Beboerne i Fredens Havn har tabt. Selvfølgelig har de det

Som man også har kunnet læse i andre dele af pressen, er der desværre sket det triste, at folkene fra Fredens Havn har tabt deres ankesag i Landsretten. De har besluttet sig for ikke at anke til Højesteret, så sagen må anses for at være udspillet rent lovmæssigt.

Der har været megen snak i medierne om, hvorvidt Fredens Havn måtte eksistere. Der er både blevet spredt usande rygter om de sanitære forhold, og den melodi grandprix-vindende kendis Jørgen Olsen har nærmest gjort det til hans personlige korstog at slippe af med dem. Selvom han åbenbart ikke engang bor, så han kan se stedet? Det var i hvert fald hvad ‘Storken’ fortalte mig, da jeg besøgte ham og de andre beboere i Fredens Havn sidste måned, efter jeg var faldet over et opråb fra ham på de sociale medier, hvor han efterspurgte dialog med både Olsen og politikerne. Fredens Havn og dens beboere forstyrrer åbenbart i så høj grad hans sindsro, at Jørgen Olsen nu i årevis har dedikeret sig til at slippe af med dem

“Storken og de andre skæve eksistenser er lidt ligesom planter, der trænger gennem asfalten. De har forgæves forsøgt at finde plads i en by, der i højere og højere grad er svær at få lov at bo i.”

I skærende kontrast hertil bemærkede jeg selv på mit visit, at deres naboer hos den verdensberømte restaurant Noma ikke blot lader til at synes, det er fint, at de er der – de har sågar også været forbi med burgere til dem en gang. Som Storken storgrinende bemærkede til mig, da han fortalte mig om det, havde han godt nok haft lidt svært ved at tygge burgerne med sine ødelagte tænder, men han satte da pris på det alligevel!

Der er noget tankevækkende ved, at nogle af de fineste og smarteste – vi har her til lands – sagtens kan rumme det helle, som folkene i Fredens Havn har fået skabt for sig selv. Derimod lader det ikke til at have taget mange minutter fra, at den folkekære Olsen-bror hev politikerne i ærmet, til de satte stor energi ind på at få lukket ned for det ukurante projekt, som ligger i Christianias nærhed.

Socialt sammenhold, stolthed og bæredygtighed

I det hele taget synes jeg det er beskæmmende at se, i hvor høj grad de, der har ansvaret for vores samfund, kun har harceleret imod og talt nedsættende om Fredens Havn og dens beboere. Hvorfor er der ikke nogen, der i stedet spørger: Hvad kan vi lære af dem?

Storken og de andre skæve eksistenser er lidt ligesom planter, der trænger gennem asfalten. De har forgæves forsøgt at finde plads i en by, der i højere og højere grad er svær at få lov at bo i. Ja, selv helt “almindelige” mennesker med korte uddannelser og fuldtidsjob kan have endog meget svært ved at få foden inden for på den nærmest infamøse københavnske boligstige. De udsatte? De har da ikke en chance. Men som mælkebøtten, der ikke finder sig i vejens belægning, har de her alligevel formået at bryde igennem kommunens kassetænkning – og har skabt sig et helle. De havde sågar næsten fundet et juridisk smuthul, i form af den allemandsret, der gælder på kyststrækninger som denne. Men det viste sig jo så desværre, at det ifølge retten ikke gik alligevel. Tværtimod, skal de her mennesker – der imod alle odds har skabt et hjem for dem selv – straffes med bøde og smides væk.

Læs også: Kampen mod den sjæleløse IKEA-by

Hvad kan vi så lære af Fredens Havn?

Som det mest oplagte er vi blevet mindet om uretfærdigheden på boligmarkedet. Men der er andet og mere at lære. For det første var noget af dét, jeg bemærkede på mit besøg i den skæve oase, at sammenholdet blandt beboerne er helt unikt. I et til tider hårdt miljø kan det ofte være svært for myndigheder at trænge igennem, men jeg hørte flere historier om, hvordan de sørgede for hinanden på forskellig vis, ved for eksempel at få presset en ellers meget usamarbejdsvillig type til at tage til lægen, når det var tiltrængt. Noget andet jeg bemærkede, var den helt særlige stolthed som emmede ud af folk – det kom af at have skabt et sted for dem selv. Så kan man diskutere, hvad man synes om det sted nok så meget, og tale om hvad man selv havde gjort anderledes. Lige meget hvad ens holdning er, oplevede jeg, at denne lille flok havde formået at få rigget en mindre, flydende by sammen, som de både holder af, føler forpligtelser over for og føler stolthed over at være en del af. Det kan måske lyde banalt, hvis man selv har levet et privilegeret liv, hvor der er nok at føle sig stolt over. Men hvis man som Storken er vokset op på gaden – og som adskillige i Fredens Havn kæmper med misbrug og andre problemer – så kan det godt være svært at finde noget, som man føler både ejerskab og stolthed over. Det tror jeg virkelig ikke, at man skal undervurdere.

Endelig er det værd at fremhæve de mange bæredygtige initiativer, de havde igangsat i Fredens Havn. Lige fra komposttoilet til en rimeligt avanceret køkkenhave. Igen noget jeg tydeligt kunne mærke vakte stolthed, når der blev fortalt om dem. Hvis man spørger Projekt Udenfor, som er nogle af eksperterne på området, stiller de sig også tvivlsomme over for den måde, man har trukket tæppet væk under en gruppe hjemløse, som ellers havde fundet sig en løsning i Fredens Havn. I stedet for at bakke op om dem og se muligheder i dét, de har bygget op. Man kan spørge sig selv, hvorfor de her mennesker – som jo må anses for at være eksperter i at leve de liv, som de nu gør – ikke bliver hørt og mødt med nysgerrighed af de kommunale og nationale politikere. Det er vel stadig deres job at repræsentere os alle?

Der er forskel på folk

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke: Gad vide hvad reaktionen på Fredens Havn havde været, hvis den var blevet startet af nogle “pæne unge mennesker” med den rigtige uddannelsesbaggrund, der formåede at brande sig på deres bæredygtige initiativer, og måske havde en lidt mere konventionel æstetik? Måske havde de ligefrem modtaget fondsmidler og puljestøtte til at bygge Fredens Havn?

Beboerne i Fredens Havn har forsøgt at vinde sagen ved at fokusere på allemandsretten til at ligge til anker på kyststrækninger som denne. Men når man taler om allemandsretten, kommer jeg hurtigt selv til at tænke på retten til at færdes på alle kyster i Danmark. Jeg bor selv i Nordvest-kvarteret i København, og når jeg trænger til at se havet, cykler jeg gerne ud til Hellerup strand. Men i modstrid med ovenstående lov, kan man desværre ikke gå særligt langt på dén strand, før man bliver stoppet af en bred mur ved den første store villa. Der bor åbenbart nogen, som ikke bryder sig om at overholde loven. Men sjovt nok synes jeg ikke at have oplevet, nogen folkekære kendis’er bruge deres magtposition til at klage over det? Jeg synes heller ikke, jeg har hørt politikere harcelerere over det? Der er i sandhed forskel på folk.

Måske vi som samfund kunne trænge til at stoppe lidt op og overveje, hvem der fortjener mest fleksibilitet, overbærenhed og støtte? Er det dem på bunden, eller på toppen af samfundet? Hvordan kan det være, at nogle af dem, som er allerlængst nede i samfundets sociale hierarki, skal straffes med bøder – når de nu rent faktisk har forsøgt at klare sig selv – mens typer, der har råd til en kæmpe-villa ned til stranden, i et af landets mest mondæne områder, bare får lov til at gøre, som de lyster?

Det virker sært på mig.