COVID-19, vaccineimperialisme og sundhed for alle

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion

Corona pandemien har brutalt afsløret ulighederne globalt og udstillet vores sårbarhed. Vi er naturvæsener og en del af naturen, men samtidig er mennesket et væsen, som gennem bevidsthed, erfaring og videnskab har lært at håndtere mange trusler.

Disse trusler, som før kostede millioner livet, kan i dag kontrolleres gennem forebyggelse og sundhedssystemer. Men det fungerer kun, hvis sundhed er en førsteprioritet, en menneskeret og tilgængelig for alle, så de fattigste ikke efterlades på perronen. ”Sundhed for alle” var den strategi, som alle verdens lande slog fast i 1978 i den berømte Alma-Ata-erklæring.

COVID-19 optræder som forstørrelsesglas og udstiller, hvordan sundhed og forebyggelse er prioriteret. I mange lande har man fulgt Verdensbankens anbefalinger om effektivitet og privatisering. Privathospitaler og kommercialisering af sundhed er vokset eksplosivt.  Udgifterne til livsnødvendig medicin er steget lige så voldsomt, og aktionærerne i medicinalindustrien jubler. Nogle af verdens rigeste lande er gået i knæ og har kæmpe problemer med både at forebygge og behandle de tusinder, som rammes. Verdens rigeste land USA er i total krise med tusinder døde og et sundhedssystem i knæ.

I stedet for at satse på primær sundhed, der er til gavn for den brede befolkning, har man satset på den sekundære sundhed i form af behandling af bestemte sygdomme, som medicinalindustrien kan lave den største profit på. Samtidig har man fremmet en ideologi om, at din sundhed er dit eget ansvar, og at du derfor må forsikre dig og spise sundt. Men det kan de fattigste ikke betale, og derfor øges deres sårbarhed. Det er det, vi ser udstillet i det klare lys fra denne pandemi, som hærger globalt.

COVID-19 er svær at få under kontrol, og der foregår over hele verden et uskønt kapløb mellem nationer og koncerner om at komme først med en effektiv vaccine. Det manglende internationale samarbejde springer i øjnene. Hvor er den globale krisestab? Desperation, arbejdsløshed og sult vokser blandt de fattige, både i vesten og i de fattige lande. Vaccinenationalisme og vaccineimperialisme viser deres grimme ansigt og understreger behovet for at organisationer som FN og WHO oprustes, organisationer som de vestlige lande har nedprioriteret i troen på, at kapitalismen og markedet løser alle problemer. FNs generalsekretær Antonio Guterres kritiserede d. 17. februar 2021 i FN den ”vildt ulige og uretfærdige” adgang til vaccinationer mod COVID-19. Han efterlyste en global vaccinationsplan og pegede på de mange i de fattige lande, der mangler ressourcer til at købe vacciner.

Pandemien har i februar ramt over 100 millioner mennesker globalt med over 2,4 millioner døde til følge. Vaccineproducenterne afviser at dele deres forskningsresultater, selv om de er offentligt støttede. Patentbeskyttelse, begrænset vaccineproduktion og de rige landes kapløb om at hamstre vacciner, forhindrer de fattige landes adgang til vacciner. De rige lande afviser forslag om midlertidigt at suspendere TRIPS-aftalen, så flere kan producere vacciner og dermed bryde medicinalfirmaernes monopol. Et monopol som er en moralsk fallit, men også udstiller, at grådighed og kapitalisme dræber.

Vi ser også, at lande med mere effektive stater, som prioriterer folkesundhed, klarer denne pandemi langt bedre. Det bør være et wake-up call, og give anledning til alvorlig selvransagelse i de vestlige kapitalistiske økonomier, som har overladt alt for meget til markedet og medicinalindustriens profitinteresser. Som epidemiologen Rob Wallace har sagt: ”Hvis brandfolk får de fornødne ressourcer, kan de fleste brande under normale forhold slukkes … men dette [epidemibekæmpelsen] er i kritisk grad afhængig af en meget mindre romantisk, men ikke mindre heroisk indsats, som vedvarende begrænser risikoen ved hjælp af regler og påbud.”

Sundhedsarbejdere og progressive kræfter må danne en fælles front. En proletarisk organisering som bygger på traditioner fra arbejderbevægelsens kampe, hvor også almindelige mennesker deltager gennem støttegrupper og nabohjælp.

Det handler ikke kun om en vaccine, men også om et offentligt sundhedssystem som reorganiseres. Så sundhedsarbejderne ikke slides ned, men får de fornødne ressourcer til at forebygge og behandle folkesygdomme. Herunder også et beredskab til at klare pandemier, som man har vidst ville komme, men ikke har taget alvorligt. Der er brug for en planøkonomisk tilgang, så der kan startes masseproduktion af udstyr og vacciner og så leverancer til de mest udsatte befolkninger prioriteres. Medicinalindustriens monopoler skal brydes.

Det handler om alvorlige trusler mod menneskeheden, og vi skal anerkende vigtigheden af sundhed for alle. Vi må bekæmpe, at profitten kommer før sundhed.

Noter

Antonio Guterres criticizes unequal global access to COVID-19 vaccines, calls it ‘wildly unfair’,

https://mronline.org/2021/02/22/antonio-guterres-criticizes-unequal-global-access-to-covid-19-vaccines-calls-it-wildly-unfair/

IP, vaccine imperialism cause death and suffering, delay recovery.

https://mronline.org/2021/02/22/ip-vaccine-imperialism-cause-death-and-suffering-delay-recovery/

COVID-19 and the circuits of capital,

https://monthlyreview.org/2020/05/01/covid-19-and-circuits-of-capital/