BRICS og den nye verdensorden

I dagene fra den 22. til den 24. oktober i år afholdt organisationen BRICS – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – sit årlige møde. Mødet fandt sted i den russiske by Kazan og havde Putin som vært. Det var det første møde med deltagelse af de nye medlemmer, Iran, Ægypten, Ethiopien og De Forenede Arabiske Emirater. I alt deltog repræsentanter fra 36 lande, og en række lande, hvoraf en del befinder sig i Det Globale Syd, blev optaget som ”partner-lande”. Det drejede sig om Algeriet, Belarus, Bolivia, Cuba, Indonesien, Kazakhstan, Malaysia, Nigeria, Thailand, Tyrkiet, Uganda, Uzbekistan og Vietnam.

Hvad er BRICS ?

Begrebet ”BRICS” eller ”BRIC”, som det i første omgang kom til at lyde, inden Sydafrika blev inkluderet i gruppen af medlemmer, blev ikke skabt af deltagerlandene selv, men af investeringsfirmaet Goldman Sachs, hvis Global Investment Research Division i 2001 offentliggjorde en rapport med titlen “Building Better Global Economic BRICs,” hvor man udpegede Brasilien, Rusland, Indien og Kina som de lande, der i løbet af det kommende halve århundrede ville komme til at dominere verdensøkonomien. Væksten i disse lande ville overhale væksten i de rige lande, og Ifølge Goldman Sachs ville det specielt være klogt at investere i disse lande.

Hos Goldman Sachs forudså man, at de på daværende tidspunkt 10 største økonomier ville udvikle sig, som det fremgår af følgende graf, der viser udviklingen i BNP for de enkelte lande.

Kilde:https://www.goldmansachs.com/insights/goldman-sachs-research/building-better

Ifølge Goldman Sachs ville Kinas økonomi i 2030 overhale USAs som den globalt set største økonomi, for derefter i 2050 at have vokset sig næsten dobbelt så stor som USAs økonomi. Indien ville i 2050 have en økonomi på størrelse med USA, og Brasilien og Rusland ville med betragtelige vækstrater også gennemløbe en økonomisk udvikling, som ville gøre dem berettigede til betegnelsen vækstøkonomier, selv om deres respektive tyngde i verdensøkonomien ikke ville komme op på siden af Kina og Indien.

Ifølge Goldman Sachs prognoser ville Kina i 2050 være det land der havde det højeste BNP per indbygger, Indien ville indtage andenpladsen, mens USA ville være skubbet ned på en tredjeplads. Indonesien ville ligge nummer 4, og Brasilien ville indtage femtepladsen.

Fra 2000 til 2009 lod denne prognose til at holde stik, i hvert fald for et par af de nævnte lande. Indiens økonomiske vækst var i denne periode i gennemsnit på 6,89 %, og Kinas gennemsnitlige vækst var så høj som 10,35 %.

Inspireret af disse tanker mødtes udenrigsministrene fra de oprindelige BRIC-lande i 2006 i New York i forbindelse med et møde i FN. I 2009 – umiddelbart efter udbruddet af den globale finanskrise – etablerede de fire lande organisationen BRIC, hvor deres ledere hvert år skulle mødes for at diskutere perspektiverne for det økonomiske og politiske samarbejde. I 2010 enedes man om at invitere Sydafrika med i gruppen, som så blev til BRICS.

I 2014 grundlagde man BRICS Development Bank, som senere kom til at hedde New Development Bank og fik hovedsæde i Shanghai. Bankens formål er med Kina som finansiel primus motor at finansiere projekter inden for infrastruktur og bæredygtig udvikling i BRICS-landene og i udviklingslande og derudover fungere som støtte hvis landene fik valutaproblemer. New Development Bank skulle på denne måde udgøre et alternativ til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.

Den økonomiske udvikling i BRICS – landene

De fem kernelande i BRICS er imidlertid ikke – som Goldman Sachs forventede – blevet den dominerende blok i verdensøkonomien. Den følgende graf over udviklingen i vækstraterne i BRICS-landene viser, hvordan først finanskrisen og siden Covid-krisen har taget pusten ud af de oprindelige BRICS-lande. Og hvordan de forventes at udvikle sig frem til 2029.

Kilde : https://www.statista.com/statistics/741729/gross-domestic-product-gdp-growth-rate-in-the-bric-countries/

Mest markant ser problemerne ud for den kinesiske økonomi, som har udgjort den økonomisk stærkeste kerne i BRICS. Kina er langt fra at indhente endsige overhale USAs økonomi. I 2024 udgør det kinesiske bruttonationalprodukt 16,9 % af det globale BNP – lige efter EU, hvis BNP udgør 17,3 %, men et godt stykke efter USA, hvis BNP udgør 26,3 % af det globale BNP. Kinas nuværende position kan sammenlignes med Japans BNP i 1984, som udgjorde 17,8 % af det globale BNP, men i 2024 var faldet til 3,8 %. Om den kinesiske økonomi vil opleve et tilbageslag som den japanske, vil afhænge af, om den kinesiske regering vil være i stand til at overvinde de aktuelle problemer med både overproduktion og et markant fald i befolkningstallet, som selvfølgelig også vil medføre et fald i arbejdsstyrken. Det er desuden uklart, hvad EU’s told på el-biler fra Kina og Trump-regeringens bebudede told på 60 % på alle kinesiske produkter vil betyde. Den kinesiske økonomi er med længder den vigtigste økonomi i BRICS, og et tilbageslag vil medføre en markant svækkelse af organisationen.

Der er således meget lidt, der tyder på, at BRICS – selv med udvidelsen af egentlige medlemmer og partner-lande – vil udvikle sig til en dominerende blok i verdensøkonomien.

BRICS som handelspolitisk og geopolitisk aktør

Det grundlæggende perspektiv for BRICS-landene er, at der må skabes – og allerede er i gang med at blive skabt – en multipolær retfærdig og fredelig verdensorden, som kan erstatte den nuværende vestligt dominerede unipolære verdensorden under amerikansk dominans, som økonomisk er baseret på et dollarhegemoni og de finansielle institutioner, som blev etableret efter afslutningen på Anden Verdenskrig – Verdensbanken og Den internationale Valutafond. Disse institutioner ønsker BRICS at reformere, så deres beslutningsprocesser bliver mere retfærdige dvs. ikke i så høj grad domineres af Vesten og især USA.

Udover dette har de enkelte BRICS-lande imidlertid umiddelbart forskellige interesser i samarbejdet.

For Rusland drejer det sig aktuelt set først og fremmest om at opnå støtte til den igangværende krig i Ukraine i form af erklæringer om, at man ønsker en fredelig afslutning på krigen, og støtte til at omgå de sanktioner, som Vesten har indført mod Rusland. Specielt spiller Indien og Kina en vigtig rolle som importører af en del af den gas og olie, som Rusland ikke ellers kan komme af med.

Men når den russiske regering udtaler, at BRICS’ hovedmodstander er G7 landene, og at den nye verdensorden skabes i konflikt med Vesten, siger Brasilien og Indien fra, fordi de to lande ikke er interesserede i at bryde båndene til Vesten. Indien deltager desuden i QUAD, et militært og diplomatisk samarbejde mellem Australien, Indien, Japan og USA, som har til formål at imødegå Kinas øgede aktiviteter i Det Indiske Ocean og Stillehavsregionen, specielt i Det Sydkinesiske Hav. Dertil kommer, at den nye partnerstat Tyrkiet er medlem af den vestlige militæralliance, NATO.

Den kinesiske ledelse opfatter stadig Kina som et udviklingsland og ser BRICS som en form for genopliven af sammenslutningen af alliancefrie stater, som i 1954 under Bandung-konferencen enedes om en række principper for samarbejdet mellem de postkoloniale stater, som ikke ville vælge side mellem USA og Sovjetunionen. Det grundlæggende princip, man på konferencen blev enige om, var princippet om ikke-indblanding i suveræne staters interne anliggender. Det er stadig det erklærede princip for Kinas relationer til andre stater.

Den kinesiske regering ser dog også – selv om man undsiger sig enhver aspiration om at opnå status som hegemon – Kina som den økonomiske kerne i BRICS, og det gør man ikke uden vægt. Globaliseringen fra 80rne/90rne og frem til Trumps handelskrig mod Kina, havde det komplementære forhold mellem USA og Kina som omdrejningspunkt. Kina oparbejdede et betragteligt overskud i handelen med USA, og sammen med de omfattende direkte udenlandske investeringer i Kina førte det til, at den kinesiske centralbank akkumulerede verdens største valutareserve, som har overlevet handelskrigen med USA og den begyndende økonomiske afmatning i landet. Den valutareserve kan den kinesiske regering bruge til at underbygge sin globale økonomiske indflydelse, og det har stor betydning for landene i Det Globale Syd. Penge fra valutareserven bliver investeret i lande i Det Globale Syd i udvinding af råstoffer og mineraler, så Kina kan sikre sig kontrol med mange af de mineraler, som er vigtige i den grønne omstilling – både for Kina og Vesten. Den kinesiske ledelse bruger penge fra reserverne til opbygning af infrastruktur i forbindelse med Den Nye Silkevej – enten som direkte investeringer eller som lån til lande, der indgår som samarbejdspartnere i projektet. Den kinesiske regering har desuden indskudt langt størsteparten af kapitalen i New Development Bank, som kan yde lån til lande i Det Globale Syd. BRICS danner på denne måde rammen om Kinas globale økonomiske engagement, som ikke mindst er blevet vigtigt efter at komplementariteten mellem USA og Kina er afløst af handelskrig og indbyrdes konkurrence.

For landene i Det Globale Syd er de muligheder for økonomisk samarbejde og specielt lånemuligheder, som BRICS kan tilbyde, i høj grad tiltrækkende. I den vestligt dominerede verdensorden er Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, de to vigtigste finansielle institutioner, Verdensbanken giver udviklingslån til udviklingslande, mens Den Internationale Valutafond træder til med økonomisk bistand til lande, der har valutaproblemer. For begge institutioner gælder imidlertid, at lånene altid kommer med krav om økonomiske reformer – typisk besparelser og nedskæringer i offentlige institutioner og privatisering. Kina og New Development Bank stiller derimod ikke den slags betingelser for at yde lån, og det gør selvfølgelig BRICS tiltrækkende for landene i Det Globale Syd, som helt er med på den, når BRICS kræver reformer af de internationale finansielle institutioner.

Afskaffelse af dollarens dominans ?

Et vigtigt perspektiv i BRICS-landenes samarbejde er ønsket om at komme ud af dollarens dominerende jerngreb på verdensøkonomien. Dollaren er den vigtigste valuta i den globale økonomi og fungerer både som betalingsmiddel i en stor del af betalingerne i den internationale handel og som reservevaluta. Det giver den amerikanske centralbank en høj grad af magt i den internationale økonomi.

BRICS-landene har derfor formuleret et ønske om gradvist at afløse dollaren som betalingsmiddel med andre valutaer. Det kunne evt. ske ved, at de enkelte lande beslutter at handle i de lokale valutaer, eller at BRICS etablerede et alternativ til dollaren, en fælles valuta som EU har gjort det med indførelsen af Euroen.

At handle i lokale valutaer er imidlertid besværligt, fordi det forudsætter, at man indtjener lige så meget i den pågældende valuta, som man skal bruge til at betale for import. Etablering af en fælles valuta ville kræve en fælles centralbank, og det er BRICS – samarbejdet ikke modent til. Hvis man valgte at gøre den kinesiske valuta, renminbi, til fælles valuta, ville det kræve, at den var konvertibel, altså frit kunne veksles til andre valutaer. Det er den ikke, og den kinesiske regering er heller ikke villig til at gøre den konvertibel, fordi centralbanken så ville miste kontrollen med valutakursen.

Selv om det er noget, der tales en del om i BRIKS-landene, har det formentlig lange udsigter at etablere et alternativ til den amerikanske dollar.

BRICS og fremtiden

BRICS som organisation omfatter i 2024 30 % af klodens overflade, 45 % af jordens befolkning og 37,3 % af det globale BNP. Interessen for at blive tilknyttet organisationen er stigende især blandt landene i Det Globale Syd, hvad enten der er tale om direkte medlemskab eller status som ”partner-land”.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at BRICS vil opnå den dominerende status i verdensøkonomien, som Goldman Sachs forudså. Men som talerør for landene i Det Globale Syd i deres ønsker om at fremtvinge an reform af de internationale økonomiske institutioner vil organisationen sikkert kunne udfylde en funktion.

Der er sikkert heller ingen tvivl om, at det nuværende unipolære system vil blive erstattet af et andet. Måske et mere multipolært system, som er det erklærede mål for BRICS. Men det er nok lige så sandsynligt, at der i stedet fremkommer en bipolær (USA/Kina) eller tripolær (USA/Kina/Rusland) verdensorden.

Hvis den russiske invasion af Ukraine skal tages som udtryk for, hvordan den ”mere retfærdige og fredelige multipolære verden”, som BRICS-landene plæderer for, skal fungere, ser det imidlertid ikke lovende ud. Det er svært at forestille sig, hvordan en verdensorden uden respekt for national suverænitet skulle kunne være ”retfærdig og fredelig.”