Boganmeldelse: Skattens skarpe klo

Der er ingen tvivl om budskabet i Per Bregengaards nye bog, Skattens skarpe klo: Skat er en schweizerkniv, der skal bruges til at modvirke spekulation og kriser, fremme økonomisk demokratisering, større økonomisk lighed, øget velfærd og grøn omstilling.

Af Henrik Herløv Lund

Bogen tager sin titel fra en verselinje i ”Internationale”: ”Vi flås af skattens skarpe klo”. Dengang handlede det om, at arbejderne via skatten blev tvunget til at bidrage til opretholdelsen af en undertrykkende, kapitalistisk statsmagt – og at kampen derfor stod mod skatterne. Men bogen fastslår korrekt, at arbejderbevægelsen i dag via demokratiet har vundet stor indflydelse på statsmagten og velfærdsstatens bastioner. Nu er det opgaven for arbejderbevægelsen at bruge skatten til sine politisk formål. Det vil ”Skattens skarpe klo” så bidrage til, nærmere bestemt til en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik

Bogen kommer på sine 152 sider ganske vidt omkring. Den har for det første på en række punkter karakter af en overordnet indføring i skattesystem og skattepolitik. For det andet tager bogen forskellige, overordnede spørgsmål vedr. skatteteori og skattepolitik. For det tredje skal bogen ifølge forordet tjene til præsentation af Enhedslistens skattepolitik. Og endelig skal bogen for det fjerde som nævnt bidrage til udvikling af en demokratisk, rød og grøn skattepolitik. Men herudover er bogen for det femte en (kort) indføring i pengepolitik og en advarsel mod, at en ukontrolleret pengepolitik kan føre til en ny finanskrise.

Skattepolitik for begyndere

Bogen har navnlig i de indledende kapitler karakter af en generel indføring i skattesystem og skattepolitik. Skatternes funktion og skattepolitikkens formål beskrives: Finansiering af det offentlige, ikke mindst af velfærden, (om)fordeling med henblik på større økonomisk lighed samt regulering og stabilisering af den samfundsøkonomiske udvikling.

Endvidere gennemgås på overordnet plan forskellige former for skatter og afgifter: Indkomstskat, herunder selskabsskat og skat på kapitalafkast. Skat på formue, ejendom og besiddelse. Afgifter, herunder punktafgifter. Skatteopgørelse og fradragsret. Endelig skitserer bogen generelle virkemidler i og problemstillinger for en grøn afgifts- og skattepolitik: Hvordan skatter og afgifter kan bidrage til adfærdsregulering i grøn retning, men skyggesiden er i nogle tilfælde, at de kan føre til skattelækage eller vende den tunge ende nedad, og at de – hvis effektive – til gengæld reducerer skatteprovenuet.

Debat om skatteteori og skattepolitik generelt

Endvidere kommer bogen også ind på en række mere overordnede skattepolitiske spørgsmål. Fx diskuteres neoklassiske /neoliberalistiske teorier om, at værdier skabes alene i den private sektor, og at skat derfor reducerer motivationen til at arbejde og reducerer produktiviteten – og dermed bliver en hæmsko for velstand og vækst. Det fremhæves i bogen i forhold hertil korrekt, at også den offentlige sektor bidrager væsentligt til værdiskabelsen og væksten, og at skat er betaling for en lang række nødvendige og værdifulde offentlige ydelser – og derfor i dag retteligen kan betegnes som solidaritets -eller fælleskabsbidrag.

Et andet overordnet, skattepolitisk spørgsmål i bogen er skattesnyd og skattely. Herunder kritiseres det med rette, at en række EU-lande med lav selskabsskat fungerer som skattely – og der stilles forslag til afhjælpning, herunder vedtagelse af en EU-minimumssats for selskabsskat og en standardisering af fradragsregler.

I forbindelse med skattepolitik mere generelt savner man dog i bogen en analyse af noget, som er ganske afgørende for både fordelingseffekten og provenu-virkningen af skattesystemet i dag, nemlig de seneste årtiers borgerlige skattepolitik med massive skattelettelser til de rige gennem skattestop og indkomstskatte”reformer”. I betragtning af, at det må betragtes som en hovedopgave for en demokratisk, rød og grøn skattepolitik at tilbagerulle disse reformer, er det en mangel, at de ikke analyseres og kritiseres.

Enhedslistens skattepolitik og videreudvikling heraf

Et centralt formål for bogen er at give en sammenfattende fremstilling af Enhedslistens skattepolitik. Enkelte steder sker det måske en kende for overordnet. I betragtning af hvor meget kampen mod skattespekulation og -snyd har fyldt for Enhedslisten – især da partiet var mindre – er det forbløffende, hvor lidt bogen gør ud af emnet. Mere fyldestgørende er bogens fremstilling af Enhedslistens forslag til grøn skatte- og afgiftspolitik: Øgede afgifter på fossilt brændstof, lempeligere afgiftsregler for mindre biler, mikrobiler og elbiler og øget tilskud til kollektiv trafik. Og navnlig er bogen konkret og informativ omkring forslag til en mere progressiv indkomstskat: Sænkning af topskattegrænsen, fx ved at ophæve forskellige nuværende fradragsmuligheder i personlig indkomst (fx for pensionsindbetalinger) og ved at indkomst-aftrappe beskæftigelsesfradraget.

Bogen må roses for dens vilje til også at sætte mere diskutable dele af Enhedslistens hidtidige skattepolitik til debat: Det gælder frem for alt Enhedslistens hidtidige forslag til skattepolitik for ejerboliger, som indebærer, at man vil afskaffe den løbende ejendomsværdiskat og først beskatte kapitalgevinster på ejerboliger ved salg. Det anfører bogen en række gode argumenter imod: Hvorfor skal boligforbrug være skattefritaget i modsætning til andre former for forbrug? Hvorfor skal ejere have udskudt skat, når lejere ikke får?

Hvorfor skal ældre favoriseres ved at få udskudt skat, hvor unge skal betale skatten ved køb. Hertil kan tilføjes et yderligere argument, som mangler i bogen, nemlig at udskudt skat allerede i dag er et stort problem på pensionsområdet, hvor manglende løbende beskatning af pensionsopsparing har tjent som begrundelse for stram finanspolitik og besparelser her og nu. Udskydes – som foreslået af Enhedslisten – også skat på ejerboliger (oveni skat på pensionsopsparing), vil statskassen i mange år fremover mangle endnu flere løbende indtægter og risikerer dermed at komme i en endnu kraftigere finansiel klemme. Til gengæld er Per Bregengaard ikke særlig præcis med hensyn til, hvordan beskatning af boligen i stedet skal udformes.

Et pengepolitisk debatindlæg

Lidt på kant af bogens egentlige emne, skattepolitik, bruges bogens næstsidste kapitel på et lidt andet økonomisk-politisk felt: Pengepolitik. Per Bregengaard kritiserer, at staten gennem at trække på sin konto i Nationalbanken og/eller bankerne gennem deres udlån øger pengerigeligheden. Det – advarer han – risikerer at skabe bobler, der kan briste i en ny finanskrise. Per Bregengaard har i den forbindelse ganske ret i sin kritik af, at de seneste årtiers meget lempelige pengepolitik har givet store spekulations- og formue-gevinster til rige – og at disse gevinster bør beskattes.

Men når der ligefrem advares mod en ny finanskrise som mulig følge af øget pengerigelighed, burde det måske have været stærkere understreget, at det ikke er en specifik dansk problematik, men fremfor alt er centralbankerne i USA, EU og Japan, som er hovedansvarlige for de pengepolitiske lempelser. Endvidere kan man diskutere, om advarslerne mod statslig gældsætning skyder over målet al den stund, at renten er lav, og staten ikke behøver at betale gælden tilbage – kun rulle den over.

Reformpolitik i kiggerten

Per Bregengaards – og Enhedslistens – erklærede sigte med bogen er som anført at bidrage til ”en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik”, hvor ”skattens skarpe klo” primært skal bruges til at skabe større økonomisk lighed samt bidrage til den grønne omstilling. Som sådan er der tale om et reformpolitisk sigte med bogen. Det er et sigte, som er mere vidtgående end Socialdemokratiets og for den sags skyld også end SFs, men dog stadig et reformpolitisk sigte.

Men bogen vil også bidrage til ”en demokratisk omstillingsproces”, dvs. til en øget demokratisering af samfundet i retning af indflydelse for lønmodtagerne på de økonomiske beslutninger. I bogens kapitel 12 nævnes for det første ganske kort, at det offentlige skal have mulighed for at låne af udskudt skat, der ligger i pensionskasserne. Og for det andet – og primært – vil Enhedslisten give skattebegunstigelse til kooperativer (andelsforeninger). Nærmere bestemt vil Enhedslisten bevilge fritagelse for selskabsskat for den del af overskuddet, som ikke udloddes til andelshaverne, men forbliver i kooperativer.

Man kan diskutere, om Skattens skarpe klo her mister lidt af skarpheden. Er det for det første ikke et lidt for begrænset perspektiv vedr. de mange milliarder i udskudt pensionsskat, som pensionskasserne har fået lov til at forvalte, at staten skal have lov til at låne disse penge? Da det drejer sig om udskudt skat, er det jo statens penge. Burde disse penge ikke slet og ret ligge i statskassen og stå direkte til rådighed for velfærden og den grønne omstilling, så meget desto mere, som der efter års borgerlig sparepolitik er brug for en genopretning af velfærden – og derudover er der brug for ekstra midler, således at den grønne omstilling kan gennemføres, uden at det blive på bekostning af velfærden?

For det andet: Handler en sikring af lønmodtagernes indflydelse på økonomiske beslutninger virkelig om at fremme andelsforeninger gennem skattebegunstigelse? Ideen om at arbejderne kunne skaffe sig økonomisk indflydelse gennem egne virksomheder er en gammel tanke i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Men: Forestillingen om, at arbejderne så at sige kunne udkonkurrere og overflødiggøre kapitalisterne gennem medarbejderejede virksomheder viste sig reelt ikke bæredygtig i Danmark. Man kan derfor undre sig over, at Enhedslisten forsøger at fremstille en genoplivelse heraf som et perspektiv for ”demokratisk omstilling”. Selv den socialdemokratiske fagbevægelses gamle idé om økonomisk demokrati virker mere vidtgående.

En indføring i skat set fra Studiestræde

Per Bregengaard og ”Skattens skarpe klo” kommer ganske vidt omkring. Bogen kan tjene som indføring på overordnet plan i skattesystemet og skattepolitik og i generelle skattepolitiske problemer. En sideeffekt af den brede spændvidde er dog, at bogen på sine steder er lidt overordnet og tung i det.

Bogen er uden tvivl udmærket for den læser, der har savnet en mere samlet fremstilling af indholdet i og tankerne bag Enhedslistens skattepolitik. Og den må i den forbindelse anerkendes for selv at stille spørgsmål ved og lægge op til debat om elementer i Enhedslistens skattepolitik, som trænger til det, navnlig Enhedslistens skattepolitik for ejerboliger, selvom bogen mest kritiserer og ikke anfører nye veje. Per Bregengaard har for så vidt også ret i at rejse kritik og diskussion af den meget lempelige pengepolitiks negative konsekvenser i form af øget økonomisk ulighed og spekulative effekter. Men: Lempelig pengepolitik i Danmark udløser i sig selv næppe en ny finanskrise. En enkelt mindre ting i bogen, som undrer: Ud over de obligatoriske referencer til undersøgelser fra internationale og danske økonomiske institutioner henviser bogens noter stort set kun til forfatterens egne skrifter, men inddrager ikke i videre omfang debat og analyser fra venstrefløjen og arbejderbevægelsen i øvrigt. – Er der ikke en verden uden for Studiestræde 24, hvor Enhedslisten har til huse?