Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
22. februar. 2021

Daniel Tanuro: “Der er ingen vaccine mod klimaændringer.”

Den belgiske økosocialist og forfatter, Daniel Tanuro, tager i sin nye bog en økologisk tilgang til den politiske situation. Mats Lucia Bayer fra Anticapitalistas har interviewet ham.

Daniel Tanuro: Selvfølgelig er der brug for en revolution. Derfor må vi gøre alle udbyttede eller undertrykte grupper i stand til at fostre en konkret “økologi”, sådan som vi har set med bl.a. De Gule Veste.” Foto fra Socialist Action.
31 min. læsetid

Oversat af Charlotte Valløe


Af Mats Lucia Bayer

I Gauche Anticapitaliste (Antikapitalistisk Venstre, schweizisk politisk organisation, red.) mener vi, at det er vigtigt at udvikle en økologisk tilgang for at kunne analysere den økonomiske, sociale og politiske situation i al dens kompleksitet. Det er netop formålet med dette interview, der tager de vigtigste emner op fra Daniel Tanuros bog: “For sent at være pessimistisk! Økosocialisme eller sammenbrud”. Det giver også mulighed for at analysere den økonomiske situation, og hvad Covid-19 pandemien har betydet.

Det er et nyttigt sammenligningsgrundlag, der også giver os mulighed for at tænke strategisk over de forskellige scenarier, som åbner sig for os. Fra ​​kampen mellem stormagterne for mindre afhængighed af fossile brændstoffer – som kan styrke deres rivalisering eller få dem til at nærme sig hinanden – til vigtigheden af, ​​at se på nye sociale bevægelser.

Tanuro understreger afslutningsvist vigtigheden af at opbygge ​​en fælles identitet for de forskellige bevægelsers kampe. Her spiller arbejderklassen og den feministiske bevægelse en central rolle, blandt andet gennem erfaringerne med den sociale bevægelse De Gule Veste i Frankrig.


Daniel Tanuro, i 2010 udgav du ”Den grønne kapitalismes umulighed” (L’impossible capitalisme vert, red.). Hvad fik dig til at skrive ”For Sent at være pessimist” ti år senere?

Det var der flere grunde til. I første omgang ville jeg understrege, at den ​​diagnose jeg stillede i “Grøn kapitalisme..” er rigtig. Der er en uforenelig modsætning mellem akkumuleringen i den kapitalistiske produktionsmåde på den ene side, og planetens økologiske grænser på den anden.

Den modsætning står lysende klar, når vi taler om klimaet: På den ene side øges omfanget af vedvarende energi, og FNs klimapanel (IPCC) vurderer, at det tekniske potentiale kan imødekomme menneskehedens behov næsten tyve gange. På den anden side foregår den atmosfæriske koncentration af CO2 på hidtil uset niveau, selv hvis man kigger tre millioner år tilbage. Regeringer udsætter konstant de foranstaltninger, der skal træffes for at undgå en katastrofe. Det er ikke muligt at redde klimaet uden en drastisk reduktion i energiforbruget på grund af forbruget i produktion og transport. Det er uforeneligt med kapitalistisk produktion.

For det andet ville jeg opdatere de videnskabelige data, især på baggrund af IPCC’s særlige rapport om målet for højst 1,5o mere global opvarmning. Den er vigtig for mig, fordi jeg gerne vil sprede den nødvendige viden til ikke-overbeviste mennesker, især i arbejderklassen. Derfor begynder bogen – ligesom dens forgænger – med en kort oversigt over den nuværende katastrofe, og dens økologiske og sociale konsekvenser.

For det tredje er jeg undertiden blevet kritiseret for i Grøn Kapitalisme.. primært at fokusere på klimaudfordringen. For sent at være pessimist udvider undersøgelsesområdet til at dække hele den økologiske krise – med særlig opmærksomhed på ødelæggelsen af ​​levende organismer og arter. Det gør det muligt for os at vise, hvordan kapitalismen bliver styrket af en række fællestræk, for eksempel det stærke slægtskab mellem den velkendte “CO2-kompensationsfidus” og “biodiversitetskompensations-fidusen”, som er mindre udbredt.

For det fjerde sammenlignede min forrige bog på den ene side socialdemokratiske og grønne parti-illusioner, mens den på den anden side pegede på begrænsninger og farlige tendenser til modvækst. Min nye bog går længere endnu, og gennemgår adskillige idéretninger: Fra politisk økologi, grøn liberalisme, kollapsologer, tilhængere af Jacques Ellul (kristen anarkist, red.), tilhængere af stationær kapitalisme, mystisk økologi osv. Og den fremhæver, hvad der forbinder dem: En misforståelse af mekanismen for kapitalakkumulering, sådan som den blev demonstreret af Karl Marx.

Sidst men ikke mindst går For sent at være pessimist også længere på det strategiske niveau. En femtedel af bogen er afsat til det økosocialistiske projekt, overgangsplanen og strategier til, at forskellige kampe kan mødes. I denne sammenhæng lægges der særlig vægt på nøglespørgsmålet: Hvordan kan arbejderklassen og dens organisationer bringes til at bryde produktions- kompromisset med kapitalen?

Bogen udkom i april 2020 – og giver i forordet  en “spritny” analyse af, hvad pandemien har medført.

Du hævder, at særligt SARS-CoV2-virus bekræfter den dybe indflydelse, kapitalismen har haft på biodiversiteten, ved at fremme forekomsten af ‘zoonoser’. Vi ser også, hvordan pandemien har kastet de fleste samfund ud i sundheds- og sociale kriser. Er denne pandemi kun et ‘nederlag’ for folket, eller giver den muligheder for sociale bevægelser?

For sent… blev skrevet i slutningen af ​​2019, men det franske forlag tilbød mig at skrive et forord om pandemien. Det er inkluderet i den italienske udgave, men ikke i den castilianske udgave, som blev udgivet i begyndelsen af ​​marts. Det er en skam, fordi Covid-19-pandemien er en del af en klar tendens med en stigning i zoonoser, altså smitte mellem dyr og mennesker. Ifølge WHO kommer tre fjerdedele af de nye patogener, der findes i mennesker, nu fra dyrearter. Den tendens kan man ikke isolere fra de skader på økosystemer, som særligt sker på baggrund af centrale skovrydninger og industrilandbrugets driftsmetoder. Siden har den mellemstatslige platform for biodiversitet og økosystemtjenester, IPBES offentliggjort en særlig rapport, der bekræfter den sammenhæng. Den konkluderer også, at der vil opstå flere zoonoiske sygdomme. Ifølge den rapport er vi kommet ind i “pandemiernes æra”. Den epidemiske risiko er derfor mere omfattende end de fire største økologiske risici ved klimaændringer: faldende biodiversitet, forstyrrelse af kvælstofcyklus og ødelæggelse af jord.

“Det er sandsynligt, at der udvikles en vaccine, men det er ikke sikkert, at vi finder vacciner mod alle fremtidige vira. Vi har stadig ikke en AIDS-vaccine – og der er ingen vaccine mod klimaændringer.”

Før man kan besvare spørgsmålet om muligheder (og farer), bliver man dog nødt til at understrege, at denne krise er en historisk begivenhed. Det er rigtigt, at verdensøkonomien viste tegn på afmatning i flere måneder, men SARS-CoV2 er meget mere end en udløser af iboende modsætninger i kapitalismen: Den er autonom, udefrakommende og et meget magtfuldt middel. Uanset om vi kan lide det eller ej, skal regeringers genopretningsplaner manøvrere under virussens knibtang.

Den økologiske ødelæggelse, som kapitalismen har medført, har derfor skabt en boomerang-effekt, der kommer tilbage og rammer den selv. Det er ikke helt nyt: Vi har allerede oplevet lokale boomerang-effekter. For eksempel skyldtes den omfattende vind-erosion på de sydlige sletter i USA under støvstormene i 1920’erne og 1930’erne, beslutningen om at dyrke skrøbelige jordbunde, der var uegnede til kornproduktion. Men det er første gang, at fænomenet manifesterer sig på globalt plan med så voldsom kraft. Det er sandsynligt, at der udvikles en vaccine, men det er ikke sikkert, at vi finder vacciner mod alle fremtidige vira. Vi har stadig ikke en AIDS-vaccine – og der er ingen vaccine mod klimaændringer.

Det er krisens udefrakommende dimension, der skaber nye muligheder for sociale bevægelser. For fuldt ud at forstå dem, tror jeg, at vi er nødt til at gå ud over det klassiske spørgsmål, “hvem skal betale?” Virussets påvirkning fremhæver det faktum, at det ikke er sidestillede kriser – økologiske, sundhedsmæssige, økonomiske, sociale, fødevarer osv. – men en global krise, en systemisk krise på grund af den iboende grådighed i den kapitalistiske produktionsmåde og -eksistens. Gennem pandemien afslører kapitalen ganske klart, at den ikke er en ting, men et socialt udbytningsforhold, og at dette forhold, som Marx sagde, “udnytter de eneste to kilder til al rigdom: Jorden og arbejderen” (både den mandlige og kvindelige arbejder). Svaret skal derfor formulere flere krav. Vi kan ikke begrænse os til at beskæftige os med fordeling af velstand, vi har brug for en overordnet plan, der tilbyder et sammenhængende alternativ.

I lyset af pandemien er alle regeringer, selv de mest tilbageholdende (med undtagelse hidtil af den brasilianske regering), blevet tvunget til at vedtage en sundhedspolitik, der hævder at “drage omsorg for befolkningen”. Denne påstand er naturligvis hyklerisk: Diskursen tjener til at pakke en klassebaseret sundhedspolitik ind – nyliberal, hygiejnistisk, autoritær, racistisk og macho – der opretholder aktivitet inden for værdiproduktionen. Men kontrasten mellem pandemiens chok og sundhedspolitikkens virkelighed skaber et “vindue af muligheder” for sociale bevægelser. De har mulighed for at vende tilbage til “omsorg” mod nedskæringer, ulighed, privatisering, undertrykkelse af racistiske, usikre ansættelser, vold mod kvinder, uddrivelse af migranter, udvinding og skovrydning, kødindustrien osv., fordi “omsorg” er et felt, der ikke bare kan skæres i skiver eller kan oversættes til noget konkret. En anti-produktiv plan er nødvendig for at drage omsorg for mennesker og den natur, vi hører til.

Efter min mening argumenterer zoonosens systemiske oprindelse og de systemiske årsager til dens spredning – globalisering af handel, dets hastighed, koncentrationer af fattige mennesker, racialiseret befolkning osv. – for “omsorg” som et nyt paradigme for det sociale liv og samfundets forhold til naturen. I marxistiske termer er det virkelig et spørgsmål om at argumentere for den centrale reproduktionssfære, men på en måde der forstås af det største antal mennesker.

Det siger sig selv, at den centrale position kræver økonomiske ressourcer, men ikke kun det: Det kræver også kvalitative tiltag og etik. I denne forstand kan omsorg hjælpe med, at ​​kampene mødes. Det er en løftestang, eller som Antonio Gramsci sagde: Kampen for hegemoni i masseskala. I betragtning af den dybe og vedvarende ideologiske uorden synes jeg, det er nyttigt at tænke længere i denne retning. For krisens udefrakommende og hidtil usete natur åbner ikke kun muligheder til venstre. Det fremskynder dramatisk fremkomsten af ​​nyfascisme, der kombinerer antikapitalistisk demagogi, socialdarwinisme og en ultraliberal opfattelse af “frihed” som ubegrænset frihed for ejere af velstand – eller dem, der forsøger at fremstå som sådan – til at akkumulere uendeligt ved at udnytte, ødelægge, dominere og eliminere. At kræve, at de rige betaler for krisen, er ikke nok til at stoppe denne trussel.

Under pandemien har stort set alle lande været nødsaget til at signalere mere omsorg for befolkningerne. Den fascistoide præsident Jair Bolsonaro i Brasilien (billedet tv.) har dog været en markant undtagelse, mener Daniel Tanuro. Foto: A. Cruz / Agencia Brazil

Når man ser på krisens reaktioner blandt mange regeringer og institutioner, tegner der sig et klart billede af, at ‘liberal økologi’ nu er en del af det ideologiske arsenal. Ikke desto mindre forbinder meget få politikere pandemien til den økologiske krise. På den anden side kan nyheden om en vaccine have den virkning, at pandemien kun bliver en parentes i historien. Hvad tror du årsagerne til det er?

Der er virkelig et gigantisk paradoks på spil: Mens forbindelsen mellem stigningen i zoonoser og den økologiske krise har meget bred videnskabelig konsensus, ignorerer regeringens sundhedspolitik de konsekvenser, der kan drages af denne observation. I hvert fald eksisterer nødsituationen inden for sundhed.

Det er slående, at kapitalistiske tænketanke – der hævder at drage de langsigtede konsekvenser af pandemien – forbliver tavse på dette punkt. Det falder dem slet ikke ind at stille spørgsmåls til sammenhængen mellem sygdommen og kødindustrien, skovrydning og genmodificeret sojabønnedyrkning. Alligevel er det selv samme forbindelse, der er ansvarlig for den øgede risiko for pandemier, sandsynligvis frem til det punkt, hvor situationen bliver økologisk uholdbar.

Cirka hundrede millioner hektarer er nu afsat til produktion af sojabønner (hvoraf 70 % involverer GMO’er) til fodring af husdyr (som udsender metangas). Med den nuværende udvikling, vil der årligt blive slagtet 120 mia. dyr i 2050, hvilket er 50 gange flere end i 1960, og den mængde husdyr ville kræve to planeter. Erkendelsen af den virkelighed kommer ikke til at falde ned fra himlen. Det afspejler selvfølgelig kapitalens “kortsigtethed”, men det er stadig ikke svar nok.

Den franske avis Les Echos havde 25. november et citat fra Xenophon (græsk filosof, 425 – 354 BC., red.), der er foruroligende aktuelt: “Landbrug er kunstens moder: Når det bliver drevet godt, trives alle andre kunstarter; men når det forsømmes, går alle andre kunstarter i forfald”. ‘Dårligt udført’ kapitalistisk landbrug byggede historisk på engelske indhegninger af fælledområder, med andre ord på udelukkelse af bondebefolkninger, der med vold var uddrevet fra landet. Marx kaldte denne begivenhed “den store skruenøgle” af forholdet mellem menneskeheden og naturen.

“Udviklingen af ​​vaccinen vil give systemets entusiaster mulighed for at berolige sig selv med, at pandemien bare var en parentes. Men deres lettelse kan vise sig at være kortvarig.”

At tackle det landbrug, der var resultatet af denne store skruenøgle, er at undergrave det historiske fundament for hele bygningen. Så ja, udviklingen af ​​vaccinen vil give systemets entusiaster mulighed for at berolige sig selv med, at pandemien bare var en parentes. Men deres lettelse kan vise sig at være kortvarig. Flere pandemier kommer. Og andre, mere alvorlige katastrofer fortsætter stille og roligt med at vokse.

Valget i USA har gjort Joe Biden til præsident. Biden har sagt, at hans politik vil adressere klimaforandringerne, hvilket har gjort det muligt for ham at være modpol til Trumps klimafornægtelse. Mange progressive bevægelser og organisationer har vist lettelse over Trumps afgang. Imidlertid ser det ud til, at mange af dem forbereder en stærk opposition til Biden-regeringen. I din tidligere bog, ’Trumps Øjeblik’ analyserer du fænomenet som et grundlæggende brud i den historiske konsensus inden for den amerikanske politiske klasse. Betyder hans nederlag afslutningen på et politisk paradigme, der fornægtede global opvarmning?

Jeg tror vi på klimaspørgsmålet er vidner til en hurtig tilnærmelse mellem USA, EU og Kina. Bidens dagsorden, Europa-Kommissionens Green Deal og erklæringer fra Beijing nærmer sig det samme mål: Netto nul CO2-udledning i 2050. Kina overvejer endda en målsætning om “nul kulstof”, inklusive metan, i 2060.

På samme tid og for første gang inkorporerer Det Internationale Energiagenturs Energy Outlook-rapport et kulstofneutralt scenarie i 2050. Denne udvikling er blevet hjulpet på vej af sundhedskrisen. For det første fordi uden den kunne Trump være blevet genvalgt. Men også fordi krisen resulterede i et alvorligt slag mod kulindustrien (og olie), mens vedvarende energi fortsatte med at vokse. Det er grunden til, at den herskende klasse, sideløbende med debatten om flytning af vitale produktioner, fristes af fordelene ved et mere fleksibelt elektrisk system, fordi det er mindre centraliseret omkring meget store produktionsenheder.

Denne debat accelererer, fordi punktet, hvor vedvarende energi bliver konkurrencedygtigt, er nået: Ifølge IEA er solenergi nu “den billigste energi i historien“. Selvom nogle lande ikke øger deres klimamål, anslår IEA, at 80 procent af ny energiinvestering inden 2030 vil være i solenergi. Jeg tror derfor, at COP26 virkelig vil føre til en ‘forbedring af ambitionerne’.

Vi kan kun glæde os over, at den største klimafornægter, Donald Trump, forlader Det Hvide Hus. Klimafornægterne har dog ikke sagt deres sidste ord, især ikke i USA. For eksempel fastholder Exxon i modsætning til Shell eller BP udelukkende sit fokus på olieudvikling. Frem for alt bør vi ikke have nogen som helst illusioner om sammenfaldende klimapolitik mellem USA, Kina og EU.

For det første vil målene for de tre magter i forhold til reduktion af emissioner i 2030 ikke muliggøre, at vi holder os under 1,5 graders global opvarmning: EU har slået tonen an ved at vedtage et mål langt under den reduktion på 65 %, der er dikteret af tidspresset, og som respekterer et differentieret ansvar. I Kina stiger CO2-udledningen med 2 % om året, og 70 % af elektriciteten genereres af kulfyrede kraftværker. Regeringen ser ud til at udskyde den radikale reduktion i emissioner til efter 2030, og taler om 8 % pr. år. Biden bevæger sig henimod en reduktion i USA’s nettoemissioner på mellem 38 – 54 % i forhold til 2005. Som et pejlemærke skal reduktionen ifølge IPCC være 58 % globalt inden 2030 for at have 50 % chance for ikke at overstige 1,5 grader. For de rige lande betyder det mindst 65 % reduktion.

For det andet er begrebet netto-nul-udledning meget elastisk. Ud over den manglende ansvarlighed for internationale transportemissioner, er de løsninger, der vælges for at gøre “kulstofneutralitet” kompatibel med kapitalistisk produktivitet, “kulstofkompensation” gennem massiv træplantning, “negative emissionsteknologier” og atomkraft (inklusive mini-kraftværker).

“Jeg tror vi på klimaspørgsmålet er vidner til en hurtig tilnærmelse mellem USA, EU og Kina. Bidens dagsorden, Europa-Kommissionens Green Deal og erklæringer fra Beijing nærmer sig det samme mål.”

Der er meget at sige om disse “grøn-kapitalisme-løsninger”. Jeg udelader atomkraft, hvis farer vi kender. Træer kan plantes, men mulighederne er ikke uendelige. At vi i et par årtier øger muligheden for at opbevare kulstof i grønne planter, kan ikke kompensere for det enorme fald i mineralsk kulstof, der over millioner af år er lagret i geologiske lag. Desuden er mekanismen for kulstofkompensation politisk neokolonial. Den indebærer nemlig, at landområder i fattige lande risikerer at blive en slags CO2-skraldespand for de rige lande.

Hvad angår “negative emissionsteknologier” involverer det hovedsageligt geologisk opsamling af CO2, hvilket ikke er nogen garanti for at det holder vand. Det kunne endeligt implementeres for at lette udfasningen af ​​kul, uden at minearbejdere lider social skade. Men det er ligefrem galskab at gøre det til en strukturel løsning fortsat at afbrænde fossile brændsler i flere årtier. Jo mere vi graver i dette spørgsmål, desto mere finder vi modsætningen mellem kapitalistisk produktivisme og naturlige grænser. Et eksempel er med CO2capture-mineralisering. Denne teknologi vil sikre en meget stabil fangst, da kulstof omdannes til klipper (carbonater). Men udvindingsgrupperne, især De Beers, kaster sig over at mineralisere CO2 i deres mineaffald for at få et grønnere image og fortsætte deres destruktion, mens de sælger emissionsrettigheder. Det vil dog tage 100 Gt mineaffald – 5 til 50 km3 eller et lag på 30 til 300 m ved 180 km2 – at mineralisere 1 Gt CO2 (svarende til en fyrretyvende del af de årlige emissioner). Kapitalismen forvandler alt til vanvid, selv rimelige løsninger.

For det tredje vil klimatilnærmelsen mellem USA og EU naturligvis ikke sætte en stopper for rivaliseringer mellem imperialistiske magter, men snarere udgøre en slags aftale mellem slyngler mod landene i Det Globale Syd. De vil blive tvunget til at betale en kulstofafgift for at få adgang til de tre store magters markeder. Denne mekanisme vil faktisk indebære et nyt skridt i afskaffelsen af ​​princippet om differentieret ansvar, som det globale syd havde nedfældet i Parisaftalen. Biden er helt klar over de imperialistiske aspekter. Han ønsker at gøre handelspolitikken til en løftestang for støtte toæ amerikansk storkapital i kampen om markedet for “ren teknologi”, og planlægger at oprette en fond til at støtte teknologieksport. Han vil også gøre det til en betingelse for gældslettelse i landene i det globale syd, og for udviklingsbistanden, at klimapolitikken fortsat kan blive dikteret fra Washington.

Der er alt mulig grund til at fejre, at klimabenægteren Trump er røget ud af Det Hvide Hus. Men Joe Biden lægger op til en slags ‘klima-imperialisme’, hvor støtte til grøn omstilling vil blive betinget af opbakning til den amerikanske dagsorden, forklarer Daniel Tanuro. Foto: Matt Slocum

Er tilnærmelsen mellem USA, EU og Kina om en mere ambitiøs klimapolitik ikke et mindre onde sammenlignet med Trump, og hvad vi hidtil har oplevet?

Katastrofe er naturligvis mindre slemt end sammenbrud, men det er samtidig vigtigt at forstå, at vi allerede er i en katastrofal situation, og at den førte politik i de tre store økonomiske blokke fører direkte til en endnu større katastrofe. Regeringer forsøger at forsikre folk om, at de endelig har forstået klimafarens vigtighed​​, men deres implicitte scenarie er den “midlertidige overskridelse” af 1,5 graders opvarmning.

Selv hvis vi antager, at træplantager og negative emissionsteknologier kan afkøle kloden i anden halvdel af århundredet, er der en reel risiko for, at “midlertidig overskridelse” vil være tilstrækkeligt til at føre til et endeligt skift i retning af, hvad forskere har kaldt saunaplaneten (sweating room planet, red.).

IPCC placerer et tipping point for den grønlandske indlandsis ved 1,5 – 2 graders global opvarmning, og to store antarktiske gletsjermassiver er på randen til ​​opløsning. At overskride det grønlandske tipping point kan føre til en række kædereaktioner, der vil bringe planeten tilbage til klimaet i den Pliocæne periode (geologisk tidsalder, der varede fra for 3,6-2,2 mio. år siden. Temperaturerne var omkring 2-3oC højere end i dag, red.). På det tidspunkt var havniveauet ca. 30 meter højere end i dag. Kapitalismens kriminelle produktivisme har bragt os så tæt på afgrunden, at der ikke skal meget til, før vi tumler ud over kanten.

Men hvis et tipping point som Grønland overskrides, er det totalt illusorisk at tro, at bevægelsen kan vendes med negative emissionsteknologier. Jeg mener altså: Den store fare er, at klimabevægelsen bliver lullet i søvn af troen på, at Joe Biden, Xi Jinping og Ursula von der Leyen er partnere, eller endog allierede, som man kan samarbejde med om at overkomme klimaudfordringen eller i det mindste at komme langt. Det er ikke tilfældet. Disse mennesker er i produktivismens tjeneste, der skynder på vedvarende energi, lige som de skyndte på fossile brændstoffer uden at opgive disse brændstoffer for at samle kapital gennem udnyttelse af folk og naturen.

Du kritiserer nogle af videnskabens ideologiske fordomme, herunder IPCC- og IBPES-rapporterne. Hvad kan du sige nærmere om det?

Det punkt skal behandles med forsigtighed. Vi skal undgå at give næring til klimafornægtere og mere bredt til det irrationelle, der nu fremmer konspirationsteorier. Med hensyn til IPCC skal rapporterne fra arbejdsgruppe 1 – videnskaben om klimaforandringer – skelnes fra rapporterne fra arbejdsgruppe 2 og 3, der handler om tilpasning og afbødning.

“Uden for markedet er der ingen frelse, modellerne indebærer ikke offentlige planer, der ligger uden for profitlovene. Det er vigtigt at udfordre IPCC på det punkt.”

Her skal man huske på, at Klimapanelet ikke selv forsker, men kun samler eksisterende forskning. Arbejdsgruppe 1 samler forskning baseret på fysikkens love. Så længe disse love ikke forstyrres af en videnskabelig revolution, opsamler rapporterne den bedst tilgængelige klimavidenskab. Det er en anden sag med de to andre arbejdsgrupper, især for arbejdsgruppe 3, der som nævnt fokuserer på afbødning. Faktisk opnås klimastabiliserings-scenarierne, som den syntetiserer, ved at introducere hypoteser om samfundets udvikling i klimasystemets modeller. De hypoteser er hovedsageligt lavet af økonomer i et klima, hvor neoliberalismen hersker.

For eksempel siger IPCCs femte vurderingsrapport, at “klimamodeller antager fuldt fungerende markeder og konkurrencepræget markedsadfærd”. Med andre ord: Uden for markedet er der ingen frelse, modellerne indebærer ikke offentlige planer, der ligger uden for profitlovene. Det er vigtigt at udfordre IPCC på det punkt. Faktisk indebærer præmissen om overskud også en præmis om akkumulering af kapital. Som resultat overvejer man ikke enkle løsninger til reduktion af udledninger af drivhusgas ved at eliminere unødvendig eller skadelig produktion. Den blinde vinkel på forskning øger angst, og tilskynder til løsninger a la ​​’Troldmandens Lærling’ med grøn kapitalisme. Som eksempel citerer jeg i For sent… sagen om forskere, der sætter spørgsmålstegn ved de maksimalt mulige reduktioner i udledning fordelt på produktionssektorer, og som ikke engang forestiller sig, at vi kan forbyde produktion af våben, transportere færre varer, eller transportere dem med tog i stedet for med lastbiler.

IPBES planlægger heller ikke at bryde med markedets regler. Tværtimod fremmer man den mekanisme, der er kendt som “kompensation for biodiversitet.” Det består i, at en udvindingsvirksomhed som fx minedrift, tømmervirksomhed eller eksportlandbrug kan operere i et område med stor biologisk rigdom, hvis den forpligter sig til at gendanne ødelagte økosystemer andre steder, Det er naturligvis umuligt!

Minedrift og oliegrupper bruger denne falske mekanisme, fordi ressourcemangel leder dem til nationalparker og naturreservater, der er rige på mineraler eller kulbrinter. Det er positivt, at IPBES fremhæver de oprindelige folks og landdistrikternes nøglerolle i forsvaret af biodiversitet. Men samtidig forklarer man primært arternes forsvinden med væksten af ​​”befolkning” og “landbrug” generelt, som om alle befolkninger og alt landbrug havde de samme destruktive virkninger.

Daniel Tanuro

· Belgisk økosocialist og forfatter. Har bl.a. skrevet bøgerne Green Capitalism: Why it won’t work og senest Trop tard pour être pessimistes! Écosocialisme ou effondrement. Førstnævnte er udgivet på engelsk, mens den sidste kun findes på fransk.

· Aktiv i antigælds-bevægelsen CADTM – Committee for the Abolition of Illegitimate Debt

· Skriver for bl.a. Climate and Capitalism og International Viewpoint, og gæstede Transform! Danmarks konference i 2018

+

Det er tydeligt i modstrid med lovprisningen af oprindelige folk og deres samfund. Men IPBES-strategien er hovedsageligt baseret på ideen om, at naturreservater skal styrkes og opformeres som ‘oaser af biodiversitet’. Disse oaser er vigtige, men her ligger det største problem ikke i dag, fordi biodiversiteten ikke vil blive reddet, hvis oaserne adskilles af industrilandbrugenes store ørkener. Alternativet er økologisk jordbrug. Det resulterer i, at befolkningsspørgsmålet stilles forkert. Ved at pege på “befolkningen” generelt, antyder IPBES-rapporten, at “mere befolkning = mindre biodiversitet”. Økologisk jordbrug kræver imidlertid meget mere menneskeligt arbejde end industrilandbrug.

Generelt skal man ikke kun udregne det maksimale antal mennesker, en produktionsmåde kan understøtte, men også det mindste antal, der er nødvendigt for en produktionsform. I min nye bog nævner jeg en tankevækkende sammenligning mellem stor- og småfiskeri. Sidstnævnte er bedre for klimaet (mindre brændstof), bedre for biodiversiteten, bedre for menneskers sundhed, koster samfundet mindre og beskæftiger tyve gange mere arbejdskraft til den samme fangstmængde af menneskelig mad. Sammenligningen mellem industrilandbrug og økologisk jordbrug giver den samme slags konklusion. Kampen for biodiversitet er uadskillelig fra kampen mod industrilandbrug, mod kødindustrien, mod industrielt fiskeri og andre kapitalistiske rovdyrsmekanismer, som IPBES er påpasselig med ikke at sætte spørgsmålstegn ved.

Du gennemgår også andre retninger, der hævder at være økologiske – fra støtter af en “Green New Deal” til mere ‘kollapsologiske’ retninger. Hvad angår førstnævnte, som for det meste ligger til venstre, forbinder de tydeligt deres plan med pengeskabelse. Hvordan tænker du det er i modstrid med en økosocialistisk løsning? Og hvordan med kollapsologi-retningerne – kan de blive en platform for højreekstreme?

Jeg vil ikke sige, at en Green New Deal, som den forsvares af den amerikanske venstrefløj, er i modstrid med en økosocialistisk løsning. Tværtimod indeholder deres Green New Deal (GND) to vigtige ideer, som økosocialister fuldt ud deler: For at stoppe katastrofen har vi brug for en plan, der skal få os ud af både de sociale og de økologiske kriser. Jeg er enig med den kritik, som den marxistiske økonom Michael Roberts har formuleret om finansieringen af ​​Green New Deal gennem pengeskabelse. Ifølge Roberts kan staten skabe penge, ja, men valutaens værdi bestemmes af økonomien og derfor af kapitalisterne, der ejer økonomien. Hvis de ikke kan lide Green New Deal, investerer de ikke, valutaen svækkes, og regeringen vil ikke være i stand til at finansiere sin plan.

Når det er sagt, er det ikke her, vi er i dag. Situationen har ændret sig siden udgivelsen af min nyeste bog. Bernie Sanders har sluttet sig til Joe Biden, der flirtede med ideen om en Green New Deal for at sikre venstrefløjens støtte; men selvom etiketten er den samme, har flaskens indhold ændret sig. Således ville Sanders med sin GND sørge for at bremse fracking. Biden har kun lovet at stoppe tildelingen af ​​nye fracking-tilladelser, og at evaluere eksisterende tilladelser fra sag til sag. Hvis det vedtages af kongressen, planlægger hans program at investere 40 milliarder dollars om året over 10 år i ren energi og teknologi – men ikke at bryde med den fossile brændstofindustri.

Bidens team inkluderer også flere personer, der finansieres af olieselskaber. Det gælder for eksempel Cedric Richmond, et medlem af kongressen med omfattende forbindelser til olie-, gas- og petrokemisk industri i hans Louisiana-distrikt, som er et af de ti mest forurenede distrikter i USA. The Green New Deal i Biden-versionen er grøn kapitalisme, ligesom Europa-Kommissionens.

“Kollapsologer mener – idet de ikke forstår ret meget af kapitalismen – at de fattige i det globale syd vil blive mindst påvirket af “sammenbrud”, fordi de er tættere på naturen. Det er en absurditet, der ignorerer de kapitalistiske, imperialistiske og racistiske dominansforhold.”

Med hensyn til kollapsologi finder jeg det overdrevent at sige, at det globalt kan blive en platform for den yderste højrefløj. Jeg er yderst kritisk over for kollapsologer, fordi de sender en fatalistisk besked om uundgåeligheden af et “sammenbrud”. Kollektiv kamp og kampe, der nærmer sig hinanden, er fraværende fra deres perspektiver. De har ikke noget program at foreslå, ud over oprettelsen af ​​små modstandsdygtige samfund, der siger, de vil være de eneste former for samfund, som er i stand til at modstå den store katastrofe, der får halvdelen af ​​menneskeheden til at forsvinde.

Kollapsologer mener – idet de ikke forstår ret meget af kapitalismen – at de fattige i det globale syd vil blive mindst påvirket af “sammenbrud”, fordi de er tættere på naturen. Det er en absurditet, der ignorerer de kapitalistiske, imperialistiske og racistiske dominansforhold. Kollapsologi kan svæve henimod reaktionære opfattelser, der ikke ser anden fremtid for menneskeheden end dens tilbagevenden til en arkaisk fortid.

Kollapsologer er ude på et skråplan, når de roser ideologer som Jung og Eliade, hvis nazistiske engagement de tilsyneladende ignorerer – eller når de beder mænd og kvinder om at genoprette en forbindelse til deres “arketyper”. Når det så er sagt, er kollapsolog-bevægelsen meget forskelligartet. Der er en overlevende pseudo-komponent (Yves Cochet) og en mystisk komponent. Der er også en libertariansk komponent, der mener, at “sammenbrud” vil feje kapitalismen væk og åbne vejen for selvstyrende samfund. Det er meget forvirret og sammenflettet. Mange unge, der er engageret i vigtige kampe mod fossile projekter siger, at de er tæt på den kollapsolog-libertariske tendens. Vi er nødt til at arbejde sammen med dem i disse kampe, mens vi fører den strategiske debat.

Kollapsologi – forestillingen om, at vi kan nå tilbage til en mere harmonisk tilstand efter civilisationens sammenbrud er ikke bare farlig og snæversynet: Den overser også de konkrete styrkeforhold mellem udbytteren og de udbyttede i eks. Det Globale Syd, mener Daniel Tanuro. Tegning af La Vie en C.

Du understreger i sidste del af bogen vigtigheden af ​​at se på nye sociale bevægelser. Især understreger du opbygningen af ​​en fælles under-identitet i de forskellige bevægelsers kampe, hvor arbejderklassen og den feministiske bevægelse spiller en central rolle. Hvad er nøgleelementerne i den ’samling’?

Lad mig starte med en tredobbelt betragtning: 1) Vi kan ikke ændre produktionsmåden uden arbejdere, endsige mod dem; vi må derfor vinde deres opbakning i den økosocialistiske kamp. 2) arbejderklassen er i bedste fald bagtroppen i denne kamp, idet dens vigtigste organisationer støtter vækst og genopretning gennem “grøn kapitalisme.” 3) fortroppen for økosocialistiske kampe består af oprindelige folk, bønder (med en nøglerolle fra Via Campesina), unge og kvinder, der er i frontlinjen på alle disse områder.

Disse for- og bagtropper falder ikke ned fra himlen. Lønarbejdere integreres i kapitalen gennem deres arbejdskraft, som købes, formateres og anvendes til at skabe eller realisere merværdi. Deres tilstand er skizofren: Deres historiske interesse er at afvikle systemet, men deres daglige, individuelle eksistens afhænger af krummer fra det samme systems bord, der lemlæster dem og naturen. Småbønder og oprindelige folk er i en anden situation: Forsvaret af deres daglige tilværelse falder stort set sammen med økologisk styring af deres omgivende miljø.

Unge mennesker undgår skizofreni til en vis grad, enten fordi de går i skole, eller fordi de henvises til systemets periferi. Deres situation får dem til at protestere mod ødelæggelsen af ​​den planet, som de vil bebo og måske få børn på. Hvad angår kvinder, er forklaringen på deres primære rolle til debat blandt feminister. Den mest overbevisende teori er for mig at se, at deres placering i fortroppen skyldes, at patriarkatet tildeler dem arbejdet med at tage sig af menneskekroppen, hvilket gør dem mere følsomme og opmærksomme på økologisk ødelæggelse – på sin vis et andet eksempel på en boomerang-effekt.

Derfra forsøger jeg at skitsere en strategi for, at kampene kan nærme sig hinanden. Det handler ikke om at finde den højeste fællesnævner blandt de udnyttedes og de undertryktes bevægelser. Tværtimod er ideen at fremme  en opadgående sammensmeltning af kampenes udtryk, der garanterer hver komponents selvstændighed i opfyldelsen af ​​dens legitime krav.

“Naturligvis skal kapitalismen ødelægges, og for at gøre det er der brug for en revolution. Men vi bliver vildledt hvis vi mener, at det kun er nødvendigt at udpege den kapitalistiske fjende, og at klassekampen derefter “af sig selv” stopper den økologiske katastrofe.”

Målet er at skabe et indbyrdes forhold, der bidrager til politisering af spørgsmål – og dermed til at bryde kompromiset mellem kapital og produktivt arbejde. Notre-Dame-des-Landes er et lærerigt eksempel for mig, fordi alliancen mellem disse ‘zadister’, beboerne og bønder, gjorde det muligt at gøre en territorial konflikt til et centralt politisk spørgsmål. Alle politiske og sociale kræfter blev sat i en position, hvor de blev tvunget til at sige “ja” eller “nej” til opførelsen af ​​lufthavnen.

Det har ændret på vilkårene for debatten, også inden for den franske fagbevægelse. Ansatte i det store byggefirma Vinci blev i den forbindelse opfordret til at indtage holdninger, der ikke kun handlede om “fagforenings-hensyn”, men også anlagde et bredere, samfundsmæssigt og politisk synspunkt. Efter en intern debat tog man stilling til projektet, og støttede zadisterne, ikke mindst takket være fagforeningens venstrefløj. For at parafrasere Ché Guevara: “At skabe to, tre, mange Notre-Dame-des-Landes er nøgleordet”.

Den strategi er naturligvis i strid med Bruno Latours “Ned på jorden”, der hverken er venstre- eller højre-orienteret”. Men det adskiller sig også fra den forenklede vision, som kommer til udtryk i sloganet “kapitalisme ødelægger planeten, lad os ødelægge kapitalismen”. Naturligvis skal kapitalismen ødelægges, og for at gøre det er der brug for en revolution. Men vi bliver vildledt hvis vi mener, at det kun er nødvendigt at udpege den kapitalistiske fjende, og at klassekampen derefter “af sig selv” stopper den økologiske katastrofe.

Nøgleproblemet i dag er genetableringen af ​​klassen “i sig selv”. Det kan kun ske gennem kampe, der trækker i samme retning, og den proces vil undertiden være smertefuld, endda konfrontatorisk. Hvis vi ser på det fra et økologisk synspunkt, siger det sig selv, at det nødvendigvis indebærer et grønt verdenssyn, og kravene fra hvert lag af de udnyttede eller undertrykte bliver hørt.

Den proces vil gøre konvergens oven fra mulig. Joan Martinez Alier foreslog begrebet ”de fattiges økologi”. Vi må fortsætte i den retning for at gøre alle udbyttede eller undertrykte grupper i stand til at fostre en konkret “økologi”. Det har vi set med bl.a. De Gule Veste, der flere gange allierede sig med klimaprotester – og med demonstrationer mod vold mod kvinder. Potentielt har alle de udnyttede deres økologi, fordi den kapitalistiske-patriarkalsk-racistiske måde at behandle mennesker som ting på, ikke er væsentligt forskellig fra den måde, som ikke-mennesker, altså dyr behandles på som ting.

Det er ud fra den strategiske vision, vi skal arbejde som økosocialistiske aktivister.


Første gang bragt på International Viewpoint: Too late to be (a) pessimist! Ecosocialism or collapse


Om skribent

Mats Lucia Bayer

Mats Lucia Bayer

Medlem af spanske Anticapitalistas. Bosat i Bruxelles. Læs mere