Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
24. september. 2021

Debat: Brintfabrikken HySynergy er sort energi i grøn kamouflage

Den nye brintfabrik i Fredericia bliver fremstillet som en grøn løsning. Den er det stik modsatte, skriver civilingeniør og medlem af partiet Momentum, Jan Vejnaa Hansen.

Klima- og forsyningsminister Dan Jørgensen tager første spadestik til den nye brintfabrik. Foto: HySynergy / Twitter.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Under stor bevågenhed var klima- energi og forsyningsminister Dan Jørgensen med til at tage første spadestik til Nordens største brintfabrik, HySynergy, den 18. august i Fredericia. Fabrikken skal producere såkaldt ‘grøn brint’. Brintfabrikkens første fase er på 20 MW el, som efter planen skal udvides til 300 MW el i fase 2 i 2025.

”HySynergy vil i 2025 muliggøre en reduktion på op til 500.000 tons af de årlige CO2-udledninger fra industrien og mobilitetssektoren, svarende til ca. 11 % af de samlede CO2-emissioner fra den danske landtransportsektor.”, sagde administrerende direktør i Everfuel, Jacob Krogsgaard.

Virkeligheden bag de flotte ord

Det lyder jo fantastisk. Men som altid, når man bliver præsenteret for en god historie inden for klimaområdet, er det nødvendigt at gå ind og se på, hvad det i virkeligheden er, som gemmer sig bag de flotte ord, og at kigge på aktørerne. Og når fossile virksomheder er repræsenteret, er der ekstra grund til at skærpe opmærksomheden.

“HySynergy nedsætter udelukkende den meget begrænsede klimabelastning for
produktionsprocessen, mens man fortsat har den helt store klimabelastning, når de fossile
brændstoffer brændes af.”

En af projektdeltagerne i HySynergy er Crossbridge Energy, som for nogle år siden købte Shells olieraffinaderi i Fredericia. Hvorfor går en fossil industrivirksomhed som Crossbridge Energy ind i sådan et projekt, som potentielt set vil erstatte noget af deres benzin- og dieselsalg? Andre af bagmændene i HySynergy er Everfuel, Ewii, Trefor, Aktive Energi Anlæg, Tvis og Energinet. Anlægget skal bygges af Everfuel og placeres på et jordareal, der ejes af olieraffinaderiet Crossbridge Energy (tidligere Shell).

Hvad man ikke snakker så højt om er, at hele 80 % af brinten leveres til olieraffinaderiet, hvor det indgår i processen med raffinering af fossile brændsler. Her er det så, at den gode klimahistorie begynder at halte. Vi står midt i en klimakrise, hvor udvinding og produktion af fossile brændsler meget hurtigt skal stoppe. HySynergy gør det modsatte, og understøtter i høj grad fortsat produktion og brug af fossile brændsler. Med en investering på 1,9 milliarder kr., låser man samtidig samfundet til en fossil fremtid i mange år frem.

Som om det ikke er nok, får projekterne også offentlig støtte. Fase I har foreløbig fået 48 millioner kr. i statsstøtte, og der er ansøgt om EU-midler til fase II. Med projektet HySynergy ser vi altså endnu et eksempel på, at den fossile industri får støtte for vores skattekroner. Det er kun en meget lille del af klimabelastningen fra fossile brændstoffer, som kommer fra udvinding og produktion. Den helt overvejende andel stammer fra brugen/afbrændingen af de fossile brændstoffer.

Projektet HySynergy nedsætter udelukkende den meget begrænsede klimabelastning for produktionsprocessen, mens man fortsat har den helt store klimabelastning, når de fossile brændstoffer brændes af.

Spild af strøm

Vi har kun begrænsede mængder strøm til rådighed fra vind og sol. Det er derfor afgørende, at vi bruger strømmen så energieffektivt som muligt. Det er selvfølgelig tåbeligt at bruge det meste af strømmen til at fastholde fossile brændsler. Men hvad med de sidste 20 % brint, som er tiltænkt brugt i landtransportsektoren? Er det energieffektivt at lave brint, og er det energieffektivt at bruge det i landtransportsektoren?

Nej til begge spørgsmål.

Elektricitet fra vedvarende energi bruges i en elektrolyseproces, hvorved der produceres brint. Brinten kan anvendes direkte til industrielle processer samt i biler og tungere køretøjer. Energieffektiviteten er 68 % for elektrolyseprocessen samt transport, lagring og distribution af brinten.

I et køretøj som fx en lastbil, omdannes brinten tilbage til strøm i en brændselscelle med en effektivitet på 54 %. Hertil kommer et mindre tab i elmotoren. Samlet set er det kun en tredjedel af den oprindelige energi, som bruges til fremdrift af lastbilen, når brinten anvendes direkte til transport. Direkte elektrificering af lastbiler, busser og biler er i dag – og vil vedblive at være det i fremtiden – mindst dobbelt så energieffektivt som brint produceret med vedvarende energi. Det er derfor spild at bruge den vedvarende energi til produktion af brint til anvendelse i landtransportsektoren fremfor at anvende den direkte i et elkøretøj.

Energieffektiviteter for forskellige brændsler til lastbiler. Kilde: Transport & Environment.

Forklædt i grønt

HySynergy og lignende brintprojekter skaber begejstring i politiske kredse og blandt interesseorganisationer, og kører lige igennem medier uden nogen form for journalistisk undren. Det hele er ført an af den fossile industri, som tilsyneladende lykkes med at sælge en på overfladen god klimahistorie, alt imens de får fred og ro til at fortsætte deres skadelige virksomhed.

“Den fossile industri og dens interessenter har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile
brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser udspille sig nu.”

Den fossile industri og dens interessenter har i 50 år vidst, at fortsat udvinding af fossile brændstoffer ville skabe den klimakrise, vi ser udspille sig nu. På trods af deres viden, har de valgt at bruge en række taktiske kneb kendt fra våbenindustrien og tobaksindustrien: Skabe tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på klimakrisen, forsøgt at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, samt som det seneste at give falsk indtryk af, at man er med til at løse klimakrisen. Alt sammen med formålet at kunne fortsætte den lukrative, men klimaskadelige aktivitet med at udvinde og sælge fossile brændsler.

Med HySynergy og lignende projekter er den fossile industris taktik ved at lykkes endnu engang. Man forsøger at promovere projektet som reduktion af CO2-udledningerne ved produktion af såkaldt grøn brint. Og det skal man selvfølgelig have massiv offentlig støtte til. Sandheden er, at størstedelen af brinten skal bruges til fossile brændstoffer og den resterende del er håbløst ineffektiv i landtransportsektoren.

Jeg håber politikere og medier vil åbne øjnene og se, hvad den fossile industri og dens interessenter har gang i: En forværring af den klimakrise, vi står i, forklædt som ”grønne” projekter.


Om skribenten

Jan Vejnaa Hansen

Jan Vejnaa Hansen

Civilingeniør i energi fra Danmarks Tekniske Universitet. Specialist hos Frederiksberg Forsyning A/S og aktiv i klimapartiet Momentum. Har arbejdet i 30 år for et samfund uden udledning af drivhusgasser. Har bloggen vejnaa.dk.
  Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER