10 min. læsetid

I Libanons gader runger protestsangene, alt imens landet bevidner den største folkelige bevægelse i årtier. Målet for deres vrede: et politisk-økonomisk system der fattiggør de mange og beriger de få.

Oversat af Morten Hammeken


Af Joseph Daher

Henover den sidste uge (artiklen er oprindeligt udgivet 24. oktober, red.) er Libanon blevet rystet af den største folkelige bevægelse, landet har set i årtier.

Demonstrationerne brød ud i kølvandet på regeringens annoncering af nye skatter, blandt andet på brugen af instant message-apps som WhatsApp. I lyset af en række nedskæringer og en stadig større økonomisk krise har landets arbejdere og andre fattiggjorte besluttet, at nok er nok.

Folk gik på gaderne for at forkaste selve det politisk-økonomiske fundament. For dem er alle de store partier delagtige i deres elendighed.

Imod social uretfærdighed og sekterisme

Arbejderklassen og folket i Libanon er i årevis blevet ramt af faldende levestandard. Mellem 2010 og 2016 stagnerede eller faldt indkomsten kontinuerligt blandt de fattigste husstande, mens arbejdsløsheden forblev stædigt høj: kun en tredjedel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder havde et arbejde, og ledigheden blandt unge under 35 år var til tider helt oppe på 37 procent. Mellem 40 og 50 procent af Libanons befolkning har manglet adgang til sociale ydelser. Arbejdere med midlertidig opholdstilladelse – anslået til en million mennesker – blev desuden nægtet adgang til enhver form for socialt sikkerhedsnet. Ifølge en opgørelse fra landets centrale statistikbureau, har halvdelen af dets arbejdere og mere end en tredjedel af bønderne levet under fattigdomsgrænsen i perioden.

Og hvad så med toppen af samfundet? Mellem 2005-2014 stak de rigeste 10 procent af befolkningen i gennemsnit 56 procent af de nationale indtægter i lommen. Den rigeste procent, hvilket svarer til lidt over 37.000 mennesker, hapsede alene 23 procent af indkomsten – den samme andel som de fattigste 50 procent, eller over 1,5 millioner mennesker.

Libanons politiske og økonomiske råddenskab har også udløst andre protester i nyere tid: i starten af 2011, under Det Arabiske Forår; i 2012 og 2014 som reaktion på arbejdsforholdene; og i sommeren 2015 på grund af sanitære forhold (eller manglen på samme). Omfanget af – og opbakningen til – de igangværende demonstrationer får imidlertid alle de tidligere til at blegne. Protesterne foregår denne gang ikke kun i hovedstaden Beirut, men har spredt sig ud i hele landet: Tripoli, Nabatiyeh, Tyr, Baalbeck og Zouk. Søndag 20. oktober blev det anslået, at omkring 1,2 millioner mennesker var på gaden i Beirut, og at der samlet set var mere end 2 millioner, som demonstrerede over hele landet – ud af en befolkning på rundt regnet 6 millioner.

Søndag 20. oktober blev det anslået, at omkring 1,2 millioner mennesker var på gaden i Beirut, og at der samlet set var mere end 2 millioner, som demonstrerede over hele landet – ud af en befolkning på rundt regnet 6 millioner.

Bevægelsens sociale sammensætning udmærker den også fra tidligere tiders protester; den er langt mere rodfæstet i den brede befolkning og arbejderklassen end de middelklasse-dominerede demonstrationer i 2011 og 2015. Som forsker og aktivist Rima Majed skriver, har “mobiliseringen i de seneste par dage vist fremkomsten af en ny, klassebaseret alliance mellem arbejdsløse, underbeskæftigede, arbejderklassen og middelklassen imod det herskende oligarki. Det er et gennembrud.”

De massive demonstrationer i den nordlige by Tripoli, såvel som i den omkringliggende region, understøtter Majeds pointe. Nordlibanon udgør 20,7 procent af befolkningen, mens hele 38 procent af landets fattige – og 46 procent af de ekstremt fattige – bor i regionen. Sundhedssystemet ligger under gennemsnittet, og antallet af eks. arbejdsløse, folk der er droppet ud af skolen og kvindelige analfabeter er blandt de højeste i landet. Området har ikke set udvikling på en større skala siden 1990erne.

Alligevel er protesterne i Tripoli blevet beskrevet som ‘revolutionens karneval’, og har været kendetegnet ved en festlig stemning, hvor DJs har spillet på byens store pladser foran titusindvis af demonstranter. Tidligere i dag udsendte en række repræsentanter for læger, ingeniører og advokaters fagforeninger en fælles erklæring, hvor de bakkede op om byens protestbevægelse.

Endelig er det et afgørende træk ved bevægelsen, at den aktivt går på tværs af de sekteriske skel. Solidaritetserklæringer og tegn på opbakning på tværs af såvel områder som religiøse skel er blevet mangedoblet, siden protesterne begyndte. Det er for eksempel kommet til udtryk i Tripoli-kvartererne Bab al-Tabbaneh (overvejende alawitisk) og Jabal Mohsen (sunni-muslimsk), hvor væbnet konflikt ellers har hærget i de senere år. Det samme tværsnit kan laves mellem den sunni-dominerede Tripoli, og sydlige byer med en shia-majoritetsbefolkning som Nabathieh og Tyr. Demonstranterne afsværger ikke kun den neoliberale økonomiske politik og korruptionen, men også hele det sekteriske, pro-virksomheds styre. Som et af bevægelsens hovedslogans lyder: “Alle betyder alle.”

De protesterende opfordrer nu til en generalstrejke, og nogle sektorer er allerede påvirket. Demonstranter har blokeret vejene for at lamme den økonomiske infrastruktur, og nogle skoler, universiteter, private virksomheder og banker er allerede lukket.

Præsident Michel Aoun erklærede sig torsdag 24. oktober klar til at gå i dialog med demonstranterne for “at redde landet fra at kollapse”, og han lagde op til, at en regeringsrokade kunne være en mulighed.

Ash shab – yurid – isqat an-nizam” – “Folket ønsker at se regimet falde”. Mantraet fra det Arabiske Forår lyder i disse dage også i Libanons gader, hvor befolkningen gør op med landets sekterisme, og kræver forandring på tværs af religiøse og kulturelle skel.

Den herskende klasses modsvar

Politisk repræsentation i Libanon er organiseret ud fra sekteriske principper i statens øverste lag. Præsidenten skal være maronit (katolsk kristen retning udbredt i bl.a. Libanon, red.) og premierministeren skal være sunnimuslim, mens departementschefen er pålagt at være shiamuslim. Libanons sekteriske system er – som det meste anden sekterisme – et af de vigtigste værktøjer for de regerende partier til at styrke deres greb om den brede befolkning, og at underkaste dem de respektive sekteriske ledere.

Tidligere har den herskende klasse formået at knuse protestbevægelser gennem undertrykkelse, eller ved at fremprovokere sekterisk splittelse. Denne gang har de kun kunnet svare igen med små gulerødder og en stor pisk.

I kølvandet på de første dages protester annullerede regeringen nogle af de fremsatte skatteforslag. Da mobiliseringen stadig voksede, gav premierminister Saad Hariri sine regeringsrivaler et ultimatum – de fik 72 timer til at bakke op om hans foretrukne reformer. Mandag 21. oktober fremlagde han så sit budget for 2020: Ingen nye skatter, en symbolsk halvering af ministre og lovgiveres lønninger, spareforslag rettet mod fusionering eller opløsning af en række offentlige institutioner, og privatisering af den statsejede energisektor.

Disse tiltag fik opbakning fra alle de store partier, men er ikke noget, der vil forbedre levestandarden for almindelige mennesker, hvilket Hariri ellers har påstået. Det er hovedsageligt opfyldelsen af en række krav stillet af Verdensbanken, IMF og den CEDRE-aftale (Conference for Economic Development and Reform through Enterprises), som Libanon underskrev i Paris tilbage i april 2018. Ved den lejlighed forpligtede regeringen sig til at gennemtvinge en række ‘offentligt-private partnerskaber’, at nedbringe gælden og at gennemføre en lang række nedskæringer, til gengæld for at modtage omkring 11 milliarder dollars i lån og nødhjælp.

Foruden denne række ‘reformer’, er de regerende partier gået til angreb, både verbalt – ved at anklage dele af bevægelsen for at være ‘infiltratorer’, eller at repræsentere ‘femte-kolonner’ på vegne af udenlandske interesser – og fysisk – ved at møde demonstranter med massiv undertrykkelse. Amnesty International har råbt vagt i gevær over for landets sikkerhedsstyrker, der er gået voldsomt til angreb på fredelige demonstranter i Beirut. Sikkerhedsstyrkerne har blandt andet skudt store mængder tåregas ind i forsamlinger, jagtet demonstranter med riflerne trukket og tævet folk. I Nabathieh i det sydlige Libanon er de protesterende blevet overfaldet af partisaner og kommunalt ansatte tilhørende Amal og Hezbollah, to shiitiske, politiske partier.

Samlet er hundredvis af demonstranter blevet såret, og seks er blevet dræbt siden demonstrationerne startede i sidste uge.

Tidligere har den herskende klasse formået at knuse protestbevægelser gennem undertrykkelse, eller ved at fremprovokere sekterisk splittelse. Denne gang har de kun kunnet svare igen med små gulerødder og en stor pisk.

Undtagelser og udfordringer

Selvom den er på fremmarch, står Libanons protestbevægelse over for en række betragtelige organisatoriske udfordringer, hvis den skal lykkes med at gennemføre progressive reformer. De største udfordringer er manglen på vellidte institutioner, som kan kanalisere kravene over i handling, kan organisere de protesterende på tværs af sekteriske og geografiske skel, og som kan vinde over de mere reaktionære elementer – der allerede er begyndt at efterspørge en ny teknokratisk regering eller et militærkup.

Disse svagheder ved arbejderklassens institutioner er ikke noget nyt problem. Sekteriske partier har aktivt prøvet at svække arbejderbevægelsen siden 1990erne, de har oprettet deres egne sammenslutninger og fagforeninger på en lang række fagområder, med henblik på at få magt i General Confederation of Lebanese Workers (CGTL). CGTL har derfor ikke været i stand til at mobilisere arbejderne, til trods for landets stadigt mere neoliberale politiske kurs. De sammenslutninger har været påfaldende stille under de aktuelle protester.

Komiteen til Koordinering af Fagbevægelsen (UCC), der var den største spiller under arbejderprotesterne mellem 2011-2014, har på lignende vis set amputeret ud. Ved valget til UCC i januar 2015 forenede de sekteriske partier sig mod den kamplystne fagforeningskvinde, Hanna Gharib, som kun fik støtte fra uafhængige og det libanesiske kommunistparti. Siden da er UCC’s indflydelse faldet støt.

Hvad arbejderne har brug for er en demokratisk, uafhængig fagforeningsbevægelse, som kan bevare sin selvstændighed fra de sekteriske politiske partier, og som også åbner sig for de udenlandske arbejdere. Det er helt afgørende, at der bliver opbygget alternativer til de nuværende måder at være repræsenteret og organiseret på, hvis arbejderklassen for alvor skal kunne udfordre de sekteriske og borgerlige partiers dominans.

Der er dog ét lovende tegn: Organiserede feminister og studerende har sluttet sig til protesterne, og er på målrettet vis gået ind i dem over hele landet. Særligt kvinder har deltaget i stort omfang, og feminister har presset på for at fremme kvinders rettigheder og status inden for bevægelsen.

‘Vi beskytter landet fra vores regering’. Street art i Beirut, hvor mere end en million mennesker er gået på gaden i protest mod landets korrupte, sekteriske regering. Foto: Justine Babin / Twitter

Imod den herskende klasse

Protestbevægelsens krav om social retfærdighed og økonomisk omfordeling kan ikke adskilles fra deres modstand mod det sekteriske politiske system, som hovedsageligt beskytter de velstående og magtfuldes interesser. De herskende libanesiske sekterisme-partier har sammen med forskellige dele af borgerskabet udnyttet privatiserings-tiltag og deres kontrol med dele af regeringen, til at styrke deres eget system – fyldt med formynderi, nepotisme og korruption. Alt imens har størstedelen af Libanons befolkning – såvel den udenlandske som den indfødte – lidt under fattiggørelse og uværdighed.

Ved at gå på gaden i massivt omfang har Libanons befolkning sluttet sig til det væld af regionale opstande, der begyndte i 2010 og fortsætter den dag i dag, hvilket begivenhederne i Sudan, Algeriet og Irak kan bevidne. Deres krav er lige så utvetydige, som de er ambitiøse: ”Folket ønsker at se regimet falde”.

Oversat fra “The People Want the Fall of the Regime”. Læs den oprindelige artikel på Jacobin her


Joseph Daher er schweizisk-syrisk forsker og venstrefløjs-aktivist. Han har bl.a. udgivet bogen ‘Hezbollah: The Political Economy of the Party of God