Debat: Ligestilling er ikke bare fraværet af klap i røven

Sexisme er igen kommet på mediernes dagsorden i Danmark. Det er der også brug for, der er nemlig sket fortvivlende lidt siden sidst, skriver Pernille Loumann.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Pernille Loumann

Lige nu ruller anden bølge af #MeToo for fulde gardiner i Danmark. Vidnesbyrd om sexisme vælter frem, og modsat første runde er det nu som om, fortællingerne endelig vækker genklang. Mediebosser og politikere – også på den borgerlige fløj – har rykket sig siden sidst, og den negligering og victim blaming, vi så under første bølge, synes nu at være erstattet af en anden alvor. Der bliver sagt undskyld. Det bliver anerkendt uden forbehold, at det, der er foregået, er uacceptabelt. Og det er virkelig tiltrængt.

Men det er ikke nok. Det er ikke nok at fyre nogle lumre chefer, og at udarbejde personalepolitikker, der skal gøre op med klap i røven og seksualiserende bemærkninger om praktikanten. Sexisme er meget mere end det, og manglende ligestilling mellem kønnene er ikke noget, der kan tilskrives enkelte brodne kar i bestemte brancher. Det er et langt mere komplekst problem, som udgøres af økonomi, traditioner og kulturelle normer.

Det er en udbredt misforståelse, også på venstrefløjen, at vi i det store og hele har ligestilling mellem kønnene i Danmark. Mange mener ligefrem, at kvinder har flere rettigheder eller privilegier end mænd. De to eksempler, der sædvanligvis bruges til at argumentere for kvinders privilegerede position er 1) kvinders kræsenhed på datingmarkedet og 2) det faktum, at kvinder oftere får forældremyndigheden over børn ved en skilsmisse. Det er ikke så få mænd, som på en baggrund af selvoplevede erfaringer med at blive afvist af kvinder på Tinder eller at miste forældremyndigheden ved en skilsmisse turnerer rundt, ikke mindst på sociale medier, med det noget forsimplede budskab, at mænd er de sande ofre i ligestillingskampen.

Tilsyneladende er der på det her område heller ikke de store krav til viden eller saglighed, når man skal mene noget. Enhver kan stille sig op i Debatten på DR2 og give den som professor i kønsforskning, fordi de engang har set en dame i stram nederdel.     

Men skal vi ikke lige få proportionerne og fakta lidt på plads her? Jeg mener, det er uomtvisteligt, at kvinder fortsat er ringere stillet end mænd inden for stort set alle områder.

Økonomi

Danske kvinder tjener ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit 13 % mindre end mænd. Uddannelse, opgaver og arbejdssted kan forklare noget af forskellen. Men selv når man korrigerer for de faktorer, får mænd i gennemsnit mellem fire og syv procent mere i løn end kvinder. Disse lønforskelle bliver til meget voldsomme forskelle i disponible livsindkomster hen over livet. I 2018 udarbejdede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse, der viste, at mænd over et livsforløb har en disponibel livsindkomst, der er mellem 17 og 29 % højere end kvinder med det samme uddannelsesniveau. Indkomstforskellene er for nogle grupper på helt op til 40 %. For jurister drejer det sig fx om en forskel mellem mænd og kvinders disponible livsindkomster på over 9 mio. kr.

Én af de helt store forklaringer på kvinders lavere indkomst er børn. Ifølge et studie fra 2018 fra Københavns Universitet koster hvert barn moderen 10 % af den løn, hun ellers kunne forvente. Studiet finder, at mænd og kvinders indkomst stort set udvikler sig parallelt indtil fødslen af deres første barn, hvorefter kvinders løn falder brat umiddelbart efter fødslen, hvilket hovedsageligt skyldes, at det er mødrene, der tager hovedparten af barselsorloven. Dertil kommer, at kvinderne oftere går ned i arbejdstid i årene efter. Dét at få et barn har derimod ikke nogen negativ indflydelse på faderens løn.

Undersøgelser viser også, at det fortsat er kvinder, der laver det meste af husarbejdet og oftere tager fri, når børnene er syge – opgaver, som traditionelt har været anset som kvindearbejde, og som er ulønnede.     

Vold og seksuelle overgreb

Kvinder har en langt større risiko end mænd for at være udsat for seksuelle overgreb, seksuel chikane og partnervold.

Ifølge projekt SEXUS, verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet fra 2019, har næsten 12 % af alle kvinder mindst én gang været udsat for et seksuelt overgreb forstået som dét, at nogen med trusler, tvang eller vold har involveret dem i seksuelle handlinger, de ikke havde lyst til. Den tilsvarende andel for mænd er 1,5 %.

“Ifølge projekt SEXUS har næsten 12 % af alle kvinder mindst én gang været udsat for et seksuelt overgreb forstået som dét, at nogen med trusler, tvang eller vold har involveret dem i seksuelle handlinger, de ikke havde lyst til.”

+

Ifølge samme undersøgelse har 12 % af alle kvinder været i et voldeligt parforhold. For mænd er det 2,9 %. Blandt kvinder, der nogensinde har været i parforhold, hvor deres partner jævnligt ydmygede, truede eller slog dem, var der for 99 % tale om et forhold med en voldelig mandlig partner, mens der for 1 % var tale om et forhold med en voldelig kvindelig partner.

Kvinder har ligeledes en markant forhøjet risiko for at opleve seksuel chikane på arbejdspladsen. Mere end hver femte kvinde har ifølge SEXUS oplevet, at nogen på deres arbejdsplads var seksuelt nærgående på en ubehagelig måde. For mænd er det 6,3 %.

En rapport fra Justitsministeriet fra januar 2020 om typer af drab i Danmark viste desuden, at 23 % af alle drab i perioden 2012-2017 er begået af en partner. Partnerdrab, dvs. drab hvor offer og gerningsmand enten var kærester/gift eller ekskærester/skilt er dermed den største enkeltstående kategori af drab i Danmark. Tre ud af fire ofre for partnerdrab er kvinder, og tre ud af fire gerningsmænd til partnerdrab er mænd.     

Det nedvurderede køn

Kvinder er langt dårligere repræsenteret end mænd på stort set alle vigtige samfundsarenaer. Der er færre kvindelige musikere på plakaterne til spillesteder og musikfestivaler, kvindelige musikere bliver spillet mindre i radioen, der er færre kvinder i ledelser og bestyrelser i erhvervslivet, der er færre kvindelige politikere, der er færre kvindelige ekspertkilder i medierne, der er færre kvindelige filminstruktører og producenter, der er færre kvindelige professorer, kvinders sportspræstationer bliver ikke omtalt i noget nær samme grad som mænds, og danske kunstmuseer køber langt færre værker af kvindelige kunstnere end af mandlige.

Disse markante forskelle skyldes ikke, at kvinder ikke rigtig er investeret i deres karriere som musiker, billedkunstner, forsker, sportsudøver etc., eller at de har mindre talent end mændene. Det skyldes derimod et uskønt miskmask af forældede strukturer, hvor der er ringere forventninger til kvinder, hvor det fortsat er mænd, der sidder i positioner som gatekeepers, der kan ansætte, anbefale, omtale og støtte kvinder – eller det modsatte, hvor barsel og opgaver i familien primært påhviler kvinder, og hvor kvinders kulturelle bidrag fortsat opfattes som ”pigeting,” der ikke sælger, eller ikke er af almen interesse.

Kvinder kan fx sagtens læse Knausgaard og høre Suspekt, mens det er mere utænkeligt for mænd at læse Olga Ravn og høre Medina. Det hænger sammen med opfattelsen af mænd som det universelle og almenmenneskelige og kvinder som det partikulære og afvigende – kvinder er ”det andet køn,” som Simone de Beauvoir udtrykte det. Der sker således en helt generel nedvurdering af feminine perspektiver og udtryk, som gennemsyrer vores kultur, sprog og omgangsformer. Tænk fx på, hvordan ordet tøsedreng bruges til at udtrykke foragt for en dreng, mens udtrykket drengepige snarere er en ros, der gives til den pige, der netop ikke opfører sig som en typisk pige.

Barren er lav

Der er altså efter min opfattelse ikke noget belæg for at sige, at kvinder har flere rettigheder eller privilegier end mænd. Tværtimod er der sket fortvivlende lidt mht. ligestilling af kønnene de sidste mange år, og det er for mig indlysende, at kvinder i vid udstrækning stadig undervurderes, underbetales og udsættes for kønsbaserede overgreb.

Hvis man vil gøre et seriøst forsøg på at opnå mere ligestilling i Danmark, må man tage en række forskellige værktøjer i brug. Dét, der foregår i øjeblikket i kølvandet på #MeToo, adresserer nogle af de mest indlysende problemer med overgreb og chikane. Det er meget nødvendige tiltag, men det er også en meget lav barre at sætte. Der er brug for massive forandringer i den måde, hvorpå vores arbejdsmarked er indrettet, hvilke brancher, der anses som hhv. kvinde- og mandebrancher, hvilke normer der er omkring indretning af familieliv og opgaver i hjemmet, hvordan kvinder er repræsenteret i medier, erhvervsliv, kultur og politik, og hvordan vi generelt værdisætter hhv. kvinders og mænds bidrag og kvaliteter.

Der er med andre ord masser at tage fat på, når det nu omsider er feset ind hos de fleste, at chefer selvfølgelig ikke skal gå og klaske deres praktikanter i røven.