Den syriske Revolution: Hvad kan vi lære af historien?

Den syriske befolkning befinder sig i en dyb humanitær krise, hvor 11,7 millioner mennesker har brug for humanitær hjælp – og hvor mere end 5,6 millioner syrere lever som flygtninge over hele Mellemøsten. Alle de steder, hvor De befinder sig, lever mere end 80 % under fattigdomsgrænsen. det vurderes, at genopbygningen af Syrien vil koste mere end 400 milliarder dollars.

Det nylige udbrud af Covid-19 krisen har yderligere forværret den håbløst vanskelige situation, som det langt overvejende flertal af syrere befinder sig i. Assad-regimet ødelagde et utal af hospitaler, så det, der blev tilbage, var er et totalt forsømt og underfinansieret sundhedssystem, som på grund af de internationale sanktioner står totalt underforsynet med medicin, læger og andet sundhedspersonale – på lige netop dette tidspunkt hvor smitten står på spring til at pløje sig igennem befolkningen.

Assad kontrollerer nu over 70 % af det syriske territorium. Med hjælp fra Rusland, Iran og Hezbollah i Libanon kunne han vende sig mod den oprindelige opstand og i altdominerende grad vinde det, der havde udviklet sig til en regional og international krig.

Det er nu på tide at give en vurdering af, hvad vi kan lære af den syriske opstand – der i sit udgangspunkt rejste kravene om demokrati, social retfærdighed og lighed og gik til modstand mod racisme og sekterisme. Hvorfor led opstanden nederlag? Det er nu muligt at fremlægge foreløbige forklaringer og drage en lære af det skete, der dog skal opfattes som netop foreløbig – og skal videreudvikles i diskussion og dialog med alle, der har frigørelse og befrielse af den brede befolkning og undertrykte folk som deres centrale interesse og mål.

Klanregimer og militærregimer i Mellemøsten

Vi må allerførst forstå, hvad der er de dybereliggende årsager til opstanden i Syrien såvel som i Mellemøsten og Nordafrika (MENA). Regionen befinder sig i den første fase af en længerevarende revolutionær proces, der har sine rødder i, at den politiske økonomi i regionen har spillet totalt fallit med at opfylde forhåbningerne hos arbejderklassen og undertrykte folk.

De stater, der er i regionen, styres på forskellige måder af klanagtige oligarkier og militærdiktaturer, der har et fast greb om en ‘rentier-økonomi’, der er baseret på udnyttelse af fossile brændstoffer og andre ressourcer. I rentierstater går magten i arv og er koncentreret hos en enkelt familie og den klike, der knytter sig til den, som det er tilfældet med Assad-familien i Syrien. De herskende familier opfatter staten som deres private ejendom og anvender alle de undertrykkende magtmidler, der står til deres rådighed, til at værne om deres styre.

Andre stater, f.eks. Egypten, Algeriet og Sudan, er arvelige på en anden måde. Her har det militære ledelseslag været ved magten i stedet for en bestemt familie. Militæret har på den måde, når det blev mødt med massedemonstrationer som i Egypten, kunnet erstatte en diktator med en anden – og på den måde bevare regimets struktur og dets egen magt.

Den forskelligartede karakter af disse regimer er nøglen til at forstå de forskellige udviklingsretninger, som de folkelige opstande i regionen har fulgt. Klanregimer, hvor magten går i arv, har været mindre fleksible og mere tilbøjelige til at gribe til massiv undertrykkelse, som det har været tilfældet i Syrien. Mens militærregimerne har kunnet bevare den eksisterende orden ved at skaffe sig af med ledere, som den brede befolkning havde vist deres totale foragt og had – og så erstatte ham med en anden leder.

Disse regimer og den rolle, som de har spillet i verdensøkonomien, har forkrøblet udviklingen i regionen – de har ensidigt fokuseret på udvinding af olie og naturgas, underudviklet de produktive sektorer og skabt gunstige muligheder for spekulative investeringer af forskellig art, især i fast ejendom. For den brede befolkning – der var holdt uden for denne røver-økonomi – har den været ensbetydende med, at faglærte arbejdere er migreret ud af regionen, samt en omfattende arbejdsløshed og mangel på jobs til unge, efter at de havde afsluttet deres uddannelse.

Den revolutionære proces

Den politiske økonomi i regionen har på den måde skabt en slags prærevolutionær situation. Fraværet af demokrati og den stærkt tiltagende fattiggørelse af masserne – i en atmosfære af korruption og stadig større social ulighed – gødede jorden for det folkelige oprør, som der kun skulle en gnist til at antænde.

Gnisten kom med oprørene i Tunesien og Egypten. De inspirerede folk i andre lande til at rejse sig. I Syrien gik store dele af befolkningen på gaden med de samme krav, som var blevet rejst ved andre opstande – frihed, værdighed, demokrati, social retfærdighed og lighed.

Som det tit sker under folkelige opstande, så skabte syrerne alternative institutioner til den eksisterende stat. Demonstranter etablerede koordinations-komiteer og lokale råd, der kunne imødekomme befolkningens behov og koordinere bevægelsen. I de befriede områder skabte de revolutionære en situation tæt på dobbeltmagt, der kunne udfordre regimets magt.

Vi skal selvfølgelig ikke overdrive det; det alternative system med demokratisk selvstyre blev aldrig fuldt udviklet, og der var problemer med det – især underrepræsentationen af kvinder samt af etniske og religiøse mindretal. Komiteerne og rådene udgjorde ikke desto mindre et politisk alternativ, der appellerede til brede dele af befolkningen.

Kontrarevolutionens styrker

De demokratiske organer i Syrien blev i stigende grad undermineret af forskellige kontrarevolutionære kræfter. Først og fremmest selvfølgelig af Assads despotiske regime, der gik målrettet efter at knuse opstanden militært.

Regimet er og bliver den største trussel mod Syriens brede befolkning. Regimets sejlivethed var baseret på mobiliseringen af dens basis i befolkningen i kraft af sekteriske, stammemæssige, regionale og klientelle forbindelser, samt den massive udenlandske støtte fra Rusland, Iran og Hezbollah.

Den anden kontrarevolutionære styrke var de islamiske fundamentalister og jihadistiske militære organisationer. De havde ikke samme ødelæggelseskraft som Assads statsapparat, men de var fanatiske modstandere af de krav, der var blevet rejst i starten af opstanden. De angreb de demokratiske dele af protestbevægelsen og forsøgte at indføre et nyt autoritært og diktatorisk, politisk system.

Og endelig var der så de regionale magter og de imperialistiske stater, der udgjorde kontrarevolutionens tredje styrke. Den hjælp, som styret i Damaskus modtog fra sine allierede – Rusland, Iran, Hezbollah, samt udenlandske shia-fundamentalistiske militser, sponsoreret fra Teheran – gav regimet et så stærkt politisk, økonomisk og militært fundament, at det blev i stand til at overleve.

De regionale kræfter opfattede protestbevægelserne i Syrien og Assad-styrets mulige fald som en trussel mod deres geopolitiske interesser. Efterhånden som deres indflydelse i det syriske samfund og statsapparater blev forøget, kom især Teherans og Moskvas interesse i regimets overlevelse, i de økonomiske fordele ved at kunne deltage i genopbygningen af landet og mulighederne for at udnytte dets naturressourcer, til at spille en stadig større rolle.

Over for disse aktører udgjorde de såkaldte ’Syriens venner’ (Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet) en anden international, kontrarevolutionær styrke. De støttede primært reaktionære, islamistisk-fundamentalistiske grupper, hjalp med at fordreje opstanden til en sekterisk eller etnisk krig – og for hvert et skridt de tog, bekæmpede de den demokratiske opstand, fordi de så den som en trussel mod deres egne autokratiske regimer.

De vestlige stater, anført af USA, ønskede heller ikke nogen form for radikale forandringer i Syrien – og forkastede enhver plan for at yde hjælp til de progressive, bevæbnede kræfter, der kæmpede for at styrte Assad. USA’s politik har været fokuseret på en stabilisering af regimet og at gennemføre den såkaldte ’krig mod terror’ imod ISIS.

En kort overgang opfordrede USA Assad til at træde tilbage, og så sig om efter en medgørlig general, som de kunne kontrollere. Men da det så blev taget af bordet, gik de væk fra det krav og accepterede – ligesom de øvrige regionale og internationale magter – at han blev ved magten. På trods af skillelinjer mellem de forskellige regionale og internationale magter, så var de enige i deres modstand mod oprøret og gik alle efter at forhindre, at det bredte sig ud over landets grænser.

Venstrefløjens subjektive svaghed

De forskellige kontrarevolutionære aktører har stået sammen om at knuse den syriske opstand. Selv om vi ikke har nogen grund til at holde os tilbage for at give disse kræfter skylden for opstandens nederlag, så må vi også analysere den syriske oppositions fejl og mangler og gøre dem til genstand for kritik.

Et af de mest afgørende problemer i oppositionen var den misforståede alliance, som liberale og nogle venstreorienterede stræbte efter med det Muslimske Broderskab og andre islamistisk-fundamentalistiske grupperinger og deres internationale bagmænd, der bekæmpede opstandens grundlæggende demokratiske krav – især krav med rettighederne for kvinder, undertrykte religiøse mindretal og etniske grupper. Denne misforståede alliance var med til at smadre den inkluderende dimension ved den oprindelige, folkelige bevægelse i Syrien. Disse ufuldkommenheder var til stede allerede fra opstandens første dage, men de trådte mere tydeligt frem længere henne i den.

De forskellige venstrefløjsgrupperinger var alt for svage efter årtiers undertrykkelse fra regimets side, til at de kunne udgøre en demokratisk og progressiv, uafhængig pol. Derfor mislykkedes det for oppositionen mod Assad at fremlægge et sammenhængende politisk alternativ, der kunne svejse den brede befolkning og de undertrykte grupper sammen.

At der ikke blev taget ordentlig hånd om disse spørgsmål, springer særlig tydeligt frem på to områder: kvinder og kurdere. I begge tilfælde videreførte brede dele af den syriske opposition diskriminerende og ekskluderende måder at behandle disse grupper på, så de stødte vigtige kræfter fra sig, som det ville have været af meget stor betydning at forene sig med imod regimet.

Hvis oppositionen skulle vinde, ville det have krævet, at man kunne forbinde kampene imod autokrati, udbytning og undertrykkelse. Hvis den havde sat demokratiske krav på dagsordenen sammen med krav, der var i alle arbejderes interesse – og tilsvarende krav for kurdisk selvbestemmelse og kvindernes frigørelse – ville oppositionen stå meget stærkere med hensyn til at opbygge en dybere og bredere solidaritet mellem de forskellige samfundsmæssige kræfter i den syriske revolution.

“Der er i øjeblikket en flerstrenget revolutionær proces i gang i regionen, og vi har brug for en venstrefløj, der kan trække på erfaringer og inspiration fra kampe i alle landene. Et nederlag i ét land er et nederlag for alle, og sejr i ét land er på samme måde en sejr for andre i hele regionen.”

En anden svaghed ved oppositionen var den tilbagestående udvikling af brede klassemæssige og progressive, politiske organiseringer. Oprørene i Tunesien og Sudan viser betydningen af en bred faglig organisation som den tunesiske UGTT og den sudanesiske sammenslutning af fagforeninger, ‘Sudanese Professionals Association’, for at kunne samordne en vellykket kamp med opbakning fra masserne.

På samme måde var feministiske masseorganisationer af særlig betydning i Tunesien og Sudan hvad angår at fremme kvinders rettigheder og tilkæmpe sig demokratiske og socioøkonomiske rettigheder, selv om de fortsat var skrøbelige og ikke fuldt ud konsoliderede. Syriske revolutionære havde ikke disse organiserede styrker på plads eller på samme masseorganisations-niveau, hvilket svækkede bevægelsen, og det vil være helt afgørende at opbygge dem med henblik på fremtidige kampe.

Venstrefløjen må tage del i opbygningen og udviklingen af den type omfattende, alternative politiske strukturer. Den sidste, meget store svaghed, som må tages i betragtning, og som må overvindes, gælder den regionale venstrefløj og de eksisterende netværk for samarbejde. Her og nu må venstrefløjen finde sammen om at skabe et alternativ til de forskellige kontrarevolutionære aktører i deres respektive lande samt regionalt og internationalt.

Der er i øjeblikket en flerstrenget revolutionær proces i gang i regionen, og vi har brug for en venstrefløj, der kan trække på erfaringer og inspiration fra kampe i alle landene. Et nederlag i ét land er et nederlag for alle, og sejr i ét land er på samme måde en sejr for andre i hele regionen.

Det forstår despotiske regimer godt, og det skal vi også forstå. De deler erfaringer med hinanden for at forsvare deres autoritære, neoliberale orden. Vi har brug for et nærmere samarbejde, især mellem progressive kræfter i regionen og internationalt. Der kan ikke findes en socialistisk løsning i et enkelt land eller en enkelt region, især ikke en af den karakter, som vi finder i Mellemøsten og Nordafrika, der har været en slagmark for regionale og imperialistiske magter.

For en internationalistisk venstrefløj

Det samarbejde må omfatte den internationale venstrefløj, herunder i de imperialistiske lande. Den Syriske Revolution er blevet forrådt af alt, alt for mange fra denne venstrefløj, der har nægtet at udstrække solidariteten til de progressive folkelige kræfter.

Der er mange grunde til dette forræderi, men den vigtigste er måske, at venstrefløjen har forladt det socialistiske princip om ‘selvfrigørelse’: Den grundlæggende idé om, at de brede masser kun kan befri sig selv gennem deres egne kampe for reform og revolution. I stedet for denne indstilling, der ville have ført venstrefløjen til at stille sig solidarisk med den syriske opstand, var der en stor del af venstrefløjen, der i ’anti-imperialismens navn’ holdt med Assad-regimet imod USA’s imperialisme.

Og værre endnu – de holdt også med andre formodentlig ’mindre onde’ imperialistiske, regionale magter som Rusland og Iran, der intervenerede for at redde Assad. I det forløb udstillede de, at deres ’anti-imperialisme’ kun var retorisk, og at deres politiske praksis ikke bestod i andet end at holde med den ene kapitalistiske stat eller gruppe af kapitalistiske stater imod andre, og lod hånt om, forrådte, eller endnu værre, æreskændede massernes kamp for deres egen frigørelse.

Læs også: Folket ønsker at se regimet falde

Denne indstilling kilede sig også ind i krigsmodstand-bevægelser især i USA og Storbritannien. For de flestes vedkommende nægtede de at udstrække solidariteten til revolutionen under påskud af, at ’hovedfjenden er hjemme.’ Det er selvfølgelig rigtigt især for USA’s vedkommende, der stadigvæk er den mægtigste modstander af progressive sociale forandringer i verden, men det betyder jo ikke, at krigsmodstand-bevægelser – der er i modsætning til deres egne stater – skal være ligeglade med andre internationale og regionale imperialismer eller folkelige revolutioner.

De skulle i stedet for have taget kampen op imod både USA og Storbritannien, taget kampen op mod andre mindre imperialismer og udstrakt solidariteten til den syriske opstand. Det er den eneste måde, som venstrefløjen kan opbygge en ægte internationalisme på, der tager kampen op imod alle imperialismer, forbinder folkelige kampe for revolution og national frigørelse, og opbygger en verdensomspændende kamp fra neden for socialisme.

Vi er i en gunstig situation med hensyn til at arbejde for en sådan internationalisme. I det seneste år har vi været vidne til endnu en bølge af folkelige opstande, der angriber neoliberalisme og autoritære regimer over store dele af verden. Og selv om corona-pandemien og global recession midlertidigt forsinker det, så vil anfægtelsen af systemet blive uddybet i de kommende år, og antænde endnu mere radikale opstande. Derfor må der skabes en ny venstrefløj internationalt, der kan føre disse opstande til sejr.

Den revolutionære proces

Syrien og MENA er ikke undtaget fra disse dynamikker. En ny storm er i anmarch selv i de lande, der som Syrien har været udsat for for katastrofale kontrarevolutioner.

Det er derfor, man skal have det perspektiv, at revolutionære processer som dem i MENA-regionen er skelsættende, fordi de går gennem faser, hvor revolution og nederlag bliver fulgt af nye revolutionære opstande. I Syrien er de forhold, der førte til opstandene, stadig til stede, og regimet har ikke alene været ude af stand til at gøre noget ved dem, men rent faktisk forværret dem.

Damaskus og andre regionale hovedstæder tror, at de kan opretholde deres despotiske regimer med fortsat massiv vold imod deres befolkninger. Det er dømt til at slå fejl, og nye eksplosioner af folkelig protest kan forventes, præcis som dem der for nylig brød ud i Sudan, Algeriet, Irak og Libanon.

Trods opbakning fra sine udenlandske allierede, står Assad-regimet uanset sin tilsyneladende holdbarhed over for uløselige problemer. Det, at styret har undladt at løse landets dybe, socioøkonomiske problemer, kombineret med dets uophørlige undertrykkelse, har skabt kritik og også enkelte nye demonstrationer.

Midt i januar 2020 fandt der flere demonstrationer sted i Sweida-provinsen vendt imod, at det syriske regime ikke gjorde noget for at rette op på fattigdom og arbejdsløshed. Og for ikke så længe siden er demonstrationer mod styret taget stærkt til i Daraa-provinsen, og i landområder omkring Damaskus.

“Som Che Guevara udtrykte det: ’Hvis du ryster af indignation ved enhver uretfærdighed, så er du en af mine kammerater.’ Vore skæbner er forbundne”

De tilstande kan dog ikke automatisk omsættes til politiske muligheder, især ikke efter ni års ødelægende og morderisk krig. Fraværet af en struktureret, uafhængig, demokratisk og inkluderende syrisk politisk opposition, der kan tiltrække de fattige klasser, har gjort det vanskeligt for forskellige sektorer af befolkningen at forenes og udfordre regimet igen og på et landsdækkende niveau.

Det er den største udfordring. Og så er det alligevel sådan, at under vanskelige forhold med undertrykkelse, fattigdom og socialt sammenbrud, må et progressivt politisk alternativ organiseres ud fra den måde, som modstanden kommer til udtryk på lokalt. Og den må suge noget af den lære til sig, som jeg har prøvet at ridse op, og hente inspiration fra de nye opstande i regionen.

Den internationale venstrefløj må, når den syriske revolution rejser sig igen, åbent vedkende sig den fejl, som så mange begik som reaktion på de følelser, som den første vakte – at holde med regimet eller med kontrarevolutionære regionale og internationale kræfter. De revolutionæres politiske kompas må i stedet læses ud fra princippet om solidaritet med folkelige og progressive kampe fra neden.

Som Che Guevara udtrykte det: ’Hvis du ryster af indignation ved enhver uretfærdighed, så er du en af mine kammerater.’ Vore skæbner er forbundne.

Oversat af Niels O. Hansen for Solidaritet. Læs den oprindelige artikel på Spectre Magazine her: “Historical Lessons of the Syrian Revolution”.

---