Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. september. 2023

Debat: Stop pensionskassernes investeringer i våbenindustri

Enhedslistens vigende NATO-kritik og medløb i et eskalerende koldkrigskapløb svækker pensionsmedlemmers krav om etiske regler for pensionskassernes investeringerne.

Våbenindustrien har kronede dage. Her et F-35-jagerfly. Men behøver pensionskasserne også investere i våben?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Enhedslisten bør ikke kun i ord gå imod en øget oprustning – partiet bør også gå i spidsen for at indført en lovgivning, der tvinger pensionskasserne til investeringer i en bæredygtig fremtid for mennesker, miljø og klima frem for våbenindustri, død og ødelæggelse. 

Kapitalistiske investorer

Lige nu fungerer pensionskasserne som kapitalistiske investorer, hvis primære motiv er profit. Det betyder ignorering af de miljø- og klimamæssige, sociale og militære konsekvenser af de investeringer, som mange pensionskasser og kapitalfonde laver med de mange milliarder kroner, som deres medlemmer indbetaler.

Det har i flere år fået medlemmer til arbejde for at stille miljømæssige, etiske og sociale krav til investeringerne – herunder at stoppe for investeringer i våbenindustri. 

Ny bølge af militærinvesteringer

Men med oprustningsbølgen i kølvandet på Ruslands krig mod Ukraine er opstået udsigter for givtige investeringer i våbenindustrien. 

Både USA og Vesteuropas regeringer bakker aktivt op om våbenindustrien i deres lande, uanset dens bidrag til død, lemlæstelse og ødelæggende effekt på klima og miljø. 

Det gælder også i Danmark, hvor cirka 200 danske virksomheder har betydelig eksport af krigsmateriel, blandt andet til Israel og Saudi-Arabien. 

Den nuværende regerings oprustningsstrategi betyder, at arbejdernes pensionsopsparinger er kommet til at bidrage til oprustning ud fra argumenter om behov for våbenhjælp til Ukraine og trusler fra Rusland. 

Det sker til trods for, at de fleste vesteuropæiske lande ikke er mål for Ruslands imperialistiske stræben. Den handler primært om at generobre dominans over Sovjets tidligere republikker.

Våbenindustrien i krydsfeltet mellem økonomi og forsvarspolitik

Våbenindustrien skaber overalt enorme profitter. I USA er industrien den største bidragyder til landets bruttonationalprodukt (BNP), og den har en enorm politisk magt, der påvirker landets udenrigspolitik og geopolitiske interesser. 

Den magt skal også ses i relation til NATO. USA’s krav til medlemslandene om, at der afsættes 2 procent af BNP til militær betyder indkøb af nye våben, ofte af amerikansk fabrikat. 

Støtten til Ukraine skyldes ikke kun, at USA og allierede har varme følelser for det ukrainske folk, det er også en lukrativ forretning for våbenindustrien.

De oprustningskrav, der er vedtaget af den danske regering, indebærer, at der skal investeres kraftigt i den danske våbenindustri, hvis eksportindtægter og arbejdspladser udgør en profitabel investering for kapitalfonde og pensionskasser.

De centrale aktører på det internationale våbenmarked har i årtier leveret militært isenkram til utallige undertrykkende og diktatoriske regimer, enten direkte eller ad omveje. 

For danske virksomheder handler det især om dele til fly, bomber, kampvogne m.v. 

De danske regeringer har altid støttet op om våbenindustrien. Der er tætte bånd mellem våbenindustrien, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Forsvarsministeriet selv. Den demokratiske kontrol er mangelfuld bl.a. under påstande om, at det undergraver rigets sikkerhed.

Regeringens brug af Ukraine-krigen og danske forsvarsinteresser som begrundelse for øgede forsvarsudgifter legitimerer de danske pensionskasser investeringer i øget oprustning, uanset hvad slags våben, det handler om, og hvor og hvem de bliver anvendt over for.

Lovgivning imod pensionskassers investering i død

Enhedslisten bør som socialister, internationalister, fredsforkæmpere og antimilitarister se på den lovgivning, der giver pensionskasserne mulighed for at spekulere i en profitgivende industri, som bidrager til at slå millioner af mennesker ihjel. 

Lovgivning påbyder pensionskasserne at opnå størst mulig profit. Det udelukker etisk og humanistisk stillingtagen, der begrænser provenuet.

Det vil være rimeligt, at staten stiller krav til det, der investeres i – bl.a. fordi 40 procent af pensionskassernes formuer på ca. 4.000 milliarder kroner tilhører staten. Det er de samfundsskabte, værdier der endnu ikke er indbetalt skat af. 

Det vil være naturligt at kræve investeringer, der opfylder Agenda 23’s verdensmål om en bæredygtig fremtid for mennesker, natur, miljø og klima fremfor død og ødelæggelse.

Der er ikke brug for flere kanoner og bombefly. Der er i stedet brug for investeringer, som kan afbøde konsekvenserne af klimakrisen.

Det vil klæde Enhedslistens repræsentanter at gå imod den statsgodkendte spekulation i død og lemlæstelse. Og stå fast på krav om fredsforskning og konfliktløsning som svar på dødbringende krige. 

Oprustning vil uundgåeligt indebære forringelser for indsatsen mod klima-, miljø-, uligheds- og velfærdskriserne. Danmark har ikke brug for et aggressivt militær, men for et stærkt civilforsvar, som også kan sættes ind, når klimakrisens følger overmander os. 

Støt en global fredsbevægelse

Enhedslisten bør undsige støtte til øget oprustning og i stedet arbejde for en global og national antikrigsbevægelse, der går imod de ødelæggende imperialistiske krige og bekæmper den økonomiske udbytning og miljøødelæggelserne, som rammer millioner af mennesker på kloden.

Det skal ske i erkendelse af, at også pensionskasserne indgår i den kapitalistiske produktionsmådes krige, rå magt og udbytning af natur og mennesker. 


Om skribenten

Hanne Schmidt

Hanne Schmidt

Arkitekt uddannet fra den marxistiske "Afdeling M" på Akademiets Arkitektskole i København. Har tidligere arbejdet med tilgængelighed og byplanlægning bl.a. i Københavns kommune. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER