 2023. I stedet for at være sponsor for den russiske stat modtager selskabet nu penge. Rusland er derfor godt i gang med at udtømme sine økonomiske reserver og kører med stort underskud på statsbudgettet.

Sanktionerne mod krigsmateriel og avanceret teknik har også sin virkning. Der er en årsag til, at import af våben sker fra lande som Nordkorea og Iran. Noget andet er, at der er alt for mange huller i sanktionerne. Rusland fortsætter med at importere vigtige ting til våben som mikrochips og kuglelejer gennem tredjelande som Kirgistan, Armenien, Tyrkiet osv. Det sker også fra skruppelløse, vestlige firmaer. Men det sker til en højere pris og med mere besvær end før.

En reel analyse af, hvordan sanktionerne faktisk virker, og hvor de ikke virker, er påkrævet – bl.a. for at kunne stoppe hullerne i dem.

Sanktionerne fortsætter med at blive strammet: USA er begyndt at sanktionere banker, som handler med Rusland, og det giver Rusland store problemer med at betale for leverancer.

Dertil kommer (og det kommer Peter Wahl slet ikke ind på), at krigen i sig selv har meget omfattende negative følger for den russiske økonomi.

Den russiske produktion er blevet omlagt til – eller er i gang med at blive omlagt til – krigssituationen, dvs. en prioritering af produktion til hæren og krigen og ikke til civilbefolkningen.

Det betyder mangel på varer og service til befolkningen. Der er stor mangel på arbejdskraft i alle sektorer i Rusland, fordi mange af de arbejdsduelige har forladt landet. Andre er blevet dræbt eller invalideret i krigen, og andre igen er mobiliseret ved fronten. Det har fx medført, at Rusland i vinter blev ramt af sammenbrud i varmesystemerne i boligområder – fordi de gamle sovjetiske systemer kræver vedligeholdelse og reparation.

Krigen er – og her er jeg enig med Wahl – en udmattelseskrig. Ukraine er selvfølgelig meget træt, men det gælder også Rusland. Det er endnu ikke afgjort, hvem der kommer til at vinde.

Geopolitik

Peter Wahl har et langt kapitel om venstrefløjen og geopolitikken. Her skriver han, at venstrekræfterne ”har et distanceret, hvis ikke man skulle sige afvisende, forhold til geopolitikken.” Det ville klæde ham, at han skrev, hvem det er, og komme med konkrete citater fra dem, han polemiserer imod. Men det gør han ikke.

Jeg er for så vidt enig med Peter Wahl i, at geopolitik spiller en stor rolle som en slags imperialistisk ideologi, stormagterne har for at styrke deres indflydelse, dominere lande mm. Det gælder også i Ukrainekrigen. Selvfølgelig har geopolitik stor indflydelse på, hvordan stater handler.

Peter Wahl beskriver USA’s geopolitiske – eller imperialistiske – mål.

Men han undlader fuldstændigt at forholde sig til, at der er en russisk parallel. Aleksandr Dugin er en russisk ”filosof,” som har skrevet en geopolitisk bog: Grundlaget for geopolitikken – Ruslands geopolitiske fremtid.

Her argumenterer han for, at Rusland og det russiske folk skal være kernen i et nyt ”euroasiatisk imperium – som skal strække sig fra Vladivostok til Dublin”. Dugins bog har stor indflydelse i Rusland, også på Putins tænkning. Det kan ses i de taler, Putin holder.

Om Ukraine skriver Dugin: ”Ukraine har som stat ingen geopolitisk mening. Det har ingen særlig kulturel betydning eller universel signifikans, ingen geografisk selvstændighed og ingen eksklusiv etnicitet. Ukraine som uafhængig stat med bestemte territoriale ambitioner, repræsenterer en enorm fare for hele Eurasien.”

Det synspunkt har Putin også fremsat i adskillige af sine taler.

Det er nemt for supermagterne at se verden som et skakbræt – hvor nogle få store lande kæmper om herredømmet og har ”indflydelsessfærer,” og hvor andre lande blot er skakfelter eller bønder i spillet. Men sådan ser det ikke ud fra de lande, hvor det foregår.

Der er naturligvis folk i USA, som ser krigen i Ukraine som en del af den store konflikt med Rusland, og der er mange i Rusland, der er under indflydelse af Aleksandr Dugin. Men sådan ser krigen ikke ud fra Ukraines synspunkt. Her er det en eksistentiel krig for landets overlevelse og ret til at bestemme sin egen skæbne.

Er Rusland imperialistisk?

Peter Wahl sætter på side 103-107 spørgsmålstegn ved, om Rusland er imperialistisk. Han mener nemlig ikke, at venstrekræfterne kan påvise en ”ekspansiv dynamik for den russiske kapital.”

En sådan er ellers nem nok at påvise for Ukraine: Ukraine var et af de centrale økonomiske områder i Sovjetunionen og spillede en stor rolle i både industri og kornproduktion – og netop korneksporten var ekstremt indbringende for Sovjetunionen.

I perioden efter Sovjetunionens opløsning fortsatte en intensiv russisk økonomisk interesse i Ukraine – med russiske gasledninger gennem Ukraine, opkøb af jord på Krim og investeringer og udnyttelse af kulressourcer og industri i Donbas. Det fortsætter nu i de besatte områder, omend selvfølgelig i mindre omfang, fordi krigen står i vejen for økonomisk gevinst.

Wahl refererer til Lenin – men ikke, at Lenin beskrev Rusland som imperialistisk i tiden op til første verdenskrig. Og Rusland dengang ligner på mange måder Rusland i 2024: Rusland var og er et land, der kombinerer en lille moderne sektor med et kæmpestort tilbagestående land. Lenin beskriver også i bogen Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, at Ukraine blandt andre områder var en af Ruslands kolonier.

Kapitlet er et eksempel på Wahls metode – først rejser han et spørgsmål, som han væver han omkring uden egentlig at undersøge det, og til sidst sætter han sin pointe ind. Her: ”Venstreorienterede som overtager Scholz’ imperialismebegreb bliver let fanget i kølvandet på en ven-fjende holdning, hvis mest aktuelle udtryk er inddelingen af verden i demokratier og autokratier.”

Men nej, Peter Wahl: Venstrefløjen kan sagtens selv komme frem til, at Rusland er imperialistisk og agerer imperialistisk i forhold til sine naboer.

Fascisme i Ukraine eller Rusland?

Peter Wahl skriver, at Ukraine ikke er fascistisk, men han tilføjer: ”selvom højreekstremistiske og fascistiske kræfter har mere indflydelse helt ind i høje regeringskontorer end noget andet sted”.

For det første kommer han slet ikke med nogen dokumentation for sin påstand; den fremstår som sladder. Hvem er disse højreekstremistiske og fascistiske kræfter i den ukrainske regering?

For det andet er påstanden åbenlyst forkert: Den italienske premierminister Giorgia Meloni har som bekendt neofascistisk baggrund.

For det tredje er det jo nærliggende at spørge, hvor fascistisk Rusland så er? 

Og det kommer Peter Wahl da ind på: Han afviser, at Rusland er fascistisk og beskriver Ruslands politiske system som ”autoritarisme,” dvs. et autoritært system, der ”i begrænset omfang tillader pluralisme, herunder mere eller mindre retfærdige valg, et systemkonformt civilsamfund og oppositionspartier, i Rusland blandt andet kommunistpartiet.

De råder også i reglen over accept hos et befolkningsflertal. Grund- og menneskerettigheder såvel som retsstaten er delvist, men ikke fuldstændig ude af kraft, medierne er ved politisk farlige emner underlagt statslig kontrol. Åben repression rettes først og fremmest mod kræfter, der påstået eller faktisk stræber efter et systemskifte. Til forskel fra fascismen findes der ikke nogen forpligtende ideologi og ingen tvang til mobilisering på dens grundlag.”

Alt det er imidlertid ikke Peter Wahls beskrivelse af Rusland, men alene hans redegørelse for, hvad den ”politologiske videnskab” definerer.

Peter Wahl foretager ikke selv nogen analyse af, hvordan situationen faktisk er i Rusland. Hvis han havde gjort det, ville han have set, at definitionen af Rusland som et autokrati passer på Rusland før krigens udbrud i 2022.

Men der er sket en voldsom udvikling til det værre siden, og den passer ikke længere.

Lad mig se lidt på Peter Wahls argumenter:

1. Kommunistpartiet (KPRF – det eneste konkrete i Wahls argumentation) er slet ikke et oppositionsparti. Partiet slutter begejstret op om Putins angreb på Ukraine og den fortsatte krigsførelse. De få kommunistiske parlamentarikere og kommunalpolitikere, der er gået imod krigen, er banket på plads, sat i fængsel eller blevet drevet i eksil.

2. Putin har også udviklet en fascistisk ideologi – med hjælp fra ideologer som Aleksandr Dugin. Den foreskriver bl.a. at Ukraine som nation og ukrainsk som sprog er en anormalitet, som skal stoppes. Dugin, Putin m.fl. har udviklet (eller videreudviklet) en russisk, fascistisk ideologi.

3. Der er ikke længere nogen frie medier i Rusland, heller ikke marginelle. TV-mediet Dosjd, som virkede i Rusland frem til krigsudbruddet, er sammen med mange andre krigsmodstandere blevet tvunget til at forlade landet og etablere sig i udlandet. Ekho Moskva, der var kritisk i sin journalistik, er blevet lukket. Alle, der på nogen måde går ind for fred eller omtaler de krigsforbrydelser, Rusland begår i Ukraine, bliver udsat for repression og fængsel. Det gælder fx Boris Kagarlitskij, som er omtalt i Solidaritet. Undertrykkelsen rammer også de tilhængere af krigen (fx Igor Girkhin), som er kritiske overfor, at den bliver ført så sløset.

4. Det russiske præsidentvalg 17. marts 2024 var på ingen måde retfærdigt. De to fredskandidater, der var reel opposition, fik ikke lov til at stille op. Oppositionslederen Aleksei Navalnij var fængslet og blev myrdet i fængslet før valget. Valget blev åbenlyst forfalsket.

En stor del af befolkningen – dens unge mænd – bliver tvangsmæssigt mobiliseret til at deltage i krigen i Ukraine, hvor mange af dem bliver dræbt og andre tvunget til at begå grove krigsforbrydelser.

Der er reelt ingen, som ved, om Putin råder over accept fra et flertal i Ruslands befolkning eller ej. For flertallet får ikke lejlighed til at udtrykke sig, og den folkelige opinion kan i virkeligheden slet ikke dannes på grund af undertrykkelsen.

Alligevel konkluderer Peter Wahl, uden nogen form for undersøgelse af de faktiske forhold, at Rusland er i kategori med Ungarn og Polen som autokratier. Han har åbenbart ikke hørt, at i Polen – Tysklands naboland – har liberale og venstreorienterede vundet valget i oktober 2023 over reaktionære kræfter, og de forsøger nu at tilbagerulle nogle af de reaktionære tiltag, som PIS partiet havde gennemført, bl.a. med at underminere domstolenes uafhængighed.

Til slut en salut

Jeg kan altså ikke anbefale Wahls bog. Som sagt kan jeg på ingen måde genkende hans beskrivelse af os på venstrefløjen, der støtter Ukraines kamp for overlevelse på venstrefløjen, som ”krigsbegejstrede”.  Det er vi ikke.

Men jeg kan kvittere med, at Peter Wahls bog til gengæld fremstår som et forsvar for Putins invasion af Ukraine og som et ekko af den propaganda og de løgne, der kommer i en konstant strøm fra Ruslands magthavere og deres propagandister.

Peter Wahl: Krigen og venstrefløjen – kontroverser om krig, diskussioner om skyld og kompromisser for fred. Forlaget Solidaritet.