Er Enhedslisten blevet et socialdemokrati?

Det er sjældent, at Enhedslistens frontfigur Mai Villadsen ytrer sig om nogle mere principielle spørgsmål, som f.eks hvordan vi får socialisme i Danmark, og hvilken rolle Enhedslisten spiller i den sammenhæng. Hendes rolle er at føre praktisk politik, og ikke at være et teoretisk fyrtårn.

Den 15. august på P1 dukkede der dog i programmet Ring til støttepartiet: Mai Villadsen en udtalelse op, som var af mere teoretisk og idemæssig karakter end normalt. Det var bemærkelsesværdigt, og udsagnet kan høres 46 minutter inde i programmet.

Lytteren: “Jeg har sådan et meget konkret spørgsmål: Hvis Enhedslisten får 90 mandater ved det kommende valg er det så planen, at man vil overtage produktionsmidlerne og altså nationalisere Novo, Lundbeck, Mærsk, LEGO altså de store firmaer….”

Mai: “Nej, det er ikke umiddelbart planen, men vi vil skabe gunstigere forhold for de fællesejede virksomheder, som vi synes det er væsentligt, at vi får flere af. Vi har jo heldigvis en stolt tradition for kollektivt ejede virksomheder og selskaber f.ek.s Coop, men også mange andre. Dem vil vi give bedre erhvervsbetingelser, og så vil vi også bede Novo og andre om at betale en større del af deres overskud til fælleskassen; fordi vi synes, at vores velfærdssamfund og den grønne omstilling har behov for flere penge, og at det kun vil være fair. Nogen kommer til at mærke det mere end andre f.eks. Mærsk, som har en klækkelig skatterabat. Det ville de nok ikke have, hvis Enhedslisten havde 90 mandater.”

I strid med partiprogrammet

Der er forstemmende, at Enhedslistens frontfigur som svar på, hvad Enhedslisten vil gøre, når et befolkningsflertal har givet Enhedslisten magten i Folketinget – kun kan svare, at vi bare vil ‘bede Novo og andre om at betale en større del af deres overskud til fælleskassen’.

I Enhedslistens principprogram er der følgende formuleringer:

“Et nyt og reelt demokratisk samfundssystem forudsætter grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne, som virksomheder, jord og naturressourcer. Her vil kollektive ejendomsformer blive dominerende. Derfor arbejder vi for, at offentlige myndigheder, medarbejdere, lokalsamfund og andre sammenslutninger af mennesker skal eje og drive virksomheder. Den kapitalistiske udbytning, hvor de få lever af de manges arbejde, skal afskaffes. Det er afgørende, at samfundsbærende sektorer ejes og kontrolleres af fællesskabet. Det betyder, at den økonomiske magt forvaltes af befolkningen og dens valgte repræsentanter.”

“Enhedslisten er ved at udvikle sig fra et parti med udgangspunkt i marxismen/socialismen… til et parti med udgangspunkt i den borgerligt demokratiske fremskridtstradition.”

“Socialisme indebærer, at økonomien bygger på fælleseje og demokrati, og at der ikke produceres efter profithensyn, men ud fra menneskers reelle behov og på en måde, som respekterer det globale miljømæssige råderum. Kun ved at tage fat på overgangen til et socialistisk demokrati kan vi for alvor sætte ind mod klima- og miljøkrisen, ressource-, fattigdoms- og fødevarekriserne og gennemføre en omstilling til et økologisk bæredygtigt velfærdssamfund.”

“Vi arbejder for en socialistisk og demokratisk revolution.”

Partiet skriver også: “Hvordan en sådan omvæltning af det økonomiske system konkret vil forme sig, er umuligt at forudsige. Men det er afgørende, at befolkningen tager magten over samfundets økonomiske centre, således at flertallet får demokratisk mulighed for at styre de økonomiske prioriteringer i samfundet.“

Mere Dragsted end principprogram

Mai Villadsens udtalelser er indiskutabelt i modstrid med Enhedslistens principprogram, men flugter til gengæld godt med de tanker, som Pelle Dragsted har fremført i sin bog “Nordisk socialisme”. Klassekampen er tilsyneladende død, og en socialistisk strategi for en overtagelse af produktionsmidlerne er opgivet. Rent idémæssigt vil jeg betegne Mai Villadsens tanker som en blanding af socialdemokratisme og dét, som Gert Petersen i sin bog Om socialismens nødvendighed kalder en “borgerligt demokratisk fremskridtstradition”.

Når nu Mai Villadsen er blevet valgt til frontfigur i Enhedslisten, og forholdsvis uhindret kan komme med ovenstående udtalelser, er det selvfølgelig fordi hun har flertallet i Enhedslisten bag sig. Det må man jo gå ud fra.

Det betyder også, at Enhedslisten i et historisk perspektiv er ved at udvikle sig fra et parti med udgangspunkt i marxismen/socialismen – som det var tilfældet for de stiftende partier i Venstresocialisterne, DKP og Socialistisk Arbejderparti – til et parti med udgangspunkt i den borgerligt demokratiske fremskridtstradition.

Hvorfor det er sket, kan man spekulere meget over. Men det er ikke første gang i verdenshistorien, at et parti på forholdsvis kort tid bliver til et helt andet parti rent idemæssigt.