Danmarks nye valuta – Da befolkningspolitik blev til familiepolitik

Året er 1938. Efter tre års arbejde offentliggør Befolkningskommissionen af 1935 sin afsluttende rapport om, hvordan Danmark kan håndtere de faldende fødselsrater. Konklusionen er klar: Socialpolitikken skal styrkes, og det skal gøres lettere for kvinder at balancere familie- og arbejdsliv. Denne tilgang blev betegnet som befolkningspolitik – et præcist begreb, der omfatter politik rettet mod at justere befolkningens størrelse.

Efter Anden Verdenskrig mistede begrebet imidlertid sin plads i den politiske debat. De eugeniske rædsler fra krigen gjorde politik med en eksplicit målsætning om at regulere befolkningens antal politisk ukorrekt og passé. Men i de seneste år har danskernes fødselsrater igen fået plads i den politiske debat.

Sidste år var Liberal Alliance i en mindre shitstorm, efter at deres leder Alex Vanopslagh samt EU-parlamentskandidat Mads Strange, begrundede deres modstand mod kvindelig værnepligt med, at “samfundet ikke kunne holde til at miste en stor andel af kvinder af en generation ift. fødselsraterne”. Vanopslagh har yderligere kaldt familiepolitikken “det der kan samle blå blok”. På lignende vis erklærede Lars Løkke på årets sommergruppemøde, at “der fødes kort og godt for få børn”.

Allervigtigst var det, da statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke og daværende forsvarsminister Jakob Ellemann i et interview med Berlingske, erklærede, at “arbejdskraft er den nye valuta”. Med denne udtalelse tog regeringslederne et afgørende skridt væk fra vores moderne forståelse af velstand, der traditionelt har været knyttet til produktivitetsforbedringer.

Væksten er igen blevet et spørgsmål om kvantitet

I stedet ser vi nu i regeringens kerne en vækstforståelse, der afviser det kvalitative. Man forestiller sig ikke længere, at vi gennem innovation kan udkonkurrere  “russerne på samlebåndet”. Fremtiden afhænger, ifølge denne logik, af én ting: ren og skær mandskraft. Danmark er således ikke længere et land, der “punches above its weight,” som Barack Obama engang beskrev os. Den vægt, vi bærer, er blevet for tung. Vækstforståelsen er atter blevet kvantitativ.

På højrefløjen er de faldende fødselsrater blevet et emne af stigende betydning. I USA blev J.D. Vances udtalelse om “childless cat ladies” et centralt tema under den amerikanske valgkamp, mens Elon Musk næsten dagligt tweeter om “befolkningskollaps”. I lande som Ungarn bruges hele 5 procent af BNP på tiltag designet til at hæve fødselsraterne – dog uden den store effekt.

Faldende fødselsrater bruges generelt som grundlag for en nationalkonservativ kritik af både velfærdsstaten og den liberale individualisme. Begge dele anklages for at have sat velstand og økonomisk vækst over familie og fædreland, hvilket ifølge denne kritik har ført til socialt og moralsk forfald.

Kort sagt er spørgsmålet om fødselsrater blevet en kerneproblematik for den moderne højrefløj, og det kommer til at være det fremad. Men hvor står venstrefløjen i disse debatter? Imens højrefløjen atter gør befolkningspolitikken til sin egen, står venstrefløjen ofte tilbage.

Historien viser os dog, at disse typer debatter er grobund for radikale samfundsændringer, velfærdsforbedringer og udvidelsen af kvinders rettigheder. I stedet for at overlade emnet til højrefløjen bør venstrefløjen insistere på at bringe social retfærdighed og ligestilling ind i debatten, da disse er fundamentale for bæredygtige løsninger.

Vækstbegrebet gennem tiden

Man kunne ledes til at tro, at denne kvantitative vækstforståelse er ny og opstået under konkurrencestatens evige søgen efter et forhøjet arbejdsudbud. Men faktisk er den oldgammel. I den franske statslære er citatet “la grandeur des rois consiste dans le nombre de leurs sujets” (en konges storhed ses i mængden af hans undersåtter) pålagt mange store tænkere, fra filosoffen René Descartes til juristen Jean Bodin.

Og det giver god mening. I en verden før BNP og akkurate produktivitetsmålinger – på hvilken måde kunne man bedre udpege et samfunds succes end ved at måle, hvor mange mennesker samfundet kunne brødføde?

Det kvalitative vækstbegrebs opblomstring ses – ligesom så meget andet – i oplysningstiden. Anført af filosoffer som Adam Smith, David Hume og Montesquieu begyndte man at fokusere på, hvordan velstand kunne måles og forstås gennem forbedringer i produktionens effektivitet, individets frihed og samfundets overordnede funktionsevne. Adam Smiths idé om arbejdsdeling som en kilde til økonomisk vækst satte en ny standard for, hvordan fremskridt kunne opnås uden nødvendigvis at øge befolkningens størrelse.

Dette var en skelsættende vending, idet man begyndte at se vækst som noget, der ikke kun var kvantitativt – altså målt i antallet af mennesker eller varer – men som noget, der kunne kvalitativt forbedre menneskers liv. Velstand blev knyttet til produktivitet, innovation og de institutionelle rammer, der muliggjorde sociale fremskridt.

Springer vi frem til det 20. århundrede, ser vi hos datidens socialdemokrater begge forståelser. Partiet, der senere hen ville forme det danske velfærdssamfund gennem social ingeniørkunst, havde også sine konservative elementer. Dette ses bl.a. hos K.K. Steincke. Han er blandt andet berygtet for at være den danske racevidenskabs fader, men Steincke gjorde sig også mange tanker om datidens fødselsrater.

For ham var det ikke blot den danske races kvalitative træk, der skulle beskyttes gennem eugenik, men også dens kvantitet. Ligesom i dag var fødselsraten nemlig dalende, hvilket Steincke i hans bog “Fremtidens Forsørgelsesvæsen” (1920) skyldte på den fremadstormende middelklasses borgerlige individualisme.

Folks “stigende krav til tilværelsen, den tiltagende sans for de rent materielle goder og kvinders frigørelse” havde ifølge Steincke ført til, at “flere og flere, særligt den velstillede del af befolkningen,” ventede med at gifte sig og få børn.

I sin anklage af befolkningens tendens til at foretrække materielle goder over familie og nation minder kritikken på mange måder om den diskurs, som ledende socialdemokrater har rettet mod fx Ærø-manifestet. Ja, selv i 1930’erne var socialdemokrater bekymrede for enden på “arbejdets land,” eller skulle man sige, “arbejdernes” i denne kontekst.

Progressive løsninger – Alva og Gunnar Myrdal

Der var dog også mere progressive socialdemokrater i denne tid – blandt andet det svenske sociolog-par Alva og Gunnar Myrdal, der af mange svenske velfærdshistorikere kaldes velfærdsstatens forældre. De er relevante for denne historie, da deres idé om det svenske folkehjem blev skabt i skyggen af faldende fødselsrater.

Mange i Sverige troede, at landet ville kollapse, hvis ikke noget blev gjort for at vende trenden. Konservative kræfter – også i det svenske socialdemokrati – skyldte udviklingen på et moralsk forfald og middelklassens dekadence. De mente, at klassiske familieværdier skulle genoprettes for at vende trenden, gerne gennem tvang.

Det radikale sociolog-par havde dog andre idéer. De mente, at problemet kun kunne løses gennem en radikal udvidelse af socialpolitikken samt en frigørelse af kvinder. De argumenterede for, at klassiske familiestrukturer kombineret med det kapitalistiske samfund netop var det, der holdt kvinder fra at få børn. Det var simpelthen ikke muligt at balancere arbejde og familie.

Staten måtte derfor gribe ind med børnehaver, barsel, børnechecks og lignende tiltag, der havde til mål at frigøre kvinden fra hendes hjemlige byrder. For Myrdalerne var en højere levestandard og kvinderettigheder ikke blot gode i sig selv – de var en forudsætning for at løse befolkningsspørgsmålet.

Den såkaldte familieudsættende, dekadente middelklasses ønske om forhøjet levestandarder skulle imødekommes. Det mente de blandt andet ville kræve kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet. Staten skulle derfor gribe ind og sikre, at de kunne balancere deres arbejdsliv og familieliv uden at være afhængige af patriarkalske strukturer.

Ikke alle deres forslag blev indført, og mange af dem ville også have været radikale selv i dag. Blandt andet ville de socialisere madlavningsbyrden gennem folke- og skolebespisninger, en politik de mente yderligere ville frigøre kvinden fra hjemmet. De støttede en massiv udvidelse af socialt boligbyggeri, universel basisindkomst til børnefamilier samt en overordnet udvidelse af den statslige indgriben i familielivet. Noget helt andet end en konservativ tilbagegang til kernefamilien.

Myrdalerne havde en markant indflydelse på den danske arbejder- og kvindebevægelse. Deres socialdemokratiske modernisme og tro på den sociale ingeniørkunst viste en anden vej: Hvis folk skulle have flere børn, var man nødt til at sørge for en forbedring i folks levevilkår.

Konservative kritikere

Statens indblanding i den sociale reproduktion har i nyere tid mødt stærk kritik, især fra den nationalkonservative højrefløj. Her finder vi i Danmark stemmer som Eva Selsing og Marie Høgh, der hævder, at statens engagement i den sociale sfære har udhulet familien og civilsamfundet. Denne kritik udspringer af en bredere intellektuel strømning, der også tæller den “postliberale” tænker Patrick Deneen, hvis bog Why Liberalism Failed (2018) har haft stor indflydelse på denne debat.

Deneen argumenterer for, at både liberalismen og velfærdsstaten har eroderet de traditionelle fællesskaber, der tidligere dannede fundamentet for den sociale reproduktion. Ifølge ham har statens og markedets ekspansion gjort individet mere afhængigt af bureaukratiske strukturer og mindre bundet til familie, lokalsamfund og kirkelige institutioner.

Det 20. århundrede har ifølge Deneen bestemt vist os grænserne af social og økonomisk planlægning. Det bør ikke være statens opgave alene at opdrage børn. Opdragelse er en opgave for hele samfundet – for som det engelske ordsprog siger: “It takes a village to raise a child.”

Men hvis kritikken af den liberale velfærdsstat og dens rolle i social reproduktion er berettiget, har den konservative modreaktion i praksis vist sig ineffektiv. Moderne konservative forsøg på at hæve fødselsraterne har været præget af et stærkt statsligt indgreb i familielivet – som i mange tilfælde ligner en centraliseret planøkonomi for befolkningstilvækst.

Ungarn fremhæves ofte som en model for nationalkonservativ familiepolitik, men i realiteten illustrerer det snarere dens begrænsninger.

Konservative løsninger indebærer ofte topstyrede, straffende tiltag – for eksempel begrænsning af abortadgang eller økonomiske incitamenter, der primært gavner middelklassen og ikke de mest økonomisk udsatte. Disse tiltag adresserer dog ikke de underliggende årsager til faldende fødselsrater: fattigdom, boligkrise og økonomisk usikkerhed.

Det er ikke moralprædikener eller statslige incitamenter, men reelle strukturelle forbedringer, der kan gøre en forskel. Hvis der er én lektie at lære fra 1930’ernes befolkningskommissioner og nutidens fejlslagne konservative forsøg på at vende demografiske tendenser, er det, at familiepolitik ikke kan løsrives fra bredere økonomiske forhold.

Venstrefløjens opgave: en ny familiepolitik

Den moderne venstrefløj forholder sig ofte tavs, når debatten falder på befolkningspolitiske spørgsmål. Det er til at forstå, da disse diskussioner ofte berører kvindens autonomi og kropslige rettigheder – emner, der historisk har været genstand for patriarkalsk kontrol.

Som de gode poststrukturalister vi er, væmmes vi ved alt, der lugter af biopolitik og konkurrencestatens logik. Men hvis venstrefløjen vil undgå de seneste årtiers onde cirkel af velfærdsbesparelser, må vi turde gentænke den sociale reproduktion på ny – ligesom Myrdalerne gjorde i 1930’erne.

Myrdalerne minder os om, at den sociale reproduktion af samfundet er velfærdsstatens primære opgave. Spørgsmålet er, om vi kan kombinere deres sociale ingeniørkunst med den konservative kritik af velfærdsstatens tendens til at udhule fællesskaber og atomisere individer. Kan vi skabe et velfærdssamfund, der samler, fordeler rettigheder og giver mere tid til det liv, vi ønsker at leve?

Det seneste år har Emma Holtens bog Underskud (2024) rejst en vigtig debat i Danmark om, hvordan økonomien fejler i at værdisætte omsorgsarbejde og andre lavtlønnede fag, som traditionelt har været varetaget af kvinder.

Britiske teoretikere som Helen Hester og Nick Srnicek bringer lignende spørgsmål op i After Work (2023). De trækker på klassisk feministisk-marxistisk analyse og foreslår en radikal socialisering af familielivet, hvor kollektiv omsorg og fælles løsninger på opgaver som børnepasning, madlavning og ældrepleje kan frigøre individer fra de tidskrævende og kønsskæve forpligtelser, der ofte følger med familielivet. I modsætning til den klassiske velfærdsmodel er deres vision mere lokalt forankret end statsligt styret – med base i kooperative og fællesskabsskabende omsorgsmetoder.

Det er netop i krydsfeltet mellem familiepolitik og arbejdsmarkedspolitik, at fremtidens befolkningspolitik vil udspille sig. Når mennesker reduceres til tal, og arbejdskraft bliver en valuta, opstår der en ny politisk kampplads.

Hvis venstrefløjen skal forblive relevant i den debat, må vi tænke lige så radikalt, som Myrdalerne gjorde i 1930’erne. Vi må turde kritisere den socialdemokratiske velfærdsmodel for dens blinde vinkler og udfordre dens manglende evne til at prioritere velfærdsarbejde, som historisk er blevet underbetalt og undervurderet.

Kan vi skabe et samfund, hvor vi deles mere om den sociale reproduktion, så alle kollektivt kan arbejde mindre? Arbejdskraft skal ikke være den nye valuta – den skal være en ressource, vi forvalter solidarisk og med blik for menneskers trivsel og frihed.

I en verden domineret af, hvad antropologen David Graeber kaldte “bullshit jobs”, må vi have modet til at foretage kvalitative samfundsændringer. Hvilket arbejde anser vi for nødvendigt, og hvilket er unødvendigt for den sociale og økonomiske reproduktion? Kan vi skære det unødvendige fra og dele det nødvendige mere retfærdigt?

Theodor Adorno sagde engang i en samtale med Max Horkheimer, at hvis han kunne arbejde to timer om dagen som elevatorfører og ellers have fri, ville han gøre det. Måske er det netop den slags samfund, vi bør forestille os: Et samfund, hvor vi organiserer arbejdet – så vi alle kan arbejde mindre og få mere tid til livet.

---