Den vigtigste valgkamp siden 2. Verdenskrig er i gang. Er du klar?

Jeg sidder indenfor i skyggen iført t-shirt og korte bukser, og skriver om opvarmningen til valget. Alle vinduer er slået op, så man kan få noget kølig luft igennem huset. Det kan bare ikke lade sig gøre. Det er for varmt udenfor. Solen bager, og termometret viser 35 grader i solen.

Jeg er heldig at bo kun 150 meter fra havet, og kan ikke huske, at det i de seneste 25 år har været varmere end nu at bade i bølgerne. Man har slet ikke lyst til at komme op af vandet, når man først ligger og skvulper rundt derude. Mon jeg og vi udvikler svømmehud mellem tæerne?

Bliver det et klimavalg 2.0?

Valgkampen er gået i gang. Bliver det så et klimavalg? Det blev hverken det franske præsidentvalg eller det tyske forbundsdagsvalg for nylig. Men sommerens tørke i Sydeuropa kunne måske give et skub? I Frankrig er der heftige politiske og juridiske slagsmål om bygning af vandreservoirer. Private rager til sig af den fælles vandressource. I Alperne laver de sågar reservoirer til produktion af kunstig sne, da der falder for lidt sne i store dele af Alperne nu. Reservoirer medfører i øvrigt fordampning af det sparsomme vand; det er bedre at lade det blive i undergrunden. På Po-sletten i Italien trænger saltvand ind i Po-floden – og ødelægger landbrugsområderne på grund af ekstremt lavvande.

Her har Danmark noget at byde ind med. Vores vandforbrug er i årevis gradvist faldet, og gør det fortsat. Det skyldes, at vandværkerne i Danmark er fællesejede, og at modige politikere har pålagt afgifter på den knappe ressource.  Rettidig omhu.

Men i Danmark har vi endnu ikke besluttet os for at pålægge flyrejsende en afgift. Det har mange andre lande gjort for længe siden. Mon det bliver et valgkampstema? Der er folkelig forståelse for det. Hvad dælen nøler regeringen efter?

Danmark er uforberedt på de komplekse kriser

2. august havde grundlæggeren af Mandag Morgen og Sustainia, Erik Rasmussen, en tankevækkende kommentar i Politiken, hvor han skrev, at nu havde han som journalist arbejdet under 15 forskellige statsministre – men han mindes ikke et vigtigere folketingsvalg end det forestående. Hvorfor? Jo, skrev han: ”Det handler nemlig ikke kun om at vælge 179 medlemmer til Folketinget og eventuelt en ny regering. Det er dybest set det mindst interessante. Afgørende bliver at sikre et politisk lederskab, der mest overbevisende kan håndtere de sværeste og mest komplekse udfordringer i nyere historisk tid.” 

“Før kunne vi som regel koncentrere os om én type krise ad gangen. Nu spreder de sig over et bredt spektrum, muterer konstant og vil ændre eksisterende eksistensvilkår for samfund, virksomheder og mennesker.”

Erik Rasmussen fortsatte: ”Vi har før oplevet mange udfordringer og kriser, men alligevel ikke flere og større, end at de har kunnet håndteres af politiske indgreb og reformer med relativt kendte metoder. Det gælder eksempelvis de to oliekriser i 1970’erne og starten af 80’erne, valutakrisen, der efterfølgende udløste kartoffelkuren, dot.com-krisen i begyndelsen af 00’erne og finanskrisen i 2008 og 2009. Den mulighed eksisterer ikke længere – hverken for Danmark eller andre demokratier, der rammes af samme udfordringer.

Forskellen på tidligere kriser og den nuværende er deres omfang, kompleksitet, den hastighed, hvormed de udvikler sig, og deres gensidigt forstærkende effekt. Før kunne vi som regel koncentrere os om én type krise ad gangen. Nu spreder de sig over et bredt spektrum, muterer konstant og vil ændre eksisterende eksistensvilkår for samfund, virksomheder og mennesker.”

Fra undergangsstemning til omstillingsoptimisme

Den situation, Erik Rasmussen beskriver, er jo årsagen til, at vor tid forlenes med en stemningsblanding af undergang, frustration og desperat fortvivlelse grænsende til en forståelig depression hos især vores unge.  Kort sagt: Almindelig vildrede. Det gælder også politisk på Christiansborg.

Jeg savner kvinder og mænd af mod i politik, der vil fortælle og forklare folk, hvad vi står over for som land og verdenssamfund. At den gigantiske samfundsomstilling, vi nu skal i gang med, vil kræve noget af os alle. Økonomisk, vane- og adfærdsmæssigt i hverdagen, fødevaremæssigt og jobmæssigt. Der skal ydes ofre, og det skal ske under tidspres, fordi forrige generationer af politikere, i hvert fald flertallet af dem, har siddet på hænderne, eller holdt dem for øjnene, i for lang tid.

Hvis ikke vi får et regeringsdueligt, progressivt politisk flertal for denne omstilling efter valget, så vil de politiske modsætninger risikere at vokse os over hovedet og ud af kontrol. Den slags samfundssituationer har højrefløjen desværre historisk set altid været bedst til at udnytte. Er man i tvivl, så kig på kagekonen Støjbergs opinionstal.  
Højrefløjen har ingen løsninger på klimakrisen. Mens de diskuterer danske værdier og konventionsbrud under en eller anden statsminister, der piskes rundt i manegen af Støjberg og Vermund, så stiger havene omkring fladlandet Danmark.

Vort folkestyre vil blive trykprøvet i den næste valgperiode. Består det prøven? Det afhænger af dig og dine.

Politikerne burde gå til Peter Plys: ”Lov mig, du altid vil huske, at du er modigere, end du synes, stærkere end du ser ud til, og klogere end du tror.” Den optimisme og det mod har vi brug for. Og til medierne en kraftig opfordring: Hold nu fokus på substansen, så vælgerne kan sætte kryds på et oplyst grundlag.

God valgkamp!