Dagbogsnotater fra Global March to Gaza #2

For en time siden dukkede to egyptiske politibiler og civilklædte politifolk op uden for vores hotel. Med det samme begynder en indre alarmklokke at ringe: Er det nu, de kommer efter os? Hvis de gør, hvad vil de så gøre?

Tage vores pas, telefoner, eller os selv med? Og hvorhen? Bliver de egyptiske hotelgæster tjekket? Eller vi internationale? Det er nemlig sket for flere af de internationale. Dørmanden, der hver dag troligt sidder foran hotellet og smiler venligt og imødekommende, når man går forbi, er nu synligt nervøs. Jeg tager det som et tegn på, at jeg selv må være årvågen.

For hvis det er almindelig praksis at få besøg af “turistpoliti”, bør han vel ikke være nervøs? Med bankende hjerte samler jeg hurtigt mine vigtigste ejendele og forlader hotellet.

Efter vores ihærdige forsøg på for to dage siden at krydse det nordlige Sinai for at nå Rafah måtte vi vende snuden tilbage til hotellerne. I taxaen med kroppen fuld af adrenalin efter 6-7 timers intense forsøg i heden med mange kampklædte politimænd, afventende ambulancer, en lang række opstillede, orangefarvede bårer, folk der chantede ”Free free Palestine” igen og igen. Flere blev slået, mistede oppakning, telefoner smadredes, mange blev tvunget ind i politiets busser… så ramte sorgen mig, som en bølge: Vi kom ikke igennem. 

Mange dages – for nogle måneders – forberedelser, stress, håb, frygt, indædthed, en emotionel rutsjebanetur. Og vi kom ikke igennem til den planlagte march gennem ørkenen. Tårerne pressede sig på. Mens dette skrives, triller de ned ad mine kinder. Så nær ved, så langt fra.

Vi internationale er nu i venteposition. Utålmodighed begynder at vise sig, og ingen ønsker blot at være turister, selvom vi befinder os i pyramidernes land. Folk er dedikerede og fokuserede. Vi hjælper hinanden med at holde fanen højt. Det er fantastisk at møde de andre her. Vi er unge som gamle, diverse køn, alle etniciteter.

Forleden så jeg en ældre person i kørestol være med ved kontrolposten, hvor vi blev nægtet adgang. Alle som én insisterer vi på vores ret til at nå frem til Rafah – for at gøre hvad vi nu engang kan, enkeltvis og sammen, for at få stoppet folkemordet på palæstinenserne.

Politiet ved vores hotel lod os være. Denne gang. Men ved flere andre hoteller er internationale blevet tjekket, deporteret. 

Rygter svirrer, updates deles, og sikre info ligeså. Det føles som at være “på” hele tiden. Klar. Det er udmattende, men vi har alle taget et valg. Målet var og er Rafah. Vi ved, der er en risiko; vi sætter liv og lemmer på spil. Et valg der, når det kommer til stykket, bestemt ikke er let at tage. Vi har alle tænkt grundigt over det. Vi har alle bekymrede familier og venner derhjemme. Samtidig bør alles tanker gå til menneskene i Gaza og i hele Palæstina. De lever i et helvede og udsættes for død og lemlæstelse hver dag. De af dem, som endnu er i live.

Jeg håber, vores kald høres ude i verden. Jeg håber inderligt, med mit eget lillebitte bidrag, at palæstinenserne ved, at vi er mange, der gør hvad vi kan: I er ikke glemt. Vi er jeres vidner, og vi giver ikke op! 

Global March to Gaza er en internationalt sammensat organisering, som i dagene fra 12. til 19. juni vil gå i solidaritet for Gaza. Planen var at køre i busser fra Cairo til en by ca. 50 km fra grænsen til Gaza og herfra gå de sidste 50 km. Formålet er at protestere imod den israelske brug af sult som våben – og kræve våbenhvile.

Marchen er drevet af folk fra hele verden og består i øjeblikket af delegationer fra mere end 50 forskellige lande. Det samlede deltagerantal kendes endnu ikke, men flere arabiske nabolande forventes at bidrage med flere tusind deltagere hver. Fra oversøiske destinationer ventes mellem 1000 og 2000 mennesker at deltage.