Anmeldelse: Barack Obama skriver dragende i sin nye bog. Men husk de kritiske briller.

Jeg har haft svært ved at indrømme det over for mig selv, men mit forhold til Barack Obama er meget kompliceret. Jeg blev født i slutningen af Bill Clintons sidste embedsperiode, og var ikke gammel nok til at huske George. W. Bushs år som præsident. Obama har derfor den fordel, at han var præsident i mine formative år. Fra jeg var ni år gammel til jeg fyldte sytten, var Obama leder af den mest magtfulde nation i verden. Der var mange år, hvor jeg idoliserede manden. I min verden kunne han ikke gøre noget forkert. Det kan til dels forklares med, at jeg kun fulgte halvt med i amerikansk politik. Jeg vidste, at Republikanerne blokerede meget af hans politik, og at det derfor var dem, der satte en stopklods for den forandring, Amerika havde så desperat brug for.

Men jo ældre jeg er blevet, jo mere kritisk er jeg også begyndt at være over for hans tid som præsident. Han lovede at ændre Washington. Gjorde han egentlig det? Og hvor meget af det mente han egentlig? Det er med de kritiske briller på, jeg gik i gang med første halvdel af hans nyudgivne præsidentielle memoirer.

’Håbets præsident’

Der er få billeder i verden, der er så genkendelige som Shepard Faireys billede af Obama i røde, blå og hvide farver – med teksten ’Hope’. Det er blandt andet på baggrund af det billede – og resten af den veltilrettelagte kommunikationsstrategi – at Obama hurtigt blev tildelt titlen ’håbets kandidat’ og senere ’håbets præsident’. Obama har naturligvis også en stor del af ansvaret for det prædikat. Han lovede at ’ændre tilgangen til politik i Washington’ og at stoppe den fløjkrig, der hærgede i amerikansk politik. Det er dog et element, han selv underspiller i bogen.

Obama nævner tidligt i ‘A Promised Land’, at han er bange for at skuffe sine vælgere, og at han er blevet et symbol for mange forskellige amerikanere, på alle de forskellige problemer de stod med. Men han nævner aldrig sin egen rolle i at gøre sig selv til håbets kandidat. Han er dog ikke bange for at spille ind i idéen om, at han skulle være en præsident, der gav folket håb. Han forklarer således, hvordan konen Michelle kun gik med  til hans kandidatur, fordi han forklarede, at han gjorde det for alle de (sorte) børn, ’som nu realistisk kunne se dem selv som en fremtidig præsident’. Selvom tanken i sig selv kan lyde nobel, tegner der sig alligevel et billede af en mand, der – for at bruge et amerikansk udtryk – wants to have his cake and eat it too. Han vil både være håbets præsident – og fritages for det ansvar, det medfører.

Fanget af fortiden

Jeg er ikke nogen fan af George W. Bushs tid i Det Hvide Hus. Men det betyder ikke, at alle de problemer, USA stod over for i Obamas første præsidentperiode fra 2009 – 2013, skyldtes hans forgængers politik. Også på det punkt tegner der sig et billede af en mand, som ikke helt kan beslutte sig for, hvad han egentlig mener om tingene.

“Obama gør dét, han altid har gjort til perfektion, når han fører dig ind i sin roman. Hans brug af sproget er dragende og fanger dig i et limbo, hvor det eneste du kan gøre, er at forsætte med at læse”

Det ene øjeblik vil Obama gerne se fremad, og bevæge sig væk fra den politisk usunde kultur i Washington. Det næste øjeblik har han travlt med at skyde skylden på Bush specifikt, og Republikanerne generelt. De gjorde ikke nok ved boligmarkedet, de blokerede hans politik, og efterlod to uvindelige krige til hans regeringsperiode. Selvom man kan være enig med en del af denne kritik, får det Obama til at fremstå som en mand, der sidder fast i fortiden. Det klæder ham ikke. Jeg er faktisk overbevist om, at han var opsat på at ændre systemet, det kommer bare til at klinge en smule hult, når han samtidig bruger betragtelige mængder spalteplads på at pege fingre ad sine modstandere.

Sprogets magt

Selv om det kan lyde negativt og overvejende kritisk, er bogen ikke desto mindre anbefalelsesværdig. Trods de godt 700 hundrede sider (800 i den danske udgave), føles den ikke unødvendigt lang. Obama gør nemlig dét, han altid har gjort til perfektion, når han fører dig ind i sin fortælling. Hans brug af sproget er dragende og fanger dig i et limbo, hvor det eneste, du kan gøre, er at forsætte med at læse. Og det er måske dét, der gør ham så interessant. Han har altid kunnet udtrykke sig på en måde, der gjorde, at man glemte hvad det egentlig var, han snakkede om.

Barack Obama kunne få millioner af mennesker rundt om på kloden til at gå op i almindelige amerikaneres velbefindende, selvom vi bor flere tusinde kilometer væk. Det gjorde han i sin tid som præsident, og det gør han stadig den dag i dag. Han forener mennesker på tværs af grænser og sociale lag, kun ved hjælp af sit sprog. Af samme grund er det klart mest anbefalelsesværdigt at læse bogen på engelsk. Uden at have læst den danske udgave er det svært at forestille sig, at den har samme gennemslagskraft, som den karismatiske eks-præsidents egne ord og formuleringer. Alt i alt er det en bog, man bør læse, hvis man er bare den mindste smule interesseret i politik. Husk dog at tage de kritiske læsebriller på, inden man lader sig fortrylle.

Barack Obama: A Promised Land. Forlaget Viking 2020. 768 sider, vejl. pris 349 kr.