Demonstrant ved Kærshovedgård: Det er kun blevet værre

Pouyas personlige mareridt er sat på pause. Han fortalte sidste år, hvordan maden til de tre daglige måltider ofte oversaltes, så den bliver uspiselig.

Han gentager i år, at når der er forbud mod selv at kunne lave mad, og beboerne i øvrigt ikke må have en indtægt, betyder det, at de må gå sultne i seng. For selv om han selv er kommet ud af lejren, har han stadig kontakt med mange derinde. Og, siger han, tingene er ikke blevet bedre; om noget er de blevet værre.

Far på afstand

Kærshovedgård er på papiret et udrejsecenter for enlige asylansøgere. Alligevel fortæller Farhad om, hvor svært det er at være far for hans datter på 1 år, når man hver dag skal melde sig ved udrejsecenterets port. Forsømmer man sin meldepligt, er det et kriminelt forhold, der giver fængselsstraf.

Fire gange har han ikke overholdt meldepligten. Det har betydet fængselsstraf i seks måneder. Og det tragiske er, fortsætter han, at forholdene i fængslet er meget bedre end i lejren.

Dér er der mulighed for beskæftigelse, mulighed for at lave egen mad. Der er sociale aktiviteter, som de indsatte kan deltage i, noget Farhad aldrig har kendt i de syv år, han har været interneret på Kærshovedgård.

Stålporten

Det er de forhold, som advokat Daniel Nørrung i sin tale beskriver som værende på kant med grundloven. Her står nemlig, at ingen må frihedsberøves uden at få sin sag prøvet ved en domstol. Men de indsatte i Kærshovedgård sidder der ikke på baggrund af en dom – men på baggrund af en administrativ afgørelse.

Det er meldepligten ved stålporten, der gør, at interneringen kan sammenlignes med et fængselsophold. Her skal beboerne tjekke ind og ud hver gang, de forlader lejren. At dømme ud fra deres beretninger er det elektroniske system dog ofte i stykker, hvilket fører til problemer for beboerne.

En kvindelig beboer, der ønsker at være anonym, fortæller, at hun har været i retten i mandags, netop på grund af problemer med porten. Her har hun været anklaget for forsømmelse af meldepligten, mens hun selv påstår at have filmet hver gang, systemet ikke virkede.

Hendes tro på en retfærdig rettergang ligger dog på et meget lille sted. Hun har tidligere været fængslet, fordi hun havde været med sin datter på hospitalet, hvor denne var indlagt, uden at kriminalforsorgen mente at have givet tilladelse til dette.

En lejr så vi kan glemme

Forfatteren Jonas Eika har været aktiv for at forbedre beboernes forhold. Med hans ord er Kærshovedgård til for, at vi skal glemme de mennesker, der er her. De er placeret ude på landet, langt fra offentlig transport, så det store flertal ikke skal konfronteres med de forhold, vi byder vores medmennesker.

Men de, der er samlet ude på græsplænen denne overskyede søndag i juni, vil ikke glemme.

Med alvoren malet i ansigtet afsluttes dagens arrangement, og der bliver givet kram og håndslag på, at kampen fortsætter.