Danmark og EU’s hårde magt

Det er sjældent særligt spændende at læse den danske regerings udenrigspolitiske strategi, men den nye, som blev fremlagt den 16. maj, er en undtagelse. Denne gang sker der virkelig noget, og det er på EU-området, det hele rykker.

Opgøret med forsvarsforbeholdet gav regeringen en billet ind til at blive et fuldgyldigt medlem af den EU-klub, hvor det siden 2016 har været et mål at udvikle EU’s ’hårde magt’ som supplement til den ’bløde magt’, EU altid har været udstyret med, takket være unionens økonomiske vægt. Det handler om militarisering – men det er mere og større end dét.  

Det er et EU med store ambitioner, med intensiverede stormagtsambitioner, og Danmark vil være med.

For seks år siden fremgik det af en tidligere udenrigspolitisk strategi, at ”regeringen vil arbejde for et stærkt, slankt og effektivt EU, der respekterer nærhedsprincippet og koncentrerer sig om de udfordringer, som medlemslandene bedst kan løse i fællesskab.”

I det nye papir er tonen helt anderledes. ”Danmark skal arbejde for et handlekraftigt EU, som formår at omsætte sin økonomiske tyngde til at præge verden, indgå globale partnerskaber, og forsvare europæiske interesser og værdier,” hedder det et sted. Og med i pakken kommer den ’hårde magt’, som har været en formuleret målsætning i EU-toppen siden 2016.

EU skal lære at bruge nye redskaber til at fremme sine interesser, i sidste ende også militære redskaber. Nu tager det form, og det stiller os over for mange nye udfordringer. Lad os tage fem af dem.

1. Økonomiske interesser med militære midler

Tirsdag 23. maj trådte Danmark ind i det forstærkede militære samarbejde i EU, PESCO, og dermed blev forsvarsforbeholdet lagt endegyldigt i graven.  Det betyder et større dansk engagement på alle EU’s militære felter.

Mens det territoriale forsvar primært vil blive varetaget gennem NATO, så vil EU begynde at spille med musklerne de steder på kloden, hvor USA ikke er så aktiv. Det gælder især i Afrika, hvor EU allerede er til stede gennem mange militære aktioner af forskellig art.

Det kan føre til militære aktioner, som i bund og grund handler om økonomiske interesser, og det har vi allerede fået en forsmag på. I det nordlige Mozambique støtter EU Mozambiques militær og tropper fra Rwanda i bekæmpelsen af et lokalt islamistisk oprør.

Oprøret har sociale og fordelingspolitiske rødder, fordi udvindingen af gas i felter ud for kysten ikke vil komme de lokale til gode. Tværtimod står de som tabere.  Det har dog ingen afsmitning på EU’s tilgang. Det franske olie- og gasselskab Total har investeret i gasfelterne, og skal den operation lykkes, skal der være fred og sikkerhed i området.

Netop Afrika har fået en særstatus i også den danske udenrigspolitiske strategi. Det er nok 30-40 år, siden det sidst var tilfældet. Dengang handlede det om ’udvikling’, i dag handler det om EU-interesser. ”EU skal være Afrikas foretrukne og tætteste samarbejdspartner på tværs af politikker og instrumenter,” står der i strategien. Det er især kinesisk indflydelse, som skal rulles tilbage for at fremme europæiske materielle værdier og interesser.

2. Gavebod for våbenindustrien

Vi har allerede fået det første tegn på, hvad den stigende satsning på EU-støttet våbenudvikling vil betyde for Danmark. I marts i år besluttede regeringen at sløjfe et dansk forbud mod eksport af våben til Saudi-Arabien, som længe har stået for drab på civile i borgerkrigen i Yemen.

Udenrigsminister Løkke Rasmussen begrundede det især med, at med det skridt ville dansk våbenindustri få ”de samme muligheder for at deltage i den internationale konkurrence, skabe arbejdspladser og udvikling som de andre.”

Den danske våbenindustri er med en omsætning lige under 5 milliarder kroner kun en lille spiller i sammenligning med andre EU-lande – men det er værd at bemærke, at det er i omegnen af fire gange så meget som for 20 år siden. Og selvom sektoren er lille, er den åbenbart stor nok til, at dens interesser får lov til at sætte en sikkerhedspolitisk dagsorden, som man ser det med Saudi Arabien.

Således også i EU, hvor det er blevet acceptabelt at koble våbeneksporten direkte sammen med vores egen sikkerhed. Tjener industrien ikke nok på eksport, er de ikke globalt konkurrencedygtige, og så går det ud over vores egen sikkerhed. Derfor skal der tryk på eksporten – uden for mange smålige hensyn til menneskerettigheder og international humanitær ret.

EU-støtten til våbenudvikling fylder også mere og mere af EU’s samlede budget.  Det sker gennem etablering af samarbejde mellem våbenproducenter i forskellige lande. Er et land tøvende over for eksport til bestemte ’markeder’, står de sig ikke godt i kampen om EU-midler.

Store våbenfabrikanter vil smyge sig uden om danske virksomheder, hvis de risikerer vrøvl med eksporttilladelserne fra den danske regering.

Det har regeringen selvfølgelig for længst opsnappet, og det indgår derfor i den udenrigspolitiske strategi.  ”Danmark skal også engagere sig i opbygningen af europæisk forsvarsindustri og styrke vores virksomheders engagement i de internationale samarbejder til gavn for vores sikkerhed, velstand og velfærd,” hedder det.

3. Forsyningskæder og kritiske råvarer

Der sker i det hele taget en hyppigere kobling mellem sikkerhedspolitikken – herunder EU’s militære dimension – og økonomiske interesser. Og det er tydeligt, når vi kigger på ’globale forsyningskæder’ og adgang til kritiske råvarer.

På de felter har EU-kommissionen sat adskillige initiativer i søen for at finde nye veje til at sikre sammenhæng og stabilitet for transnational industri. Indtil videre er strategien mest udviklet inden for halvledere, som bruges til at producere mikrochips.

En kortvarig mangelsituation under pandemien satte skub i tingene, og har ført til en vidt forgrenet strategi for forsyningssikkerhed. Men det er kun begyndelsen. Der er udfærdiget lister over kritiske råvarer, og diplomatiet er for længst kommet i sving for at løfte deres del af opgaven. EU’s repræsentation i Serbien har lagt sig i selen for at sikre anlæggelsen af en stor litium-mine, trods stor folkelig modstand. Den folkelige modstand har dog sat projektet på pause.

Man skal heller ikke kigge dybt i den danske udenrigspolitiske strategi for at finde et nybrud, og vi skal måske til at vænne os til en ny floskel. Denne gang skriver regeringen ikke ”vi lever i en globaliseret verden”, men derimod ”globaliseringen er under forandring”.

Det kan man diskutere, men tilgangen til kritiske råvarer er i hvert fald under forandring. Det er den, fordi ”sikkerhedspolitiske betragtninger indgår i stigende grad i overvejelserne,” med en formulering fra strategien.

Ifølge den ”kan samhandel og afhængigheder også medføre risici og sårbarheder og bruges som brikker i den globale, strategiske konkurrence. Når globale forsyningskæder bryder sammen, er det ikke ligegyldigt, hvor vigtige varer produceres eller samles.”

Der skal derfor tages initiativer, som kan ”reducere Danmarks og Europas kritiske afhængigheder og sårbarheder. Det gælder især energi, når det kommer til Rusland, og kritiske råstoffer og teknologi, når det kommer til Kina.”

Det ville være forkert at sige, at EU alle dage blot har søgt adgang til råvarer gennem handelsaftaler, men der er alligevel sket noget nyt. Med et voksende sikkerhedspolitisk apparat, som nu har fået et større mandat gennem jagten på råvarer, er risikoen for at EU også bruger hård magt for industriens skyld rykket nærmere.

4. Handels- og industripolitik

Det nye EU, vi ser vokse frem, vil ikke bare spille med nyudviklede militære muskler. Også den økonomiske strategi er under omstilling under indtryk af, at EU og USA ikke altid får det, som de vil have det, ved forhandlingsbordet i f.eks. Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Og så er der ovenikøbet gnidninger med den traditionelle partner. Da USA fik sin plan for inflationsbekæmpelse på plads i august 2022, kom reaktionen hurtigt fra flere EU-medlemslandes regeringer og fra EU-kommissionen. Den amerikanske plan bebudede støtte af forskellig art til amerikansk produktion af el-biler. Det anså EU som konkurrenceforvridende.

Det førte til en europæisk industripolitisk plan, hvis mest markante udfald nok vil blive statsstøtte til den europæiske bilindustri. Det var ikke comme-il-faut i EU indtil for kort tid siden. Der er veludviklede regler mod statsstøtte, i hvert fald når det handler om støtte til produktion. Og der er en solid tradition for at gribe ind. I mange tilfælde, hvor legitime offentlige interesser har været beskyttet gennem statsstøtte til kulturelle institutioner eller til miljømæssige formål, har EU grebet resolut ind.

Nu bliver statsstøtten rehabiliteret. Penge, som kunne være brugt på gedigen grøn omstilling, kan ende i lommen på bilindustrien, når blot de producerer elbiler.

Det er ikke den traditionelle danske holdning, men nu er der blødt op for såkaldt industripolitik. Strategien siger, at med ”robuste handels- og industripolitikker i EU kan vi sikre Europa og Danmark en stærk position inden for strategiske sektorer og teknologier. Det gælder ikke mindst de teknologier, som understøtter den grønne omstilling.”

Havde det været statsstøtte med den grønne omstilling som mål, ville det være velkomment. Men når det hele tager afsæt i global konkurrenceevne for netop bilindustrien, sætter vi omstillingen på tvivlsom kurs.

5. Strategisk autonomi

Hele denne udvikling i EU, som Danmark nu hopper med på, har siden 2016 været samlet i ét begreb: ”strategisk autonomi”. Kort sagt betyder det, at EU skal være i stand til at forsvare sine interesser på egen hånd, uden bistand fra f.eks. USA.

Regioner er udpeget som prioriteter, herunder Afrika, og konkurrenterne er identificeret: Kina og Rusland. I dét spil tages midler i brug, som ikke traditionelt har ligget langt nede i EU’s værktøjskasse. Det kan anskues som et udfald af Ruslands invasion af Ukraine og af Kinas øgede indflydelse.

Og det kan ses som et udfald af, at selvom den globale handelspolitik stadig er domineret af EU og USA, så kan de ikke dominere spillet på samme måde som for 20-25 år siden. Men det er i bedste fald medvirkende eller udløsende faktorer. Hvad Ukraine angår, er NATO’s position i EU snarere styrket af den russiske invasion end afløst af noget separat europæisk.

Der er en anden og større realitet bag den nye fase i EU’s udvikling. EU har længe været en økonomisk stormagt, der har savnet en militær overbygning, og som af den grund ikke har kunnet udøve overbevisende ’hård magt’. Nu er EU-projektet så dybt integreret og udviklet, at tiden er kommet.

Ikke at det har fundet den endelige form. Der er stadig spændinger og interessekonflikter. Der er uenigheder om hvor meget den nyvundne styrke skal overtrumfe de traditionelle liberalistiske virkemidler, såsom handelsaftaler. Men der er skabt fælles fodslag omkring et format og en retning for EU’s hårde magt.