Bliver Grønland det nye Cypern?

Den højspændte situation, der tidligere på året opstod efter USA’s trusler om med militær magtanvendelse at overtage Grønland, foranledigede den danske regering til at samle symbolske styrker fra europæiske NATO-lande til en ’øvelse’ i Grønland. Danmark selv sendte militære styrker til landet udrustet med skarp ammunition, blodposer og sprængstof til at ødelægge landingsbaner i tilfælde af en amerikansk invasion.

Begivenheden førte efter udenrigsministrene Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldts besøg i Det Hvide Hus 14. januar i år til nedsættelsen af en arbejdsgruppe på højt niveau bestående af danske, grønlandske og amerikanske embedsmænd. Denne arbejdsgruppes formål er tofold:

Dels at fjerne skænderierne mellem Danmark-Grønland og USA fra offentligheden og dermed give Trump en mulighed for at komme bort fra de trusler, han havde fremsat, uden at tabe ansigt. Dels at give USA mulighed for at fremsætte de ønsker, man måtte have vedrørende brugen af Grønland med henblik på at styrke det nordamerikanske kontinents sikkerhed.

Arbejdsgrupper og geopolitik

At henlægge forhandlingerne til arbejdsgruppen gjorde det også lettere for den danske regering at fortsætte den balancegang, man i lighed med andre europæiske NATO-lande forsøger at opretholde i forhold til USA. Nemlig at skaffe sig tid til den nødvendige omstilling til et Europa, der stoler på egne kræfter, mens man forsøger at fastholde USA’s interesse for Europas forsvar og støtten til Ukraines forsvarskrig.

Samtidig har arbejdsgruppen den fordel, at man kan manøvrere, uden at den offentlighed – der i hurtigt tempo har omstillet sig fra stor USA-venlighed til endnu større skepsis eller ligefrem afstandtagen – utidigt kan blande sig.

Den danske holdning har hele tiden været, at den eksisterende forsvarsaftale fra 1951, som formaliserede de faktiske forhold, der siden 1941 havde eksisteret mellem Danmark og USA i Grønland. Nemlig at USA militært fik frie hænder, mod at USA anerkendte dansk civil overhøjhed over Grønland – på dansk at Danmark er i Grønland på USA’s nåde. Grønland blev en del af denne aftale med dens udvidelse i 2004 i Igaliku-aftalen.

At Grønland geografisk er en del af Nordamerika, hersker der ingen tvivl om, og at landet derfor også udgør en del af en nordamerikansk sikkerhedsarkitektur, er der heller ikke tvivl om. Og både den danske og den grønlandske regering har flere gange slået fast, at man hellere end gerne ser USA udvide sine militære aktiviteter i landet – så længe det sker indenfor rammerne af den eksisterende forsvarsaftale, der blot stipulerer, at de to regeringer skal ’konsulteres’.

En bestemmelse der for Grønland og Danmark må give anledning til overvejelser, om det i en tid, hvor det er America First, der er ledetråden i USA’s politik, kan give anledning til foranstaltninger fra USA’s side, der ikke tjener dansk-grønlandske interesser – eller værre endnu er i direkte modstrid med disse.

Den fornyede amerikanske interesse for Grønland skal ses i lyset af klimaforandringerne og den skærpede geopolitiske konkurrence mellem USA og Kina om verdensherredømmet. Ifølge chefen for USA’s Northern Command, general Guillot, skal Grønland give plads til radarstationer, der indgår som led i en kæde, der også spænder over Alaska og Canada. Som det er nu, udgør Grønland radarmæssigt et sort hul, eftersom den gamle DEW-radarkædes (Distant Early Warning) grønlandske stationer for længst er deaktiveret.

Desuden ønsker man en dybvandshavn og et støttepunkt for amerikanske Special Operations-styrker. Det er senere kommet frem, at Trump også ønsker Grønland som del af sit fremtids-megaprojekt, Golden Dome, der efter sit israelske forbillede, Iron Dome, skal udstrække en forsvarskuppel over Nordamerika mod angreb fra luften.

Nu er det jo en dansk eller nordisk politisk nationalsport at begrave en sag ved at sende den i en eller anden form for kommission, udvalg eller arbejdsgruppe eller som Svend Brinkmann skrev på LinkedIn:

Det kan godt være, at USA er hele verdens supermagt, der vil overtage Grønland med den stærkeste hær, de kraftigste bomber og den største bølle som præsident. Men nu er de oppe imod det farligste våben fra rigsfællesskabets værktøjskasse: Arbejdsgruppen. Enhver, der som offentligt ansat har siddet i en arbejdsgruppe, ved, at man her kan arbejde procesorienteret med samskabelse af innovative handleplaner, så man faciliterer implementering af holistiske løsningsmodeller med masser af synergieffekter og dermed sikrer, at absolut intet sker. Tak til Løkke og Motzfeldt for at trække vores bureaukratiske supervåben! Vi hører, hvad du siger, Donald Trump. Og du har ikke en chance.

USA’s krav er stadig en trussel

Men i et asymmetrisk magtforhold som det mellem musen og elefanten er det ikke sikkert, at det er musens hensigter, der nyder fremme eller bestemmer spillets udfald. I hvert fald skriver Jeffrey Gettleman, Maya Tekeli, Anton Troianovski og Eric Schmitt i New York Times 18. april, at man gennem interviews med embedsmænd i Washington, København og Nuuk erfarer, at:

– USA prøver at ændre forsvarsaftalen i retning af en evighedsparagraf, der sikrer at amerikanske styrker forbliver i Grønland efter en eventuel selvstændighed.

– USA har presset forhandlingerne ud over militære emner og ønsker de facto vetoret over større investeringer i Grønland for at holde Rusland og Kina ude.

– USA ønsker samarbejde med Grønland om udnyttelse af naturressourcerne.

– Det amerikanske forsvarsministerium er i fuld gang med at udvide sine militære tiltag i Grønland.

Står New York Times’ oplysninger til troende, udgør USA’s krav en direkte trussel mod grønlandsk og dansk suverænitet. At dette er sagens egentlige kerne, understreges af, at New York Times allerede 21. januar kunne meddele, at embedsmænd på møder mellem de øverste officerer i NATO ”diskuterede muligheden for et territorielt kompromis”.

Mødedeltagere beskrev dette kompromis som modelleret efter Storbritanniens suveræne baser på Cypern. NATOs generalsekretær, Mark Rutte – der over for Trump fremtræder som evigt smilende og tilpasningsdygtig – arbejdede efter Davos-mødet i januar på at få et en sådan ramme op at stå.

Det grønlandske venstrefløjsparti IA’s daværende folketingsmedlem Aaja Chemnitz reagerede prompte med en lodret afvisning af, at NATO skulle have noget som helst mandat til at forhandle noget som helst uden om Grønland: ”Intet om os uden os!”

Rutte afviste som forventet, at han skulle have foreslået kompromisser vedrørende suveræniteten på sine møder med Trump, mens den danske regerings holdning var mere forsigtig, idet man sagde, at man kunne forhandle om alt, men ikke suveræniteten.

Hvad er de britiske baser på Cypern?

Men hvorfor dukker Cypern-modellen for baser op i grønlandsk sammenhæng?

Først lidt historie: Prisen for cypriotisk selvstændighed i 1960 fra britisk overhøjhed var oprettelsen af to såkaldt suveræne baseområder (SBA), Akrotiri på øens sydside og Dhekelia længere mod øst, der dækker cirka 3 procent af statens samlede territorium. Den traktat, der giver Cypern selvstændighed, indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at republikkens territorie udgøres af øen Cypern med undtagelse af nærmere bestemte områder, der forbliver under Storbritanniens suverænitet. Det er således et spørgsmål, om afkoloniseringen for Cyperns vedkommende reelt er afsluttet.

De britiske baser har deres helt egen forvaltning, lovgivning og retssystem, der er underlagt det britiske forsvarsministerium i London. Det betyder blandt andet, at EU’s forordninger og regelsæt ikke gælder inden for SBA’erne. Den britiske suverænitet er dog ikke fuldkommen, idet der står i traktaten, at områderne kun må bruges til militære formål, og at der fx ikke må oprettes toldbarrierer mellem områderne og resten af Cypern. Desuden er ingen cyprioter blevet forflyttet fra områderne, som mest bebos af cypriotiske civile.

De militære aktiviteter i og fra områderne er omgærdet af hemmeligholdelse, men medierne har flere gange berettet om, at både britiske og NATO-allierede opererer eller har opereret i Gaza, Syrien, Yemen og Iraq fra baserne. USA opfatter de britiske baser som meget vigtige.

De cypriotiske myndigheder har gentagne gange lagt afstand til disse aktiviteter, men også sagt, at de britiske myndigheder ingen pligt har til at informere Cypern om aktiviteterne på baserne. Der eksisterer i hvert fald på øens græske del en udbredt modstand mod baserne, der opfattes som et kolonialistisk levn.

Baseaktiviteterne omfatter blandt andet transitflyvninger for amerikanske styrker, og omfattende aflytningsaktiviteter fordelt på flere store lyttestationer, der drives af Royal Air Force og GCHQ, den britiske pendant til USA’s NSA.

Den cypriotiske regering ønsker, at baserne nedlægges og har fundet støtte i en generalforsamlingsresolution i FN, der forpligter Storbritannien til at ophøre med at forvalte Chagos-øgruppen i Det indiske Ocean, som huser en af USA’s største baser, Diego Garcia – noget der fået Trump til at se rødt. Resolution hviler på en vejledende meningstilkendegivelse fra Den Internationale Domstol fra 2019, Chagos Archipelago Advisory Opinion.

Overtræder suveræne amerikanske baser i Grønland international lov?

Dette spørgsmål rejses under samme titel på den tyske blog ”Verfassungsblog on matters constitutional”.

Forfatterne til bloggen trækker på to argumentationslinjer: Den ene baseret på ovennævnte meningstilkendegivelse og den anden på indfødte folks rettigheder. Det er forfatternes mening, at det at ”udskære suveræne enklaver af andre landes territorium overtræder FN’s charter, retten til selvbestemmelse og indfødte folks rettigheder; det vil underminere Danmarks og Grønlands evne til at opfylde forpligtelser i forhold til miljø og menneskerettigheder og afvige fra eksisterende praksis for militære baser.”

I artiklen ”The Davos Trap on Greenland” skriver Marc Weller – der er professor i international ret på Cambridge-universitet og direktør for international ret i Chatham House – at det kan vise sig at være en stor fejl at bruge Storbritanniens SAB’er på Cypern som præcedens for amerikanske baser i Grønland.

Først og fremmest er det Folketinget og ikke regeringen, der har retten til at ændre i dansk territoriums status. Dernæst kan selv Folketinget ikke ændre i et beboet områdes status uden den lokale befolknings tilslutning. Men endnu vigtigere er det ifølge Weller, at retten til selvbestemmelse står over disse andre retskrav.

Weller bygger dette på, at Danmark i 1954 meddelte FN, at Grønland var blevet en ligestillet del af det danske rige. FN slog i resolution 849 fast, at det grønlandske folk frit havde udøvet sin ret til selvbestemmelse. Mange i Grønland mener derimod, at det grønlandske folk ikke blev tilstrækkeligt hørt og derfor ikke frit havde udøvet retten til selvbestemmelse.

Det er vigtigt, fordi man i folkeretten kun kan udøve sin ret til selvbestemmelse én gang. Men i 2009 trådte loven om selvstyre efter en folkeafstemning i Grønland i kraft, og denne lov giver Grønland ret til uafhængighed, hvis grønlænderne ønsker det – men loven giver ikke ret til umiddelbart at slutte sig sammen med en anden stat.

Fuld amerikansk suverænitet over grønlandske baser ville stride mod det almene princip om, at en stat i almindelighed beholder suveræniteten over det område, hvor en base er oprettet, men at den undlader at udøve sin egen jurisdiktion over denne og tillader den fremmede stat at anvende sin egen.

Trumps argument for fuld amerikansk suverænitet er, at ingen stat vil gå i krig for noget, man ikke ejer. Men Weller mener, at det at udskære en del af Grønland og overdrage det til en anden stat – før det grønlandske folk har benyttet sin ret til selvbestemmelse ved en folkeafstemning om uafhængighed – kan give ophav til juridiske problemer, som situationen på Cypern er en advarsel om. Kolonialismens spøgelse går endnu engang igen. 

Det andet problem, Weller beskriver, er kontroversen om Chagos-øgruppen, som Storbritannien tog fra Mauritius, inden øen i 1968 fil selvstændighed. Dette, mente Den internationale Domstol i 2019, overtrådte Mauritius’ ret til selvbestemmelse, selvom Mauritius’ delegation inden selvstændigheden havde givet sit samtykke til, at Chagos blev taget fra Mauritius. Storbritannien har nu besluttet at følge domstolens vejledende afgørelse, selvom man ’bare’ byttede britisk suverænitet over Chagos med en lejeaftale om basen med lang løbetid, så USA kunne beholde sin Diego Garcia-base i mindst 99 år.

Grønland kunne efter en eventuel uafhængighed hævde samme argumenter som Mauritius under henvisning til, at landet var en koloni, da en baseaftale blev indgået, og at det derfor som Mauritius havde ret til at genvinde territorium, som Danmark havde givet bort før uafhængigheden. Modargumentet ville fra USA’s og Danmarks side kunne være, at Grønland allerede i 1954 skulle have udøvet sin engangsret til selvbestemmelse.

De folkeretlige problemer omkring USA’s ønsker om suveræne baseområder leder naturligvis også tanken hen på, om USA i virkeligheden blot fortsætter ad den vej, regeringen med Mette Frederiksen i spidsen allerede banede med underskrivelsen og den senere vedtagelse af aftalen om baseområder i Danmark. For af denne aftale fremgår det, at jurisdiktionen på de dele af danske militære områder, der overlades amerikanerne, ikke er dansk – uden der dog er tale om suveræne områder i cypriotisk forstand.

Hvilken strategi, Danmark?

I hvilken sammenhæng skal man så som Danmark – altså Danmark som stat – se den amerikanske politik som den nu udfolder sig eksemplificeret ved Grønland og ikke mindst: Hvordan skal man forholde sig til den?

Skuffelsen og angsten over for ændringerne i USA’s politik er i de europæiske NATO-landes ledende lag og klasser enorm. Man troede den hellige grav var velforvaret, selvom skyerne allerede under de foregående præsidenter begyndte at trække sammen.

Man håbede, at det nok gik over, det med Trump, og fordi man lukkede øjnene og vendte det døve øre til, gik det først for sent op for disse ledende lag og klasser, at verden var på vej et andet sted hen:

Den såkaldte regelbaserede verdensorden under USA’s ledelse, med regler, vi – den vestlige kapitalisme under USA’s ledelse – havde fastsat til egen fordel og anvendt og ændret efter egne behov, var ved at blive afløst af den åbenlyse magtpolitik, der hele tiden havde ligget som undertone under reglerne, men hvis konsekvenser vi sjældent havde mærket.

For det meget Atlant-orienterede Danmark og det danske socialdemokrati var det en meget brat opvågnen, som ikke endnu er overstået. Den efterlod i første omgang regeringen rådvild, hvilket førte til, at man tyede til den ene af de tre strategier til at håndtere USA, professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen beskriver i sin nye bog ”Illusionernes fald – hvordan vi overlever den nye verdensorden” (Gads Forlag 2026).

Denne strategi – som han beskriver som ’overtalelsesstrategien’ – hviler på rationalitet og fornuft og erkendelsen af USA’s magt: Det lille land tager en fornuftig snak med supermagten og kan med gode argumenter og en vilje til at forstå det store lands synspunkter finde en løsning, der giver USA det, det vil have uden at ødelægge kongeriget. Problemet er, at Washington ikke spiller efter danske regler.

Men det amerikanske pres mod Danmark og de andre europæiske NATO-lande gav bagslag – de satte sig på hælene i Grønlandsspørgsmålet. Presset drev Danmark over i den anden af Vedby Rasmussens strategier: opposition. Man satte hårdt mod hårdt, fik samlet sine allierede og sendt deres og egne soldater på ’øvelse’ i Grønland – en ’øvelse’ hvis formål var at vise USA, at der ville være omkostninger forbundet med at forsøge at invadere Grønland.

Den tredje vedbyske strategi er den, han kalder ’omfavnelsen.’ Omfavnelsen består i, at de europæiske ledere godtager Trumps magtpolitiske synspunkt, at vi med Giuliano da Empolis ord lever i rovdyrenes tid og bygger en forsigtig alliance mellem USA og et Europa, der ser ud til at dreje mod højre, som det ser ud i Tyskland, Frankrig og nu også Storbritannien. Vedby mener, at samarbejdet vil være fra sag til sag og baseret på fælles interesser og ikke fælles værdier.

Det er i det lys, man skal se aftalen med USA om adgang til baser i Danmark, for denne aftale er nemlig ikke en aftale i NATO-regi, men bilateral mellem USA og Danmark og kan derfor i princippet overleve NATOs hele eller delvise opløsning. Men som Vedby også skriver, er det et spørgsmål, hvor langt dette samarbejde holder: ”For hvis man ikke kan samarbejde med USA om Arktis, kan man så stole på landet, når det kommer til Østersøens sikkerhedspolitik?”

Gør rigsfællesskabet til et egentligt fællesskab

Manøvrerummet for Grønland og Danmark i basesagen er ikke stort. Man er nødt til at støtte sig til allierede, der på den ene side er trængt af Trumps USA og på den anden side af den voksende bølge af højrepopulisme, som også støttes af et USA, der ønsker at splitte og svække Europa og omdanne det i MAGAs billede med henblik på geopolitisk underkastelse.

NATOs fremtid er således usikker, og det er et åbent spørgsmål, om Danmark en gang til kan mobilisere europæiske NATO-lande, hvis USA skruer bissen på i basespørgsmålet. Det er i hvert fald tydeligt, at Trump-regeringen ikke agter at give op, og det er i det lys, at man skal se de nylige uanmeldte og uindbudte besøg i Nuuk af den amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery, og Trumps særlige Grønlands-udsending, Jeff Landry i forbindelse med erhvervskonferencen ”Future Greenland”.

Formålet er naturligvis at så splittelse mellem Danmark og Grønland og forhandle direkte med Nuuk uden om København. Heldigvis holdt den grønlandske regering hovedet koldt, behandlede de besøgende med høflig kølighed og slog fast, at man opfattede den amerikanske holdning som uændret.

Men der er noget, en ny dansk regering både kan og skal: Få sat gang i arbejdet med at omdanne rigsfællesskabet til et virkeligt fællesskab mellem ligestillede lande. Dette arbejde skulle for længst være påbegyndt – for uden en hurtig og tilfredsstillende løsning risikerer man, at den del af uafhængighedsbevægelsen i Grønland, der støttes af USA, får endnu mere selvforskyldt vind i sejlene.

Falder rigsfællesskabet fra hinanden, reduceres Kongeriget Danmark til sin naturlige størrelse 300×300 km² og udviklingen henimod småstat – der startede med opløsningen af Danmark-Norge i 1814 – vil dermed have fundet sin afslutning. Og Grønland vil med stor sandsynlighed under den ene eller den anden statsretlige form blive opslugt af USA. Og det vil være synd for os alle sammen, også isbjørnene.