Borgerløn skal op af syltekrukken

Der er mange gode argumenter for borgerløn. Jeg vil her opremse nogle af dem.

Borgerløn indebærer frihed fra eller en begrænsning af den materielle tvang. Borgerløn er dermed ensbetydende med større tryghed for menneskene. Friheden får et større rum. Og borgerløn er solidarisk.

Borgerløn kan afskaffe fattigdom, sådan som vi normalt definerer den. Derfor bør borgerlønnen fastlægges til halvdelen af medianindkomsten. Medianindkomsten er defineret som den indkomst, hvor 50 procent af den voksne befolkning har en højere indkomst og 50 procent en lavere.

Borgerløn skaber mere lighed i samfundet, hvis det er indkomster over medianen, der bærer den økonomiske byrde. For mennesker med en indkomst under medianen kan borgerløn gøres indkomstneutral, hvis ordningen ikke giver dem en økonomisk fordel.

Mange vender tommelfingeren nedad

Borgerløn er et bud på at indrette samfundet på en måde, så folk kan arbejde mindre og have et mindre materielt forbrug til fordel for mere fri tid. Det er på den måde en af vejene til et mere bæredygtigt samfund. Det er samtidig et bud på mere omsorg og demokrati.

Trods den ideologiske sympati vender mange socialister alligevel tommelfingeren nedad, hvis de bliver bedt om at tage stilling til indførelse af borgerløn. De er betænkelige.

Borgerløn skal behandles på Enhedslistens årsmøde 27.-29. maj, og partiets Hovedbestyrelses indstilling til forslaget er symptomatisk.

Vejen til syltekrukken er brolagt med forundersøgelser

Enhedslistens Hovedbestyrelses indstilling er, at borgerløn endnu ikke er gennemført noget sted på kloden, og derfor stadig er det stadig forbundet med stor usikkerhed. Vi skal derfor nøjes med at være nysgerrige og følge med i debatten.

Et tilsvarende argument anvendes flittigt af partiets modstandere. Socialisme i vores forstand er aldrig blevet afprøvet, derfor skal vi ifølge dem afholde os fra den, selv om mere frihed, mere lighed og mere solidaritet er sympatiske visioner.

Når det handler om socialistiske visioner og socialistisk prægede reformer, lader venstrefløjens socialister sig lykkeligvis ikke bremse. Vi ved, at der høstes erfaringer ved ethvert fremskridt, og at reformer og kurs vil blive korrigeret efter dem.

At begive sig ud på en vej mod borgerløn vil man imidlertid ikke, for det skal først afdækkes, hvilke konsekvenser, det vil få for velfærd, løndannelse og faglig organisering, når man indfører borgerløn i et kapitalistisk samfund. Man må også være bekendt med borgerløns konsekvenser for samfundsøkonomien, inden man udarbejder et grundigt forslag til, hvordan en universel borgerløn kan finansieres over skatten. Man skal undersøge og atter undersøge.

Forslag om borgerløn ryger altså i syltekrukken. Og de vil aldrig komme op af syltekrukken igen. De krævede afklaringer vil ikke kunne gennemføres hverken ved hjælp af regnemodeller eller en bestemt sociologisk metode. Kun praksis kan afgøre sagen, omend man kan gøre sig mange forestillinger om, hvad der vil ske.

At nyde før man bliver god til at yde

Socialister skal ikke lade sig føre ind i en blindgyde. Borgerløn skal op af syltekrukken.

Borgerløn er ikke socialisme, men kan betragtes som et socialistisk element på lige fod med enhver anden socialistisk reformpolitik.

Det første væsentlige skridt til borgerløn blev allerede taget i 1956 med vedtagelsen af folkepensionen, som dengang var for alle enlige kvinder over 62 og alle andre borgere over 67 år. Ingen så det som et skridt i retning af borgerløn, men ældre blev sikret et værdigt liv, hvor de trygt kunne nyde en forsørgelse uden social kontrol og uden at blive stemplet som snyltere.

At kunne nyde en forsørgelse uden til tider uværdig kontrol og stempling burde gælde alle borgere. Men det bliver ramt af argumentet om, at man kun skal have lov til at nyde, hvis man har ydet det, man er i stand til.

Argumentet holder dog ikke i virkelighedens verden. Man skal faktisk nyde, før man bliver god til at yde. Det er vor tids version af parolen om “at yde efter evne og modtage efter behov”.

Sådan er det med børnene, der vokser op, for derefter at blive samfunds- og arbejdsduelige voksne. Sådan er det også med voksne. At nyde et godt og trygt liv er en betingelse for at være god til at tage sig af andre, til at kunne indgå i samfundet og til at producere. Medmindre man da tror på, at folks motivation til at yde en indsats og gøre sig umage helt forsvinder, hvis der ikke er en pisk til at motivere folk. Den holdning ligger ikke til venstrefløjen.

At vælge at leve udelukkende af en basisindkomst er at kunne vælge retten til dovenskab. Men dovenskab ligger ikke normalt til mennesket. Se blot til utallige pensionisters aktivitet både i forhold til familien og samfundet.

Med et udvidet arbejdsbegreb er det at arbejde ikke blot et middel til at erhverve sig en indkomst, men en livsfornødenhed, altså noget meningsfyldt man lever for og med.

Frihedens rige kan identificeres med retten til dovenskab. Vi foretrækker her Karl Marx’ definition: at yde efter evne og modtage efter behov. Den er socialister generelt enige i.

Trinvis borgerløn gennem en socialistisk reformkurs

Der kan inden for det eksisterende samfunds rammer skitseres flere veje til en ubetinget borgerløn. En af vejene er en socialistisk reformkurs med modificeret borgerløn, altså gennemførelsen af ret til en borgerløn for afgrænsede grupper.

Vi er allerede startet med folkepensionen. På vejen mod alles ubetingede ret til borgerløn inddrages nye grupper i takt med, at finansieringen vokser. Der kan hvert år udarbejdes en status på og evaluering af ordningen, ligesom der hvert år kan vedtages en rullende femårsplan for yderligere tiltag.

Borgerløn skal under opbygningen anvendes som forsørgelse og ikke som ekstra penge, hvilket ville få alle inden for en given kategori til at søge. Derfor skal borgerlønnen begrænses, hvis folk har andre indkomster.

Ordninger – der knytter sig til andre vigtige progressive dagsordener og kan tilbydes afgrænsede grupper, indtil vi kan sikre alles ubetingede ret til borgerløn – bør i prioriteret rækkefølge være:

• Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Man tilbyder med andre ord, at gruppen får fred for systemets aktiveringskrav. Begrænsning på anden indkomst.
  
• Mennesker, der har været aktive på arbejdsmarkedet i 40 år. Ret til borgerløn uden tidsbegrænsning indtil pensionsalderen. Borgeren har ret til at hoppe ud og ind af ordningen efter behov. Begrænsning på anden indkomst.
  
• Ekstraordinær forældreorlov på et år pr. barn. For par skal det være i form af et ½ år for hver voksen. Det er valgfrit, om par tager orloven samtidig eller i forlængelse af hinanden. Begrænsning på anden indkomst.
  
• Øremærket pulje til kommunerne, bestemt af antallet af indbyggere, så borgere efter ansøgning kan tildeles et års borgerløn. Tildelingen kan være socialt bestemt efter personlige forhold eller efter forpligtende aktiviteter i eller i forhold til lokalområdet. Der udarbejdes en kontrakt. Begrænsning på anden indkomst.
  
• Ret til et års sabbat med borgerløn hvert syvende år efter det fyldte 18. år. Retten kan spares op, men sabbatår skal efter eget ønske afholdes inden folkepensionsalderen. Evt. ingen begrænsning på anden indkomst?

Et drypvist eksperiment fjerner alle betænkeligheder

Fordelen ved dette drypvise eksperiment med modificeret borgerløn er, at det kan kombineres med vigtige skridt inden for andre progressive dagsordener. F.eks. en 30-timers arbejdsuge. Det medfører, at andre velfærdsreformer kan ses i et strategisk borgerlønsperspektiv.

Når der diskuteres borgerløn, er antagelsen hos nogle, at alle vil opgive erhvervsarbejdet og udelukkende gå på borgerløn, hvad enten den rummer alle eller afgrænsede grupper. Sådan vil det næppe blive.

De, der fravælger erhvervsarbejde, vil sandsynligvis være de mennesker, der er mest pressede på deres frihed, har et arbejde, de synes er for hårdt eller kedeligt, og i forvejen ikke har et højt forbrug. De fleste vil fortsætte det liv, de har, med arbejde og en indkomst, der kan sikre deres aktuelle levestandard.

Men vi kender selvsagt ikke omfanget af nedgangen i mængden af beskæftiget arbejdskraft og den betydning, det får for bestemte brancher og for produktionen af varer og tjenester. En fordel ved den fleksible drypvise vej er således, at samfundet kan høste erfaringer, justere og accelerere reformerne efter deres beskæftigelsesmæssige, økonomiske og andre adfærdsmæssige konsekvenser, som faglig organisering, forholdet mellem kønnene m.m.

I modsætning til mere stålsatte skeptikere fremstår Enhedslistens hovedbestyrelse faktisk vaklende, idet den trods manglende afklaringer skriver, at Enhedslisten vil støtte forsøg med borgerløn og lignende initiativer.

Hvorfor så ikke selv tage initiativet ved at gå til borgerlønnen med en socialistisk reformpolitik? Det er svært her at se alle de nævnte betænkeligheder. De burde være fjernet. Og der er faktisk et årsmødeforslag, der tager højde for dem på ovenstående vis.