Debat: 7 gode grunde til at stemme NEJ
Er du stadig i tvivl om, hvor du skal sætte krydset? Her er 7 gode grunde til at stemme nej ifølge cand.mag. Jacob Sondrup.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Vi skal til at stemme om forsvarsforbeholdet. Her er nogle ting der er værd at have med i sine overvejelser, hvis man er i tvivl om, hvad der skal stemmes.
1. Det er ikke en intern forsvarsalliance
Ja-siden får det nogle gange til at lyde som om, at afstemningen handler om en intern forsvars-alliance, hvis et land bliver angrebet. Dette passer ikke, da en sådan alliance stadig varetages gennem NATO. Det, afstemningen egentlig handler om, er om Danmark skal kunne deltage fuldkomment i militære operationer uden for EU og ved grænseovergangen.
I øjeblikket går 2 ud af 3 militære missioner for EU ifølge Greenpeace f.eks. til at kunne anskaffe olie og gas fra Afrika. Dette sikrer forsvarsforbeholdet, at Danmark ikke uden videre kan deltage i.
2. Det handler ikke om at “stå sammen”
Et andet argument fra ja-siden, er at vi ikke nødvendigvis kan regne med USA til hjælp, da de har mere øje på Kina. Derfor skal vi “stå sammen” i Europa. Men igen: Det militære samarbejde i EU er fokuseret på missioner uden for grænserne. Det er derfor ikke i øjeblikket et alternativ til NATO-samarbejdet.
3. Vi jager allerede flygtninge væk
Danmark er allerede med til det projekt der kaldes Frontex, som sætter militær, pigtråd, lydkanoner og mure op ved EUs grænser, for at demotivere flygtninge fra at komme ind. Og ifølge Søren Pape skal vi af med forbeholdet, for at være endnu mere aktive i at mindske
flygtningestrømmen. Det gælder, selv om det ifølge The Guardian kun er 0,6% af befolkningen i hele Europa, som er flygtninge.
4. Sæt bremsen i oprustningsvanviddet
Verden opruster som aldrig før. På verdensplan har der ikke været brugt så mange penge på militær, siden murens fald. Et ja til at miste forbeholdet, kan ses som et udtryk for, at mere oprustning er okay, selv om Europa allerede bruger flere penge på militær end Rusland.
5. Værn mod de store landes magt
Ja-siden siger, at vi selv kan afgøre hvilke missioner vi vil være med i. Men hvor sandsynligt er det i praksis, hvis flertallet af andre lande ønsker at sætte militært ind et sted? Personlig tror jeg Danmark i så fald oftest vil give efter for de store landes ønsker.
6. Ingen vej tilbage
Hvis vi først afskaffer forbeholdet bliver det basalt set umuligt at få igen, hvis vi skulle indse, at resten af EU ønsker at udvikle og bruge militæret i en anden retning end Danmark.
7. Kynisk tidspunkt at skulle stemme på
Den danske befolkning har allerede stemt nej til at afskaffe forbeholdet flere gange. Afstemningen er nu sat i værk, mens Rusland bomber Ukraine, hvilket tyder på at regeringen krydser fingre for, at befolkningen nu vil droppe forbeholdet pga. usikkerhed. Det selv om Mette Frederiksen i oktober 2021 udtalte til Altinget, at hun aldrig har oplevet forbeholdet har begrænset Danmarks deltagelse i EU.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER