Beskyldningerne om antisemitisme er et politisk attentat på Jeremy Corbyn

Den tidligere Labour-leder, Jeremy Corbyn er blevet suspenderet med anklager om antisemitisme. Endnu en gang er der tale om en usmageligt politisk vendetta fra partiets højrefløj, som kynisk bruger ethvert påskud til at skaffe sine modstandere i Labours venstrefløj af vejen.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Det britiske Labour-parti er igen blevet kastet ud i et politisk stormvejr om antisemitisme. Denne gang har partiets ledelse valgt at suspendere dets tidligere leder, Jeremy Corbyn, og vil nu igangsætte en undersøgelse af ham.

Hvori består Corbyns forbrydelse så? Har han sået tvivl om Holocaust? Har han anklaget jøder for at kontrollere verdens banker, eller omtalt dem som undermennesker? Nej, hans forseelse er såmænd bare, at han har tilladt sig at tvivle på konklusionerne i en rapport om antisemitisme i partiet, som er udarbejdet af ’Equality and Human Rights Commission’. Rapporten er bestilt af Labours nye leder, Keir Starmer, og Corbyn har reageret ved at kalde den “drastisk overvurderet”. For Labour er dén udmelding åbenbart en større forbrydelse, end at trække landet ind i en angrebskrig på baggrund af løgne. Tony Blair er i hvert fald ikke blevet suspenderet endnu.

Corbyns eksklusion er kulminationen på en årelang kampagne, hvor beskyldninger om jødehad blandt partiets medlemmer er blevet brugt til at stække partiets venstrefløj. For selv om Corbyn har forsvaret det jødiske samfunds rettigheder i snart et halvt århundrede, er han systematisk blevet undergravet af intern modstand fra højrefløjen i Labour, lige siden han tiltrådte som partiets leder i 2015. Særligt Iain McNicol, partiets tidligere generalsekretær fra 2011-2018,  har konsekvent forsøgt at kæde Corbyn sammen med antisemitisme. McNicol var så indædt modstander af Corbyns fløj, at han ifølge en lækket rapport målrettet saboterede partiets valgkamp i 2017 – og tillod ifølge Momentum-stifter Jon Lansman, at klager om netop antisemitisme hobede sig op, udelukkende for at skade Corbyns renommé.

I juni måned blev også et andet medlem af partiets venstrefløj, Rebecca Long-Bailey afskediget fra posten som ‘shadow secretary’ på undervisnings-området – altså den person, som skulle overtage undervisningsposten i tilfælde af, at en Labour-regering kom til magten.

Long-Bailey’s ‘forbrydelse’ var, at hun havde liket et interview i avisen The Independent med skuespilleren Maxine Peake. I det lange interview fortæller Peake om sin egen aktivisme, og nævner – i forbindelse med Black Lives Matter-protesterne – en påstand om, at israelske specialstyrker har trænet det amerikanske politi i netop den knæ-på-halsen teknik, som slog George Floyd ihjel. Med tanke på den israelske stats brutale adfærd over for palæstinenserne virker den påstand ikke specielt opsigtsvækkende, selv om det altså ikke kan bevises. Men den bemærkning i Peake-interviewet var det ene halmstrå, Starmer skulle bruge for at slippe af med sin politiske rival, der havde formastet sig til at ‘like’ artiklen.

“At Keir Starmer misbruger det reelle problem med antisemitisme til at fremme sin egen politiske dagsorden er ikke bare kynisk. Når beskyldningerne ovenikøbet rettes mod en mand, der hele sit liv har kæmpet for jødiske minoriteters rettigheder, er det decideret usmageligt.”

Keir Starmer, generalsekretær David Evans og resten af partiets nuværende ledelse er udmærket klar over, at hverken Long-Bailey eller Corbyn fortjener at blive kædet sammen med antisemitisme, og at særligt sidstnævnte gennem et langt, politisk liv har stået for det direkte modsatte. Den dramatiske udvikling i det engelske Labour-parti truer nu med at splitte partiet ad. Konflikten åbner et gammelt sår i partiet, og Corbyn, McDonnell og resten af partiets venstrefløj må nu igen stille sig spørgsmålet, om man kan være i parti med folk, man ikke blot er markant politisk uenige med – men som også undergraver en ved enhver lejlighed.

Sagen er af principiel karakter for alle venstreorienterede, der vil holde fast i retten til, at kritisere Benyamin Netanyahus højreekstreme regering for dens apartheid-lignende politik mod palæstinensere i de besatte områder. Også fra et dansk venstrefløjsperspektiv er det nødvendigt, at vi afviser de urimelige beskyldninger mod Corbyn & co. Her hjemme har vi set, hvordan Keir Starmers politiske åndsfælle, Mette Frederiksen også har forsøgt at sammenkæde antisemitisme med venstrefløjen.  Beskyldningen er den samme: Kritik af den israelske stat må nødvendigvis hænge sammen med et generelt jødehad. Den kobling må vi afvise, hver gang den viser sig.

Der er ingen tvivl om, at antisemitisme stadig er et alvorligt problem i verden. De seneste år har vi set blodige angreb på jøder i både amerikanske synagoger og det jødiske samfund i Tyskland, og konspirationsteorierne om den globale jødiske sammensværgelse lever i bedste velgående. De reaktionære kræfter – hvad enten det drejer sig om danske nazister, østrigske islamister eller Ungarns højrenationalistiske regering – gør stadig jøder til syndebuk for verdens problemer. At Keir Starmer misbruger det reelle problem til at fremme sin egen politiske dagsorden er ikke bare kynisk. Når beskyldningerne ovenikøbet rettes mod en mand, der hele sit liv har kæmpet for jødiske minoriteters rettigheder, er det decideret usmageligt.