9 min. læsetid

For mange er den seneste uges begivenheder kommet som et chok. De havde aldrig forestillet sig, at samfundet kunne komme ud for en begivenhed som corona-krisen, og mange er i vildrede om, hvad der kommer til at ske nu. Det er gunstige betingelser for en nyliberal ‘chokbehandling’.


Af Reinout Bosch

Ikke kun den enkelte, men også samfundet som helhed er chokeret. Almindelige arbejdsgange bliver forandret, kendte procedurer forsvinder, og tidligere forhold bliver omlagt. Alle skal finde deres plads i samfundet igen.

Kriser og chok – der for de fleste betyder øget usikkerhed – benyttes bevidst af andre til egen vinding og til at stille dem stærkere i perioden midt i og efter krisen.

Mangemillionær Lars Tvede fortæller i et interview med BT, hvordan han har været med til at udløse det massive kursfald på børserne ved at ’shorte’ sine aktier. At ‘shorte’ er en aktiespekulation, hvor man spekulerer i, at aktierne vil falde. En spektakulær måde at tjene enorme beløb på, der blev særligt kendt gennem Hollywood-filmen ”The big short”, om aktiespekulanter under finanskrisen.

Spekulation i bøfhuset

Den seneste uge har også budt på andre udnyttelser af chokket, der handler om andet end at spekulere i mange menneskers elendighed. Jensens Bøfhus er et godt eksempel på en arbejdsgiver, som har udnyttet den aktuelle situation til at styrke sin position og opnå sit mål om at træde ud af overenskomsten. Familierestauranten har valgt at sende det andet lockoutvarsel, der træder i kraft den 23. marts. Varslet er opretholdt i en situation, hvor restauranten alligevel skulle lukke inden for et par dage. Samtidig, skriver tillidsrepræsentant Sinem Demir, har virksomheden forsøgt at tvinge deres arbejdere til at tage frivilligt fri, så Jensens Bøfhus  kunne slippe for at betale dem løn.

Faglige forhandlinger uden strejkevåben

Overenskomstforhandlingerne for byggefagene fortæller en lignende historie. Fronterne har været hårdt trukket op mellem arbejdsgiverne, der ønskede at  følge industriens forhandlingsresultat – og bygningsarbejdernes repræsentanter, der har ønsket en stigning i mindstelønnen. Så langt stod parterne fra hinanden, at forhandlingerne brød sammen, så parterne måtte mødes i forligsinstitutionen.

Som tidligere beskrevet på Solidaritet, har bygningsarbejderne forsøgt at kæmpe deres krav om højere mindsteløn igennem, ved en konstant tilstedeværelse ved forligsinstitutionen. På denne måde har man også mindet sine repræsentanter om: Hold fast ved det centrale krav. Da resten af samfundet i sidste uge begyndte at lukke ned, forventedes det også at gælde forligsinstitutionen. Alligevel valgte forligsmanden at fortsætte forhandlingerne. Det betød, at arbejdernes repræsentanter ikke længere blev bakket op af medlemmerne uden for forhandlingslokalet – samtidig med at strejkevåbnet på grund af den nuværende corona-krise situation er ikke-eksisterende.

Resultatet er fra nogle af bygningsarbejdernes synspunkt blevet derefter: ”Det blev således meget hurtigt bygningsarbejdernes virkelighed, at man kunne skrive under på noget, der lignede industriforliget, eller fortsætte med at agitere og mobilisere til en storkonflikt. En storkonflikt som vel og mærke højest sandsynligt skulle eksekveres, imens Danmark befinder sig i en undtagelsestilstand.” Sådan skriver Jonas Andersen, en af bygningsarbejdernes forhandlere på Facebook, og fortsætter:

”En fuldstændig grotesk præmis, som jeg ikke engang ville byde min værste fjende. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at Dansk Byggeri tog bestik af situationen og satte os pistolen for panden med det samme. Deres uværdighed bliver aldrig glemt!”

Chokdoktrin i Danmark? Arbejdsgivernes forhandlere har ikke været sene til at udnytte epidemien, skriver Reinout Bosch om Dansk Byggeris opførsel under OK20-forhandlingerne. Fotograf: Hans Søndergaard / Dansk Industri.

Små chok-udgaver af Naomi Klein

Disse eksempler er små udgaver af, hvad Naomi Klein i sin bog med samme navn har kaldt ’Chokdoktrinen’. I al sin enkelthed går det ud på, at den herskende klasse benytter kriser til at styrke sin egen dagsorden. Klein argumenterer i bogen for, at den neoliberale politik har indtaget visse økonomier gennem en bevidst ’chok-terapi’. En taktik der handler om at udnytte nationale kriser til at indføre kontroversielle tiltag, mens befolkningen er for distraheret til at gøre effektivt modstand.

De ovennævnte danske eksempler kunne være en beskrivelse af denne taktik i det små – på en arbejdsplads og inden for et fagområde. Mens effekten af politiske tiltag først bliver tydeligt i tilbageblik, sker der også forandringer på det statsmæssige niveau.

Hjælpepakker

På samfundsøkonomisk plan har regeringen valgt at spille ud med en række coronakrise-hjælpepakker til de hårdest ramte virksomheder. Det består både af en 75 procent lønkompensation til virksomheder, der undlader at fyre medarbejdere – og en direkte kompensation til små virksomheder der lider et tab på mere end 30 procent af omsætningen. Regeringen tilbyder altså at holde hånden under de dele af servicebranchen, der lider hårdest nød.

For alle hårdt ramte virksomheder, der oplever fald i omsætningen på mere end 40 procent, lover regeringen at dække 80 procent af de faste udgifter. Prisen på disse hjælpeordninger vurderes at ligge i omegnen af 40 milliarder kroner.

Finanssektoren har fået mulighed for at låne yderligere 200 milliarder ud gennem ophævelsen af den såkaldte ”kontracykliske kapitalbuffer”. En buffer der er blevet indført for at polstre bankerne mod økonomiske nedgangstider. På den måde vil bankerne kunne låne flere penge ud til de små erhvervsdrivende.

Regeringen reagerer selvfølgeligt på det internationale økonomiske kollaps, der også kommer til udtryk i Danmark. Således bød ugens første dage på en tredobling i antallet af personer, der meldte sig ledige. På to dage steg arbejdsløsheden med 11.000 personer. Disse fyringer sker som forberedelse på de økonomiske tab, som erhvervslivet vil lide – og vil kun stige i takt med at små erhvervsdrivende faktisk går fallit.

Ledere vil socialisere virksomhedernes tab

Ikke overraskende mente erhvervslivet ikke, at disse milliardtiltag rakte: ”Corona er jo ikke nogens skyld, men det er samfundet, som må være med til at finansiere det, så vi stadig har et erhvervsliv og arbejdspladser tilbage efter krisen. Og der er stadig udgifter til husleje, varer og lønninger. Derfor mener vi, at det kun er ret og rimeligt, hvis man får 100 procents kompensation. Så vi vil godt have skruet procenterne op”, udtaler direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen til Politiken.

Som næste trin foreslår en række topøkonomer – bakket op af den borgerlige presse og flere af de politiske partier – at staten skal oprette en hjælpefond på 300 milliarder kroner, der skal afbøde effekten af den kommende økonomiske krise. I praksis foreslår politikere, økonomer og medier en socialisering af virksomhedernes tab. Det er 10 gange så meget, som Dansk Industri vurderer, at den grønne omstilling vil koste.

Direktør i Dansk Industri, Brian Arthur Mikkelsen mener ikke coronavirussen er nogens skyld, og vil have udbetalt penge til erhvervslivet, der kan kompensere 100 % for deres tab under den kommende krise. En sådan socialisering af virksomhedernes tab vurderes at koste op mod 300 milliarder kroner – mere end 10 gange så meget som ‘den grønne omstilling’ estimeres at koste. Foto: Dansk Industri.

Samfundssind

Det er alment accepteret, at vi skal stå sammen i krisetider. Eller sammen hver for sig, som Statsministeren udtrykte det i dette tilfælde. Lars Tvede, Jensens Bøfhus og Dansk Byggeri er eksempler på, at det ikke altid er tilfældet.

Den skandaleombruste Danske Bank har meddelt, at man agter at udbetale 7,3 milliarder kr. i udbytte til aktionærerne i marts, mens den skandaleramte bank Nordea vurderer at ville udbetale 10 milliarder kr. i aktieudbytte.

Folketinget har nu vedtaget en række støttepakker til at hjælpe erhvervslivet. Mens staten i de seneste års opsving er blevet bedt om at holde sig fra at regulere erhvervslivet, har det kun taget få dage for erhvervslivets talspersoner at vende på en tallerken, og bede om statens indgriben. Det frie marked har tydeligvis ikke tilskyndet erhvervslivet til at polstre sig til en krise som denne.

Sammen med den økonomiske håndsrækning er arbejdsfordelingen for arbejdsgiverne blevet mere fleksibel. Virksomheder har gennem trepartsaftalen kunnet sætte medarbejdere ned i tid i en midlertidig periode, hvor medarbejderne bliver sendt på supplerende dagpenge. Også her lægges omkostningerne for krisen over på skatteyderne.

Skatteyderne betaler prisen for krisen

På forhånd er politikerne nu i gang med at fordele prisen for den nuværende krise. Løsningen ser ud til at blive en gældsætning af de små erhvervsdrivende til finanssektoren, skattefinansieret understøttelse af de ramte virksomheder og en midlertidig ophævelse af jobsikkerhed for de ansatte i servicesektoren.

“Det er alment accepteret, at vi skal stå sammen i krisetider. Eller sammen hver for sig, som Statsministeren udtrykte det i dette tilfælde. Lars Tvede, Jensens Bøfhus og Dansk Byggeri er eksempler på, at det ikke altid er tilfældet.”

Samtidigt ser det ikke ud til, at Enhedslisten og SFs forslag om at sætte dagpengeperioden i bero (ud over tre måneder) – og dermed skærme de arbejdsløse – nyder opbakning i Folketinget. Heller ikke Enhedslistens forslag om et statsgaranteret overlevelseslån, der også ville kunne sikre almindelige arbejdere mod krisens effekter, eller en akutydelse der skal støtte de timeansatte frem for deres arbejdsgivere, ser ud til at kunne samle flertal.

Coronakrisen bruges således allerede i dag til at flytte værdier i samfundet fra en gruppe til en anden. En doktrin der skal polstre den danske økonomi mod det første chok, men som også kommer til at være formende for den kommende økonomiske periode. Og det er før, vi ser på den midlertidige suspendering af de almindelige frihedsrettigheder.


Reinout Bosch

Gadeplansarbejder og uddannet historiker fra Københavns Universitet, og er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København. Han er medstifter af Institut for Marxistisk Analyse og forfatter til bogen Historisk Materialisme (2020).

Læs mere af Reinout Bosch