Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
29. september. 2023

De kalder sig ”Venstrefløjen”. Men de mener, det er ligegyldigt, om russerne vinder i Ukraine

Den nye organisation ”Venstrefløjen” virker ikke så venstreorienteret, når den ikke er solidarisk med et folk, der kæmper for sin frihed. Jeg har været mangeårigt medlem af Enhedslistens Græsrodsnetværk, men det bliver et farvel til ”Venstrefløjen” fra mig

“Venstrefløjen” valgte en forkert politik om krigen i Ukraine, mener Mikael Hertoft.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Enhedslistens Græsrodsnetværk havde indkaldt til en konference 23. september i Valby i København. Knap hundrede mennesker deltog.

Flertallet på mødet vedtog at danne en ny organisation, som har mange elementer af at være starten på en ny partiorganisering. Den vil opkræve kontingent, den har valgt en ledelse og vil sætte aktivitet i gang. Organisationen kalder sig ”Venstrefløjen”, men vil overveje et nyt navn på det næste landsmøde til næste år.

“Venstrefløjen” er usolidarisk

”Venstrefløjens” synspunkter er dog langt fra venstreorienterede. De er ikke solidariske med et folk, der kæmper for sin frihed. Mødet vedtog blandt andet denne udtalelse:

Krigen i Ukraine handler ikke om national selvbestemmelse, men derimod om hvilken imperialistisk blok der skal bestemme over landets fremtid. Zelenskij-regimets sejr vil betyde, at NATO kommer til at bestemme, Ruslands sejr vil betyde et lakaj-regime under russisk imperialisme. Ingen af delene er progressive udfald for arbejderklassen.”

Herved afskriver ”Venstrefløjen” sig enhver form for solidaritet og sympati med det ukrainske folk, der kæmper imod et brutalt overfald fra russisk side – en invasion og mere end halvandet års krigsforbrydelser.

At ukrainerne selv kæmper og har brug for solidaritet, og at en russisk sejr vil få katastrofale konsekvenser for Ukraine – det er ”Venstrefløjen” ligeglade med. 

En russisk sejr vil også få katastrofale konsekvenser for Rusland, fordi en russisk sejr vil cementere Putins autoritære magt over Rusland. En russisk sejr vil ligeledes være katastrofal for Østeuropa, fordi Rusland så vil fortsætte med at være en aggressiv trussel mod sine naboer.

Til gengæld vil det styrke NATO, fordi det vil kaste de bange befolkninger direkte i armene på denne militæralliance, som det allerede er sket i Sverige og Finland.

Farvel til “Venstrefløjen”

Jeg deltog i netværkets møde, og jeg havde stillet et alternativt forslag til ovenstående. Mit forslag baserer sig på den linje, som et stort flertal i Enhedslisten vedtog på sit årsmøde:

Vi kritiserer Ruslands invasion, der strider mod folkeretten og den fortsatte krig mod Ukraine med dens mange grove krigsforbrydelser. En alvorlig virkning af dette overgreb er, at det har øget spændingen i det internationale system og styrket den folkelige opbakning til NATO i Vesten. (…) Denne organisering støtter derfor Enhedslistens linje med støtte til at sende våben til Ukraines forsvarskamp som den blev udtrykt på årsmødet i 2023.

Forslaget blev desværre forkastet med kun omkring en tredjedel af stemmerne.

Jeg har været medlem af Græsrodsnetværket i flere år. Jeg mener, det er vigtigt, at der er nogen, som arbejder med at fastholde Enhedslistens principper og basisdemokrati.

Men det er ikke det, den nye struktur ”Venstrefløjen” har sat sig for. Den sætter sig for at opbygge en ny organisation, som afviser basal solidaritet med et folk, der er blevet invaderet af et imperialistisk land. Det er slet ikke venstreorienteret.

Så fra min side bliver det et klart nej tak til at være med i en organisation, hvor man ikke synes, det er vigtigt, om Rusland eller Ukraine vinder krigen.

Om skribenten

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft er cand.mag i russisk og Øststatskundskab, tidligere medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten, og arbejder som underviser i dansk som andetsprog. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER