Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
8. marts. 2025

BT affejer Joachim B. Olsens voldsfantasier som vittigheder

BT nægter at forholde sig til fantasier om krigsforbrydelser og atomragnarok fremsat af avisens debatredaktør. Joachim B. Olsen har opfordret til at bruge napalm og atombomber mod libanesiske borgere på det sociale medie X. ”Vittigheder,” kalder BT’s chefredaktør udsagnene fra Joachim B. Olsen

Joachim B Olsen i sin tid som folketingspolitiker. Foto: Wikimedia Commons

”Jeg holder ikke så nøje øje med Joachims vittigheder på sociale medier.” Sådan lyder svaret fra BT’s chefredaktør på Solidaritets spørgsmål om forholdet mellem BT og dets debatredaktørs, Joachim B. Olsens kontroversielle udsagn om at hælde napalm og smide atombomber ud over arabere.

Olsens X-fantasier om napal og atombomber

Det tidligere folketingsmedlem og medlem af Liberal Alliance, Jochim B. Olsen, lagde i februar 2025 to kontroversielle udsagn på det Elon Musk-ejede sociale medie X (tidligere Twitter). 

Det ene udsagn var en kommentar til en begravelse af den tidligere Hizbollah-leder Hassan Nasrallah i Libanon med tusindvis af deltagere. Flere israelske fly fløj under begravelsen i lav højde hen over folkemængden. 

Det fik Joachim B. Olsen til at skrive ”Jeg synes, at det er så fedt, at terrorister føler sig truet. Synes faktisk de brude have smidt en ordentlig gang napalm.”

Den anden kommentar var ledsaget af foto af en atomsprængning: ”Ja! Væk med det terrorpak. En million islamister og terrorsympatisører samlet på et sted. Verden var unægtelig et bedre sted, hvis det havde sagt” (fulgt af et billede af paddehattesky). 

Begge kommentarer udløste forargelse, ikke mindst i Israel-kritiske kredse, der spredte kommentarerne på andre sociale medier. Det var her, Solidaritet blev opmærksom på Joachim B. Olsens problematiske kommentarer. 

Ægte borgerlighed?

Joachim B. Olsen er ikke nogen hr.-hvem-som-helst. Ud over en fortid som højt profileret kuglestøder, borgerligt folketingsmedlem og debattør, er han nu debatredaktør på den tidligere tabloidavis, den nu digitale netavis BT. 

Avisen fik i oktober 2023 ny redaktør, Simon Richard Nielsen, der lovede at forstærke avisens profil som ”ægte borgerligt tabloidmedie.” Joachim B. Olsen var på det tidspunkt allerede ansat som kommentator på BT, men han blev i september 2024 forfremmet til debatredakør under Simon Richard Olsens ledelse. 

Her forsøger han bl.a. som vært på BT’s podcast, Borgerlig Tabloid, at overbevise brugerne om, at den bygger på en ”tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden.”

Solidaritets redaktion har undret sig over, om Joachim B. Olsens voldsfantasier er udtryk for en ”tydelig og velargumenteret borgelig dagsorden”, og om hans udsagn på X er i overensstemmelse med BT’s redaktionelle linje. 

Ikke mindst fordi avisen siden terrorangrebet på Israel 7. oktober 2023 har fulgt en skarp redaktionel linje imod Israel-kritiske røster. Folk er bl.a. gennem personsammenfald blevet anklaget for at billige terror. Den retoriske krabask har avisen blandt andet brugt mod Enhedslisten og solidaritetsorganisationerne Internationalt Forum og Mellemfolkeligt Samvirke.

Flere danskere dømt for terrorstøtte

Solidaritet kontaktede derfor i slutningen af februar 2025 BT’s chefredaktør Simon Richard Nielsen for at finde ud af forbindelsen mellem Joachim B. Olsens voldsfantasier og avisens redaktionelle linje; ikke mindst i lyset af at flere Israel-kritiske danskere i det danske retssystem er blevet idømt domme for terrorstøtte på grund af ytringer på de sociale medier. 

Før årsskiftet 2024/2025 drejer det sig om seks personer, siden er mindst to danskere mere blevet idømt domme for det samme. 

Solidaritet anmodede derfor om et interview med chefredaktør Simon Richard Nielsen om avisens redaktionelle linje og forholdet til Joachim B. Olsens kontroversielle udtalelser. 

Men selv om spørgsmålene blev fremsendt skriftlig, skulle der gå en uge, før der forelå et svar. Det var en kortfattet mail, der 6. marts lød: ”Jeg holder ikke så nøje øje med Joachims vittigheder på sociale medier.”

Sjovt nok lader humoristisk sans ikke til at være det samme på Solidaritet som på BT. På Solidaritet har der vist aldrig været hørt fnis eller latter over fantasier om napalm og atombomber. Men det gør der åbenbart på BT’s borgerlige redaktion. 

Skriftlige spørgsmål sendt til BT

Joachim B. Olsen er debatredaktør og fast kommentator på BT. Mener BT, at Joachim B. Olsen udsagn om brug af napalm og atomvåben i Libanon er ytringer, der bør være rum for inden for den offentlige debat? 

Eller mener BT subsidiært, at der er basis for en politianmeldelse af Joachim B. Olsen for opfordringer til krigsforbrydelser og statslig terror på baggrund af hans udtalelser om brug af napalm og atomvåben i Libanon?

BT har siden Simon Nielsen overtagelse af redaktørposten haft en markant mere retorisk skarpvinklet linje – men hvor går grænsen?

Vil Joachim B. Olsens standpunkter om brug af napalm og atomvåben kunne bringes i BT, altså, mener BT at synspunktet ligger inden for avisens redaktionelle målskive?

Hvis ja, betyder det så, at BT (også?) er imod FN’s resolution mod brug af napalm fra 1980?

Hvis nej: Hvordan stiller BT sig til debattører, der ikke alene forsvarer brug af napalm, men opfordrer til det?

Mener BT, at opfordringer til at bruge atomvåben i Mellemøsten ligger inden for samme målskive?

Er Joachim B. Olsens ytringer sket med BT’s billigelse eller accept?

Hvordan stiller BT sig til den danske terrorlovgivning? Mener BT, at terrolovgivningen begrænser ytringsfriheden – eller stiller den fornuftige rammer om ytringsfriheden ved at trække en grænse ved terrorstøtte?

Hvad mener BT om idømmelsen af 30 dages hæfte for terrorbilligelse så sent som 5. februar 2025 fra en propalæstinenser, der har brugt hashtag’et #07OctoberCelebrationday på Facebook Er det problematisk eller ej?

Kan BT påpege en principiel forskel mellem Joachim B. Olsen opfordringer til napalmbombardementer og brug af atomvåben mod arabere – og ideologisk hyldest til terrorangrebet den 7. oktober?

21. februar 2025 blev en 24-årig kvinde idømt 30 dages betinget fængsel for at have skrevet ”Yes helt okay”, dvs. billiget Hamas terrorangreb 7. oktober, i en Facebook-gruppe.

Kan BT forklare den principielle forskel mellem Joachim B. Olsens udsagn og den 24-åriges udsagn?

Hvilken betydning har BT’s accept af Olsen som debatredaktør og kommentator i BT for avisens redaktionelle linje?

BT har siden 7. oktober 2023 i en række artikler angrebet Enhedslisten o.a. for terrorsympatier qua kontakter til personer, der er anklaget for terror eller terrorsympati.

Hvis anklagerne mod Ø holder stik – altså at personlig eller politisk forbindelse til angivelige terrorister eller terroristsympatisører politisk stempler Enhedslisten – hvad er så konsekvensen af Joachim B. Olsens udsagn? At BT har sympati for krigsforbrydelser?

OBS: Spørgsmålene tilsendt BT er lettere sprogligt og redaktionelt redigeret.


Om skribenten

Ole Wugge Christiansen

Ole Wugge Christiansen

Medlem af bestyrelse og redaktion på Solidaritet. Tidligere journalist i mediekooperativet Monsun og redaktør på det uafhængige netmedie Modkraft, der lukkede i 2017. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER