Michal Kurtyka, præsident for COP24 i badutspring henover bordet. Foto: UNclimatechange / Flickr
10 min. læsetid

Den 24. af FN’s konferencer om klimaændringer (COP24) er netop afsluttet i Katowice, Polen. I stedet for at svare på det klare budskab fra den seneste specialrapport fra FN’s klimapanel – som handlede om at udføre presserende foranstaltninger for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader over det førindustrielle niveau – kæmpede konferencen med at definere de regler, som hver enkelt stat skal følge for at redegøre for dens udledning af drivhusgasser efter 2020.

Rapporten fra FN’s klimapanel blev reelt ignoreret, “de højnede ambitioner” blev udskudt til et senere tidspunkt, og “udviklingslandene” må stille sig tilfredse med vage løfter om en grøn klimafond

Oversat af Vibeke Nielsen


Af Daniel Tanuro

COP21 i Paris udstak en kurs: “Hold jer godt under 2 graders opvarmning i sammenligning med den førindustrielle æra og fortsæt med anstrengelserne for ikke at overskrider 1,5 grader”. I kølvandet på den beslutning fik klimapanelet til opgave at skrive en specialrapport om 1,5 grader. Sidste oktober konkluderede denne alarmerende rapport, at menneskeheden kun har højest 12 år til at undgå en stor katastrofe, og at betydelige ændringer i alle dele af samfundet er nødvendige for at reducere udledningen af drivhusgasser med 50 % i 2030 – og fjerne dem helt i 2050.

Daniel Tanuro er jordbrugsingeniør, og har bl.a. skrevet bogen ‘Green Capitalism: Why it Can’t Work‘ (2014)

I Katowice kæmpede USA – støttet af Rusland, Saudi Arabien og Kuwait – for at undgå, at den alarm, der blev sat i gang af videnskabsfolk, blev hørt af verdens regeringer. De opnåede, hvad de ville, for så vidt angår COP24, der afslutningsvis begrænsede sig til blot at takke klimapanelet for at aflevere rapporten til tiden. Den otte-siders erklæring, som konferencen vedtog, henviser ikke et eneste sted til det hastværk, som blev fremhævet af klimapanelet. Imens nationale klimaplaner satte en katastrofal opvarmning på mellem 2,7 – 3,2 grader i perspektiv, har ingen stat taget skridt til at styrke sine forpligtelser. Senere skal vi se, hvordan der bygges bro over kløften mellem ordene fra Paris og regeringernes handlinger i praksis … hvis der altså bygges en bro.

Farvel til det varierede ansvar

At klimapanelets diagnose blev læst med det blinde øje, er ikke den eneste grund til vrede over dette COP. FN’s rammekonvention om klimaændringer fra topmødet i Rio i 1992 fastslår, at den globale opvarmning er “et fælles, men varieret ansvar”. Det er et spørgsmål om at fordele indsatserne, fordi de såkaldt “udviklede” lande har det største, historiske ansvar for opvarmningen. Denne klausul, som er grundlæggende for landene i syd, har siden begyndelsen af forhandlingerne været på de rige landes sigtekorn. Det gælder især USA. COP24 markerer dog et nyt stadie i tilbagetrækningen fra den progressive tilgang, under dække af standardiserede procedurer for opregning af udledninger.

COP24 har reelt besluttet, at CO2-udledninger fra et rigt land – som sagtens kunne standse afbrændingen af kul til at producere elektricitet – sidestilles med udledninger fra et fattigt land – der ikke har finansielle og teknologiske midler til at udvikle grønne alternativer. Denne sidestilling ville kunne retfærdiggøres, hvis de udviklede landes støtte til landene i syd med overgangen til en anden energiteknologi var reel, substantiel, ubetinget og i overensstemmelse med det historiske ansvar. Men sådan forholder det sig ikke. De 100 milliarder dollars om året fra “den grønne fond for klimaet”, som er blevet lovet fra 2020 (en sum som alligevel er helt utilstrækkelig i forhold til at finansiere overgangen og tilpasningen), er fortsat i hovedsagen et løfte på papiret. Og de rige lande vender det døve øre til, når de fattigste beder om kompensation for tab og skader, som deres lande har lidt på grund af mere voldsomme tyfoner og andre former for ekstrem-vejr.

De – der som Trump benægter realiteten af menneskeskabte klimaændringer, men som er hovedansvarlige for dem – tøver kynisk nok ikke med at benytte den “økologiske nødsituation” til at kvæle sager om social retfærdighed. Det gælder selvsagt retfærdighed i nord-syd-forholdene – men også i relationer mellem rig og fattig i nord såvel som i syd. De gule veste viser klart, at der ikke er nogen vej ud af klimakrisen gennem nyliberal politik – som på den ene side giver gaver til de rige i konkurrencedygtighedens navn og på den anden side beskatter de fattige i miljøets navn. Stadig er det hyklerisk og uretfærdig politik, som regeringerne vil intensivere i klimaets navn. I særdeleshed ved at introducere (givet videre til et følgende COP) en global pris og en ny “markedsmekanisme” for at generalisere varegørelsen af økosystemerne, hvor omsættelige rettigheder til udledning også er kastet ind i puljen.

De – der som Trump benægter realiteten af menneskeskabte klimaændringer, men som er hovedansvarlige for dem – tøver kynisk nok ikke med at benytte den “økologiske nødsituation” til at kvæle sager om social retfærdighed

Vækst eller klima? Jesus eller Barabbas?

Ved slutningen af dette COP veksler kommentarerne fra de fleste observatører mellem billeder af det halvt fyldte og det halvt tømte glas. De beklager, at det går langsomt med implementeringen af “den gode” Paris-aftale. Men denne langsomhed stammer ikke kun fra den polske regerings dårlige lederskab i forhold til COP, eller fra det faktum at konferencen var underlagt kul-interesser (COP24 blev sponsoreret af den største, europæiske kulmine-virksomhed). Eller fra den krise som “nasty” Trump har startet i forhold til den “multilaterale” model. Helt grundlæggende skyldes langsommeligheden, at det er umuligt at løse klima-ligningen uden at bryde med kapitalismens produktionslogik. Derfor bør COP21 tages op til fornyet overvejelse, hvis man vil se den mørke side af “den gode aftale” fra Paris.

At redde klimaet er ensbetydende med at stoppe vækst. For at sige det enkelt, er det nødvendigt at producere mindre og dele mere, hvilket kapitalismen helt fundamentalt er ude af stand til. Sagt på en anden måde, så er der en indgroet modsætning mellem klimakrisens løsning på den ene side og den kapitalistiske logik ved akkumulation på den anden. I et kvart århundrede har COP’s ikke lavet andet end at kredse rundt om dette dilemma: Vækst eller klima? Jesus eller Barabbas?

Paris-aftalen gav indtryk af, at løsningen var fundet, men det var kun en hensigtserklæring, et kunstgreb. For bag scenen blev “den gode aftale” understøttet af et vanvittigt og kriminelt, kapitalistisk projekt: Den “midlertidige overskridelse” af den farefulde tærskel for opvarmning. Barabbas er fri, Kristus er ofret, Pilatus vasker sine hænder.

“Barabbas er fri, Kristus er ofret, Pilatus vasker sine hænder” bemærker Daniel Tanuro sarkastisk om den totale mangel på handling i de foreløbigt 24 afholdte ‘Conference on Parties’-møder (COP). “Paris-aftalen gav indtryk af, at løsningen var fundet, men det var kun en hensigtserklæring”. Maleri: Ecce Homo, Antonio Ciseri (1871)

Et scenarie fra Troldmandens Lærling

Ideen er følgende: Grænsen på 1,5 grader bliver krydset i 2030-2040 – vækst for profit kræver det! – men teknologier til “negativ udledning” og geo-teknologier vil bistå med at afkøle klimaet i anden halvdel af århundredet. Sov roligt, gode mennesker, alt er under kontrol… Scenariet ligger implicit i Paris-aftalen og er nu ret eksplicit i videnskabelige tidsskrifter, der tjener som grundlag for klima-forhandlinger – inklusiv klimapanelets arbejde.

Projektet med “midlertidig overskridelse” er af mindst to grunde noget, man kan give til troldmandens lærlinge:

  1. De anvendte teknologier er hypotetiske, endog farlige (økologisk og socialt)
  2. Uafvendelige katastrofer – for eksempel forflytning af iskapper med den konsekvens, at havenes vandstand stiger med adskillige meter! – kan ske inden for tidsintervallet.
Solidaritet stiller sammen med mere end 200 andre medier skarpt på klimakrisen under fællesbetegnelsen ‘Covering Climate Now’.

Troldmandens lærlinge bliver hørt af “eliterne”, for deres “løsninger” tillader tilsyneladende, at vækstens dilemma udskydes til et senere tidspunkt. Pludselig får de multinationale firmaer, der leverer fossilt brændstof, og bankerne der finansierer dem, den nødvendige tid til at gøre deres massive investeringer i kul, olie og gas profitable. De facto dikterer alliancen mellem fossilt brændstof og finans tempoet og udformningen for omstillingen i energisektoren .

Idet de er totalt dedikeret til profittens imperativ, konkurrencedygtighed (mellem firmaer, men også mellem stater, der beskytter “deres” firmaer), har forhandlerne en tilbøjelighed til at tro, at teknologiens guddom vil komme og redde markedsøkonomien og den uendelige vækst, som dens naturlige følgesvend. Deri findes baggrunden for deres ligegyldighed i forhold til den aktuelle katastrofe og deres entusiasme, selv deres oprigtighed, i forhold til at få os til at tro, at de er nået frem til en “historisk aftale” – endnu en gang. Farcen fortsætter under katastrofen.

Social retfærdighed og klima-retfærdighed: samme kamp

Efter COP24 bør en ting være klokkeklar: Der er intet, absolut intet, at vente fra regeringer, fra FN, fra “Talaona Dialogue”, fra “High Ambition Coalition” og så videre. Vi bør helt og aldeles opgive enhver illusion om, at det er muligt at overbevise alle, der er ansvarlige for det kaos – hvem de ellers er – om fordelene, de kan høste ved at “tage lederskab” for at “løfte ambitionerne”, ved at være piloter på en “retfærdig omstilling” i retning af “bæredygtig udvikling” og så videre. De vil ikke have noget med det at gøre. Punktum. Alt deres bla-bla, deres scenestyring, har et eneste formål: At få folk til at falde i søvn, at neutralisere deres tænkning og lamme deres organisationer. Det er edderkoppens strategi. At samarbejde er at kaste sig selv i nettet.

Efter COP24 bør en ting være klokkeklar: Der er intet, absolut intet, at vente fra regeringer, fra FN, fra “Talaona Dialogue”, fra “High Ambition Coalition” og så videre

I Belgien (hvor Tanuro er fra, red.) er det blevet åbenlyst, at samarbejdsstrategien fra de store miljøorganisationer (og de fagforeningsledere, der støtter dem) er et dødvande. I efterdønningerne fra de store klima-demonstrationer i december 2018, hvor 75.000 deltog i Bruxelles, opfordrede “Climate Coalition” og “Climate Express” til, at den højreorienterede regering ikke skulle miste magten, imens Greenpeace bad kongen om at overbevise den politiske klasse om klimaets nødsituation. Uden succes, naturligvis. Er det ikke selvindlysende, at det er en blind vej? Når alle jordens ressourcer er opbrugt, er det eneste, der er tilbage at gøre, at bønfalde om guddommelig indgriben.

Det dødvande er på alle måder som det, fagforeningernes ledelser sank ned i sidst i 2014, da de tilbageholdt deres handlingsplan for at “give rådslagningen en chance”. Vi véd, hvad der kom ud af det: Højrefløjs-regeringen har genvundet sin selvtillid og har nedlagt mange sociale sejre, en efter en.

Når det gælder sociale og miljømæssige spørgsmål, er konklusionen klar: Det eneste budskab, som disse ledere forstår, er magt og styrke. Derfor er det vigtigt at opbygge styrkeforhold – og for at nå dertil er der kun en vej at gå: Kampene for social retfærdighed og klima-retfærdighed skal forbindes i et antikapitalistisk perspektiv.

Denne artikel er oprindeligt bragt på International Viewpoint 18. december 2018. Det er genudgivet her som del af Solidaritets deltagelse i Covering Climate Now, et globalt samarbejde mellem mere end 250 nyhedsmedier om at styrke dækningen af klimaet.


Solidaritet er et demokratisk netmedie. Vi er uafhængige af partier og organisationer, selvom vi ikke er politisk neutrale. Solidaritet bringer nyheder, debat og analyser fra Danmark og verden. Her kan du læse den kritiske vinkel, som de andre medier ikke bringer, og det sidste nyt fra de aktivistiske bevægelser. Her kan du være med til at skabe et socialistisk medie.
Følg os på Facebook for daglige opdateringer.